Om Jens Albinus

F. 1965, uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen i Aarhus Teater i 1989. Han debuterede som sceneinstruktør og dramatiker i 1999 med Nederdrægtighedens historie på Kaleidoskop, og har siden stået bag dramatiseringen af Michel Houllebecqs roman Udvidelse af kampzonen (2002) og Primo Levis Hvis dette er et menneske (2010) på Det Kongelige Teater, hvoraf sidstnævnte blev genopført på Husets Teater i 2019. I 2014 instruerede han Helenes Fahrt in den Himmel på Schauspiel Köln, samt Umbettung (2016) også på Schauspiel Köln. Albinus har modtaget en lang række priser for sit arbejde, herunder Teaterkatten, Statens Kunstfonds Præmiering, Lauritzen-prisen og i 2003 vandt han både Robert- og Bodil-prisen for hovedrollen i filmen At kende sandheden. Han har modtaget en Reumert for Årets Mandlige Hovedrolle i 2009 og 2012. I sommeren 2016 overtog han sammen med Laura Ramberg posten som ledere af Husets Teater, hvor han siden har skrevet, instrueret og medvirket i en række af teatrets forestillinger.

Hvordan skal vi løse næste sæson?

27 jun 2020

Husets Teater skal med kort varsel spare 1,2 millioner. Det er en stor udfordring.

Teatret er ud fra en tidligere kulturpolitisk vision etableret som et ”stort” lille storbyteater.

Det betyder, at vi er et hus med forskellige inkluderede kompetencer indenfor murene: Fast scenemester/bygger, fast tekniker, fast systue m.m. Det foregår sådan, at medarbejderne varetager en vifte af forskellige funktioner, men tilsammen udgør et fuldt professionelt fungerende teaterhus, med operativ funktionalitet på et minimums-niveau, som opvejes af medarbejdernes høje kvalitet. Derfor fungerer det. Og derfor koster det 5,5 millioner at have huset stående: I husleje, faste udgifter, faste lønninger til stab.

Det har hidtil efterladt 700.000 pr. år. til at lave kunsten for (eksternt engagerede kunstnere samt direkte produktions-omkostninger). Med vores gode hus, vores gode placering og ikke mindst i kraft af vores gode stab, har vi lavet godt (og indbringende) teater på grundlag af den sum. Gode forestillinger, som er lykkedes med at skrabe op mod 1 million kr. mere ind i solgte billetter pr. år, vi har kunnet tiltrække samarbejdspartnere og eksterne fondsmidler. Man har m.a.o. fået en pokkers masse ud af de sidste 700.000 i kraft af de første 5,5 millioner.

Og så er vi faktisk lykkedes rigtigt godt: Vi nyder stor anseelse, og kan levere en masse til de, der laver eller opsøger teater her, hvad enten det er periodisk engagerede kunstnere i egne produktioner, samarbejdspartnere, gæster eller publikum.

Vi er lykkedes med at indfri den kulturpolitiske vision, vi er funderet ud fra.

Nu foreligger der en ny vision.

1,2 millioner skal spares væk. Det efterlader for det første spørgsmålet om, hvorvidt det kan lade sig gøre at ”spare” de 700.000 til kunsten væk, uden at det smider skatteborgernes første 5,5 millioner ud af vinduet?

For det andet, hvor de sidste 500.000 skal komme fra? For det tredje, hvor indtægterne og teaterforestillingerne skal komme fra, hvis man ikke har tænkt sig at erholde udgifterne?

Det kan på længere sigt sikkert lade sig gøre at lave teater ud fra den nye vision. Det kan lade sig gøre ved at revidere hele idéen om Husets Teater som et ”stort” lille storbyteater – Altså med en stribe af de inkluderede funktioner nedlagte, herunder ikke mindst idéen om en stribe dedikerede medarbejdere, der alle farer rundt med mellem to og fem kasketter på hver. De genererer, i min erfaring, mere værdi end de bliver betalt for, men selvfølgelig kan man fjerne dem.

Men for sæsonen her og nu, er der ét spørgsmål, som jeg efter en og en halv uges intenst arbejde med spørgsmålet, stadig spejder forgæves efter en løsning på:

Hvordan skal vi løse næste sæson?

Vi bliver med virkning fra midt i næste sæson skåret 1,2 millioner i vores årlige tilskud.

