Dramatisk Salon #15

6 — 6 jun. 2025

Præsenteret af Dramatikkens Hus. Med Johannes Lilleøre & Johanne Fall

Bestil billet

Dramatisk Salon er et oplæsningsarrangement dedikeret til ny dansk dramatik. Hver salon inviterer to dramatikere til at læse op af deres egne tekster – det kan være tidligere værker eller helt nye tekster, der aldrig før har mødt et publikum. Efter oplæsningerne følger en modereret samtale, hvor dramatikerne deler indblik i deres virke, deres inspirationskilder og deres tekster. Publikum inviteres til at deltage aktivt i samtalen og stille spørgsmål, hvilket skaber en levende dialog mellem scene og sal.

Arrangementet giver en unik mulighed for at møde dramatikerne på nært hold og opleve deres værker formidlet med den stemme, der har skabt dem. Denne nærværende form skaber et særligt rum for at mødes om nye historier til scenen og for at åbne op for en fri samtale om dramatikkens kunst og proces.

Dramatisk Salon har siden begyndelsen været afholdt på steder som Det Lilla Rum og LitteraturHaus, og nu også på Husets Teater. Med snart 15 afholdte saloner har arrangementet etableret sig som en vigtig platform for dramatikere, der arbejder og skaber i Danmark.

Dramatikkens Hus er et unikt sted for udviklingen af dramatik. På Husets Teater er vi meget glade for at lægge hus til Dramatikkens Hus’ saloner. Her kan publikum møde danske dramatikere og opleve deres tekster læst op og få et særligt indblik i, hvordan fortællinger til scenen bliver skabt. Sammen med Dramatikkens Hus kan vi gøre mere for at understøtte dramatikeres arbejde, og det betyder rigtig meget for os.– LIV HELM

Hver Dramatisk Salon er afslappet og intim, med pauser mellem oplæsningerne, der giver plads til refleksion og samtale. Her lærer publikum ikke kun dramatikerne at kende, men også de historier, der er med til at forme scenekunsten i dag.

Temaet for Dramatisk Salon #15 er: At skrive om sårbarhed og nære relationer, og er med dramatikerne Johannes Lilleøre og Johanne Fall.

Dramatikere

JOHANNES LILLEØRE

Johannes Lilleøre, født 1974, er dramatiker, forfatter og skuespiller. Uddannet fra Forfatterskolen 2016 og Skuespillerskolen ved Århus Teater 2001. I 2023 modtog han en Reumert som årets dramatiker for stykket Kannibalen.

Foto: Sara Galbiati

JOHANNE FALL

Johanne Fall er forfatter og dramatiker. Hun er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2024.
Som dramatiker er hun optaget af køn, krop og samfund, og hendes tekster ligger ofte genremæssigt i et krydsfelt mellem gotik og pop. Johanne har siden romandebuten Der er altid nogen at befri i 2017 udgivet flere romaner, der alle interesserer sig for, hvordan det er at have en krop i et undertrykkende samfund eller miljø.
Foto: Martin Dam

OM DRAMATIKKENS HUS

Dramatikkens Hus i Danmark er en forening, som arbejder for at fremme den danske dramatiker og den nye danske dramatik. 
De har eksisteret siden 2019, og har afholdt 11 saloner med 22 dramatikere i løbet af de sidste tre år. Derudover har de skabt Dramatikkens Festival i samarbejde med Vendsyssel Teater, og lancerede deres første udviklingsforløb Fri Replik i 2023. 
 
Dramatikkens Hus består af Abelone Koppel og Johanne Petrine Reynberg. 

TIDLIGERE DRAMATISKE SALONER

Præsenteret af Dramatikkens Hus. Med Rhea Leman & Thor Gunnar Wendtland.

Dramatisk Salon #14

28.01 — 28.01