DET BLÅ, BLÅ HAV

Pressen skrev

"Lyden af glasperler der rammer noget hårdt. Overalt i rummet. Mellem publikum et dyb af papirkonfetti i blege farver. Jeg synker sammen i min stol og funderer over hvilke forestillinger jeg kan aflyse, jeg er mættet af indtryk, udmattet af at tænke, føle, vurdere. En ung mand rejser sig og taler om stjernerne. Han vil betragte himlen der lyser særligt en dag i efteråret, han desværre har glemt hvornår er. Manden hedder Darko og hans bedste ven hedder Elle. I en forstadsghetto hvor dyb fortvivlelse, druk, vold og død fylder tiden ud, glemmer Darko alt i en sky af dalende konfetti. Hans sind er kun brudstykker af tanker, mens han fumler med tørresnoren for at gøre en ende på elendigheden og - heldigvis - pludseligt får øjnene op for pigen, Motte. Motte drømmer om blåt hav, Darko om klare stjernenætter. Den smukkeste, skrøbelige, meningsfulde kærlighed opstår og overlevelsen midt i alt det grå fortsætter. Jeg har for længst sluppet alle tanker, min krop og mit hoved er hos Darko, Elle og Motte. Midt i flagrende konfetti der, sammen med hundredevis af liter alkohol, omslutter dem i en masse af ingenting. Det Blå, Blå Hav er en utrolig vigtig forestilling om fattige, fortabte mennesker i Danmark og resten af Europa. Efterladt i ghettoer er de overladt til deres alkoholmisbrug, aborter, selvmord og voldtægter uden mulighed for at trænge ud til os andre. Dramatikeren, Nis-Momme Stockmann, kaster sig modigt ud i de uuddannede, lavestståendes dialog uden frygt for de sentimentale klicheer. Replikker som "hold om mig" og "jeg elsker dig" er rørende fordi de kommer fra mennesker der ikke formår et andet sprog. Det at omfavne hinanden er sværere end at slå hinanden ihjel. Lyden af glasperler rammer noget hårdt, mens menneskeskæbner visner bort i en sky af konfetti. Og mens Darko betragter bjørnen i zoologisk have tænker han på hvis skyld det er at han skal leve et lorteliv i en lorteghetto. Er det dyrepasserens skyld at bjørnen er i bur? Er det bjørnens egen skyld? Publikums? Isolerede fra os andre kan de skrige deres lunger ømme, os andre kan alligevel ikke høre dem. Men i aften kan vi. Om Motte når det blå hav og Darko ser sine stjerner vil jeg ikke komme nærmere ind på. Holdet bag forestillingen fortjener stjerner af guld. Dette er hvad teater skal og kan. Vise os andre mennesker. Give os indblik i liv vi ikke møder og følelser vi ikke forstår. Bagefter i baren bliver der skålet for medmenneskeligheden. Jeg er taknemmelig for at være der og ved at hvis Det Blå, Blå Hav spillede hver aften, ville jeg ikke aflyse en eneste forestilling"
Alexandra Olesen, magasinet KBH

"Stærk ny dramatik på Husets Teater med stykket 'Det blå, blå hav'. Et signal fra det moderne samfunds bund. (...) Der er lyd. Og det er ikke det mindst vigtige. Lyd og stilhed. En knasen og en hvisken, passager af replikløshed, der gør de uheldsvangre lyde ekstra virkningsfulde. Er vi på et skib, der giver sig i træværket – nu, hvor vi, som det antydes i titlen, kunne være på vej mod ’det blå, blå hav’? Eller er vi inde i hjernen på hovedpersonen Darko? Han er på lodret druknedtur og konstaterer selv, at han drikker så konsekvent, at alt er larmende kaos i hans hjerne. Den er på vej til at vende vrangen ud. Han og kammeraten tumler rundt i bygning B’s sandkasse, d.v.s. – sand … kassen er fyldt af konfetti, maleriske efterladenskaber af en fest, måske et sindbillede på hvad voksne drukner sig i dér, hvor børn har deres sand. Morten Brovn spiller denne Darko, bleg af lysmangel, et ansigt og en stemme, der er på vej mod at visne, trods de enorme kvanta af sprut, han indtager. Kammeraten Elle er så tungt og uflytteligt nedsunket i bjergene af konfetti, at han dårligt er til at skubbe rundt med. Eller få et svar fra. Mikkel Løvenholt Reenbergs pupiller står stille af delirium, når han ellers får øjenlågene op. Så dukker Motte op. (...) Hvad stiller den unge tyske dramatiker Nis-Momme Stockmann op med disse tre personer, da han har placeret dem i sandkassen? Han tænder en stråle af opvågnen i Darko, og pigen Motte ser også en snigvej til en slags brugbart liv, da hun får halet Darko ud af den plastictøjsnor i kælderen til Bygning, han vil hænge sig i. Hvor den snigvej fører hen, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig. ’Det blå, blå hav’ med stjernene på den natsorte himmel. Drømmen om det i hvert fald. Det lyder måske en smule banalt. Men det bliver det aldrig. Dels fordi der er et sådant raseri i teksten, at man ikke slipper den. Dels fordi dramatikeren fortæller historien i en hele tiden fascinerende blanding af replikker, kommentarer og indre monologer hos Darko. Hen er den tilstedeværende, men samtidig afhoppede analytiker af sin egen situation. (...) Tempoet og timingen i Therese Willstedts instruktion er gennemført musikalsk. Nathalie Mellbyes scenografi relevant. Og især lydsiden påtrængende god og gennemført med ekstra højtalere rundt i rummet, også blandt publikum. (...) Det er under alle omstændigheder et bud på stærk ny, tysk dramatik, vi – endnu engang – får på Husets Teater. Og igen med hele oversættelsen trykt i programmet"
Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk

