SANDSYNLIGVIS
SANDSYNLIGVIS
Om forestillingen

SANDSYNLIGVIS

En absurd thriller baseret på historien om Frank Grevil


Med: Jesper Asholt, Charlotte Fich, Claus Flygare, Laus Høybye, Camilla Lohmann
Manuskript: Maj Rørbæk Damgaard
Iscenesættelse: Heinrich Christensen
Scenografi: Nadia Nabil

 

 

SANDSYNLIGVIS var teaterforestillingen baseret på historien om Danmarks mest kendte whistleblower i nyere tid: Efterretningsofficeren Frank Grevil, der lækkede fortrolige oplysninger til pressen om Forsvarets Efterretningstjenestes trusselsvurderinger op til Irak-krigen.

 

Den ambitiøse og højt begavede Frank bliver ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), netop som 9/11 indtræffer. Den vestlige verden er i chok, og snart er en amerikansk ledet krig mod terrornetværket under opsejling. Som betroet medarbejder i FE får Frank til opgave at levere trusselsvurderinger til den danske regering, men trods sin loyalitet kæmper han med det voksende pres fra højeste sted for at skrue op for troen på masseødelæggelsesvåben. Sandsynligvis bliver et populært ord, men regeringens udlægning af truslen, stemmer ikke overens med mandens egen opfattelse af virkeligheden. Til sidst får han nok, og i affekt lækker han et par hemmeligstemplede trusselsvurderinger til pressen. Så ruller lavinen, og pludselig er han på vej i retten; anklaget for whistleblowing. Men kan den lille mand overhovedet stille noget op mod de store systemer og det professionelle spin?

 

Med retssagen som den røde tråd fulgte SANDSYNLIGVIS historien om Frank og det politiske spil; både på det private, det nationale og det internationale plan. Forestillingen var skabt af det unge talentfulde trekløver, der i 2007 debuterede med den anmelderroste Café Zennep. Dramatiker Maj Rørbæk Damgaard havde skrevet manuskriptet, bl.a. på baggrund af samtaler med Frank Grevil selv samt ekstern konsulentbistand fra Charlotte Aagaard, journalist og forfatter til bogen I nationens tjeneste: Frank Grevil – majoren, der fik nok. Den Reumertbelønnede instruktør Heinrich Christensen stod for iscenesættelsen, og Nadia Nabil havde skabt et 16 meter bredt kontorlandskab af en scenografi. Jesper Asholt havde hovedrollen som Fran Grevil, og alle forestillingens andre roller blev spillet af et stjernehold bestående af Charlotte Fich, Claus Flygare, Laus Høybye og Camilla Lohmann. 

Pressen skrev
333333

"Fabelagtig performance! Jesper Asholt tager kegler i nyt teaterstykke på Husets Teater. ”Sandsynligvis” er baseret på historien om Frank Grevil – vor tids mest kendte whistleblower, der lækkede fortrolige oplysninger til pressen om Forsvarets Efterretningstjenestes trusselvurderinger op til krigen i Irak. Vi følger Franks historie – med alt hvad den indebærer af alkoholproblemer, forholdet til sin far og ikke mindst hans retfærdighedssans. Man kunne fristes til at tro, at historien ville tegne et rent heltebillede af Frank, men det er langt fra resultatet. Uden det på noget tidspunkt bliver kedeligt, bliver vi ført gennem en stor del af de faktuelle og politiske begivenheder, der udspillede sig fra 11. september 2001 til retssagens afslutning – med tonsvis af humor, uden det ender i direkte og plat parodi. Mere gennemført performance skal man lede længe efter! Fem skuespillere og ca. 25 skiftende roller i alt. Kun Frank forbliver samme person, mens de øvrige fire skifter mellem rollerne i en overgang så glidende, at det virker fuldstændig naturligt. Hver enkel karakter er så skarp og rammer så præcist, at man ikke kan andet end beundre de fem skuespilleres fortolkning af deres respektive roller… man lægger faktisk ikke mærke til den minimalistiske sceneopsætning, eller at der stort set ikke skiftes tøj gennem forestillingen, for skuespillet er så stærkt, at det bærer stykket i sig selv. Alle, med undtagelse af Frank, ligner de hinanden. Sorte habitter, fedtet hår og et overforbrug talkum i ansigtet. Talkum har aldrig gjort noget godt for nogen, men i dette tilfælde bidrager de hvide ansigter til en afpersonificering af det ydre, således skuespilkunsten i sig selv virkelig kommer til sin ret. Kønt er det ikke, men effekten er uovertruffen! Alt i alt en hel genial skuespilkunst kombineret med skarpe minimalistiske effekter!"

