Sne
Sne
Om forestillingen

Sne

 

En politisk kærlighedshistorie FRIT EFTER nobelprisvinder Orhan Pamuks roman

 

Med: Anders Mossling, Claes Bang,

Morten Burian, Camilla Gjelstrup,

Marie-Lydie Nokouda 

Manuskript: Hakan Savas Mican og Oliver Kontny
Instruktion: Alexa Ther
Scenografi: Camilla Bjørnvad

Husets Teater stillede skarpt på nogle af tidens mest eksplosive temaer, da vi præsenterede danmarkspremieren på SNE. Stykket er en fri bearbejdelse af den tyrkiske nobelprisvinder Orhan Pamuks berømte roman af samme navn, og er skrevet af et dramatikerteam med baggrund i det tyrkiske miljø i bydelen Kreuzberg i Berlin. I kølvandet på digteren Yahya Hassans kontroversielle debut, som har fået debatten om kunstens rollen i diskussionerne omkring ytringsfrihed, religionsfrihed, tørklædefrihed og selvcensur til at blusse op på ny, vender SNE i den grad begreber og klicheer på vrangen og præsenterer os for et kompromisløst blik indefra.
 

En kold, snefuld vinternat vender den håbefulde digter og journalist, Ka, hjem til sin fødeby, Karsberg. Det er kommet ham for øre, at hans ungdomskæreste, Silke, er blevet skilt, og han håber nu på et nyt liv med den kvinde, han stadig elsker. Imidlertid er byen præget af en eksplosiv konflikt mellem ikke-troende spidsborgere og en voksende gruppe indbyggere, der er konverteret til Islam. Mens begivenhederne spidser til, tager Kas hjemkomst en uventet drejning, og vi følger hans kamp for at holde sammen på sig selv og sit håb om kærligheden i en by i dramatisk forandring.

PRESSEN SKREV

"Visse teaterforestillinger spreder så stærk en utryghed, at man reelt sidder og overvejer, om man er i fare på sit teatersæde. Forestillingen Sne på Husets Teater er en sådan forestilling. For den skaber en spænding, der er så raffineret, at den både virker psykologisk og samfunds-omstyrtende eksplosiv. Selv om den er en romandramatisering, så føles den lige så virkelig-hedsbetændt som f.eks. Café Teatrets Breivik-forestilling Manifest 2083. For forestillingen tør sige alting højt. Forfatteren Orhan Pamuk fik Nobelprisen i litteratur i 2006. Husets Teaters fortolkning af romanen Sne er baseret på en Berlin-dramatisering. Men det er først og fremmest instruktøren Alexa Ther, der løfter denne sært poetiske og handlings-lammede tekst, så den bliver en sprængfarlig replikcollage anno 2014. (...) Kan kærligheden overvinde religions-forskellene? Kan pressen nogensinde blive uafhængig igen? Og hvad er samfundets stærkeste drivkraft: trosforskellene eller hadet i sig selv? Det er denne tvivl, der forplanter sig så ækelt til tilskuerens krop – sammen med frygten for, at virkelighedens fanatikere også har fundet vej til Halmtorvet denne aften. (...) Når skuespilleren Anders Mossling ankommer i dalende sne mellem scenografen Camilla Bjørnvads uhyggeligt anonyme huse i barndomsbyen, har han netop den fremmedes distance i sig. Mosslings svenske accent giver ham en særegen naivitet – som om han må tale mere omstændeligt, netop fordi han først skal tænke alt igennem på sit eget sprog. Hans krop er verdens mest ensomme – med hængearme, der næsten har glemt, hvordan det er at holde om en kvinde. Hans ensomhed sættes flot i kontrast af Morten Burians selvsikre journalistoverlever, hvis smil næsten er lige så stort som løgneopslaget i morgen-dagens avis. Burian er sleskere end slesk, men viser samtidig fanatikerens utilregnelighed i sin rastløse krop. Og så indtræder det ubehagelige: Claes Bangs durkdrevne folkeforfører ankommer med guldkæde og Goebbels-tale. Det er ulækkert, fordi manden ser så godt ud, at man næsten ikke kan lade være med at smile tilbage. Lige indtil man hører efter ordene og begynder at fryse. Her er han islamist. Men pointen er, at hans fanatisme er akkurat lige så uforbederlig som Burians velfærdskristendom. Og omvendt. I dette magtspil duver Camilla Gjelstrups ituslåede donna omkring uden håb. Jo flere mænd, der vil have hende, desto mindre tror hun på kærligheden. Tilbage er kun desperationen. Også selv om hun glimrende ved, at ingen kan forlade helvedesbyen. Gjelstrups snevejrspige i vinterjakke er vidunderlig og oprigtig – og netop derfor kan man se, hvordan et enkelt strøg med en læbestift gør hende falsk og destruktiv, uanset hvor meget hendes silkekjole glitrer. Som den uforklarlige joker spiller den debuterende skuespiller Marie-Lydie Nokouda to forskellige teenagere, både en pige og en fyr. Hun har så stærk en kropslig autoritet i sine halvanden meter, at selv Claes Bangs to meter høje anfører hører efter, når hun først siger sin mening. Dermed bliver hendes lille krop et symbol for hele forestillingen: At undermineringen af vores samfunds selvforståelse netop kommer fra et uanseligt sted, vi ikke kan gætte. Ikke endnu" Anne Middelboe Christensen, Information

