Sonningprisen 2021 går til ZINKDRENGENES forfatter!

 

I år bliver Svetlana Aleksijevitsj modtager af Danmarks største kulturpris – Sonningprisen på 1 million kr. Prisen skulle have været overrakt af Københavns Universitet i april måned, men grundet covid-19 udskydes overrækkelsen til efteråret 2021. Aleksijevitsj modtog nobelprisen i litteratur i 2015 og har de seneste år desuden spillet en væsentlig rolle i kampen for et fredeligt politisk skifte til demokrati i Hviderusland, hvor hun er medlem af oppositionens koordineringsråd. Man håber, at prisen kan være med til at styrke Aleksijevitj og modstandsbevægelsens kamp for demokrati i Hviderusland.

Husets Teater præsenterer, i sammenhæng med Aleksijevitsjs modtagelse af prisen, forestillingen ZINKDRENGENE, som er en scenisk opførelse af hendes roman af samme titel.

Aleksijevitsj er kendt for sine stærke fortællinger om ’sovjetmennesket’, hvor ZINKDRENGENE er resultatet af hundredvis af interviews med enkeltpersoner, som får anderledes aspekter frem – i dette tilfælde om den sovjet-afghanske krig. Anliggendet er det oversete og ukendte. Stemmerne i forestillingen tilhører således ikke ministre, eksperter eller militære ledere, men derimod kvinderne der deltog, de purunge soldater i Afghanistan, og mødrene der hjemme fik udleveret de forseglede zinkkister, sammen med den lakoniske meddelelse om deres sønners død.

”Jeg udfører desperat det samme arbejde i bog efter bog – at gøre historien lille nok til at rumme det enkelte menneske” siger Aleksijevitj om sin egen teknik. Hun levendegør enkeltstående og særdeles virkelige mennesker for os. Resultatet er en næraflæsning, som følger med disse mennesker helt ned i dagliglivets mindste detaljer. Med en helt usentimental og alligevel empatisk indlevelse formår Aleksijevitsj at anskueliggøre ubesvarede spørgsmål om krigens ansigt.

Det er med stor stolthed, at vi den 6. – 15. maj kan præsentere Svetlana Aleksijevitsj’s værk på teatret, og det er vores håb, at mange vil benytte lejligheden til at stifte bekendtskab med, eller genbesøge et af samtidens største forfatterskaber.

Læs mere om ZINKDRENGENE og køb billetter her