LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI)
LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI)
Om forestillingen

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI)

Der er ikke længere noget,

der er ulækkert

 

Med: Danica Curcic
Tekst: Cristian Ceresoli

Instruktion: Simon K. Boberg

Oversættelse: Rie Boberg og Simon K. Boberg

 

44444

Politiken

33333

Berlingske

333333

Cphculture

33333

Teater 1

33333

Gregers Dirckinck-Holmfeld

33333

MagasinetKBH

33333

Kulturshot

33333

Out & About

33333

Kultunaut

 

Sidste sæsons totalt udsolgte danske version af den italienske monologsucces La Merda er tilbage.

 

En ung, vred og nøgen kvinde afslører sine inderste hemmeligheder fra et liv med fornedrelse, desperation og spiseforstyrrelser, mens hun stædigt kæmper for at slå igennem som berømthed i et samfund, hvor tynde lår har større værdi end personlighed og frihed. Men hvad skal der til for at blive kendt, og hvor langt vil hun gå i jagten på de forløsende 15 sekunders berømmelse?

 

Spilleperiode: 2.-16. april 2016

Man-fre kl. 20.00, lør kl. 17.00

 

Billetpriser:

150-200 kr./80-130 kr. for unge u. 25 år.

Ved min. 6 unge u. 25 år kun 40 kr. pr. billet

 

LORT præsenteres efter aftale med Frida Kahlo Productions og Richard Jordan Productions.

LA MERDA af CRISTIAN CERESOLI med skuespiller SILVIA GALLERANO blev oprindeligt produceret af Frida Kahlo Productions, Richard Jordan Productions og Produzioni Fuorivia i samarbejde med Summerhall. Produktionen har siden turneret over hele Italien og Europa og har bl.a. spillet på Soho Theatre (London) og Maxim Gorki Theater (Berlin). Den originale prisbelønnede produktion er fortsat på turné internationalt.

 

Download undervisningsmateriale her

PRESSEN SKREV:
PRESSEN SKREV I 2016:
 
33333
"Lad det være sagt med det samme – monologer kræver ualmindeligt gode skuespillere for ikke at blive lange og lunkne. Og ualmindeligt dygtig, dét er Danica Curcic, der egenhændigt tørrer reality-samfundets røvhul noget så grundigt af med dramatiker Cristian Ceresolis stykke. Igennem en time og ti minutter holder hun salens fulde opmærksomhed rettet mod sin hvide trone, hvorfra hun med usandsynlig sikkerhed leverer en præstation så rammende, at man efterlades med lysten til at hælde hele samfundet og al dets ækelhed lige i lokummet. Ligeledes fortjener også manuskriptet ros. For det er en hensynsløs røvfuld til en kompasløs ego-tidsalder, hvor det forlorne er blevet det virkelige, og forfalskede kroppe er skønhedsidealer. Derfor er Lort også en usædvanligt heftig omgang, hvor man skal forberede sig på selv at blive hevet med gennem sølet. Men netop fordi forestillingen er så brutal, er den også så god." Kristoffer Fløe Dalsgård, Den Fjerde Væg
 
"Danica Curcic leverer en overbevisende, dybtfølt og sjældent intens præstation på scenen, som hun sidder der uden en trævl på kroppen. Jeg var ved første øjekast skeptisk hvad angår nøgenheden, for den kan så let fungere som et billigt, semi-provokerende trick. Men efterhånden som stykket skred frem blev det tydeligere, at nøgenheden blot var en overbevisende, subtil rekvisit på den ellers blottede scene, og virkede som medfortæller i historien, da den hverken var overdreven eller vulgær. Jeg var i øvrigt ovenud imponeret af Curcics evne til med stor overbevisning at agere både skrøbelig, vred, opfarende og vanvittig i løbet af den halvanden times tid, som stykket varer, og den stående applaus i salen blev da også ved i mange minutter. Som jeg nævnte, havde jeg selvsamme dag renset afløb, og jeg vil påstå, at der stadig findes ting, der er ulækre – og også mere ulækre end kommentaren til vores på mange måder mystisk indrettede samfund. Men jeg vil give forestillingen en varm anbefaling med, og man kan roligt glæde sig til en oplevelse af de mere sjældne, hvis man beslutter sig for at gå i Husets Teater og se Lort."  Mikkel Tode, kirkenikbh.dk
 
