PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT
PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT
Om forestillingen

Husets Teater og Teatret Svalegangen præsenterede:

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT

Hvordan skal man kunne redde verden, når man ikke engang kan redde sig selv?


Med: Marina Bouras, Ken Vedsegaard, Susanne Storm, Jacob Weble
Manuskript: Roland Schimmelpfennig
Instruktion: Simon K. Boberg
Scenografi: Edward Lloyd Pierce
Oversættelse: Kristian Erhardsen
Forlag: Colombine Teaterförlag



Efter successen med Den Gyldne Drage i 2011 præsenterede Husets Teater en ny danmarkspremiere af den banebrydende tyske dramatiker, Roland Schimmelpfennig. PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT er et moderne og brutalt underholdende kammerspil a la Hvem er bange for Virginia Woolf? tilsat en gang tysk surrealisme og en nærmest hysterisk mangelfuld kommunikation. Forkvaklede relationer og bristede drømme sætter dagsordenen til en skæbnesvanger parmiddag, der til fulde åbenbarer, hvor lidt man kan have til fælles med sine tilsyneladende bedste venner.

 

To par mødes til middag efter seks års adskillelse. Det ene par er blevet i de trygge vestlige omgivelser,hvor de har tjent penge og fået et barn – og på grund af dårlig samvittighed over egen velstand, sender de en del af deres overskud til et barn i Afrika. Det andet par har derimod tilbragt de mellemliggende år som læger for nødlidende i den tredje verden, men har til gengæld problemer i deres eget forsømte, barnløse forhold. Gensynet parrene imellem forløber derfor alt andet end fredeligt. De misunder mærkeligt nok hinanden, selvom det er tydeligt, at ingen af dem er lykkelige, og utroskab, livsløgne og skrøbelige eksistensgrundlag oprulles gradvist i løbet af middagen. Det perfekte liv viser sig at være en løgn, for hvordan skal man kunne redde verden, når man ikke engang kan redde sig selv?

På scenen stod Marina Bouras og Ken Vedsegaard som det ene par, overfor Susanne Storm og Jacob Weble som det andet. Bag iscenesættelse og scenografi stod duoen Simon K. Boberg og Edward Lloyd Pierce (Reumertvinder 2010), der tidligere har skabt forestillinger som Blekingegade, Ingen møder nogen og Gud taler ud.

 

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT var en co-produktion med Teatret Svalegangen, som efter spilleperioden i København opførte forestillingen i Århus samt på turné rundt i landet.

Pressen skrev
333333

"Dette er et vedkommende, moderne og spændende teaterstykke. Denne aften blev stykket rammet ind af "Chefens bord", hvor teaterchefen hver fredag inviterer vidende mennesker til at fortælle om relevante perspektiver i forhold til stykket. Denne fredag var det Læger uden Grænser, som rammede stykket ind. (...) Dramaet foregår i det store køkken-alrum, som scenografisk med spejlillusioner virker åbent og lyst da halve stole og planter er sat tæt på sepjlene, så rummeligheden forstørres. Men rummelighed er der ellers ikke meget af. Lynhurtigt trækkes grænserne op, og desto mere alkohol der konsumeres, desto flere sandheder om utroskab, sorg og svigt kommer der på bordet. De vil det alle sammen så godt men det går ikke selvom intentionerne er der. (...) Hurtigt kommer der mængder af vin på bordet, og det hjælper skeletterne og parternes vidt forskellige livsopfattelser ud af skabene. Historien hjælpes godt frem af det dramaturgiske koncept, hvor skuespillerne til tider træder frem og i retrospektiv direkte tale til publikum trækker baggrunden for deres tanker og følelser frem såvel indre som ydre. En suveræn måde at komme ind bag personerne og forstærke stemningerne. (...) Stykket er velspillet og meget realistisk med en parmiddag som eskalerer helt vildt. Har forfatteren eller skuespillerne mon været med i de glade dage i klubben under Panum instituttet? (...) Diskussionerne og dilemmaerne omkring hvordan man vælger at bruge sit liv og sin uddannelse er relevante for alle. Som læger stilles vi i den fantastiske situation at vi kan vælge at leve et traditionelt lægeliv, forske eller udfordre os selv og livet ved at rejse ud. Parrenes konflikter dukker op hvor de som individer ikke har været tro overfor sig selv eller hinanden. Spændingerne som kommer heraf inddrager mange dillemmaer. Det at kunne eller ville have børn, give ulandsbistand og det at ville "det gode", men føle sig magtesløs er fantastisk godt beskrevet. Det virker stærkt i en medicinsk setting, men kan diskuteres indenfor alle faggrupper. Mennesker ændrer sig, og det er ikke altid nemt at se sine gamle venner igen. Selv med et fælles udgangspunkt påvirkes vi forskelligt af de ting, som vi ser, føler og oplever og præges af som personer. (...) Det starter med os selv. Livet er mere end at garagen lukkes op og i. Så start med at tage ind og se det stykke. Det skal opleves!"
Søren Brix, Dagens Medicin