"Stykket spilles meget godt, især af Morten Brovn, som efter to år i ensemblet hos Mungo Park Kolding nu brillerer i rollen som denne unge, forsumpede drømmer, der ser død og ulykke omkring sig, men bliver ved med at drømme. (...) Det er en stor og ordrig rolle, som Morten Brovn spiller med imponerende overskud. Hver betoning er rigtig, hver pause har betydning, og hvert blik er et direkte spørgsmål til tilskuerne, der sidder på to sider omiring "legepladsen", en stor sandkasse, hvor menneskenes børn rigtigt kan boltre sig indenfor rammen. Her stener Mikkel Løvenholt Reenberg som kammeraten - han har også vælret i Mungo Park Kolding, hvor de to bl.a. medvirkede i "Grenzen". Christine Gjerulff, som sammen med Mikkel Løvenholt Reenberg var med i "Hjardemål" om Thy-lejren, er pigen, som endnu kan drømme. De tre skaber en vigtig forestilling, der bag ved alt det deprimerende har et velkomment islæt af humor. Yderligere giver to helt nyuddannede 26-årige hver sit bud på teatrets fremtid. Therese Willstedt som instruktør har tydelige evner for at gøre det talte teater fysisk, og Nathalie Mellbye går nye, vedkommende veje som scenograf. (...) Der er altså masser af talent i "Det blå, blå hav", som er værd at interessere sig for. Europa er ikke helt fortabt, så længe der er kunstneriske kræfter på spil som her"

Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis

"Nis-Momme Stockmann er som dramatiker stormet frem på den europæiske teaterscene siden hans debut i 2009 med DER MANN DER DIE WELT ASS (Manden der åd hele verden), som jeg havde fornøjelsen af at se reading af på netop Husets Teater sidste sommer. Jeg forelskede mig med det samme i Stockmanns ord. MANDEN DER ÅD HELE VERDEN var en fantastisk skildring af en mand og hans demente far, og jeg går sådan og glæder mig til jeg skal se den forestilling igen på et tidspunkt. Derfor var mine forventninger naturligvis også høje til DET BLÅ, BLÅ HAV. Og endnu engang må jeg overgive mig. Dette er utrolig velskrevet dramatik. Det er alt det, god dramatik skal være. Det er poetisk, det er gribende og med en fantastisk sans for at skabe interessante karakterer"
Niels Erling, anmelderiet.dk

"Veleksekveret (...) Opløftet må man blive af det unge talent Morten Brovn, der på Husets Teaters lille scene spiller sin dominerende figur, den unge alkoholiker Darko, på en flot, nøgternt registrerende tone med åbent, blåt blik og sprukken stemme. Godt suppleret af en næsten for sund Christine Gjerulff som pigen og Mikkel Løvenholt Reenberg som den på alle måder kuldsejlede ven.Og håbet må man finde i det nyuddannede instruktørtalent Therese Willstedt, der klogt har iscenesat med en køligt registrerende fornemmelse langt fra forsøget på at gå til opgaven med socialrealisme. Godt hjulpet af scenograf Nathalie Melbyes konfettipool, der er forestillingens ironiske scenografi"
Jakob Steen Olsen, Berlingske