OG NU: VERDEN!
OG NU: VERDEN!
Om forestillingen

OG NU: VERDEN!

Det såkaldte udenfor,

siger mig ikke en skid

 

Med: Christine SønderrisStine Gyldenkerne, Nanna Cecilie Bang

Tekst: Sibylle Berg

Instruktion: Liv Helm
 

33333

"Husets Teater beviser endnu engang, at de er et af Københavns førende teatre, der ikke er bange for at gå nye veje (...) Gå ikke glip af 'Og nu: Verden!'"

Tonny Olausen, kulturtid.dk

 

33333

"Og nu: Verden! er et stærkt bud på et saftspændt og kropsligt teatersprog, der i familie med Jelinek absolut har sin plads på danske scener(...)."

Anne Liisberg, Teater1

 

33333
cphculture.dk

 

33333

Den Fjerde Væg

 

4444

Politiken

 

3333

gregersdh.dk

 

3333

Frederiksborg Amts Avis

 

 

 

En ung kvinde i en lejlighed. Verden udenfor er faretruende – fyldt med karriereræs, fitnesscentre, stress og skammen over ALDRIG at være succesrig nok. Der er så mange muligheder, hun kan alt, men hvad skal hun gøre? Nej, så er det mere sikkert at blive indenfor. Med internettet. Hun chatter, logger på Skype, og sms'er tikker ind ...

 

Og nu: Verden! er ny tysk dramatik, der i 2014 blev kåret til årets stykke af det anerkendte magasin Theater Heute. Et ukontrolleret og komisk vredesudbrud fra en ung kvinde, der har fået nok.

Spilleperiode: 20. februar – 19. marts 2016

Man-fre kl. 20.00, lør kl. 17.00

 

Billetpriser:

150-200 kr./80-130 kr. for unge u. 25 år.

Ved min. 6 unge u. 25 år kun 40 kr. pr. billet
 

Særligt til undervisere: Læs info skoler her

Download undervisningsmaterialet her

PRESSEN SKREV
33333

"Husets Teater beviser endnu engang, at de er et af Københavns førende teatre, der ikke er bange for at gå nye veje. Med forestillingen ‘Og Nu: verden’ med undertitlen ‘Det såkaldte udenfor siger mig ikke en skid’ er både sprudlende, grænseoverskridende, larmende, og super forfriskende.
Denne forestilling er et oprør med det digitaliserede og overfladiske samfund, som rigtig mange unge mennesker er fanget i. I skikkelse af tre kvinder møder vi én kvinde, der med udgangspunkt i sig selv gør op med de værdier og normer, som samfundet presser ned over hende. I starten af forestillingen, står de tre kvinder med samme paryk og samme tøj – det er vigtigt for dem at passe ind. Men i takt med at handlingen skrider frem, falder maskerne stille og roligt, og de tre fantastiske skuespillere tilfører hver deres personligheder til rollerne. Og nu starter lavinen for alvor. Der bliver afreageret på det centraltplacerede trommesæt og på boksepuden. De er larmende og vulgære og til tider alt for meget, men det er pigerne fuldstændig ligeglade med. De gør hvad der passer dem. Og så kan publikum, så sidde med hver deres mening om hvor grænsen går, eller hvor den burde være gået. Det fine ved ‘Og Nu : Verden!’, er at vi præsenteres for så mange problemstillinger, at publikum – unge som ældre – efterfølgende som et stort tagselvbord, kan tage det med hjem, der passer ind i deres eget liv. Og der lægges ikke fingre imellem – heller ikke da en af pigerne resolut tager sit tøj af og begynder at barbere sig i skridtet, for efterfølgende at puste hårene ud i hovedet på publikum. Der er gennem hele forestillingen en fin kontakt mellem pigerne og publikum. Vi mærker deres afmagt og frustrationer. Når en instruktør i samarbejdet med sine skuespillere, tager kontrollen over sit publikum, og tvinger dem til at tage stilling til sig selv, så bliver det ikke meget bedre. Gå ikke glip af ‘Og Nu : Verden!’" Tonny Olausen, kulturtid.dk

 