"Husets Teater åbner dørene for danmarkspremieren på Roland Schimmelpfennigs Peggy Pickit Ser Guds Ansigt, der river op i postkoloniale sår og atter sætter Afrika på dagsordenen. En altid aktuel og vigtig tematik, der ydes stor retfærdighed under Simon K. Bobergs instruktion og udnytter teatrets styrke i det helt nære. Vi kender den alle sammen. Den dårlige samvittighed over at leve i et rigt land på bekostning af andre er ikke til at undslippe, og desillusionen breder sig, som vi erfarer, at nødhjælpen aldrig når frem til de nødstedte. Så hvad gør man? I Peggy Pickit Ser Guds Ansigt har de to par Lis og Frank (Susanne Storm og Jakob Weble) og Karin og Martin (Marina Bouras og Ken Vedsegaard) valgt hver deres måde at håndtere problemet på. (...) Den gensidige spejling er både smertefuld og sjov, fordi den er så genkendelig i sin sociale klodsethed. Peggy Pickit Ser Guds Ansigt er et stykke politisk teater med meget på hjerte. Det handler om den uretfærdige ulighed i verden, hvem der har skylden for den, og om nytteløse gode intensioner. Gennem Martins beretning om en hvid backpackers stormende forelskelse i en syg afrikansk pige skildres den ulykkelige kærlighed mellem den vestlige og den tredje verden, og forholdet bliver på den måde sidestillet med den tragiske kærlighed mellem mennesker. Det giver derfor mening, når fortællingen iscenesættes som et kammerspil, med al dets intimitet og fokus på kontakten karaktererne imellem. Det fungerer rigtig godt, fordi den begrænsede ramme sagtens kan rumme den store fortælling om den hvide mands rejse ud i verden, fortalt gennem Karin og Martins oplevelser - og Lis og Franks fordomsfulde nysgerrighed. Foruden at være et klassisk kammerspil, bryder stykket også konventionerne. Karaktererne henvender sig hver især til publikum som i et sideløbende spor, som ikke kun kommenterer det skete, men også afføder reaktioner hos de andre. Dette greb er overraskende og virkningsfuldt, fordi det viser den kommunikation, der foregår i al det usagte, som man både hører og overhører. Man får fra starten smagsprøver på den senere dialog i form af løsrevne replikker, der først giver rigtig mening, som forestillingen skrider frem, men på dette tidligere tidspunkt lægges de ud som betændte sår eller en forsmag på, hvad der er i vente. (...) Peggy Pickit Ser Guds Ansigt er vedkommende og rørende teater, der behandler tunge politiske og etiske spørgsmål med stor ydmyghed og uden nogensinde at tabe mennesket af syne - også i det helt nære"
Sigrid Nielsen-Boreas, kultunaut.dk