 

4444 

"Der er godt med drama og politisk krudt, når tørklædepiger og kulturkamp møder love story og menneskelig afmagt. Det sner fra først til sidst. Og der står hun til start, tørklædepigen med det knaldsorte ansigt midt i alt det hvide: "Allah er den største". Der er noget foruroligende forkert ved det smukke billede: Så fremmedartet sort kan man næsten kun være, når man kommer fra helt andre varmegrader, og så tilmed et muslimsk ikon omplantet til et hvidt samfund og en kulde, der på alle planer breder sig i forestillingens løb. Men det er tilsvarende lykkedes at omplante 'Sne' - af den tyrkiske nobelprisforfatter Orhan Pamuk - fra Anatolien til en kuldslået nordeuropæisk udkant og fra roman til fængende stykke på scenen. Lidt af en bedrift af Hakan Savas Mican og Oliver Kontny, hvis stykke havde urpremiere på den multietniske Berlin-scene Ballhaus Naunynstrasse i 2011. Her er digteren og journalisten Ka draget til sin hjembys flække for at opsøge sin ungdoms kærlighed - og komme ud af sit livs dvale. Men det, der møder ham, er et hul af en by - som hans drømmepige (Camilla Gjelstrup) med alle de håbløse udlængsler siger det: "Hvis man først er faldet i, kommer man aldrig op igen". Trukket ned bliver de og andre omkring dem af eskalerende kulturkonflikter mellem islamistiske muslimer og småfascistiske borgere. Men i modsætning til hvad det sort-hvide billede i starten kunne lægge op til, er der ingen klare skel mellem ofre og slyngler, mellem politiske fanatikere og demokratisk tænkende. Tørklædepigen viser sig som klartskuende aktivist, men er samtidig forført af en popsmart mulimsk demagog, mens Kas gamle journalistven bag sit tilsyneladende frisindede krav om, art muslimske piger skal være fri til at smide tørklædet, har gang i sin egen småfascistiske partiorganisation. I dramaet om kærlighed, politk og kulturkamp er der ingen klare konturer, som også Camilla Bjørnvads velfungerende no-nonsense-scenografi viser det, hvor de medvirkende tumler frem og tilbage mellem og rundt i to store kassser - med alt, hvad de har af tærklæder og tophuer. Her får snebriller ingen til at se mere klart. Når det hele er så grumset, bliver man netop ramt af Kas afmagt, såre menneskeligt genkendelig, som Anders Mossling med sin let ironiske, halvsvenske tilforladelighed netop kan gestalte det. Famlende og slap i det - mest optaget af sin drøm om en love story - tramper han rundt og forsøger at hitte rede i de konflikter, der fatalt ender med at eksplodere om ørerne på ham. (...) Instruktøren Alexa Ther har skruet godt op for stykkets modsætninger, også stilistisk, hvor historiens barske alvor kulminerende i drab får modvægt af muntre hollywoodagtige drømmeoptrin i kærlighedens navn. (...) Det er et kup, at det er den sorthudede Marie-Lydie Nokouda (nyuddannet fra skuespillerskolen i Aarhus), der meget intenst spiller både aktivistisk tørklædepige og den muslimske unge fyr, der elsker hende og ende med at brænde op som en levende fakkel. Den dobbeltfigur bliver forestillingens hede omdrejningspunkt over for kulden, der uundgåeligt breder sig overalt"
Monna Dithmer, Politiken

 

