En eksperimenterende platform for krydsfeltet mellem teater, performance og billedkunst

TOASTER er en platform for krydsfeltet mellem teater, performance og billedkunst, som arbejder for at skubbe til genreforståelser, skabe nye performanceformater og anderledes publikumsoplevelser. TOASTER er et unikt tværæstetisk eksperiment og samarbejde mellem et teater og et udstillingssted, Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning i København, og hvert år kurateres et program med kompagnier, scene- og billedkunstnere fra ind- og udland, der eksperimenterer med formater og bidrager til en innovativ og tværfaglig udvikling af scenekunsten.

SCENEKUNST TIL EN NÆR FREMTID

Vi lever i en kompleks tid, hvor traditioner og adfærd er i opbrud. Generelt sættes der spørgsmålstegn ved kulturvaner, og publikum søger nye måder at møde kunsten på. Kunstnere i det frie felt har længe arbejdet med nye formater, rum og spillesteder og skabt eksperimenter, der rækker udover institutionens rammer og strukturer. TOASTER vil skabe en platform for disse tværfaglige eksperimenter, hvor vanetænkning og tradition bliver udfordret til fordel for nye formater og publikumsmøder. TOASTER vil flytte på måden publikum går i teatret og til udstillinger på, ved at gøre publikum nysgerrig på det de ikke umiddelbart genkender, og rykke ved deres forventninger til selve kunstoplevelsen.

ET HJEMSTED FOR KUNSTNERE

TOASTER styrker den levende kunst igennem co-produktioner, hvor kunstnerne har friheden og roen til at udfordre egen praksis, og mulighed for at træde ind i nye og udvidede arbejdsrum. Dette sker ved at tilbyde visningsrum, faglig sparring, kuratering, formidling og synlighed for de talentfulde aktører.

TOASTER vil revitalisere kunstens rum og muligheder gennem kurateringen af et program, hvor en række teaterforestillinger, performances og udstillinger, talks, workshops og seminarer sætter fokus på tværfaglige eksperimenter og vidensdeling.

INTERNATIONALT ARBEJDE

TOASTER har som formål også at være en international platform og programmet præsenterer både internationale gæstespil og co-produktioner med teatre i Norden. Derudover har alle TOASTERs associerede kunstnere og kompagnier en international profil. Denne kulturelle diversitet er tilsammen med det tværæstetiske arbejde TOASTERs DNA.

TOASTER er støttet af Statens Kunstfond med en fireårig bevilling fra 2021-2025.

Toasters hjemmeside

KLIK HER

Huskompagnier

TOASTER tror på, at scenekunsten forandrer sig og udvikler sig gennem dem, der arbejder med den og ambitionen er at skabe et kollegialt tilhørssted for scenekunstnere.

TOASTER vil øge tilstedeværelsen af og løfte niveauet for selvproducerende grupper ved at bistå dem i udvikling og produktion, så vi skaber bedre vilkår og grobund for kompagnier i Danmark. Med denne dedikation bidrager vi produktionsmæssigt og kunstnerisk til en udvikling af hele branchen til glæde for publikum og andre scener.

Følgende huskompagnier er udvalgt og knyttet til Husets Teater over en længere periode:

LOGEN

The Other Eye of The Tiger (TOETT)

Institute of Interconnected Realities

Hestnes / Popović

MEGA RICH COMPANY

Kommende Toaster forestillinger på Husets Teater

22.02 — 19.04.2024

Performancefestival præsenteret af Toaster & Live Art Danmark

Managing Discomfort