Frankenstein

”Det, jeg vil fortælle jer, er sandheden. Det er historien om min undergang.”

En videnskabsmand står foran sit publikum. Han fortæller, at han vil besejre døden. Han ved, at jorden er nødstedt, og at den eneste lov er udvikling. At opgaven er simpel: Vi må overvinde naturen – den ydre og den indre. Han vil vække os.

Men hans historie slår revner. Hvem er det, der taler? Og hvis døde krop ligger for hans fødder?

“Ingen kan forestille sig, med hvor blandede følelser jeg som en orkan blev drevet fremad af succesens første begejstring. Mig forekom liv og død at være ideelle grænser, som jeg først skulle bryde igennem for derefter at kunne sende en flodbølge af lys ind i vores formørkede verden.”

Sådan skriver den kun 20 årige Mary Shelley i 1818 ved porten til den moderne verden – videnskabsmandens, iværksætterens og fantastens verden. Mary Shelleys FRANKENSTEIN er historien om Victor Frankenstein, der bøjer naturen efter sin egen vilje og skaber et kunstigt liv, der ender i destruktion og undergang. Det er en grundfortælling om det moderne menneskes hybris og hvad der sker, når det man har skabt vender sig mod en. Det er en fortælling om teknologi og humanisme – og en stærk kritik af forholdet mellem menneske og natur.

Aldrig har videnskabsmanden haft magt som i dag. Nu står han alene tilbage på scenen – som et skib stødt på grund i en storm af skyld og håb.

”Frankenstein har for mig altid været ensbetydende med dårlige udklædninger og gotisk gys. Men det sjove er, at når jeg læser Mary Shelleys originalværk, så oplever jeg, at gyset fylder forbavsende lidt. I stedet læser jeg en fortælling, der først og fremmest handler om videnskabens dilemma i dag: De teknologiske fremskridt har skabt de kriser, vi befinder os midt i – men er den eneste måde, vi kan løse de kriser ikke også at kaste os hovedkulds ud i vildere og mere fantastisk teknologisk udvikling?  Findes der i dag andre realistiske muligheder end at tro på, at mennesket må betvinge naturen?” – Sigrid Johannesen