"Sprængfarligt spændende er grundmaterialet for dramatikerne Hakan Savas Mican og Oliver Kontnys skuespil, som Husets Teater nu opfører i Kristian T. Erhardsens oversættelse og Alexa Thers iscenesættelse. (…) Man mærker islamistens kyniske klarsyn og evne til at fiske i rørte vande med det perfekte kampagnebudskab om Allahs kærlighed – det er lige før han lover fuld tilfredshed eller pengene tilbage. Samtidig har Grøn et godt greb om den retorik, der får muslimerne til at fremstå som ofre for den sekulære stats undertrykkelse. (…) Konfliktens modpart: den sekulære skolemand Robert Meier. Han siger, at skolesystemet kvitterer for mangelfulde præstationer, og når pigerne ikke vil tage deres tørklæde af, kan de ikke bestå svømmeprøverne. Men så spørger en af pigerne ham, hvad der er vigtigst: Guds ord eller lovgivernes vilje? Det er konfliktens essens i en nøddeskal. (…) Dansk-svenske Anders Mossling har rollen som Ka, og han ligner virkelig både en eksileret digterjournalist i opposition og en midaldrende mand med et brudt hjerte. Først brød jeg mig ikke om den noget udviskede diktion, som kommer med det svenske tonefald, men så begyndte jeg at lytte til det som den eksileredes sprogmelodi, og det fungerer faktisk. Her er berettiget eksilsentimentalitet for alle pengene. Claes Bang er lumsk tiltrækkende og foruroligende tillidsvækkende som islamisternes leder. (…) Som skoledirektøren Robert Meier, journalisten Herbert og stykkets fortæller har Morten Burian nok at se til. (…) Camilla Gjelstrups Silke er troværdigt indtagende som målet for Kas følelser, men det er den nyuddannede Marie- Lydie Nokouda, der får mest ud af søsteren Fløjl, som spiller islamisten Grøns unge og naive tørklædekæreste med imponerende udtryksfuld sikkerhed og energi. Stykkets scenografi er ligeså simpel som den er smuk, skabt af Camilla Bjørnvad. (…) Gennem hele stykket drysser konfettien ned fra oven som store, flagrende snekrystaller (…), kulminerende i stykkets grafisk flotte slutbillede. (…) Et portræt af landflygtigheden og en tankevækkende stærkt politisk krimi om tro, tørklæder og terror i en traumatiseret by, hvor kampen om sjælene både fører til mord og selvmord” Klaus Rothstein, Weekendavisen

 

33333

"En velkendt krig giver plads til små historier og smukke billeder. Flere tusind små stykker plastic, drysser i løbet af forestillingen ned over scenen. (...) Konstant daler de og skaber derved et univers hvor alting forsøges dæmpet, men hvor alt det beskidte og ødelagte står i tydelig kontrast. ”Sne” er en dramatisering af Orhan Pamuks roman, om den tyrkiske forfatter Ka, der vender hjem til sin barndomsby. En anonym provinsby, der kunne ligge de fleste steder i verden. Han kommer egentlig for at finde kærlighed og inspiration til sine digte, men finder byen i oprør, hvor den muslimske sekt ”Allah loves you” kæmper mod byens journalist. (...) På begge sider fortaber man sig i principper og detaljer, i stedet for at se på virkeligheden. “Sne” er et smukt teaterstykke om en mands tilbagevenden og et tværsnit i det miljø byen har udviklet. (...) Det er de små historier der er gribende og sjove. For eksempel den muslimske dreng Johan, der er bange for at Allah ikke findes, fordi han kun kan tænke på at kneppe Fløjl, der sidder foran ham i koranskolen. Karakterernes individuelle historier, og ikke mindst scenografi og musik skaber de billeder man tager med sig hjem. Der er meget humor på scenen; Claes Bang som den religiøse leder Grøn, er en karikatur på en kommerciel prædiker/mafiaboss, som man kender dem fra USA. Hans karikatur understreges også af hans tendens til at sige sine pointer på engelsk: ”Allah loves you! Allah loves you, just the way you are!” (Hallelujah! kunne man ellers fristes til at udbryde). Men størst stråler nu Morten Burians perfekte tandsmil, som den nationalistiske journalist Herbert. Han er egentlig også karikeret, men besynderligt nok langt mere troværdig end Grøn. Måske fordi vi er vant til billedet af den lille, hvide, fordomsfulde mand, der fører et personligt hævntogt på vegne af et helt samfund. Det er spillet humoristisk og gennemført. Samtlige karakterer optræder både som sig selv og som en iagttagende fortæller til begivenhedernes gang. (...) Dette giver det en god dynamik i historien, og understreger landsbymentaliteten hvor ”alle taler om alle”. (...) Utrolig positivt. De små historier, de dygtige skuespillere, de mange stærke og sjove scener gør at ”Sne” får 5 shots" Johanne Hav Hermansen, kulturshot.dk