33333
"I'm Every Woman" synger de tre kvinder på Husets Teater med en vis desperation. For i virkeligheden er de jo kun een kvinde, og tilmed en dybt frusteret een, der heldigvis også er morsom. Iscenesætteren Liv Helm lader tre unge og meget forskellige skuespillerinder agerer denne kvinde. Fra starten iført samme slags blond paryk, sort bluse samt bukser med leopardskindsmønster, og man frygter et øjeblik, at dette look i for høj grad vil lukke sig om den centrale karakter i Sibylle Bergs sprudlende tekst. Men maskerne falder snart og vi får et overvældende portræt af et moderne kvindekaos - formidlet med både intelligens og selvironi.
Trommesæt og boksepude giver et vis afløb for aggressionerne, men der er altså meget at være vred over i en grotesk verden: Zumba og lorte-kaffe! Og ikke mindst Paul !!!
Liv Helm burde måske have gradueret råberiet en smule, men på den anden side virker den ofte ganske højrøstede tone som denne kvindes naturlige tonelege, mens hun kæmper en vanvittig kamp med at få bare lidt styr på sig selv. Før har hun ligesom ikke overskud til hvad der sker udenfor. Men imorgen - der er hun klar og kan sige: OG NU, VERDEN!
Tre formidable unge skuespillerinder - Stine Gyldenkerne og Nanna Cecilie Bang og Christine Sønderris - skåner bestemt ikke sig selv, men kaster sig hovedkuls ud i bizarre selvrealiseringer. Stine Gyldenkerne hiver ladyshaveren frem, for skrævet skal der i al fald være styr på. Nana Cecilie Bang demonstrerer på lidet graciøs vis, hvordan man får tjek på erotikken. NOT! Og Christine Sønderiis får mere end antydet en sammenhæng mellem spisevaner og mangel på sex - tilsat lidt svensk punkdigtning. OG NU, VERDEN! ender i et forrygende festligt kvindeinferno formidlet i et forfriskende sprog, der peger fremad." Michael Søby, cphculture 

 

33333

”Jeg er en man skal vænne sig til, jeg fortryller ingen”, siger den unge kvinde, der kaster ord, kussehår, tandpastasavl og agurksnask i hovedet på os på Husets Teater. Tyske Sibylle Bergs Og Nu: Verden! fremstår næsten 80’eragtig i al sin selvhadende grimhed og punkede attitude, men også kun næsten, da nutidens medierede metaliv spiller en markant rolle både form- og indholdsmæssigt i dette prisbelønnede og rasende coming of age-drama om heteronormativitet, zumba, romantik, pigevold, selvskade og meget, meget mere. Kæften står ikke stille på de tre damer, der forvalter teksten, der egentlig er en monolog. Tredoblingen bliver jævnligt flerdoblet via det altid rullende webcam, der projiceres op på den skærm, hvor vi også møder verden i form af halvsøster Gemma, veninden Minna og den attråede Lina på chat og Facebook. Alt er indkapslet i en sygeligt grøn boks, der ud over skærmen domineres af en boksebold, et trommepodie og en rød fastnettelefon, der først sent kommer i spil, da mor ringer og som en plaprende, elektronisk lyd blander sig med al den anden støj, der både konkret og abstrakt flyder ind over denne unge kvinde, der som så mange andre har det rigtig svært med at blive voksen og derfor har forskanset sig indendørs, for ”Det såkaldte udenfor siger mig ikke en skid”. (...) Kvinden elsker Lina og styres af dennes sms-beskeder, som tolkes og fordrejes, til realismens kynisme sætter sig igennem og hun giver sig selv lov til at græde. Denne hudløse sekvens mod enden, der også lader Gyldenkerne som forpjusket brud gynge sløvt på boksebolden og Sønderris hoppe slapt, men insisterende op på ryggen af Bang igen og igen, er gribende smuk som kontrast til den dominerende vrede og momentvise blaserthed, hvormed damerne angriber en verden, hvor overflade er alt og hvor man tager et politisk standpunkt ved at boykotte en tilfældig butikskæde eller oversøisk land, man alligevel aldrig kommer i. Angrebet på medier og forbrugssamfund er ikke ny, men hvor vi ofte ser ironisk distance og koketteri mere end reel kritik, giver Berg vreden frit løb og plads til sorgen og tabet og ikke mindst den nøgne rådvildhed over for livet og den reelle angst for fremtiden i form af de stramt økonomiserede referencer til klimakrisen. Det er en dybt alvorlig og genuint gal takst, hvilket sætter sig i maven, selvom man stort set griner sig gennem denne forestilling, der folder sig godt ud i Helms instruktion, der ikke er bange for døde øjeblikke, arytmisk trommesolo eller simultanpludren, fordi disse elementer blander sig flot med tekstens indholdsplan i en på en gang retningsløs og dynamisk kakofoni af stemmer, lyde, fråden, kazoo-solo og Merci, fordi du er til-sang. De tre kvinder spiller bogstavelig talt røven ud af bukserne. De supplerer hinanden godt og formår at skabe et stærkt nærvær med salen (Paul) og samtidig være fuldstændig opslugt i deres egen lille, grønne livmor, som de måske, måske ikke får samlet sig sammen til at forlade og møde verden – i morgen. Kan man provokere med en feministisk kritik af forbrugersamfundet i dag? Måske intimbarberingen af en velvoksen måtte kan få folket op af stolene? Er Og nu: Verden! provokation for provokationens skyld? Det synes jeg ikke. Er det stor teaterkunst? Det vil der nok være delte meninger om. Jeg kipper med hatten for dette stærke kvindehold, der med humor og uforfærdet lyst til at vende vrangen ud på verden giver os en tiltrængt knytnæve lige i synet. Og nu: Verden! er et stærkt bud på et saftspændt og kropsligt teatersprog, der i familie med Jelinek absolut har sin plads på danske scener som et udtryk for den ophobede vrede, der kan være svær at finde en adressat til i et senmoderne samfund, hvor fjenderne ikke er så nemme at udpege som i 80’erne." Anne Liisberg, Teater1

