Reumertnomineret: Edward Lloyd Pierce som Årets Scenograf 2011

★★★★★★

"Hvad kan jeg sige om Greenboy andet end at jeg kraftigt vil anbefale alle, der bare har en smule kærlighed til teatret som medie, at tage deres unge, der ikke tror det er noget for dem, i hånden og suse til Halmtorvet? Det er forestillinger som denne der kan redde teatrets fremtid!"

Anmelderiet

★★★★

"Begavet leg med superhelte-begrebet i film og tegneserier"

Børneteateravisen

★★★★

"Avanceret teater-legetøj, underholdende og frækt på Husets Teater. SKØNT drengerøvs-teater!"

Gregers DH

★★★★

"Et yderst opfindsomt bud på teatret i det 21. århundrede"

Kultunaut

★★★★

"En tur i scenografisk legeværksted med masser af perspektiver"

Berlingske

"Det er en sjældenhed, at et teater præsenterer et så unikt og gennemført visuelt univers som her i "Greenboy". Forestillingen byder på en usædvanlig veltilrettelagt scenisk præstation, hvor alle led i den dramatiske proces på Husets Teater og i Krash Kompagni bør have den allerstørste cadeau"

Folkeskolen

"Grænseløs grøn superhelt går bersærk - også når det gælder om at udvide teatrets rammer. Greenboy er legesyg på den cool måde"

Politiken

"Humøret er højt hos den superdigitaliserede tegneserieforestilling Greenboy for de store børn på Husets Teater"

Information

Greenboy

29 jan. — 27 mar. 2011

En superhelts bekendelser.

I en mørk og skummel by… Hvor det altid regner… Han er stadig i live… Og han har fået nok!
Han er grøn… Han er farlig… Og han har været på dit teater: GREENBOY!

Husets Teater og Krash Kompagni præsenterede urpremieren på GREENBOY. En forestilling om teenage-superhelten, Greenboy, der udspiller sig i et splinternyt visuelt univers, som kombinerer animationsteater med elementer fra tegneserier, film og computerspil. Lys, lyd, skuespillere, dukker, kamera – action!

I storbyens nattemørke gader kæmper Greenboy en indædt kamp mod ondskab og uretfærdighed. Den grusomme Nattens Dronning har længe styret underverdenen med hård hånd, og da den mystiske Dr. Metropolis pludselig kommer på banen, tager begivenhederne for alvor fart … Livet som vaskeægte superhelt er spændende og hæsblæsende, men om dagen er Greenboy også bare en helt almindelig teenager, der er dødtræt af skolen, mobning, bumser og alle de sure pligter. Han bor alene med sin fraværende far, og han er ulykkeligt forelsket i pigen i lejligheden overfor, som han drømmer om at redde fra alverdens genvordigheder. Og det kommer han til!

Mange år senere opsøger en reporter fænomenet og fortæller hans historie. Hvorfor smed Greenboy masken? Hvorfor opgav han kampen og blev voksen og desillusioneret? Og hvor er han nu, hvor vi for alvor har brug for ham igen?

GREENBOY er en ungdomsforestilling for alle mellem 10 og 1000 år. Det er et eventyr, der leder efter superhelten i os alle – med eller uden maske. Ved hjælp af den klassiske superhelte-genre fra film og tegneserier og de nyeste video- og computerteknikker undersøger forestillingen teenagelivet, og sætter et ungt fantasifuldt parallelunivers op overfor den praktiske voksne virkelighed. Men hvor virkelig er virkeligheden, og hvor findes den?

Skabelsen af GREENBOY genforenede holdet bag animationsforestillingerne Brudstykker af min marionetdukkes bekendelser (2006) og Non-Stop (2008), og markerede samtidig den nye performancegruppe, Krash Kompagnis, debut. Den internationale performanceinstruktør og Reumertvindende scenograf, Edward Lloyd Pierce, havde iscenesat Simon K. Bobergs manuskript, og Spild af Tid, der tidligere bl.a. har haft stor succes i samarbejdet med Holland House, skabte de visuelle rammer med design af bl.a. video og green screen. På scenen stod Mia Lerdam, Mads Wille og Peder Holm Johansen, som både spillede alle roller og animerede de specialdesignede dukker, der er skabt af Reumertvinder Carl Press. Forestillingen er en co-produktion med Krash Kompagni, der er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg.

GREENBOY spillede i første omgang fire uger på Husets Teater og var efterfølgende en del af Copenhagen Puppet Festival med tre ekstra forestillinger.

Medvirkende

Mia Lerdam, Mads Wille, Peder Holm Johansen

Idé, iscenesættelse & scenografi

Edward Lloyd Pierce

Manuskript

Simon K. Boberg

Dukkeskaber

Carl Press

Videodesign

Spild af Tid

Lyddesign

Jes Theede

Lysdesign

Turpin Napoleon Djurhuus

Co-produktion

Husets Teater & Krash Kompagni