 

3333

"Husets Teater har kastet sig ud i en dramatisering af den tyrkiske nobelprisvinder Orhan Pamuks roman, Sne, iscenesat af Alexa Ther. Resultatet er en fin forestilling (...) med masser af interessant politisk gods. (...) Integration er sprængfarligt stof, så det er naturligvis spændende på scenen også. Især når det er så velskrevet og velformidlet, som det heldigvis er tilfældet her. Og ikke at forglemme velspillet – for det er altså gode kræfter, vi har med at gøre her. Morten Burian er fyrig og usympatisk som Herbert – en karaktertype, der ligger ham påfaldende til højrebenet. Han mestrer det groteske og flammende under en iskold og kontrolleret overflade. Og Anders Mossling er fremragende som Ka. Han forstår virkelig at være til stede på en scene, så det er til at blive helt væk i. Flere steder gik det op for mig, at jeg ikke fik fulgt med i de andre karakterers gøren og laden, fordi mit blik var fokuseret på Mossling, selv når han ikke var i fokus. Forestillingens store force er dog dens scenografi. Camilla Bjørnvad har begået to drejende kasser. Det er usandsynligt simpelt, men usandsynligt velfungerende. Så nemt skabes et udenfor og indenfor og det er legende let at lade forestillingen springe i tid og sted. Det er storartet med de kasser og dalende sne på forscenen. Smukt. (...) Fin og velfungerende intellektuel underholdning" Niels Erling, anmelderiet.dk


"Sne er et brandaktuelt indlæg i en hed debat om religions-, ytrings- og tørklædefrihed – plus en række skitser til en uhyggelig blotlægning af menneskets basisreaktioner, når det er mest presset. Det er to tyske skribenter fra det tyrkiske miljø i Berlin, der har vovet dramatiseringen af den internationalt anerkendte roman. En nødvendig forenkling, der bestemt er tro mod Pamuks budskab, men også en forsimpling af de psykologiske skildringer. Det er sort og hvidt!
En forenkling som den minimalistiske dekoration, skabt af den talentfulde scenograf Camilla Bjørnvad, understreger. To roterende hvide megakuber, som Karsbergs befolkning myldrer ind og ud af. Ka, humanisten og forfatteren, får et glimrende ansigt gennem den svenske skuespiller Anders Mosslings tvivl og svaghed, der gør ham menneskelig, midt i den Kafkaske tomhed. Den populistiske, muslim og demagog, smisker med smiger og blid baryton budskabet: ”Allah loves you. Just the way you are” – så vi gyser. En imponerende farlig og nuanceret præstation af Claes Bang, hvis charme og udstråling også har forført Silke, Kas ungdomskærlighed, nuanceret og dejligt spillet af Camilla Gjelstrup. Mest markant overrumplende ægte, til det smertefulde, er tørklædepigen Marie-Lydie Nokouda nyudklækket fra Skuespillerskolen v/ Århus Teater, der ikke kun med sit ydre lægger krop til, men også i vekslende roller formidler muslimske kvinders tro og vrede. Et scoop for en forestilling. (...) Alexa Ther har som instruktør sat de roterende kuber i gang. Vi hvirvles rundt. Fastgroede dogmer får ikke lov til at slå rod. Hvor selv det evige snefald ikke formår at dække over Karsbergs helvede af tro, fascisme og egoisme. Sne er en vigtig dramatisering, der ikke så meget handler om ”dem og os” – men mere om ”os-alle-sammen”. Eller sagt med en replik fra forestillingen: ””De andre” er altid kun ”de andre”, fordi ”de andre” kalder dem ”de andre””. ”Tænk lige over det” – fortsætter replikken. Og det er netop hvad Sne på Husets Teater får os til" Uffe Stormgaard, kulturkapellet.dk

 