Gitte Holm, Oestrogen.dk

 

 

33333

”Sandsynligvis” er et hit. Historien om Frank Grevil omsættes til topunderholdende og vedkommende skuespil på Husets Teater. Opråb til gymnasielærere: 1.X vil elske det! ”Sandsynligvis” er vel ikke decideret ungdomsteater. Alligevel vil det være oplagt at invitere de ældre folkeskoleklasser eller gymnasieklasser med ind på Husets Teater. For historien om Frank Grevil fortælles så levende og vedkommende, at Iphonen end ikke overvejes at findes frem, og man som lærer ville have et godt udgangspunkt for en debat om demokrati, medborgerskab, politiske magtstrukturer og…papirbomber! Lækagesagen fra 2004, hvor Frank Grevil fra FE lækkede fortrolige trusselsvurderinger til Berlingske Tidende, er de fleste bekendt med. Af trusselsvurderingerne fremgik det, at Saddam Hussein kun ”sandsynligvis” (deraf titlen) rådede over masseødelæggelsesvåben. Dermed såede Grevil tvivl, om Fogh og co. ledte Danmark ind i Irakkrigen under falske forudsætninger. Grevil blev dømt for at bryde sin tavshedspligt, og sagen vakte stort røre i pressen. I ”Sandsynligvis” er rammen om fortællingen retssagen mod Grevil. Undervejs i retssagen hopper Charlotte Fich, Claus Flygare, Laus Høybye og Camilla Lohmann effektivt ind og ud af forskellige roller, mens Jesper Asholt med dyb indlevelse spiller Frank Grevil (med streetnavnet, ’Frank G.’). De mange rolleskift og scener, der griber ind i hinanden, giver stykket et Woody Allensk touch, der vækker latter sammen med de velspillede politiske parodier af fx Fogh, Jelved, Per Stig Møller og Bush. Desuden er scenografien enkel og effektiv med lysstofrør i loftet, en håndfuld stole og et lille rum, der både kan gøre det som mødelokale, printerrum og TV-skærm. (...) Faderfiguren spilles fremragende af Claus Flygare. (...) Også den elegante kobling mellem makulerede dokumenter og papirbomber er lige i øjet. Med få virkemidler understreger scenografien historiens kerne. Vi lever i en verden, hvor dokumenter kan dræbe mennesker og hvor fatale beslutninger kan afgøres af kontorbureaukrati. Frank G’s lækage blev også en slags ”papirbombe” mod regeringen, som han selv måtte tage straffen for at fyre af. Teamet bag ”Sandsynligvis” formår at gøre historien om Frank G. til både god underholdning og et vigtigt indlæg i samfundsdebatten"
Louise Øhrstrøm, Byenkalder.dk

 

 