 

33333

Som titlen proklamerer, kunne man forestille sig, at dette stykke handler om verden og al dens ondskab. Men i bedste Inside Out-stil zoomer stykket i stedet helt ind i hjernens inderste kamre, og leverer en gedigen røvfuld til nutidens forskruede selvbillede, serveret med ærlige, rørende og lårklaskende grineren indslag. Det, der bærer hele stykket, er dynamikken mellem de tre dygtige skuespillerinder, der deler rollen som neurotisk og overdrevent selvbevidst kvinde. Netop tredelingen af rollen gør det klart for enhver på tilskuerrækkerne, at der er tale om en ubønhørlig insisteren på, at alt skal være perfekt. Altid. Og hvor hamrende svært det er. De tre skuespillerinder supplerer hinanden, afbryder hinanden og fuldender hinandens sætninger. Og de gør det med timing og humor, som fik os til at bryde ud af vores pæne teater-klukken og give fuld gas til vores begejstrede latterbrøl sammen med resten af den overraskede sal. Forestillingen berør tematikker, som kan synes at være lidt letkøbte, frelste og en anelse fortærskede: ungdom, selviscenesættelse, sociale medier, kropsidealer. Den formår dog – langt henad vejen – at hæve sig op over flosklerne og i stedet servere halvanden times højspændt røvfuld både til præstationssamfundet og alle os, der desperat forsøger at følge med. Alt sammen skyllet ned med en solid dram vodka. Netop fordi Og nu: Verden! balancerer sikkert mellem både fitness og byture, engangsknald og brudekjoler, bliver forestillingen aldrig bare endnu en kommentar til, hvor hårdt det er at være menneske. Den et velfortjent spark i hyklerrøven til alle os, der jo egentlig er imod McDonald’s, bare ikke lige, når vi er på vej hjem fra byen. (...) overordnet set må vi indrømme, at vi var svært pjattede med Og Nu: Verden!" Astrid Lindgreen Hjermind og Kristoffer Fløe Dalsgaard, Den Fjerde Væg

 

