Kassandra
Program

13.01 — 10.02.2024

Tredje del af den mytologiske teatertrilogi FURIER

Medvirkende

Benedikte Hansen

Dramatiker

Marie Bjørn

Instruktion

Anja Behrens

Scenografi

Christian Albrechtsen

Lyddesign & musik

Erik Christoffersen

Lysdesign

Christian Vest Berntsen

Dramaturg

Karen-Maria Bille

Video

Simon Sumborg

Instruktørassistent

Mille Lindberg Hansen

Sufflør

TALITA MOLLERUP DEGN

Forord

Med kærlighed til Kassandra

af Marie Bjørn

 

Jeg opdagede Kassandra, da jeg i begyndelsen af det skæbnesvangre år 2020 læste Rebecca Solnits meget anbefalelsesværdige bog Men explain things to me. Så vidt jeg erindrer, fokuserer Solnit på, at Kassandra får sin forbandelse af Apollon, fordi hun afviser ham. Han er forelsket i hende, men hun er ikke forelsket i ham, og derfor skal hun straffes. Solnits gennemgang af myten vakte en umiddelbar besættelse af Kassandra i mig. Jeg så hurtigt Kassandra som aktuel i en verden, der post me-too og midt i trumpismen var begyndt at protestere mod ensidige fortællinger og magtstrukturer, og hvor begrebet sandhed blev sat kraftigt til diskussion. 

Jeg skrev til Liv Helm, for at høre, om ikke hun kunne se ideen i at skabe en forestilling om den fordømte seerske, man med det blotte øje let kan overse, men har man først fået øje på hende, kan man ikke glemme hende igen… Liv svarede, at Anja Behrens også var Kassandra-fan, og snart blev et hold sat, og min indre furie så forventningsfuld frem mod arbejdet. I mailtråden, skrev Liv og jeg frem og tilbage om fænomenet varsler. Når der sker en katastrofe, på mikro eller makroplan, har der ofte været et varsel. Noget man i bagklogskabens lys, kan udpege som en katalysator for at noget begyndte at skride. Mailudvekslingen fandt sted i de første, dybe coronatider, og vi kunne ikke lade være med, at overveje hvad pandemien var et varsel for. Var den et varsel for at lære omstillingsparathed og diskomfort at kende inden et stort, kommende klimakollaps? Eller var den et varsel, for noget vi endnu ikke havde begreb om?

I marts 2020 skrev Liv i en mail, at et af de mest google spørgsmål for tiden var: Are birds getting louder? Hun tilføjede: ”Historisk set (fra oldtidens Grækenland) troede man, at fuglene varslede. På fuglenes stemmer kunne man høre noget.”

Da verden blev stille i pandemiens første forårs-nedlukning, mente mennesker over hele verden altså at kunne høre fuglene tydeligere. Om fuglene rent faktisk sang højere, eller om vi blot havde ro til at lytte til dem, kender anekdoten ikke noget til… Men jeg nævner den, fordi den på sin egen syrede måde, blev et tanke-afsæt til Kassandra. Og en bekræftelse af, at Kassandras varsler finder sted kollektivt og individuelt i vores stadigt stridigere kampe for sandheden, og i vores poetiske opfattelser af, at forstå den virkelighed, vi er en del af.  

Kassandra kan meget berettiget fortolkes med feministiske briller, som den unge kvinde der forbandes, fordi hun ikke bøjer sig for en magtfuld mands begær, og derfor er dømt til at forblive i en flakkende undtagelsestilstand, udstødt og latterliggjort. Hvis vi hæver os over den kønnede læsning, og ser på Kassandra og Apollon som iboende kræfter vi alle sammen indeholder, kan Kassandra tolkes som det i os, vi igen og igen lukker ned for, og fortrænger, fordi vi ikke er i stand til at leve for undergangsdyrkelse og varselsfornemmelser, hvor sande de end må være. 

Da teksten rykkede ind i scenografien i december, fik jeg en meget kropslig fornemmelse af, at Kassandra bor indeni ethvert menneske. Hun bor i hvert fald i mig. Hun bor i et ensomt og sorgfuldt rum, et klaustrofobisk og et håbløst rum. Hun har hjemme i det rum i psyken, hvor man kan tvivle på sin egen opfattelse af virkeligheden, sin egen troværdighed og sine egne erfaringer, og hvor man oprigtigt nærer mistro til at andre vil tro på en. For det vil man måske heller ikke selv… Og dermed dannes og trives Kassandra-komplekset. 

På produktionen er vi skiftevis blevet smittet af Kassandras tyngede sind. Alligevel har vi insisteret på at bevæge os rundt i mørket med hende. Af den overbevisning, at der eksisterer vigtig heling når vi åbner op for al den undergang, hun ser, al den smerte hun føler. Når vi tør genkende mørket fra verden og mørket i os selv, og forstå at det mørke udgør samme farveskær på en farvepalette, og at vi er fælles om det. 

Jeg tror på, at der kan opstå sprækker af samhørighed, når vi genkender hinandens sorg og håbløshed i en uhyre voldsom tid præget af had og kollaps på en kogende klode, der måler varmere, end nogensinde før, og hvor temperaturstigningerne synes at ligge under samtlige konflikter og krige og få radikaliseringerne til at ulme. 

Bertolt Brecht skrev engang:

”In the dark times
Will there also be singing?
Yes, there will also be singing
About the dark times”

Kassandra minder os om, at den, der insisterer på at fortælle sandheden akkurat, er den eneste der bevæger verden. 