3333

"Kvadratiske hvide papirstumper slår saltomortaler i luften og rammer scenegulvet. Hovedrolle-indehaver Anders Mosling er den første til at sætte sit aftryk i konfettien og forvandle de makulerede A4-ark til snefnug på en kold vinteraften. Mossling spiller den håbefulde digter og journalist Ka, som efter årevis med massiv skriveblokering vender hjem til sin fødeby Karsberg. På papiret er det historien om, hvordan byens muslimske kvinder begår selvmord på stribe – og håbet om en forsidehistorie på den konto – der har fået Ka til at vende tilbage til byen. Den egentlige årsag til hjemkomsten har lange ben og uimodståelige brune øjne. Navnet er Silke, og Ka vælger at betragte rygtet om hendes nylige skilsmisse som et tegn på, at de to omsider har en fremtid sammen. Mens Silke og Ka kommer tættere på hinanden, syder den eksplosive konflikt mellem byens sekulære spidsborgere og islamister om ørene på dem. Stykkets bagmænd er et dramatikerteam med baggrund i det tyrkiske miljø i berlinerbydelen Kreuzberg. På den ene side udfolder de en melankolsk kærlighedshistorie om en excentrisk digters higen efter folkeskoletidens vidunderpige. På den anden side fortælles historien om en by på randen af sammenbrud; en parallelhistorie, som placerer sig i malstrømmen af den ophedede debat om ytringsfrihed, tørklædeforbud og religionsfrihed, som netop er vågnet op til dåd efter digteren Yahya Hassans kontroversielle debut. Politik, Religion og Kærlighed er fundamentalt svært forenelige størrelser. (...) Vellykket. (...) Stil og karismatisk skuespil. Navnligt Anders Mosling leverer varen med stor overbevisning, men også de mere ubeskrevne blade Marie-Lydie Nokouda og Morten Burian er med til at højne oplevelsen" Rikke Hellerup Madsen, kultunaut.dk


"Hvad er det for noget med den sne? Den daler ned så smukt, fryser til is, før den igen smelter og ender som sjat og tøsne. Den kan både være poetisk og blodig. I forestillingen SNE er den begge dele. Forfatteren Ka, indfølt spillet af Anders Mossling, der med sin svenske accent netop får dette udefrakommende, selv om han faktisk er den hjemvendte digter. Godt nok har han ikke skrevet noget de sidste 5 år, og det er 20 år siden han sidst var i barndomsbyen Karsberg. Man forstår hvorfor han har holdt sig væk. Formodentlig fordi han fandt noget bedre ude i det fremmede. Men desværre findes Karsberg alle vegne. Den er en tilstand eller et sort hul, som den bliver kaldt i forestillingen. Den forlader os aldrig. Den er inde i os. Hjemkomsten er ikke let, for byen er delt i to lejre. Der er dem – og så er der de andre. Eller os – og de andre, for man er nødt til at vælge side. I Karsberg - og alle steder, for selv at finde sin placering. (...)Begreberne er fra starten vendt rundt, og der tales overbevisende fra begge sider. Der bliver kæmpet om os. Det er en større kamp. Vi er på slagmarken i Karsberg. I starten kæmpes der bare med ord, senere bruges der vold. Det er en kamp, hvor alle taber. (...) Det er det, der gør forestillingen så ubehagelig og spændende, for det er slet ikke så let at vælge, når man skal vælge mellem to onder. Kandidaterne forsøger at virke nok så tilforladelige. Men intet er tilforladeligt i Karsberg. Heller ikke kærligheden. (...) SNE er frit efter den tyrkiske nobelpristager Orhan Pamuks roman af samme navn. Meget frit bearbejdet til scenen af Hakan Savas Mican & Olivier Kontny, men anderledes kan det ikke være når man skal visualisere en roman, der i så høj grad er en indre tilstand – ligesom Karsberg. (...) Moralen er, hvis der overhovedet findes nogen, at det at være menneske er ikke for almindelige mennesker. I SNE bliver snefaldet en slags bro ind til noget dybere inde i de fortabte mennesker. Nærmest som håb, der dysser ned over os, men som til sidst blot ender med at begrave os levende. Rollen som Ka er umiddelbar enkel, men det enkle er det svære - både i livet og på scenen. Den dansk-svenske skuespiller, Anders Mossling (...) er i besiddelse af en stor afvæbnende menneskelighed. Egentlig siger han ikke meget, men det er heller ikke nødvendigt, for det gør alle andre. Ka har en mission, for han vil gerne forstå, hvad der er ved at ske i den lille by, for hvad er det, der vælder frem fra mørket? Stykket er ligesom romanen en sjælevanding, men den fører ikke mod en større afklaring. Tværtimod. Stykket er ligesom romanen fyldt med modsætninger. Alting vendes på hovedet. Det gælder også for stykkets to øvrige mandlige personer spillet af Claes Bang og Morten Burian. Claes Bang spiller Grøn med bred amerikansk accent (...). Morten Burian er Herbert, den lokale redaktør, der skriver nyhederne på forhånd, for at være ”performativ” (...). Han kan smile så det isner ned af ryggen. Han blotter tænderne som til bid, og kan på et sekund gå fra godmodig, tilforladelig og afvæbnende til særdeles utilregnelig. Bang og Burian afbalancerer hinanden smukt, og udgør en passende modvægt til Mosslings Ka i Alexa Thers fine instruktion. De kvindelige roller varetages dækkende af Camilla Gjelstrup og Marie-Lydie Nokouda. Scenografen Camila Bjørnvad har skabt en enkel, men raffineret scenografi, der tillader hurtige sceneskift, og samtidig giver et væld af variationsmuligheder. Og så er der sneen, der uophørligt daler ned, og ender med at dække det hele",
Michael Svennevig, msvennevig.blogspot.dk