 

 

33333

"En tysk dramatiker med det uimodståelige navn Roland Schimmelpfennig opnåede i forrige sæson hele to opsætninger i Danmark af sit bemærkelsesværdige stykke DEN GYLDNE DRAGE. Nu er han tilbage og bekræfter sit betydelige talent for at skabe moderne relevant samtidsdramatik med skuespillet PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT. Forestillingen er et samarbejde mellem Husets Teater i København og Svalegangen i Århus, og ganske forrygende iscenesat af Husets Teaters chef Simon K. Boberg, der også har fået lov til holde Danmarkspremiere på stykket. Vi møder to vennepar, der efter mange års adskillelse mødes igen, efter det ene par er kommet hjem fra Afrika, men uden det barn, som det andet vennepars datter har skrevet med. Schimmelpfenning lader løbende de 4 karakterer kommentere handlingen og flere passager gentages bevidst, men hver gang med nyt perspektiv.
Marina Bouras og Ken Vedsegaard illuderer glimrende som det hjemvendte par, og helt fremragende er for anden gang i denne sæson, Susanne Storm, som den overgearede småborgerlige værtinde, der desperat forsøger at klynge sig til opskrifter, mens hendes verdensbillede ramler sammen.(...) PEGGY PICKET SER GUDS ANSIGT er forfriskende ny dramatik spillet ud over kanten i en rap scenografi af Edward Lloyd Pierce, og formmæssigt noget mere spændende end de 1:1 stykker, der sædvanligvis vinder Reumert-priser herhjemme. For Husets Teater er der efter flere kunstneriske fusere ligefrem tale om et tiltrængt kunstnerisk comeback"
Michael Søbye, cphculture.dk

 

 

"Gensynet er alt andet end succesfuldt, selvom rammerne er perfekte og årsagen oplagt. For desværre formår vennerne ikke at springe forbi de usagte ord og hyggen udebliver derfor konsekvent. Det ene vennepar der just er hjemvendt efter tre års nødhjælpsarbejde i det eksotiske og lidt farlige Afrika har deres egne hemmeligheder, men det er parret der blev tilbage i Danmark som bringer samtalen ind på det smertefulde. For det er ikke kun den manglende kontakt, forskellighederne eller de ændrede værdier der holder samtalen i et pinagtigt jerngreb, men pigen de ikke fik reddet! Dette lille stykke hverdagsdrama indeholder en masse konflikter, gamle ar og oplagte brudflader. Vi får sjældent alle detaljerne, men enhver der har levet i et parforhold afkoder ubesværet forløbene der førte til pointerne vi præsenteres for. Kærligheden der blev rutine, ordene der engang gav glæde, drømmene vi mistede og minderne der binder os sammen. Utroskabet ingen vedkender sig skylden for og offerrollen alle ønsker at iklæde sig. Susanne Storm er herlig i rollen som kvinden der grundet manglende modspil ikke længere formår at filtrere sig selv. Hun nyder hverken sig selv eller hvem hun er blevet, men formår ikke at stoppe sig selv. Hun buldrer gennem det hele med en selvsikkerhed der kunne lokke de fleste til at tro hun ved hvad hun gør, men det er et desperat menneske der har mistet alle pejlemærkerne og ikke længere ved hvad meningen med livet er. Kærestens manglende modspil leveres fornemt af Jacob Weble, en mand der har givet op og nu accepterer nedturen mod helvede er 30 års kedsomhed og forudsigelige rutiner. Det hjemvendte kærestepar spilles af helholdsvis Marina Bouras og Ken Vedsegaard. Upåagtet deres atypiske job og smertefulde minder fremstår de som det normale samlingspunkt i stykket. Marina er en kvinde der savner kærlighed, men har aldrig mistet sig selv, Ken formår at fastholde dit blik uanset hvad der sker på scenen, for han er fyldt af indestængt vrede og smerte. Du afventer hele tiden hvornår han mon endelig eksploderer, hvornår har han endelig fået nok alkohol til at give slip. Det er virkelig godt spillet. Sympatien flyder ikke fra os mod scenen, men forståelsen gør, det hele serveres i afbræk og forklarende gentagelser. Skuespillerne bryder derved gennem den usynlige mur der normalt adskiller publikum fra teaterstykket. Vi serveres forklaringerne, årsagen og indsigten bag dramaet før det udspiller sig, vi gennemlever derpå konflikhøjdepunkterne igen og igen, så vi får alle sider præsenteret men aldrig hele sandheden. Det er fængende, morsomt og medrivende. Det er til tider banalt men aldrig uden nerve. Det er ofte morsomt men ikke uden smerte. Det er sådan hverdagsdrama skal skæres. Mine fem kloakdæksler gives for den skyldige underholdning, de ætsende konflikter og den sydende kritik af middelklassens tosomhed"
Thor Kristjan Kidmose, forbrugermania.dk