4444

"Absurd thriller eller bare god gammeldags politisk revy? Frank Grevil-sagen ruller underholdende over scenen på Husets Teater. Om det er spændende? Nja, det kan men vel ikke ligefrem påstå. Bortset fra en ganske bestemt scene. Her rejser nakkehårene sig nu alligevel. Det sker efter pausen, hvor Jesper Asholt - i rollen som Frank Grevil og efter sigende også med den skjorte, som Grevil havde på, da han lækkede de fortrolige oplysninger - netop har samlet de dokumenter på computeren, han har besluttet sig for at give til en journalist. Han mangler bare lige at printe dem. Men printeren, der står i det fælles kopirum, virker ikke. I det samme støder Franks chef, koordinatoren, til og fortæller, at han var i gang med at printe, men så gik printeren i stå. Koordinatorens papirer ligger altså forrest i køen. Det viser sig, at der bare mangler papir i bakke to (ih, hvor man kender det!). Printeren begynder at spytte papiret ud... Og der er mere papir, hvor det kommer fra. Opsætningen på Husets Teater handler faktisk ikke om andet. Dels de dokumenter, som Grevil udleverede til Berlingske Tidende om Forsvarets Efterretningstjenestes trusselsvurderinger op til Irak-krigen. Og dels alle de dokumenter, som offentligheden aldrig så. Den anden maskine på scenen printer ikke; den makulerer! Da makulatoren er fyldt op, bliver scenen - i takt med den krig som Danmark på et noget tyndt grundlag begiver sig ud i - bombarderet med store papirkugler. Herligt billede, og der er heller ingen tvivl om, hvem der skal føle sig ramt. Regeringen er en skurk, og Forsvarets Efterretningstjeneste er inkompetent. Men det vidste vi jo godt i forvejen. Også takket være Charlotte Aagaards bog 'I nationenes tjeneste: Frank Grevil - majoren, der fik nok' (2005). Både Aagaard og Grevil har været konsulenter på Maj Rørbæk Damgaards dramatisering af Frank Grevil-sagen med titlen 'Sandsynligvis'. Ret beset får vi intet nyt at vide. Til gengæld får vi, som dansk dramatik jo har en forkærlighed for, det hele skåret ud i klare strimler: Det store manipulerende, politiske og retslige maskineri køres i parodisk stilling. Med Frank som den lille mand og forestillingens eneste menneskelige ansigt. Dermed ikke være sagt, at stykket er lige til makulering. Det er både behændigt og vittigt skrevet, hvor vi med retssagens som centrum føres ind og ud af forhistorien og de lukkede gange i FE: et drama formeligt udrullet på kontorstole. Husets Teater kalder det selv for "en absrud thriller". Er forestillingen ikke snarere en god gammeldags politisk revy? Sådan fremstår den i Heinrich Christensens iscenesættelse: ét langt drama af netop numre - (...) træfsikkert fyret af. Det gælder Claus Flygare som blandt andte Frank Grevils overordnede (ikke helt ufarlig) og hans fordrukne fader. Laus Høybye parodierer smukt Anders Fogh Rasmussen, og Charlotte Fich og Camilla Lohmann klarer både den fæle anklager og den amerikanske præsident. Og Jesper Asholt? Han er oplagt til at spille den stærkt begavede, men fadertraumatiserede Frank. En mønsterbryder med både det storhedsvanvid og det mindreværd, der bliver en del af forklaringen på, hvorfor Grevil handlede som han gjorde. (...) Først Blekingegadesagen på Husets Teater, og nu Frank Grevil-sagen. Så mangler vi bare Lækage-sagen. Den sag kan Husets Teater så også tage sig af. Med mindre Cirkusrevyen - så et sige - lækker den om en måned"

Per Theil, Politiken

 

 