4444

"Tre blondinebomber giver verden fingeren – i deres ultragrønnne aflukke. »Det såkaldte udenfor siger mig ikke en skid«, som stykkets undertitel erklærer det. Der er ingen åbninger udadtil i Nathalie Mellbyes stærktvirkende minimalismescenografi. Til gengæld kan de tre med ukueligt raseri, reflekterende kynisme og gakket humor få en hel verden op at stå – og gå til – med forbrugsfallit, dårlig sex, karrierekollaps, frelste kænguru-forkæmpere og fitnessmaraton til verdens ende. Den rene overlevelseskamp. Bevæbnet med et højpotent trommesæt brager kvindetrioen løs med den garvede tyske kønskritiker Sibylle Bergs prisbelønnede stykke. En tekst, som nærmest er en lang talestrøm, men som instruktørtalentet Liv Helm og spillerne forstår at give masser af krop – hvorfor ikke børste tænder, mens man fortæller, at man er en type, man lige skal vænne sig til? Og løs går det med alt fra desperado-blues til reklamesang: »Merci, fordi DU er til«. Om »du« så er en Minna, der sms’er fra zumba, eller Line, »en fremtidig ekskæreste«, der blander sig på Skype i baggrunden, er et fedt. Alle er kloner af de tre blondiner, ét stort kvindekor. Altså bortset lige fra Paul – ham, som ikke fatter en skid, det vil sige os tilskuere, som der bliver langet godt ud efter: »Er du nu besvimet, Paul?«. Ikke mindst Christine Sønderris går til den med en heftig blanding af galskab og fandenivoldsk snusfornuft, om hun så er hårdkogt zumbasild eller agurkegnaskende, pisseligeglad smølf. Hun bakkes herligt op af Nanna Cecilie Bang med cowboyhat, blakket partyhumør og rullende mave – et rørende akavet oprør mod at skulle agere sexdyr på boksepuden. Skægt og rammende. Men selve den absurd-ironiske skildring af konsumhelvede, kønsstereotyper, jeg-dyrkelse osv. er der ikke den store nyhed i, bortset lige fra denne: Busken er tilbage! Når seje Stine Gyldenkerne smider trusserne og går løs på sin måtte med barbermaskinen, er det ikke for at tilslutte sig de noble rækker af kønsforskrækkede glathudsdyrkere, men kun for at kunne blæse små kussehår i hovedet på publikum, som var det konfetti. Girl power! (...) Når ’Og nu: Verden!’ uanset sine præcist sansede udtryk og poetisk skarpe refleksioner har det med at rable løs til højre og venstre, peger det på, at teksten også har en anden funktion: Det gælder ikke bare køns- og samfundskritik på indholdsplanet, meningen ligger i selve tekstens raserende talestrøm, energi og tone, sådan som en dramatiker som Elfriede Jelinek er mester i. Derfor er der god ræson i, at Liv Helm lader kvinderne snakke hen over hinanden, eller lader en morstemme med alle dens krav om afkom og livsplan pibe løs i telefonen som underlægningsmusik, eller simpelthen bare lader trommer og partymusik overdøve det hele. Man mærker kroppen i og bag teksten: den rasende, anarkistiske energi. (...) Men raseriet er til at tage og føle på. Ligesom med kvinderne og deres rablende galde og power i de øvrige forestillinger mangler vi bare et sted at rette det hele hen." Monna Dithmer, Politiken

 

3333

"Forestillingen ”Og nu: Verden!” er oversat fra tysk som et mylder af udsagn om at vælge sin vej, når man er blondine og langbenet og længselsfuld. Der rumsterer så meget inde i hovedet i den tredimensionelle hovedperson, at det bliver helt uoverskueligt. Det er også morsomt. Den unge kvinde minder om Disney’s hjortekalv på isen - på vej i alle retninger uden at kunne stå fast. Stedfar Paul og veninde Lina, et kort øjeblik også mor, er med på sms, Skype eller bare i tankerne, og munden løber over med, hvad hjertet er fuldt af: Tvivl og lyst i én umådelig sammenblanding. Husets Teaters ledere kalder stykket »en verbal tarmskylning og et visuelt og auditivt angreb på god smag, god tone og gode intentioner«, og dramatikeren slår fast, at det er »en tekst af fru Berg for én person og flere stemmer. Eller noget andet«. Forestillingen må derfor blive, hvad de tre på scenen og deres instruktør har villet frem til. (…) Det bliver derfor halvanden times uafbrudt selfie-strøm i ord og gøremål, medens de prøver at finde ud af den plads i tilværelsen, der vil være mest fordelagtig for dem selv. De har ingen stabile mål at holde sig til, men må søge sig frem. Sådan en periode må alle unge igennem, og den kan tage sin tid. I Husets Teater går det stærkt, og de tre på scenen er ganske overbevisende i fremstillingen af den bløde, den hårde og den usikre type, hele tiden blandet og hele tiden en monolog for tre stemmer.(…) Pludselig er det hele ovre, og lyset slukkes for et komplekst billede af verden og dens puls set fra ét eneste sted - tilsyneladende det vigtigste: Mig selv." Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis

 

