Magtfulde og magtfuldkomne mænd har altid haft en plads i verdenshistorien. Ønsket om en handlekraftig, stærk leder, som sætter skik på tingene, var et ønske i 1930’ernes Tyskland, såvel som rundt om i Europa og resten af verden netop nu. Der skal “ryddes op”, “drain the swamp”, og denne oprydning består ofte i at give bestemte grupper af mennesker skylden for al elendighed, lægge dem for had, udgrænse, forfølge og i yderste konsekvens systematisk udrydde dem.
“Det skete, og derfor kan det ske igen” skrev Auschwitz-overleveren Primo Levi, og derfor bør vi genbesøge en af historiens værste despoter nogensinde. I VORT MISMODS VINTER møder vi Adolf Hitler 48 timer før hans selvmord i førerbunkeren ti meter under jorden. Han taler til os, gør rede for sit verdenssyn, fortæller os, hvorfor han gjorde, som han gjorde, men han taler også direkte ind i vores tid.
Fortid og nutid mødes i en undersøgelse af, hvordan magt virker og manipulerer, hvordan ondskab bliver til og kan se ud. Hvordan tager man skridtet fra at tale hadefuldt om andre og til at slå dem ihjel? Og hvor langt er det skridt egentlig?
Juryen begrundede valget:
“Fortid og nutid flød sammen i Andreas Dawes poetiske og dybt foruroligende Hitler-monolog, der inviterede os indenfor i bunkeren kort før Førerens selvmord. Den manipulerende mand var snart venligt vanvittig, snart vildt vederstyggelig. Hans ord sprang som gnister og antændte eftertanken. Hitler døde, men den stærke mand lever. Politisk teater, der ætser!”