 

 

3333

"Godt spil i fascinerende (...) stykke om den hvide mands byrde. Den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig er de seneste sæsoner blevet et af sit hjemlands stærkeste dramatikerkort, der spilles på scener over hele verden. Han blander noget, der ved første øjekast kan minde om realistiske dramaer med drømmesyner i en gådefuld, halvt surreel eller i hvert fald »ikke-virkelig« stil. Kald det bare magisk realisme med en social bevidsthed. For den poetiske dimension forhindrer ham ikke i samtidig at være dybt optaget af verden, af sociale forhold og den globale udvikling. Dramatik om politik kan man ikke skrive, mener han, men til gengæld kan man stille ind på, hvordan politik påvirker det enkelte menneske, helst derinde i centrum af menneskesjælen, hvor det gør ondt. Han trykker på kollektive fortrængninger og velfærdssamfundets blå mærker. Det gjorde han i »Den gyldne drage«, der skildrer det nye Undereuropa i en tid med trafficking og illegal immigration. Husets Teater, der har en lige linje til ham og ny europæisk dramatik i det hele taget, spillede det i sidste sæson. Og nu har man samme sted sat Schimmelpfennings nye stykke »Peggy Pickit ser Guds ansigt« på repertoiret. Her er det ikke fantasisyner, der tager over, for fokus er på dialogen mellem moderne mennesker. Faktisk minder situationen nærmest om en teaterkliché –- tænk »Hvem er bange for Virginia Woolf?«. To par - alle læger og 41 år - mødes efter seks år til et hyggeligt gensyn med rødvin, sjusser og hjemlig hygge i sofaen. Det ene par har arbejdet som ulandsfrivillige i Afrika, mens det andet blev derhjemme og betalte sig fra forpligtelserne over for den tredje verden. Der er brutale og voldsomme aggressioner og frustrationer på spil under de vennesæle overflader. Ingen af parrene har det godt med hinanden, begge ægteskaber skranter. Og i en stil, hvor spillet hele tiden sættes på pause af små, kommenterende monologer ud mod publikum, af gentagelser, halve sætninger, tilbagespolinger og tableauer med kig bag facaden i luerød belysning, sprækker ikke bare skønmaleriet. Misundelse og desillusion stikker sit ækle fjæs frem, men også en afgrundsdyb kulturkløft uddybes omtrent for hver sætning med det mørke, svigtede og fortabte Afrika som dårlig samvittighed et sted under hele den forlorne middelklasseidyl. En grim lille gummidukke med gult hår, stykkets titelperson, og en afrikansk ditto, placeret midt på glasbordet, minder os konstant om problematikken. En lille sort pige er nemlig blevet efterladt af parret, der nu er returneret til Vesteuropa og ikke aner, hvor hun er. På Husets Teater, hvor Simon K. Boberg styrer flot mellem en udstillende lystspiltone og den nerveflossede alvor, krakelerer facaderne hurtigt på Susanne Storm, Marina Bouras, Ken Vedsegaard og Jacob Weble i Edward Lloyd Pierces præcist gengivne Bo Bedre-hjem. (...) Et lille, velspillet og giftigt rids i den kollektive fortrængning"
Jakob Steen Olsen, Berlingske