Den umiddelbart forestående sæson får således frataget den ene halvdel af sit økonomiske grundlag (fordi den nye bevillingsramme træder i kraft midt i sæsonen). Det betyder, at vi mangler 600.000 til den ene halvdel af sæsonen. Teknisk set kunne man aflyse alle aktiviteter i sidste halvår, eller flytte, eller fyre, men fordi besparelsen bliver dekreteret med så kort varsel, er der pga almindelige lønmodtager-rettigheder, opsigelsesvarsler og anden almindelig jura, grænser for hvor hurtigt man kan indkassere sådanne meget bratte besparelser.

Desuden er det tilfældigvis sådan, at sidste halvdel af næste sæson netop er et sted, vi til næste år genererer ekstraordinære indtægter, fordi vi her genopsætter en forestilling vi allerede har lavet med meget stort held (Reumertnomineret, udsolgt og med kun én eksternt engageret kunstnerisk kraft). At aflyse den forestilling vil kun gøre vore vanskeligheder endnu større.

Så kan vi aflyse første halvdel af sæsonen, men det kan vi helt enkelt ikke nå: Folk er ansatte, rettighederne købt, billtterne er solgt, produktionsudgifterne allerede helt eller delvist afholdte.

Kan man lave godt teater for de 5 millioner, som Husets Teater nu er blevet tildelt? Utvivlsomt.

Men det kræver en stor omlægning. Det kræver muligvis en anden adresse. Det kræver nogle meget grundlæggende forandringer. Og selvfølgelig har man som folkevalgt politiker ret til at udstikke en ny kurs. Spørgsmålet er hvor pludseligt det kan gøres, og hvor gennemtænkt det gøres.

Kulturpolitik er vigtig. Den har vigtige og virkelige konsekvenser. Der er god grund til at tænke sig om, både når man gennemfører den, og når man vurderer den. Der er god grund til at tænke efter. Det skylder man både kunstnere, medarbejdere, publikum og skatteborgere. Her er et par stykker af de gode stemmer der har tænkt og herefter blandet sig begavet i debatten:

https://www.kulturkupeen.dk/koebenhavns-smaa-teatre-styret-af-gamle-socialdemokratiske-kriterier/

https://www.berlingske.dk/aok/jakob-steen-olsen-koebenhavns-kommune-goer-teatret-til-en-tyndt-udsmurt?fbclid=IwAR2uWXjtoNhK4gw-8A5APJhRPbnpTcU9IXc1v0xGccC3v6vT26-kXDEBBZs

Tak til alle, kunstnere og ikke-kunstnere, som tænker over det her, som har læst med her og andre steder, og som indsigtsfuldt, vittigt og vidende, indigneret og rasende, skeptiske eller begejstrede har kommenteret og tilkendegivet, blandet sig, og meldt sig på banen.

I er velkomne og I gør (forhåbentlig) en forskel, hver og en.

 

HVIS DU HAR LYST TIL AT STØTTE HUSETS TEATER OG TEATER SORT/HVID:

Del en video af dig selv på dit foretrukne sociale medie, hvor du siger “KØBENHAVNS KOMMUNE VIL FJERNE DET ØKONOMISKE GRUNDLAG UNDER HUSETS TEATER OG TEATER SORT/HVID. DET ER JEG IMOD.” og tag Husets Teater og Sort/Hvid.

Husets Teater bliver beskåret 1,2 millioner

19 jun 2020

Husets Teater er blevet heftigt beskåret i den netop afsluttede bevillingstildeling, og mange har spurgt til hvilke konsekvenser det får for teatret. Det vil jeg gerne fortælle lidt om.

Husets Teater har under min ledelse de seneste fire år, satset på at maksimere kunstnerisk fordybelse ud fra en analyse af – eller synspunkt på – en given aktuel anledning. Efter migrationsproblematikkens eskalering i 2015/16 spillede vi f.eks. en ‘Medea’-bearbejdelse. Den var baseret på et ulønnet kunstnerisk indløb på omkring et år, som havde udgangspunkt i den aktuelle eskalering af migration til Europa i sommeren 2015. Året efter, og efter et kortere lønnet prøve-og forestillingsforløb, udkom vi så med forestillingen REN, baseret på min nytolkning af Inger Christensens gendigtning af Medea.
Andre eksempler på sådanne meget lange og ulønnede kunstneriske indløb, er Tue Bierings livtag med ROCKY!, med udgangspunkt i de højreorienterede, identitære bevægelser i Europa, som oplevede en intensivering i 2016, (forestillingen udkom i 2017), eller mit eget arbejde med RICHARD III, som reflekterede valget af Trump, ind i en meget lang kunstnerisk omdannelsesproces, som endte med at udkomme som forestillingen RICHARD III i 2018 og igen i 2020.