PRESSEN SKREV I 2015:
 
44444

"Danica Curcic er en dramatisk urkraft som kvinden der i jagten på 15 sekunders berømmelse krænger hele sin indre lortespand ud på scenen. Smukt sidder hun der, splitternøgen, med ryggen til. Sat op på en piedestal i et æstetisk hvidt rum. Kvinden som kunstværk. Men så vender hun sig om, Danica Curcic, og åbner sin store mund, blodrød af læbestift. Nu skal hun edderbankeme give os ... kunst. Og ordene begynder at lække, sile og småstrinte, for så at fosse ud som skidt fra en spædekalv, direkte fra Berlusconi-Italiens skidne bug. 'Lort' lige op i ansigtet på os. Sårbar og udsat er hun, kun bevæbnet med en mikrofon i hånden, men ikke desto mindre for fuld power på vej mod celebrity-tinderne. Hun ved skam alt om kunsten at blive 'sit rigtige jeg' - om at kæmpe, være modig og parat til at ofre sig - ligesom alle de rigtige kvinder, der går rundt på tv og ser smukke ud og bliver kysset i nakken og tjener kassen. Det eneste, der står mellem hende og berømmelsen - hendes snarlige altafgørende audition til en sikkert sensationel reklamefilm - er bare: de her lår! Som et monstrøst vedhæng sidder de her lår på hende, mens hun rabler løs. Så brysterne svupper. Det er en krop, der taler. Det får vi eftertrykkeligt at mærke gennem Danica Curcics kraftfulde sanselige nærvær og overrumplende evne til at modulere sit udtryk, fra bare-kom-an reklamesmilet til kejtet undermålermine, fra fortabt lillepigeundren til vrængende furierasen. En uafviselig demonstration af, hvorfor Curcic lige nu brager igennem overalt som en skuespillerkomet af de store. Stærkt, at hun hermed også prioriterer den udfordring at være buret inde nøgen med 60 minutters enetale. Live. Noget af en monsterudfordring er det sådan som kvinden efterhånden kommer op i orgiastiske omdrejningr - og udbasunerer sin egen vej til forløsning. Nok er lårene en fysisk skæbne, ligesom de utallige, insisterende pikke, som hun - og alle de andre kvinder på tv og røde løbere - har måttet acceptere at få i munden, i øret, i røven ... som uundgåelig del af vejen mod toppen. Men som hun siger det - og spærrer gabet op som en anden urkvinde eller et omnipotent rasende barn: Hvorfor ikke bare æde de der lår og pikke? 'flænse dem i stykker med tænderne, æde dem bid for bid og skide dem ud af røven bagefter'. Og hvorfor ikke bare følge i hælene på hendes lille savnede gnom af en far med alle de storfascistiske drømme og kaste sig ud på togskinnerne og ende som flænset mozzarella og tomatsovs. Den totalt udfriende selvdestruktive selvrealisering! 'Lort' er 'et stort brusende kampråb og smerteskrig fra et rasende og dybt såret kvindeskød. Men også en opsang til et Berlusconi-Italien - som indbegrebet af et opkørt, vestligt mediesamfund - der fører sig frem som en stor sæbereklame, mens skidtet hober sig op i faretruende tsunami-højder. Fuldt ud fortjent, at den debuterende italienske dramatiker Cristian Ceresoli har fået et internationalt hit med sin prisbelønnede stream of consciuosness-monolog, 'La Merda' (2012). Som 'tragedie i tre akter: Lårene, Pikken og Berømmelsen' henter den sin styrke ved at forbinde sig med en dybere kulturkritik i den antinationalistiske tradition fra Artaud og Passolini med rod i kroppens mytiske urkraft og kødets mørke. Som Artaud sagde det: "Der, hvor der lugter af lort, lugter det af menneske". Det kan man lugte på Husets Teater, i det intense spændingsfelt mellem den nærmest fastnaglede kvindekrop i det nøgne, hvide kunstrum og hele det univers af sanselige, udskidte billeder og figurer, der sprøjter frem, med Curcic som urkraft og Simon Boberg som domptør. Som var det en gang Jackson Pollock-action painting, udsat for dramatisk højtryksspuling. Der er noget befriende over hele denne udladning, som samtidig får en til at sidde tilbage med en følelse af sorg på kvindekønnets vegne. På den led adskiller den danske version på Husts Teater sig fra gæstespillet samme sted i sommer med den suveræne original 'La Merda'. Her mestrede Silvia Gallerano på mere dyrisk furievis at tale gennem kroppen, gennem lår og det hele. Til gengæld er der en større sårbarhed over Danica Curcic, hvor den gråd, som kvinden demonstrerer som sit ultimative medietrick, her mærkbart går som en understrøm gennem det hele. 'Min gråd ud af min røv' " Monna Dithmer, Politiken 