 

”Det er mødet med byen og dens mennesker, den tyrkiske forfatter Orhan Pamuks romanforlæg kredser om – og denne vellykkede tyske dramatisering gør det samme. I et evigt snevejr drejer og drejer to hvide kasser rundt på scenen og åbenbarer helte og skurke, små og store mennesker, drømme og længsler i en by, hvor unge muslimske tørklædepiger begår selvmord på stribe. (…) En smart muslimsk demagog (Claes Bang) og en forkæmper for et tørklædefrit Karsberg (Morten Burian) kæmper om magten over sjælene, mens en kæk lille tørklædepige-aktivist (den nyuddannede Marie-Lydie Nokouda) og journalistens gamle kærlighed (Camilla Gjlestrup) kredser som små, skarpsynede og menneskekloge satellitter omkring mændene. (…) Teksten rummer såvel hverdagsagtige som poetiske og filosofiske elementer, der løfter historien om Karsberg op over det banale. (…)Velfungerende iscenesættelse” Henrik Lyding, Jyllands-Posten

 

"Husets Teaters »Sne« er et eksempel på en god teatertekst. (...) Aktualitet. (...) Teksten insisterer på at nuancere synspunkterne i en diskussion, som handler om samfundets og individets rummelighed, og stiller en masse spørgsmål, men ikke svarer – fordi de måske ikke findes, de nemme svar, vi leder efter. (...) Betydende kunst"

Jakob Steen Olsen, Berlingske

MEDVIRKENDE

 ANDERS MOSSLING - skuespiller

Født 1963 og uddannet fra Scenstudion i Stockholm (1983-85) og Istituto di arte Scenica i Italien (1989-90). Siden har man i Danmark kunnet opleve ham i Fix & Foxys omdiskuterede forestillinger Pretty Woman (2008) og Viljens Triumf (2013), i En skærsommernatsdrøm og Mefisto (2004), KAFAK (2010) og senest Onde ånder (2013) på Det Kgl. Teater samt i et afsnit af tv-serien Klovn (2007). Derudover har han bl.a. medvirket i forestillinger på Stockholms Stadsteater, Uppsala Stadsteater og Stadtheater Basel, og i 1998 var han medstifter af kunstnerkollektivet Verk produksjoner i Oslo, med hvem han har medvirket i forestillinger som Det evige smil (2011) og Stalker (2013), der begge blev belønnet med den norske Heddapris for bedste forestilling. Anders Mossling har endvidere modtaget Københavnerprisen 2005 og studeret ved Social Antropologiska Institutionen (1992-93).
 

