EN DRAMATISK EPILOG

INSTRUKTØR ANASTASIA HOLST NØRLUND OM NÅR VI DØDE VÅGNER

Henrik Ibsen er især kendt for sine naturalistiske dagligstuedramaer, men NÅR VI DØDE VÅGNER fremstår som et langt mere symbolsk værk?

Ibsen kalder selv stykket en dramatisk epilog, og det skulle da også vise sig at blive hans allersidste. Stykkets præmis lægger sig tæt op ad hans egne personlige erfaringer, og det er ikke svært at få øje på de mange paralleller mellem Ibsen og hovedkarakteren Arnold Rubæk. Ligesom Ibsen brugte virkelige mennesker som inspirationskilder – særligt forfatteren Laura Kieler, der følte sig udstillet og misbrugt som model for Nora i ET DUKKEHJEM – kredser stykket om kunstnerens udnyttelse af andre mennesker. Ligheden mellem Ibsens forhold til Laura Kieler og Rubæks forhold til hans tidligere model og muse Irene, som i stykket opsøger ham med anklagen om, at han har dræbt hendes sjæl, er slående. På den måde kan man nærmest på et metaplan erfare, hvordan kunstneren fortsætter med at bruge andre omkring sig som materiale for sit arbejde, idet Laura Kieler endnu engang står ufrivilligt model for Ibsens sidste værk.

Når Ibsen skriver sig længere væk fra naturalismen end tidligere og bruger stærk symbolik i stykket, tror jeg, det har kunnet åbne for de refleksioner og udforskninger af hans egne erfaringer, der ligger til grund for fortællingen. Når abstraktionerne forstørres, oplever jeg selv, at det kan være lettere at få adgang til mere komplekse og dybe steder i den eksistentielle udforskning af jeget, som Ibsen undersøger i sine værker - og inviterer os til at undersøge og udforske med ham.

Både tekstens surrelle elementer og dens symbolik åbner for et væld af fortolkningsmuligheder – intellektuelt, visuelt og sanseligt. Den åbenhed har givet os mulighed for at arbejde i et meget billedligt formsprog, hvor vi har været optaget af at dyrke symbolikken på scenen på samme måde, som Ibsen dyrker den i teksten. Symbolik er ofte i risiko for at blive tyk eller sentimental, men jeg synes, det er befriende at understrege de stærke symboler. Det kan både være dybt underholdende og smukt på én gang.

Et gennemgående tema i forestillingen er følelsen af at være levende død - af at være gået fuldstændig i stå i livet og mangle drift eller retning. Hvad tror du, Ibsen ville sige med det? Da Ibsen skrev NÅR VI DØDE VÅGNER, lå der et langt liv bag ham, og jeg tror han ønskede at gå ind i den komplekse følelsesmæssige oplevelse, det er at fortryde sit liv eller dele af det. Smerten i at erkende, at man måske har truffet de forkerte beslutninger i sit liv, og det at indse, at man ikke længere kan gøre det om - at man må stå ved, hvordan man har levet, og at det er for sent at fortryde. Irene anklager Rubæk for at have taget hendes sjæl og forvandlet hendes livskraft til kunst. Hvordan har I arbejdet med magtforholdet mellem kunstneren og hans muse – og med forestillingen om, at et andet menneske kan blive til materiale for kunsten? Magtforholdet mellem dem er utrolig spændende at arbejde med. Selvom Rubæks magt over Irene har haft voldsomme, negative konsekvenser for hendes liv, er de gensidigt afhængige: Hun har omvendt præget ham i en grad, hvor han ikke har kunnet skabe noget, siden hun forlod ham. De udnytter begge deres virkning på den anden, men hans position gør alligevel hans magt over hende mere uhyggelig end omvendt. Uanset hvordan man vender og drejer det, har han brugt hende og bliver ved med at gøre det. Og selvom hun opsøger ham for at konfrontere ham med alt det, han har ødelagt i hende, er det paradoksalt nok umuligt for hende ikke at stille sig til rådighed for ham én gang til. Processen med NÅR VI DØDE VÅGNER er anderledes, end når du normalt arbejder som instruktør, idet du har overtaget instruktionen fra Liv Helm, som både har skabt Spøgelsestrilogien og arbejdet intenst med Ibsens værker. Hvordan har det været at træde ind i et allerede etableret kunstnerisk univers – og samtidig sætte dit eget aftryk på det? Processen med at skulle skabe det sidste værk i Spøgelsestrilogien, som Liv Helm har født, har været en helt særlig oplevelse. Det har handlet om at træde ind i et allerede etableret kunstnerisk univers og alligevel lytte til min egen kunstneriske stemme, og skabe et koncept, der resonerer i mig. Alle tre forestillinger er jo meget forskellige, men jeg har ønsket at skabe et værk, der alligevel har et stærkt slægtskab med både GENGANGERE og FRUEN FRA HAVET.