De meget lange, ulønnede kunstneriske forarbejder resulterer ofte i overvældende stærke skuespillerpræstationer. At jeg har ønsket at arbejde sådan, har naturligvis med min egen baggrund som skuespiller at gøre, hvor jeg ofte oplevede, at et projekts tilknytning til den aktuelle anledning enten var fraværende, eller også fyldte alt for meget på en overfladisk, plakat-agtig måde, som stod i vejen for en gåen-i-dybden med materialet, og resulterede i en ligegyldig flagen for det allerede vedtagne.

I mine forskellige skuespillerjobs i udlandet har jeg oplevet en fuldt finansieret kultur, som varetog de nødvendige kunstneriske processer, der kunne forbinde det aktuelle med det universelle. Jeg har f.eks. igennem et helt år prøvet på ’Silkeskoen’ af Paul Claudel, som reflekterede det nye voldelige regime imellem verdensdelene i kølvandet på Bush-administrationens anti-terrorkamp. Jeg har oplevet at medvirke i teaterforetillinger, som gør netop teatret til et helt unikt og uerstatteligt nødvendigt rum for en samfundssamtale, som ikke bare ekko’er eller kopierer den aktuelle politiske eller dagblads-journalistiske diskurs, men i sig selv er noget helt tredje.

Jeg har naturligvis altid vidst, at den kulturpolitiske konsensus i Danmark ikke er moden til en sådan grad af respekt for scenekunsten.
Men på Husets Teater har jeg med nogen grad af held – i hvert fald i vore egne produktioner – skabt en ramme, hvor nogle af vore bedste kunstnere indvilliger i at indgå i disse meget lange indløb, hvor de først modtager løn i den afsluttende fase. Når en Tammi Øst f.eks. møder til læseprøve på RICHARD III den første dag, står hun og hele projektet allerede på en udviklet platform, hvorfra det egentlige prøvearbejde begynder, selvom skuespilleren og de øvrige tilknyttede kunstnere endnu ikke har set en krone i løn.En overrumplet anmelderskare kan så til gengæld efter premieren konstatere, at her er tale om en helt overvældende præstation på internationalt niveau. Ligesom både Marina Bouras fra REN og Morten Burian fra ROCKY ender med at stå med præstationer, der er både skelsættende og referenceskabende.
Men der er en tendens til at tilskrive disse resultater lykkelige indfald af pludseligt opstået genialitet. Det er naturligvis ikke tilfældet.

I forbindelse med nedskæringerne, er der fra medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget blevet peget på genopsætninger. Men her ville en vis viden om, hvordan et teaters økonomi hænger sammen, ikke have skadet: Genopsætninger er ikke en garanti for flere penge i kassen. Genopsætninger koster også. De deltagende i stykkerne skal jo have løn, hvis vi spiller længere, og at forlænge en spilleperiode er ikke nødvendigvis lig med flere indtægter.
At RICHARD III, som fik et meget stort klangrum, på Det Kongelige Teaters foranledning fik en genopsætning på DKT i 2020, skyldtes at værket ansås at have kvalitet som referenceværk. Hverken Husets Teater eller DKT tjente flere penge af den grund.

Med corona-restriktionerne er Husets Teater allerede efterladt styrtblødende økonomisk, til trods for at vi satte publikumsrekord i forrige sæson og ville have overgået dette resultat i indeværende sæson, hvis det ikke havde været for karantænen. Derfor rammer den aktuelle store beskæring i vores driftsstøtte ind i et landskab, der i forvejen ligger ned. Vi har haft bragende udsolgt på egne produktioner gennem hele sæsonen, og havde bragende udsolgt på vores seneste forestilling DET STORE STILEHÆFTE, men jeg var allerede inden de nye nedskæringer i færd med at bremse og aflyse allerede indgåede aftaler med kunstnere som er, og allerede i nogen tid har været, i gang med deres indledende ulønnede forløb. Forløb, som de retteligt burde honoreres for på en mere hæderlig måde, men som de altså indtil coronakrisen har haft udsigt til at blive honoreret for, når deres projekter kom frem til et egentlig prøveopførelses-forløb.

Disse opbremsninger og aflysninger bliver nu langt voldsommere. Og de kommer til at medføre en ændring af præmissen for teatret.
Helt konkret skal Husets Teater nu se sig om efter en grundlæggende ny formel for at skabe kvalitetsteater. Det skal nok lykkes, for Husets Teater er en sej plante. Men resultatet kan meget vel blive mere kortsigtede tiltag på de givne aktuelle anledninger. Eller også flere projekter, hvor den aktuelle anledning er fraværende.