3333

"Tre piger i anarkistiske selvopgør – mening i tilværelsen står på ønskelisten, men der er ingen moralsk sløjfe på denne rablende historie af den tysk-schweiziske dramatiker Sibylle Berg. Hun rammer en rast- og leddeløs generation. GONG! siger det med et brag i bækkenet. Tre piger er lejret på scenen omkring et batteri af slagtøj. Trommer, bækkener, pauker, mikrofoner, en slags herreløse symboler på retningsløs panik, tre piger i en verden af forvirrede ambitioner, ambitioner, der bliver sprøjtelakeret det ene øjeblik og hevet frem med desperate forestillinger om mening i livet, det næste pilles ned, grinet af, latterliggjort, udskrevet som groteske. Hvad snakker de om disse tre nymfer med slag i replikkerne? I virkeligheden er stykket vist skrevet som én lang monolog af den tyske dramatiker Sibylle Berg. En eneste kvinde, der fyrer hele sit arsenal af opgør med, hvem fanden hun tror, hun er, og hvem fanden hun så egentlig er, når hun sådan lige overvejer situationen. Iscenesætteren Liv Helm spreder hende ud som tre kvinder, udøser sætninger i ét væk, hyl, krigeriske erklæringer, selvkritiske nedsablinger, håb og ironiske kommentarer til deres kaotiske rusk i deres liv. For at… ja, for at hvad? For at ramme et eller andet, der kan give mening i tilværelsen, hvis der ellers er en mening. Hvad der åbenbart er svært at få øje på. (...) Vi kommer vidt omkring. ”Jeg er et normalt ungt menneske, med normale unge menneskers udfordringer,” siger pigen, ”med beskidte fingernegle, afklippede bukser, med mærkelige frisurer og ingen anelse om, hvordan jeg skal tilbringe tiden mellem fødsel og død…” Misundelig er hun på veninden, der er til yoga, badutspring og zumba og har en perfekt krop – ”hvis bare jeg var en venlig robot/med lange tråde, der stak ud for oven/ ville jeg ikke være så behåret og klam/ildelugtende og sindssygt doven.” Sibylle Berg slipper pigerne løs i vers og rim, når det stikker hende, og oversætteren Stine Pilgaard har gjort sig umage. Der er noget herligt og uforskammet åbenmundet over Sibylle Bergs tekst. Det går over stok og sten, og man mangler kun en præst eller pædagog til at afbryde de tre piger, løfte pegefingeren og sige: "Verden er af lave, fuld af synd og fordærv og planløs opdragelse. Tag jer sammen, piger, og tænk på Gud.” Husets Teater har over sin indgang hængt et slogan fra forestillingen: ”DET SÅKALDTE UDENFOR SIGER MIG IKKE EN SKID!!’ Måske en hilsen fra de tre tøser til EU og flygtningekrisen." Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk

MEDVIRKENDE

CHRISTINE SØNDERRIS – skuespiller

Født 1981 og uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen v/ Aarhus Teater i 2009. Hun debuterede med forestillingen Tom Waits Teaterkoncert på Aarhus Teater i Eva Jørgensens instruktion. Siden har hun medvirket i forestillinger over hele landet, først som en del af skuespillerensemblet på Mungo Park Kolding i 2009-2011, hvor hun medvirkede i bl.a. Grenzen, Agnes Cecilia, En aften med Johnny og Mungo Park Gæstebud. I 2013-2014 var hun ligeledes ensemble-skuespiller, denne gang på Teater Momentum i Odense, hvor hun bl.a. medvirkede i forestillingerne Gæld, Brudevals og Komme-dit-Rige. Udenfor perioderne som ensemble-skuespiller har Sønderris spillet med i Forbrydelse og Straf (2012) på Grønnegade Teater, Halvt Helt (2014) på Det Lille Teater, De Overlevende (2015) på Betty Nansen Teatret og senest i Syg Ungdom (2015) på Odense Teater. Christine Sønderris modtog i 2011 Reumerts talentpris for sit spil i En Aften Med Johnny. Hun har udover sit virke som skuespiller desuden været en del af optagelsesjuryen for Statens Scenekunstskoles skuespillerlinje i 2013.

 

NANNA CECILIE BANG – skuespiller

Født 1987 og uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen v/ Aarhus Teater i 2014. Hun medvirkede i december 2014 i forestillingen Folkeskolereformen på Mungo Park Kolding, en præstation hun siden modtog Reumerts talentpris for i foråret 2015. Udover sit virke som skuespiller, er Nanna Cecilie Bang også dramatiker, og har bl.a. forfattet radiodramaet Frisk luft, besøg og fri tandpleje (2014) for AKT 1, som siden er blevet spillet på Danmarks første festival for lyddramatik, FLYD også i 2014. 