3333

"Husets Teater fastholder sin politiske nutidsvinkling. ’Sandsynligvis’ – om Frank Grevil-sagen – bliver til glimrende teater på Halmtorvet. HER får man virkelig nogle overvejelser at gnaske på. For hvad er det, vi ser på Husets Teater? Dokumentardrama? Fiktion? Revy? Det er i hvert fald politisk teater, så det piber. Velgørende, fordi det tager en sag, der er så frisk, at mange mennesker endnu har den i hovedet: Sagen om Frank Grevil, medarbejderen i Forsvarets Efterretningstjeneste, der lækkede rapporter under Irak-krigen. Rapporter, der viste, at den danske regering burde have vidst, at Irak ikke havde de masseødelæggelsesvåben, som var begrundelsen for, at Danmark gik ind i krigen. Så vi er tæt på. (...) Vi er ikke i dansk teater i disse årtier forvænt med politisk teater, der tager fat i nosserne på den aktuelle verdenssituation i kongeriget, målrettet og aggressivt. Det overlader vi til revyerne. På teaterscenen kommer Christian Lollike i nærheden. Men drengene i Husets Teater lægger ikke fingrene imellem. De langer f.eks. i dette stykke håndfast ud mod Fogh-regeringens Irak-politik. Men overvejelserne bliver hurtigt mere komplekse. Når nu manden, Frank Grevil – lyslevende i blandt os og færdig for længst med den fængselsstraf, han fik – bliver hængt op i en strop og tæskeanalyseret. Er det så for, som ventet, at gøre ham til folkehelt? Men måske samtidig hænge ham ud som slyngel, idiot og en slapsvans, der ikke rigtig tør stå ved sine holdninger? Eller er det for at analysere hans bevæggrunde? Skrive danmarkshistorie? Eller det hele på én gang? Og er det ok? VI behøver næppe være voldsomt bekymret for Frank Grevils akutte, maltrakterede sjæleliv. Han har selv bidraget til forberedelserne til stykket. (...) Det er i hvert fald en god grund til, at man har valgt Jesper Asholt til Grevil-rollen. Asholt ejer nemlig den glimrende evne til på én gang at være troværdig og tillidsvækkende og samtidig antage næsten barnligt jagede træk af usikkerhed og skyld. Som om han har taget af kagedåsen. Sådan forløber de skiftende overvejelser for os, der sidder og er publikum. Vi prøver også at sammenholde det sceniske forløb med, hvad vi husker og ved fra den virkelige sag. Ikke fordi der er problemer i at følge de mange spring frem og tilbage i historien: Retssagen mod Grevil er der faste holdepunkt – med Charlotte Fich som anklager, Laus Høybye som forsvarer, Camilla Lohmann som dommer og Claus Flygare som FET-vidne. De mange flash backs er et broget mylder af Grevils barndomsoplevelser med en afstumpet far, situationer med kolleger og overordnede i FET, hjemmescener med kone og skrigende barn, politiafhøringer og politiske snap shots med både George W. Bush, Per Stig Møller og ikke mindst Anders Fogh Rasmussen (som Laus Høybye tager kegler på). Mere fordi vi konstant prøver at afkode, hvad der er dokumentarisk, og hvad der er teater. Det er undervejs ret underholdende, fordi der speedes op for action på en wide screen scene, hvor stole på hjul serveres som rullende rekvisitter, makulerede A4-ark efterhånden gør de skrå brædder til et hvidt orgie af en langrendsbane. Og skuespillerne – bortset fra Grevil/Asholt – hele tiden skifter roller og identitet. Heinrich Christensen har som instruktør ladet netop den hastige, sceniske forvirring være en fin afspejling af den tvetydighed, der driver Grevil i hans selvforsvar og politikerne og retsvæsenet i deres angrebsmetoder. Tvetydigheden er vel netop forestillingens styrke. Vi holdes på den ene side fast på FETs og regeringens nervøse dilettanteri i håndteringen af Irakkrigen. Men vi fascineres af personen Grevils mix af heltemod og forvirrede handlinger. Det første er det overordnede sigte. Kølig konstatering. Det sidste til gengæld nok det væsentligste. I hvert fald som teater"

Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk

 

 

"Jesper Asholt betager med sin nørdede skrøbelighed. Fascinationen af Frank Grevil er oprigtig. Hvad får en mand til at sætte hele sit liv over styr ved at forsøge at bekæmpe den danske stat - ham, ene mand? Det offentlige billede af Frank Grevil er blevet udsat for den mest kyniske rutsjetur: Fra ærlighedshungrende medborger til lurvet alkoholiker. Fra superintelligent analytiker til lunefuld fantast. Fra overskudsagtig embedsmand til ansvarsløs alenefar. Men hvad skete der egentlig? Og hvordan er det gået med ham - efter fængselsstraffen og til nu, hvor han har sit eget oversætterfirma? (...) Hvorfor bragte manden sig selv i en situation, som sandsynligvis ville smadre ham? (...) Jesper Asholt giver en overbevisende, nørdet styrke til sin tolkning af Grevils person. Han er begavet på den utvivlsomme måde. Han er rastløs. Han er eksplosiv. Han er naiv. Og han er uhyggeligt sårbar, da pressen tordner mod ham med slag under bæltestedet. Asholts albuer dirrer, så det gør helt ondt i ens egne. (...) Nadia Nabils bedste scenografiske indslag er at lade løgnene i sagen symbolisere af kugler af makulatorstrimler - bombeformede papirvåben, som bliver større og større, efterhånden som løgnene vokser. (...) De tre skuespillere rundt om Jesper Asholt spiller både hans kolleger i Forsvaret og hans familie - med Charlotte Fich som krakilsk medløberembedsmand og Camilla Lohmann som bekymret veninde. Også de danske politikere, som blev afgørende for sagen, er med. De har ikke navne, men Anders Foghs diktion og stirrende øjne skærer herligt klart gennem Laus Høybyes parodi. Desuden har Claus Flygare en uhyggelig birolle som Grevils far. Utilregnelig og voldelig, løgnagtig og fordrukken. Flygare er så autentisk i denne modbydelighed, så overbevisende og nærmest charmerende rædselsfuld"
Anne Middelboe Christensen, Information