CLAES BANG – skuespiller
Født 1967 og uddannet fra Statens Teaterskole 1996. Gennem årene har han været flittigt brugt på både tv, film og teaterscenen, bl.a. har han på Husets Teater tidligere medvirket i La Dispute (1999), Håndværkerne (2000), Nattur (2005), Blekingegade (2009) og I morgen i Qatar (2010). På Aalborg Teater medvirkede han 2001-04 i bl.a. Jean de France, Fruen fra Havet, Kiss me Kate, Købmanden fra Venedig, Boblerne i bækken og Jorden rundt på 80 dage, og af andre teateropgaver kan nævnes Hamlet på Kronborg (2004), Privatliv på Grønnegårds Teatret og Glade Dage på HamletScenen (2008), Hundesvømning på Folketeatret.dk (2011), Lykke Bjørn af Grob på Folketeatret.dk og Squash på Teater FÅR302 (2012) samt senest Æblet af Mammutteatret på Edison (2013). Sideløbende har han siden 2002 opført monologen Ondskaben, bl.a. på Aalborg Teater, Folketeatret.dk og Aarhus Teater, hvor han også var tilknyttet 2005-08 i den gennemgående rolle som Erik i Gregersen Sagaen. Efter medvirken i serier som Taxa (1997), Hotellet (2001), Rejseholdet, Nikolaj og Julie samt Langt fra Las Vegas (2002) fik han sit tv-gennembrud med rollen som Martin i Anna Pihl (2005-07). Herefter har han yderligere medvirket i 2900 Happiness (2008), Borgen (2009) og Dicte (2012) samt Küstenwache (2010), Soko Wismar (2011) og Notruf Hafenkante på den tyske tv-kanal ZDF. På film har han bl.a. vist sig i Under overfladen (1998), Regel # 1 (2002), Nynne (2005), En soap (2006), Blå mænd (2008) og senest Lærkevej – til døden os skiller (2012). Siden 2008 har Claes Bang desuden udgivet musik under navnet, This is Not America.

 

MORTEN BURIAN – skuespiller
Født 1974 og uddannet fra Skuespillerskolen v/ Aarhus Teater 2000. Frem til 2004 medvirkede han bl.a. i Hvordan man bliver blind, Mod til at dræbe, Macbeth og På sporet af den tabte tid på Aarhus Teater, hvor han også var medstifter af og vært på Kultursalonen Absint. 2005-09 var han en del af ensemblet på Aalborg Teater med roller i forestillinger som Platonov, Sommerlængsler, Paradis, Robin Hood, Tre søstre, En sælgers død og A Clockwork Orange, og her oprettede og ledede han desuden den eksperimenterende scene, Transformator.  Rollen som Mr. Good i Uterus på Husets Teater (2009) indbragte ham en Reumert for bedste mandlige birolle, og herefter har han medvirket i bl.a. Besættelse på Teatret Svalegangen (2010), I overmorgen bliver jeg en anden på Teater Nordkraft (2011), Othello (2011) samt The Tiger Lillies perform Hamlet og Vølvens spådom (2012) på Republique, Jeg er Spartacus på Teater FÅR302 og senest Aarhus Teaters og Caféteatrets All My Dreams Come True (2013). Morten Burian har endvidere instrueret Mod til at dræbe på Aarhus Teater (2003) og Fool for Love på Aalborg Teater (2007), han har medvirket i tv-serien Skjulte spor (2001), og han har modtaget Peter Kjærs Legat (2005), Inger Dams legat (2007) og Erling Schrøders Hæderslegat (2012).

 

CAMILLA GJELSTRUP – skuespiller
Født 1975 og uddannet fra Statens Teaterskole 2003. Siden har hun medvirket i Charlotte Sachs Bostrups filmatisering af Familien Gregersen (2004), og på teatret har man bl.a. kunnet opleve hende i Tre søstre (2007), Dansk design (2010), Don Ranudo og Helligtrekongersaften (2011) samt Kirsebærhaven (2013) på Aalborg Teater og Velkommen på Teatret Svalegangen (2012).

 

MARIE-LYDIE NOKOUDA – skuespiller
Født 1981 og udannet fra Skuespillerskolen v/ Aarhus Teater 2013. I sin elevtid har hun medvirket i forestillinger som Misantropen, Kasimir og Karoline og Electronic City på Aarhus Teater samt Bygning 4-7-12 på Teatret Svalegangen, og nu får hun sin professionelle debut i SNE på Husets Teater. På film har hun medvirket i Annette K. Olesens Lille soldat (2008), og på tv har man kunnet se hende i Mick Øgendahls tv-serie Tomgang (2013).  Marie-Lydie Nokouda er desuden uddannet moderne danser fra Higher Institute for Dance i Antwerpen (2008) og har medvirket i flere danseforestillinger.  