STINE GYLDEKERNE – skuespiller
Født 1984 og uddannet skuespiller fra Schauspielschule Berlin ved Europäisches Theaterinstitut også kaldet ETI i 2014. Hun debuterede med afgangsforestillingen Philoktet (2014) og spillede senere samme år med i Die Raben (2014) begge på ETI. Hun havde sin danske debut med Den Sidste Nat (2014) for Mammut Teatret i København også i Liv Helms instruktion og medvirkede desuden i Jul no. 1 på Sydhavn Teater samme år. I 2015 har man kunnet opleve Stine Gyldenkerne i Kirsten Delholms Kosmos+ og i urpremieren på Spredt af Amanda Ginman i Camille Langdals instruktion på Københavns Musikteater. Skuespillet fik repremiere på Teatret ved Sorte Hest under teaterfestivalen CPH Stage. Stine Gyldenkerne har desuden bragt Og Nu: Verden! til Danmark efter at have set opførelsen i Berlin i 2014.

 

LIV HELM – instruktør
Født 1985 og uddannet instruktør fra Statens Scenekunstskole i 2015. Liv Helm har allerede forud for sin afgang været meget aktiv på den danske scene, hvor hun bl.a. iscenesatte den anmelderroste Hamlet Dekonstruktion (2008) i samarbejde med teatergruppen Aktoratet på vækstlagsfestivalen Vildskud. Forestillingen blev så godt modtaget, at den siden fik repremiere på Teater Får302. I 2010 blev hun sat til at instruere afgangsholdet fra Teaterskolen Holberg i forestillingen Affaldet, Byen og Døden af Rainer Werner Fassbinder. I sin tid på Statens Scenekunstskole har Helm prøvet kræfter med en håndfuld stærke, klassiske tekster, bl.a. Sara Kane, Elfriede Jelinek, Bertold Brecht og Henrik Ibsen. Kort før sin afgang instruerede hun Overload (2014) for Odense Teater, en forestilling som siden modtog Juryens særpris ved Årets Reumert 2015. I 2015 instruerede Liv Helm også lydperformancen Lukketid, for AROS kunstmuseum i Aarhus og forestillingen Salamimetoden på Aarhus Teater. Og Nu: Verden! bliver således hendes københavner-debut.

 

NATHALIE MELLBYE – scenograf
Født 1984 i Norge og uddannet scenograf fra Statens Scenekunstskole i 2012. Efter afgangsforestillingen Walden: rekonstrueret (2012) havde Mellbye sin professionelle debut på Husets Teater med forestillingen Det Blå Blå Hav (2013). Samme år kunne man opleve hendes scenografi til forestillingen Aeneaderne på Københavns Musikteater og til Das Unheimliche på Teater Katapult i Aarhus. I 2014 var stod hun bag scenografien på Heidi på Teater Grob, samt turneforestillingen 839 Dage. I sommer var hun med på det kunstneriske hold på den interaktive vandreforestilling Byen Bag Skoven (2015) på Odsherred Teater og Martyrer (2015) på Teatret Svalegangen i Aarhus var også i Mellbyes scenografi.

 

 DITLEV BRINTH - lyddesign
Født 1987 og uddannet fra Statens Scenekunstskole i 2012. Ditlev Brinth havde sin profesionelle debut på HUSETS TEATER med “DET BLÅ BLÅ HAV” (2012). Herefter har han arbejdet på forestillinger i både ind og udland - bl.a. Det Kgl. Teater, Odense Teater, Hotel Pro Forma, Thalia Theatern (Hamborg) m.fl. Udover sit virke på teatret arbejder Ditlev som lydkunstner og har haft værker på bl.a. AROS, CISTERNERNE og WILLUMSENS MUSEUM. Netop kombination af lyddesign og lydinstallationskunst er en stor del af Ditlevs virke, hvor han ofte bruger auditive og rumlige objekter som en del af designet. Udover at producere underviser Ditlev også på Statens Scenekunstskole i konceptudvikling. Man kan for tiden også høre hans arbejde på Odense Teaters "Lad Den Rette Komme ind" (2016). 

STØTTET AF

 

Tidligere forestillinger

MESSIAS I NAT (2018)

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)