Reumertnomineringer

13 jun 2020

Reumertkomitéen har offentliggjort årets udvalg, og Husets Teater er blandt de nominerede i tre kategorier.

Olaf Johannesen og jeg selv er nominerede for Det Store Stilehæfte,

Lotte Andersen er nomineret for Folkekongen, og desuden er Det Store Stilehæfte nomineret som Årets Forestilling. Det Store Stilehæfte nåede desværre kun at blive opført få gange, inden Danmark blev lukket ned, men heldigvis kan vi præsentere en række opførelser i næste sæson.

Vi, der arbejder på Huset siger tak, og glæder os til at kunne spille teater for jer alle igen næste sæson.

Vores lille teaterbygning på Halmtorvet er en del af den gamle port ind til det oprindelige kvægtorv, og den ydmyge placering udtrykker både en sejhed og en vilje til at vise teater af høj kvalitet, i rammer der lader publikum komme helt tæt på noget af det vildeste skuespil, du kan opleve her til lands.

Det teater du kan opleve hos os, er baseret på at lade de største fortællinger vi har fremføre i simple rammer. Og af skuespillere, der formår at tilføje noget ekstra i deres måde at være på scenen på. Det er derfor en ekstra stor glæde, at Reumertkomitéen nu i fire år i træk, har udvalgt Husets Teaters skuespillere blandt sine prisnominerede.

Tak til alle de skuespillere, som har knoklet for at gå til deres grænser og et stykke over, i de forløbne fire sæsoner.

Stadig nye skuespillerhilsener hver dag

3 apr 2020

Corona fylder alt. Det kan ikke være anderledes. Skønt vi står midt i en virkelighed, der hele tiden forandres, dikterer det os nogle vilkår, som truer vores fremtidsudsigter, og gør vores tilværelse her og nu sært stillestående og sært uniform. Det er vilkårene i en krise. Uanset hvor heltemodigt og uomgængeligt vigtigt det er, at der sættes et akut beredskab ind over for krisen, er det et faktum, at Corona lige nu ensarter vores liv.
Og ensarter os.
Modsat forholder det sig med teatret. På teatret folder menneskelivet sig ud i mangfoldighed og foranderlighed.
I de bedste teaterforestillinger kan du få øje på hvor mangeartet en størrelse, menneskelivet er. Hvor mangeartede historier, menneskeliv udgøres af. Hvor mangeartede påstandene og hypoteserne, økonomierne og magtbalancerne i menneskelivet, er.
Hvor mangeartede mulighederne for forandring er.
”Februar har gjort os mindre” skrev Frank Jæger. Ja. Og pandemien endnu mindre.
Teater er til for at gøre os større. Fordi det gør livet og livsfølelsen større.
Teatret har det særlige ved sig, at det bliver til i mødet. Uanset hvor nøje forberedte de agerende og fortællende oppe på scenen er, er det i det lillebitte vindue, der åbner sig når det forberedte møder det levende nu, at teatret bliver til. I mødet med det levende, skabende og medskabende publikum, findes teatret.

Mens vi holder lukket, og ikke kan mødes, har vi inviteret skuespillere omkring Husets Teater til at sende os små flaskeposter pr video. Der kommer en ny hilsen op på hjemmesiden hver dag.
På den måde vil vi gerne sige tak til de mange af jer som har valgt at støtte teatret og holde fast ved håbet om, at der også kommer til at være et Husets Teater i fremtiden. Vi glemmer jer ikke og vi tænker på jer. Nu hvor vi ikke kan mødes.

Kunsten lever stadig – tak til jer der støtter!

Ansvarsfordeling

27 mar 2020

Den store russiske digter Marina Zwetajewa, der tilbragte en stor del af sit liv i ufrivilligt eksil, mente at Tyskland var helt musik, Frankrig helt kærlighed og Rusland helt melankoli.

Med den danske kulturministers positionering under den igangværende krise i frisk erindring, særligt gårsdagens famøse udtalelse om, at hun ikke mener det er ”passende” i en krisetid at tale om kunst og kultur – er det oplagt at fortsætte Zwetajevas lignings-række, og konstatere at Danmark nu er helt fladpandethed.