 

ALEXA THER – instruktør
Født 1954 i Tyskland og uddannet på Max Reinhardt Seminarium i Wien. I 1980 bosatte hun sig i Danmark, hvor hun blev tilknyttet Dr. Dante og bl.a. instruerede Turkish Delight (1987), Hamlet (1990) og Mågen (1992). Med Don Ranudo (1997) debuterede hun på Det Kgl. Teater, hvor hun siden har iscenesat en lang række forestillinger, bl.a. Kajen mod vest (1999), Ci-vi-li-sa-tion og Fruentimmerskolen (2000), Liv x 3 (2002), Push Up og Antigone (2003) samt Thermopylæ (2007). På CaféTatret har hun instrueret I en fremmeds øjne (1996), Shopping and Fucking og Nogen vil komme (1998), Gud er en DJ (2000), Sting (2003) samt Mady.Baby (2009), og på Husets Teater Uterus (2009) og I morgen i Qatar (2010). Af andre iscenesættelser kan nævnes O’s historie (1999), Extrem (2008), Medealand (2010) og Anna Karenina (2011) på Betty Nansen Teatret, Den dobbelte troløshed (1999), Lige for lige (2005) og Dødsdansen (2012) på Grønnegårds Teatret, La Dispute på Malmø Dramatiska Teater (2000), Misantropen og Hair på Göteborgs Stadsteater (2000-01), På den 2. side på PLAN-B (2004), Hedda Gabler (2008) og Urene hænder (2009) på Odense Teater, Kærlighedskarusellen (2010), Brødrene Løvehjerte (2011) og Electronic City (2012) på Aarhus Teater samt Kirsebærhaven på Aalborg Teater (2013). Alexa Ther blev i 2004 hædret med Årets Reumert for sine iscenesættelser af Antigone på Det Kgl. Teater, Sting på CaféTeatret og På den 2. side på PLAN-B.

 

CAMILLA BJØRNVAD – scenograf
Født 1966 og uddannet fra Statens Teaterskole 1992. Slog sammen med Marianne Nilsson igennem i 1994 med scenografien til teaterkoncerten Gasolin’ på Dr. Dante, hvor hun var tilknyttet frem til 2001 og skabte scenografi til forestillinger som Kunst (1996), Ned på jorden og Paradis (1997), Fiaskospiralen (1999), Længe siden (1999), Højt hår (2000) og Lillerød (2001). Derudover har hun arbejdet på en lang række teatre landet over og har skabt scenografi til bl.a. Engle i Amerika (1997), Kirsebærhaven og Snedronningen (2013) på Aalborg Teater, Den fremmede (1997), Meteor (2000) og Mady.Baby (2009) på CaféTeatret, Majonæse (2000), Antonius og Cleopatra (2001) og Antigone (2003) på Det Kgl. Teater, Troldmanden fra Oz (2002), Den indbildt syge (2011), Scener fra et ægteskab og Romeo og Julie (2012) på Folketeatret, Jesus Christ Superstar på Østre Gasværk Teater (2002), Skæbnens magt (2004) og Boris Godunov (2005) på Göteborgs Opera, Idioten på Nationalteatret i Bergen (2005), Ekstrem (2008) og Medealand (2010) på Edison, Realisme (2008) og Brødrene Løvehjerte (2011) på Arhus Teater, På bunden (2008) og M.O.J.N. (2011) på Bådteatret, Den Gerrige (2003), Maskarade (2005), Hedda Gabler (2008), Trold kan tæmmes og Urene hænder (2009), Henrik og Pernille (2010), Som man behager (2011) og Det bar’ mænd (2013) på Odense Teater samt Det springende punkt på Teatret ved Sorte Hest (2013), og lige nu er hun aktuel med både Sne på Husets Teater og Den stundesløse på Folketeatret (2014). Camilla Bjørnvad har endvidere været scenograf på film som Min søster børn (2001), Min søsters børn i sneen (2002) og Min søsters børn i Ægypten (2004), og tv-serier som Juletestamentet (1995), Jesus & Josepine (2003) og Anna Pihl (2006). Var i 2012 nomineret til Årets Reumert for forestillingerne M.O.J.N. på Bådteatret, Brødrene Løvehjerte på Århus Teater og Som man behager på Odense Teater. Læs interview med Camilla Bjørnvad her

Støttet af

AAGE OG JOHANNE LOUIS-HANSENS FOND

Knud HØJGAARDS FOND

KONSUL GEORGE JORCK OG HUSTRU EMMA JORCK'S FOND

Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat

Tidligere forestillinger

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)