 

 

"Frank Grevil sladrede om Fogh Rasmussens løgne, der skulle få Danmark i krig mod Irak. Historien har Husets Teater valgt at fortælle som satire, og det er skræmmende sjovt. I marts 2003 vedtog Folketinget at støtte USA`s ulovlige krig mod Irak. Det har ikke haft nogen juridiske konsekvenser for dem, der støttede lovforslaget. Regeringen er endda efterfølgende blevet genvalgt. Husets Teater opfører nu stykket Sandsynligvis om Frank Grevil, majoren der var ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, som besluttede at afsløre, at det var løgn, når politikerne påstod, at efterretningstjenesten havde givet dem grund til at tro, at Irak udgjorde en umiddelbar trussel for Europa og Danmark. Det kostede ham en fængselsstraf, som han afsonede i 2008. Man må ikke sladre om militære hemmeligheder. Husets Teater har valgt at fortælle historien som satire. Måske fordi vi er så privilegerede at have et valg mellem at grine eller græde over den kyniske kalkule, der førte til folkemord, tortur og smadring af et land og et helt samfunds økonomi. Og det er skræmmende sjovt at genopleve politikernes manipulationer og løgne op til krigen. Laus Høybye imiterer dygtig Anders Foghs kontrollerede mimik, gestik og diktion. Den statsminister, der siden blev belønnet med den højeste politiske post i Nato for sin evne til at tale USA efter munden. Mødet med Frank Grevils kolleger i efterretningstjenesten, hvor det flittigst brugte redskab er makulatoren - det flyder med makulerede dokumenter alle vegne - efterlader et grinagtigt indtryk af en organisation, hvis ledelse til overmål stiller sig tilfredse med at levere informationer og vinkle dem, som regeringen ønsker. Som vigtige bipersoner møder vi ræven og ulven, to spindoktorer, der bruger deres journalistiske evner til at grave i Frank Grevils forhistorie, og finder ting frem, der skal underminere hans troværdighed og straffe ham for at forsøge at afsløre den store løgn. Frank Grevil er en helt, men det er en historie om et nederlag for sandheden. Hvorfor det ikke fik større konsekvenser for Anders Fogh Rasmussen at lyve Danmark ind i krig, er det vigtige spørgsmål historien efterlader. Med Sandsynligvis kan man håbe på, at det tager længere tid, før løgnen blot bliver til endnu et kapitel i den store glemmebog. Maj Rørbæk Damgaards manuskript baserer sig på samtaler med Frank Grevil og bistand fra forfatteren Charlotte Aagaard, som har skrevet bogen: I nationens tjeneste: Frank Grevil - majoren, der fik nok. Det er et stykke Danmarkshistorie om en politisk beslutning, der har haft enorme konsekvenser for opfattelsen af Danmark i udlandet og for danskernes opfattelse af sig selv"

John Bruun, Dagbladet Arbejderen

 

 

"Iscenesætteren Heinrich Christensen gør alt hvad han kan - og han kan meget - for at blæse karikeret liv i historien. (...) Der er masser af smarte klip og udogmatisk omgang med hvem, der kan spille hvem: Claus Flygare, Laus Høybye, Charlotte Fich og Camilla Lohmann er omstillingsparate. Papirflyvere og flitrede kugler af makulerede dokumenter kastes rundt til illustration af den Irak-krig, som er årsag til det hele. (...) Den danske regering er skyldige i forvanskning af kendsgerninger fra det FE, hvis gammeldags ineffektivitet nærmest beskrives som kontorsatire i stil med "The Office" i komedieagtige scener"

Jakob Steen Olsen, Berlingske Tidende 

Tidligere forestillinger

MESSIAS I NAT (2018)

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)