Hvis man skal tage en kulturministers repræsentation af sin nations kultur alvorligt som udtryk for noget som helst (og det er så spørgsmålet, om ministeren har nogen ambitioner om det), så er der med den skandaløse udmelding sat en tyk streg under det forhold, at i Danmark er det ikke så meget den enkelte kunstner, som det er kunsten selv, der er i eksil.

Udtalelsen afdækker en sølle forståelse af hvad kunst går ud på.
Men desuden en sølle forståelse af helt elementær politisk rollefordeling.

Ministeren har beskrevet kritikken mod hendes udtalelser som fejl-adresseret.
Hun henviser til at det må være en statsminister-opgave at vurdere, hvad der er vigtigst og mindre vigtigt, og bedyrer samtidig at nationens lederskab er i de bedste hænder, at alle er optagede at også ”at få kulturlivet med”.

Men paradoksalt nok er en minister, der forlader sit eget ressortområdes fokus, for i stedet at forsvare en overordnet helhedsvurdering, jo netop en minister, der går sin statsminister i bedene. Og svigter sin egen opgave.

Situationen svarer lidt til at have en fodboldslandsholdsmålmand, som for egen regning vurderer at det ville være ”upassende” at gribe ud efter bolden, når den kommer susende mod netmaskerne, fordi andre ting forekommer vigtigere.
Og nej, jeg taler ikke kun om penge. Den løsning, der ender med at komme, tager jeg til efterretning. Jeg er nemlig ved siden af at være kunstner også en helt almindelig borger.
Man kan ikke altid bebrejde målmanden at bolden måske alligevel havner i netmaskerne. Men jeg vil gerne ønske mig af min landsholdsmålmand, at hun holder øjnene på bolden.

Jeg tager min regerings løsninger til efterretning. Den lidenskab for teatret, der driver mig selv og mine ligesindede kan flamme på en ølkasse i et skideskur, jeg er sådan set noget så flint hamrende ligeglad.
Jeg har ingen forventninger om at blive taget på med fløjlshandsker.
Men jeg har forventninger om, at den minister der skal tale kunstens sag, gør alt hvad vedkommende kan for at udfylde sin rolle.

At kaste sig alvorligt ind i en kunstnerisk bestræbelse i et land som vores, er ikke en smart forretning. Det er en livslang dedikation. Jeg har i over tredive år set mennesker betale en høj pris for den dedikation. Jeg har set mennesker betale med deres liv og hele eksistens.
Og nej, jeg taler stadig ikke om penge. For penge er ikke hvad det her handler om.

Den ene institution, der skal stå vagt om kunsten og kunstnerne, er Kulturministeriet og den til enhver tid siddende kulturminister.

Den institution vil jeg gerne kunne tage alvorligt. Som en institution der varetager os, tegner os, kæmper kunstens anliggende. Intet mindre end det. Dét er, hvad det her handler om.

Sæson 19/20

1 maj 2019

Kære publikum!

Verden er en scene, og den scene kan du så let som ingenting gøre til helt din egen, det behøver du slet ikke teatret til: At iscenesætte sig selv er kun et spørgsmål om et par velanbragte klik på et tastatur. Sådan kan du applikere dig selv, og sågar din egen selektive redigering af den verden du befinder dig i, og sidde som centrum i dit helt eget lille stykke autofiktion.

Men så er der teatret! Her kan du møde andre forestillinger om verden end din egen, og blive underholdt af beretninger, som kan udfordre den fortælling, som du troede var din.

I sæson 19/20 fortsætter vi på Husets Teater med vores løbende undersøgelse af magten og dens præmisser, med et særligt fokus på, hvordan vi skaber verden ved at fortælle om den, og hvordan vi nærmer os en holdning til den verden.

I denne sæson præsenterer vi en række forestillinger, der alle har kvindelige forfatterstemmer bag sig, om end de stemmer kommer fra helt forskellige steder.

Amerikanske Chris Kraus’ kultroman I LOVE DICK, om at være kvinde og menneske i verden, afløses af nobelpristageren, østrigske Elfriede Jelineks mesterværk FOLKEKONGEN (Am Königsweg), hvis tekstgrundlag blev årets forestilling i Tyskland i sidste sæson.
Så følger en scenisk bearbejdelse af ungarske Agota Kristofs nyklassiker DET STORE STILEHÆFTE, og i det nye år præsenterer vi THE WAVE OF SHIT – ny dansk dramatik ved Caroline Jørgensen.

Hele vejen igennem insisterer vi på at rumme dig og ramme dig i dit intellektuelle beredskab og i dit følelsesmaskineri.

Velkommen til at skrive din egen fortælling ind i en større!

Jens Albinus