OM ANASTASIA HOLST NØRLUND

ANASTASIA HOLST NØRLUND er sceneinstruktør og dramatiker, uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2020. Hun har bl.a. markeret sig med store iscenesættelser og dramatiseringer såsom Den Fantastiske Bus, Den lille havfrue og Den utrolige historie om den kæmpestore pære på Det Kongelige Teater, Force Majeure og Blodbadets Gud på Aarhus Teater, Meter i sekundet på Folketeatret samt Alice i Eventyrland på Malmö Stadsteater. Hun har desuden undervist på blandt andre Rytmisk Musikkonservatorium og Johan Borups Højskole. Siden 2021 har Anastasia Holst Nørlund været medlem af bestyrelsen for Akademiet for Musik, Dans & Teater, hvor hun arbejder strategisk med institutionens kunstneriske udvikling og økonomiske bæredygtighed. Hun skriver desuden en forestilling om sin morfar, lyrikeren Knud Holst, til Vendsyssel Teater og udvikler sideløbende en tv-serie.

Tekstuddrag: Når vi døde vågner

Frit efter Bearbejdet af

SCENE 2: GENSYN

Kvinden klæder sig af og ifører sig den samme badekåbe, som Rubæk og Maja bærer.

Hun sætter sig på den liggestol, Maja har forladt. Rubæk nærmer sig hende.

RUBÆK

Jeg kan godt genkende dig, Irene.

IRENE

Du har gættet det, Rubæk?

RUBÆK

Og du genkender også mig.

IRENE

Det er anderledes.

RUBÆK

Hvorfor det?

IRENE

Du er jo i live endnu.

RUBÆK

I live –?

IRENE kort efter

Hvem var hun?

RUBÆK nølende

Det var – min hustru.

IRENE nikker

Sådan. Altså en, som ikke kommer mig ved –

RUBÆK usikker

Nej, det er klart –

IRENE

– altså en, som du har fået efter min levetid.

RUBÆK

Efter din –? Hvad mener du med det?

IRENE uden at svare

Og barnet? Barnet lever jo også godt. Vores barn lever videre efter mig.

RUBÆK smiler

Vores barn? Ja, det kaldte vi det – dengang.

IRENE

Da jeg levede.

RUBÆK let

Ja, Irene, – «vores barn» er blevet berømt over hele verden.

IRENE

Og har gjort sin far berømt. – Det var din drøm.

RUBÆK stille, bevæget

Det er dig, jeg skylder alt. Alt. Tak.

IRENE sidder lidt og grunder

Hvis jeg dengang havde gjort min ret, Rubæk –

RUBÆK

Hvad så?

IRENE

Jeg skulle ha’ dræbt det barn.

RUBÆK

Dræbt det!

IRENE hviskende

Dræbt det – før jeg rejste fra dig. Knust det. Knust det til støv.

RUBÆK ryster på hovedet

Det havde du ikke kunnet, Irene. Du havde ikke hjerte til det.

IRENE

Nej, dengang havde jeg ikke den slags hjerte.

RUBÆK

Men siden?

IRENE

Siden har jeg dræbt det utallige gange. Ved dagslys og i mørke. Dræbt det i had – og i hævn

– og i smerte.

RUBÆK stille

Irene, – sig mig – efter så mange år – hvorfor rejste du fra mig dengang? Forsvandt

sporløst –

IRENE ryster langsomt på hovedet

Hvorfor skulle jeg fortælle dig det nu – hvor jeg er hinsides.

RUBÆK

Var der én du var kommet til at elske?

IRENE

Der var én, som ikke havde brug for min kærlighed. Ikke brug for mit liv længere.

RUBÆK afledende

Hm, – lad os ikke tale mere om det –

IRENE

Nej, nej.

De ser på hinanden længe. Så rejser Irene sig for at gå.

RUBÆK

Hvor har du været, Irene?

IRENE

Jeg gik ind i mørket – da barnet stod der i åbenbaringens lys.

RUBÆK

Har du rejst rundt i verden?

IRENE

Ja.

RUBÆK

Og hvad har du lavet?

IRENE

Lad mig se -. Jo nu har jeg det. Jeg har stået på drejeskiven i varietéer.

Stået som nøgen statue i levende billeder. Tjent penge. Det var jeg ikke vant til hos dig, for

du havde ingen. – Og så har jeg været sammen med mænd, som jeg kunne gøre gale i hovedet.

