Acting In & Out - Performance and Activism

6 — 28 nov. 2024

Performanceprogram præsenteret af Toaster

Acting In & Out er et interdisciplinært program med kunstnere fra både scenekunstens- og billedkunstens verden, der over fire uger på Husets Teater undersøger rammerne for iscenesættelse af samtidsfortællinger.

Toaster præsenterer fire danske grupper/kunstnere, der alle udfordrer status quo og er optaget af samfundspolitiske emner både på det ydre og indre plan. Natur og kroppe, spændt ud og op imod økonomi, klima, køn og andre magtstrukturer.

Hver aften vil der i tillæg til performancen være en kollektiv manifestation med inviterede gæster, der stiller skarpt på publikums tanker og mulighedsrum for handling i forhold til den viste performance tematik. Der vil være højtlæsning, broderi, akupunktur, dragebygning og korsang i et trygt rum, hvor publikum guides og mødes i en fælles samtale om det, der optager os og hvor der er plads til forskellighed, tvivl, håb og handling!

De kollektive manifestationer er tilrettelagt i samarbejde Ph.D. Storm Møller Madsen fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Toaster sender en stor tak til OPE-N for samarbejdet omkring Shout og Efter Festen som har været igangsættende i forhold til skabelsen af Acting In & Out.

Teatersale

Sort Sal & Rød Sal

Støttet af

Program

6. november + 7. november

Magisk ritual for jordens bevarelse

Af Jacob Remin

Der er ikke tid til flere politiske diskussioner og ikke kræfter til at udpakke lobbyismens arbejde, folk gider ikke fakta. Der må andre boller på suppen. Bevar jorden gennem magiske ritualer!

Kollektiv manifestation: God Energi Klimakor

Phie Ambo & Christina Boelskifte fra Klimakoret God Energi inviterer publikum til fælles korsang.

LÆS MERE

13. november + 14. november

Our Other Body

Af Boaz Barkan

Med brutalitet og humor graver Boaz Barkan sig gennem en levende krop for at afsløre et nyt organ – der hvor vores racisme bor. Our Other Body er en humoristisk og grotesk dissekering af antisemitisme og dennes effekt på den jødiske identitet. Et performanceforedrag om hvordan vi er alle både er ofre og undertrykkere på samme tid, i samme krop.

Kollektiv manifestation: Kunst- og Kulturarbejdere for et frit Palæstina

Honey Biba Beckerlee og Suada Ada Demirovic vil fortælle om arbejdet med kunstaktioner i solidaritet med Palæstina. Vi vil tale om kunstinstitutioners stilhed og kunstens rolle og ansvar i krisetider. Kunstnerne Banaan Al-Nasser, Asta Von Apfel & Minna Emke vil invitere publikum til at være med til dragebygning med sløjfer, som symboliserer de tabte liv i Gaza.

LÆS MERE

20. november + 21. november

Sådan Sætter Du Dine Penge I Skattely

Af Sir Grand Lear og Thomas Hwan

SÅDAN SÆTTER DU DINE PENGE I SKATTELY er en teaterserie skabt i et kunstnerisk samarbejde mellem Thomas Hwan og Sir Grand Lear. Projektet udkom i sæson 23/24 med stagede samtalemiddage, forestillinger i Odd Fellow Palæet, hos 3F, på Thoravej 29, og events i kulturhuse, skoler, børnehaver mm.
Til November 2024 udkommer en film om projektet, med premiere på Husets Teater.

Kollektiv manifestation: Følsomt Broderi

Kris Jensen, som frihåndsbroderer under navnet Følsomt Broderi, inviterer publikum til at brodere om omsorg og økonomi. Følsomt Broderi er kendt fra Instagram, hvor han skaber en stoflig dagbog med tekster om håb, usikkerheder og udvikling. Broderiet er aldrig efter skabelon, men altid direkte fra hjertet. Mens vi broderer, vil der være højtlæsning fra Emma Holtens bog ”Underskud – om værdien af omsorg”, som udkom i 2024. Sammen vil vi tale om betydningen af økonomi og værdi.

LÆS MERE

27. november + 28. november

LESIONS

Jules Fischer

Du træder ind i et svagt oplyst rødt rum. En uhyggelig, men beroligende lyd fører dig fremad. Skarpe hvide lys bevæger sig i rummet som biler, der kører forbi en vinteraften. En ny lyd dukker op, og en performer træder dramatisk ind i rummet. De taler, men virker på en eller anden måde mærkelig. Det er en lip-sync. De taler direkte til dig om hormoner, operationer, vampyrer, skove, marker og en person ved navn Majorie. I den anden ende af rummet bemærker du to performere, der ligger på gulvet og spiser en mærkelig udseende is, næsten som et svagt teenage-minde. Faktisk virker alting til at høre til en anden tid.

Kollektiv manifestation: Cosmos Acupuncture & Luka Holmegaard

Denne aften vil være i den kollektive omsorgs tegn. Luka Holmegaard vil læse op fra sit forfatterskab og tale om hvordan hans arbejde relaterer til temaer om krop, fællesskab og aktivisme. Cosmo Soltani fra Cosmos Acupuncture vil tilbyde publikum akupunktur som en måde at forankre samtalen i kroppen. Sammen vil vi tale om kunst og kropsomsorg som en aktivistisk og fællesskabende praksis.

LÆS MERE