 

 

"Forrygende håndgemæng. (...) Par møder par. Det er en probat mixed double i skuespil som Edward Albees Hvem er bange for Virgina Woolf og Yasmina Rezahs Blodbadets gud. Også tyske Roland Schimmelpfennig (født 1967) gennemfører laboratorieforsøget med Peggy Pickit ser Guds ansigt, der nu har danmarkspremiere på Husets Teater. Hvor det ældre lærerpar åler det yngre hos Albee, og det vulgære forældrepar byder det frelste forældrepar spids hos Rezah, møder det ulandsfrivillige lægepar de hjemmesiddende kollegaer i Schimmelpfennigs Peggy Pickit sieht das Gesicht Gottes, og heller ikke her er der langt til håndgemæng. Dog kun flade lussinger mellem de to hustruer, den berejste Karin og den parcelhusbundne Liz. Marina Bouras og Susanne Storm skaber henholdsvis en forbrændt og en forsumpet type med dårende og drastisk akuratesse. Gemalerne Martin og Frank trækkes om muligt endnu længere ud, Ken Vedsegaard med et gammelt forvitret sind, og Jacob Weble med en sjæl som en treårig, den alder filminstruktøren Federico Fellini sagde var den psykiske slutalder for enhver mand. Schimmelpfennigs vedligeholdte kortslutning af den mislykkede komsammen ligger i hans placering af åbne tankebobler midt i skuespillernes almindelige replikfoder. Højlydt kontrasignerer værten Frank aftenens totalfiasko, og værtinden Liz lader i samme sfære sin viden om Karin og Martins utroskabsaffærer skinne klart og dog uænset igennem. Tilbageslaget kommer da værtsparret forstår, at deres afrikanske sponsorbarn ikke længere eksisterer. En besk variant af den opdigtede søns død i Hvem er bange for Virgina Woolf. At Karin og Martin er vendt hjem efter en massakre, kommer for en dag. Liz og Franks datter Kathie, hvis navn Karin og Martin lige har glemt, har korresponderet og er på gave med den fjerne pige dybt borte i omegnen af Lagos. En fetich i sort træ, der forestiller en guddom med fladt cirkelhoved, står nu og glor på Kathies ynkelige plastfidus af en Peggy Pickit-dukke. De skal begge to læderes, før aftenen er gået, men straks halvhjertet søgt repareret med tape. Liz og Franks etplanshus med spejle på endevæggene fordobler alt. Grammofonerne er der i forvejen to af, men hvad Frank kan diske op med der, blæses bort af de lyddrøn, som iscenesætteren Simon K. Boberg undervejs kaster ind i sceneriet. Husets Teater aftrykker altid deres stykker i programmet, og igen kan man sidde hjemme og stirre på det schimmelpfennigske partitur og blive himmelfalden over det elegante løft, som Bobergs opsætning har givet det. Fire facetslebne skuespillere har stået til hans rådighed. I efteråret 2011 spillede teatret Schimmelpfennigs thai-tragikomedie Den gyldne drage i Jacob F. Schokkings regi. Fablen om myren og græshoppen var indbagt virtuost i forløbet. I valget mellem at være under åben himmel med Beckett eller i et terrarium med Schimmelpfennig, genkender vi begge steder og håber indstændigt på, at sjælevandring er en umulighed"

Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen

 

 

"Aldrig har Husets Teaters lille scene virket så uoverskueligt stor som i Peggy Pickit ser Guds ansigt. For Edward Lloyd Pierce har skabt en truende havestue med indre spejlvægge, der kløver både brød og mennesker med skarpe snit som perfekt ramme for selvransagelsen hos den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig.