– Det var jeg heller ikke vant til hos dig, Rubæk. Du holdt bedre stand.

RUBÆK

Giftede du dig?

IRENE

Ja, med én af dem.

RUBÆK

Hvem er din mand?

IRENE

Han var sydamerikaner. Diplomat. (ser hen for sig med et forstenet smil) Ham fik jeg gjort

helt vanvittig; gal, – uhelbredelig gal; – Ret morsomt, faktisk, – Jeg har stadig lyst til at le indvendigt.

– Hvis jeg havde noget indvendigt.

RUBÆK

Og hvor er han nu?

IRENE

På en kirkegård et sted. Med et flot monument over sig. Og en kugle i hjerneskallen.

RUBÆK

Dræbte han sig selv?

IRENE

Ja. Han kom mig i forkøbet.

RUBÆK

Sørger du ikke over ham?

IRENE uforstående

Hvem skulle jeg sørge over?

RUBÆK

Din mand.

IRENE (uden at svare)

Min anden mand var russer –

RUBÆK

Og hvor er han henne?

IRENE

Langt borte i Uralbjergene.

RUBÆK

Og han lever?

IRENE trækker på skuldrene

Lever? Lever? Egentlig har jeg dræbt ham –

RUBÆK farer sammen

Dræbt –!

IRENE

Dræbt med en fin, spids dolk, som jeg altid har med mig i sengen –

RUBÆK i udbrud

Jeg tror ikke på dig, Irene!

IRENE smiler mildt

Du skal tro på det, Rubæk.

RUBÆK ser på hende

Har du aldrig fået børn?

IRENE vil gå

Jo, jeg har mange børn.

RUBÆK griber ud efter hende

Og hvor er de?

IRENE

Jeg dræbte dem.

RUBÆK strengt

Nu lyver du for mig igen!

IRENE forsøger at undslippe Rubæk

Jeg har dræbt dem, siger jeg dig. Så snart de kom til verden. Faktisk længe, længe før. Det ene efter det andet.

Irene forsvinder bag strandpavillonen, kaster sin skygge på gardinerne.

RUBÆK ser dybt på hende

Der er strenge i dig, som er sprunget i stykker.

IRENE

Det gør der altid, når en ung blodsvulmende kvinde dør.

RUBÆK

Irene, hold dog op med disse forvildede forestillinger –! Du lever jo! Lever, – lever!

RUBÆK hiver gardinerne fra strandpavillonen ned og Irene kommer til syne.

IRENE bævende

Lever? Jeg var død i mange år. De kom og bandt mig. Snørede armene sammen på ryggen.

– Så sænkede de mig ned i et gravkammer med jernstænger for døren. Og med polstrede

vægge, – så ingen ovenover på jorden kunne høre gravskrigene –. Men nu begynder jeg så

halvvejs at stå op fra de døde.

RUBÆK lidt efter

Er jeg den skyldige?

IRENE

Ja.

RUBÆK

Skyldig i det,

– som du kalder din død?

IRENE

Skyldig i det, at jeg måtte dø. (slår over i en ligegyldig tone) Hvorfor sætter vi os ikke ned, Rubæk?

RUBÆK

Tør jeg det?

IRENE

Ja. – Du skal ikke være bange for kuldegysninger. For jeg tror ikke, jeg er rigtig isnet endnu.

De sætter sig på liggestolen.

SPØGELSESTRILOGIEN

Husets Teater og Odense Teater indgik i 2024 et ambitiøst treårigt samarbejde om Spøgelsestrilogien. Trilogien tager afsæt i Henrik Ibsens senere og mindre kendte værker Gengangere, Fruen fra havet og Når vi døde vågner, som alle kredser om fortidens spøgelser – de valg, relationer og begivenheder, der fortsat hjemsøger os, selv mange år efter de fandt sted. “Det handler om, hvordan man kan blive indhentet af fortidens hændelser og blive tvunget til at tage en omkamp med dem. Det kan være ubehageligt, men det rummer en vigtig forvandlingskraft,” udtaler Liv Helm.

Trilogiens to første forestillinger har mødt stor begejstring hos både publikum og anmeldere – og har også markeret sig ved Danmarks største teaterpris. I 2025 modtog Malene Melsen en Reumert for Årets Birolle for sin præstation i Gengangere, og i 2026 blev Fruen fra havet hædret med en Reumert for Årets Teaterforestilling. Med Når vi døde vågner når Spøgelsestrilogien sin afslutning og det treårige samarbejde mellem Husets Teater og Odense Teater afrundes med sidste kapitel.