Rigtig god fornøjelse,

Marie Bjørn

Medvirkende
BENEDIKTE HANSEN
Dramatiker
MARIE BJØRN
Instruktør
ANJA BEHRENS
Scenograf
CHRISTIAN ALBRECHTSEN
Lyddesign & musik
ERIK CHRISTOFFERSEN
Lysdesign
CHRISTIAN VEST BERNTSEN
Dramaturg
KAREN-MARIA BILLE
Video
SIMON SUMBORG
Instruktørassistent
MILLE LINDBERG HANSEN
Sufflør
TALITA MOLLERUP DEGN
Forestillingsfotos
Emilia Therese
Scenemester
CLAUS ARRILDT
Scenebyggere
CLAUS ARRILDT, JØRGEN SKYTTE, NIKOLAJ ROED KLÜVER, CHRISTIAN VEST BERNTSEN
Forestillingsleder og rekvisitør
PERNILLE MIKKELSEN
Kostumier og systueleder
HANNE MØRUP
Hustekniker
CHRISTIAN VEST BERNTSEN
Teknisk elev
NIKOLAJ ROED KLÜVER
Afviklere
CHRISTIAN VEST BERNTSEN, NIKOLAJ ROED KLÜVER

Tekstuddrag fra manus

af Marie Bjørn

 

 

Det er Kassandra, der taler i det her rum. Vil I høre hvad jeg har at sige? 

(Beat) Jeg kommer som kaldet til verden i forskellige skikkelser. Jeg kan være hvem som helst, der slåes ihjel for at sige den sandhed, der ikke er nogen der vil høre. Jeg kan være alle køn, alle aldre, alle kroppe. I hvert liv møder jeg fortrængningen, det flakkende undvigende blik, der nægter at se det i øjnene, der får verden til at smuldre. 

I 3000 år, slåes jeg ihjel for at sige sandheden. I 3000 år viser sandheden sig for mig i mine drømme, som varsler og syn. Jeg fortæller historier om det, vi ikke vil kendes ved. Det er forbandelsen, det er arven fra Apollon. 

Imens vokser myten, forgrener sig og filtrer sig sammen til et helt … kompleks! Fortællingen om Kassandra er ikke blot en myte, men et kompleks! Komplekset kryber ind i alle klodens kroppe, og tager bolig i nervesystemet. Som en varm bakteriekoloni, et lag af beskyttelse mod den uro, sandheden forvolder. 

(Beat)

Komplekset er et system mod det, der forstyrrer roen. En overlevelsesmekaniske med andre ord! For vi ved, at det er mere enkelt at straffe den, der italesætter volden, end den, der begår den. Hører I mig? Det bor i jer.

Derfor skal jeg holdes udenfor rækkevidde. Derfor skal jeg stå udenfor fællesskabet. (Beat) For jeg bærer på fortællingen om nedbruddet, om kollapset, om undergangen, og jeg smitter. 

Jeg smitter som ensomheden smitter. Som frygten smitter. Derfor er jeg en trussel, fordi selve fortællingen om nedbruddet og undergangen, om alt det, der kan briste og gå itu, er en indirekte trussel mod det system, der tror det fungerer. 

For jeg vil med al min undergangsdyrkelse og alt mit mørke nedbryde det velfungerende, der så gerne vil tro på sætningen: de levede lykkeligt til deres dages ende.

Jeg vil gøre opmærksom på det usikkerhedselement, der er en del af ethvert illusionært system. DET KAN GÅ ITU, NÅR SOM HELST.

(Beat) Lyt til mit ekko, når jeg taler.

Det er forbandelsen. Arven fra Apollon. At fortælle om det, der ikke er nogen der vil høre. 

Jeg er her for at sige: Troja falder. Om lidt synker civilisationen i grus. Alt det I har kæmpet for at opbygge, falder fra hinanden. Det fortrængte vælder op af jorden nu. 

Kassandra siger: civilisation er kun et ord, kun en idé om styrket borgerlighed. Et samfund er kun et organiseret fællesskab, indtil en eller anden skubber det ud over kanten. Forfrem et hvilken som helst menneske til diktator, og se en massakre! Jeg er her for at sige: det er ikke første gang en mand får en syg idé og ophidser hele folket! VAGT I GEVÆR.

Jeg kan sige sådan her: DER ER KRIG. DER ER KRIG. DER ER KRIG. Der er altid krig! 

Men i begyndelsen… 

(Beat) … I begyndelsen af enhver krig, der siger man: krigen kommer ikke hertil. 

Krig er noget der findes andre steder. Krig er noget der eksisterer langt væk. Her hvor vi bor, bor freden. Men jeg siger: det er løgn. HER HVOR VI BOR, BOR HADET.  

Hadet bor i komplekset. (Beat) Hvis komplekset var med i en leg, kunne det sige:

Åh, hvilken fornøjelse det er at vågne fra en dybt fortrængt god nats søvn… af let solskin ind ad vinduerne… og stå op med sol og søvn i øjnene, strække kroppen lang, mens man glæder sig over en ny dag i livet. (Hun gaber)

Man drikker sin kaffe og spiser en morgenbolle med smør. Man ser opdateringerne fra verden, og man lader nogen andre om volden.

Så overskueligt livet bliver. Man smører madpakker, sliber sine knive. Er beredt på at forsvare sig, skulle det ske, at al volden smadrer ind ad bagdøren. 

(Beat) Komplekset er det i dig, der ved du kan slå ihjel, hvis der er nogen, der truer dig. Det er det i dig, der ved du kan dræbe, hvis nogen dræber dit barn. Din elskede. Det er det i dig, der ved din afmagt kan vokse, når det bliver trådt nok på. Det er det i dig, der kan forvandles til et rovdyr.  

(Beat) Jeg kan sige sådan her: DER ER KRIG. Der er krig. Og krigens første offer er sandheden!