Peggy Pickit er et parodinavn på den lille, dumme Polly Pocket-plastikdukke med for meget udstyr. Stykket skildrer selverkendelsen i et kriseeuropa, hvor løgnen er blevet overleverens privilegium. Situationen er ellers nærmest stereotyp: Et par får et andet par til middag. Men værtsparret bor i Danmark, hvor de har fået en datter, mens gæsteparret i seks år har været nødhjælpsarbejdere i Afrika, hvor de har taget en lille pige til sig. Replikkerne slår hårdt. Nytter det overhovedet, dette ulandsarbejde og pengebrevene – eller er nødhjælpsjobs bare camoufleret parterapi for rejselystne? Schimmelpfennig går tæt på, lige som Astrid Saalbach i stykket Rødt og Grønt. Replikkerne efterlader røde mærker på kinden af Marina Bouras, der spiller kvinden, der har behandlet døende børn på stribe – og hvis smil skælver af uhelet sorg. Ken Vedsegaard holder en faretruende distance i rollen som ulandslægen, mens Jacob Weble stiller de undrende spørgsmål som normaldanskeren uden pli. Og Susanne Storm mestrer dobbeltspillet som overfladisk værtinde, der samtidig er den eneste, der er ærlig – suverænt spillet i Simon K. Bobergs stille instruktion. Schimmelpfennigs stykke Den Gyldne Drage om illegale indvandrere var en af de store teateroplevelser sidste sæson, både på Husets Teater og Aalborg Teater. I Peggy Pickit ser Guds ansigt findes samme nådesløse lussingeform med svirpende gentagelser: Kvinden siger noget med følelse, hvorefter hun gentager sig selv med vrængen, hvorefter en anden kommenterer med hån …
Anne Middelboe Christensen, Information

 

 

3333

"Snildt og underholdende politisk teater. (...) Det er en teknik, den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig, tit bruger. At foregribe begivenhedernes gang. Delagtiggøre publikum i sine regibemærkninger. Bremse op i dialogen. Lade personerne tænke højt. Gentage sig selv. Eller hinanden. Det er en fin komisk virkning langt hen ad vejen. Og i dette tilfælde konstant afslørende for, hvad de to par har på hinanden, indbyrdes og på kryds og tværs. Der bliver luret og bidt. På den måde kunne det sagtens blive ved en let, lille komedie om parforhold og almindelig fjas. Men vi skal ud på mere gyn´gende grund: Gæsteparret er lige kommet hjem efter seks år som læger i et bistandsprojekt i Afrika. Og værtsparret har i de samme seks år med ædel godgørenhed bidraget med et lille pengebeløb og gaver til et navngivent afrikansk barn. Gæsterne har investeret sig selv. Værtsparret har holdt sig i skindet og lette den dårlige samvittighed med gaver. (...) Det enkle, politiske budskab om, hvad i himlens navn, det er vi alle på den ene eller den anden facon har for med os selv og den besværlige omverden, bliver påtrængende"
Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk

 

 

"Aldrig har Husets Teaters lille scene virket så stor. En dagligstue fordoblet med spejle i hver side - effekten er forbløffende, ideen original. Stærkt gået af scenografen Edward Lloyd Pierce. (...) Dygtigt"

Henrik Lyding, Jyllands-Posten

 

 

"Edward Lloyd Pierces scenografi er en perfekt udnyttelse af den lille teatersal, med sidevægge af spejle, der får den smagfuldt indrettede stue til at virke dybere og mere rummelig, end den er. (...) Iscenesætter Simon Boberg skruer maks. op for musikken i indstukne intermezzi – som et billede på også vores, publikums, fortrængning"

Kristian Husted, Politiken

Tidligere forestillinger

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)