HUSSPEKTAKEL RAMMER HUSETS TEATER

 

Den kuraterede gæstespilsscene TOASTER markerer sin åbning på Husets Teater med et brag. Fra d. 25. oktober og tre uger frem flytter 4 huskompagnier ind på teatret og skaber en udviklende minifestival under navnet HUSSPEKTAKEL.

Med HUSSPEKTAKEL markeres åbningen af Toaster på Husets Teater med et festfyrværkeri af både internationale gæstespil, saloner, seminar og arbejdsvisninger af teatrets tilknyttede huskompagnier. Det bliver en smagsprøve på, hvad Toaster kan og kommer til at gøre i årene der kommer: Nemlig både at præsentere danske og internationale kompagniers arbejde, samt at udvikle feltet af værker på tværs af teater, performance og billedkunst.

Foruden to internationale gæstespil og et symposium sætter HUSSPEKTAKEL også fokus på de nyligt udvalgte huskompagnier, som indtager teatret med hver en uges udvikling.

”Det er en vigtig del af Toasters arbejde at skabe bedre rammer for det frie felt af kompagnier og scenekunstnere. En af vores måder at gøre det på er ved at have huskompagnier, som vi kan lave længerevarende samarbejder med og sammen skabe de bedst mulige rammer for deres arbejde.”

Udtaler nyligt tiltrådte teaterchef på Husets Teater, Liv Helm, og fortsætter:

”Vi har inviteret fire huskompagnier, som vi i årene fremover vil udvikle værker sammen med. De starter med at udvikle deres idéer og metoder her i efteråret og til næste sæson kan jeg love, at publikum vil kunne opleve nogle helt nye forestillinger og performances her på teatret.”

De udvalgte kompagnier tæller Logen, TOETT, Hestnes/Popovic og Institute of Interconnected Realities, som alle dækker et bredt felt af scenekunstnere fra teater til performance. Nogle har baggrund som skuespillere, scenografer og instruktører, andre som dansere og koreografer. Det er fire kompagnier, der igennem en årrække har vist, at de har et stærkt kollektivt samarbejde og en særegen arbejdsmetode, som de hele tiden undersøger og udvikler videre på.

”Jeg drømmer jo om, at vi i fremtiden får endnu flere solide kompagnier i Danmark. Hvem er fremtidens Hotel Proforma eller SIGNA eller Fix & Foxy? Med Toaster på Husets Teater gør vi en indsats for at flere kompagnier kan finde fodfæste og vokse.” Slutter Liv Helm.

 SE DET FULDE PROGRAM FOR HUSSPEKTAKEL OG BESTIL BILLETTER