 

33333

"Enestående god Danica Curcic alene og nøgen på scenen. En ny tids mig, mig, mig mennesketype udstilles på Husets Teater, hvor Danica Curcic i højeste beredskab sætter tænderne i den italienske monolog »Lort«, så det knaser. Man skal give sig selv fuldt ud for at få succes«. Det er et mantra, pigen med de brændende øjne gentager igen og igen. Selv har hun været villig til at ofre det hele. Hun har gennemgået ikke så lidt for at nå dertil, hvor hun gerne vil nå. Opofrelse prædiker hun. »Det betaler sig«. Hun er med andre ord villig til at gøre hvad som helst. For hvad? For at opnå de 15 sekunders berømmelse, hun – måske, vist nok ikke – står på randen af med den audition til et tvivlsomt realitykoncept, hun er indkaldt til. Man må gribe de chancer, man får, »for det er ikke hver dag, toget kommer forbi«. Nu lukker hun op for sin historie i én lang ubrudt række af bekendelser, en talestrøm, der beviser, hvilke yderligheder hun fra en tidlig alder har været villig til at udsætte sig for for at få succes som kvinde. En endeløs strøm af fascistisk vraggods, forvredet kropsfokus, faderbindinger, spiseforstyrrelser, seksuelle ydmygelser, selvhad og overvurdering i en – ja, en strøm af »Lort« – deraf titlen på den fascinerende, italienske monolog, som Husets Teater nu spiller med fænomenet Danica Curcic i stykkets eneste rolle. Når tilskuerne kommer ind i rummet, sidder hun nærmest som en udstillingsobjekt på en piedestal i det tomme, hvide rum. Forvarsløs: Værsgo at fortære mig. Den nøgne krops perfekte symmetri står i skarp kontrast til det selvhad, der vælder ud mellem de malede læber. Eneste rekvisit er den mikrofon, der både tillader hende at afsynge den italienske nationalmelodi og holde en af de mange pikke, hun har mødt på sin vej, tungt i hånden. Og som opfanger Danica Curcics gennemarbejdede præstation, der har det hele: Den næsten rørende lillepigede usikkerhed i de flakkende øjne, den kælne, udspekulerede kvindelighed. Den spejlblanke, iskolde egoisme og narcissistisk forskruethed i lys lue, når hun effektivt driver selvhævdelsen frem i furiøse crescendi, der hver gang slutter med et flænsende skrig: »Det er mig, mig, mig!« Danica Curcic besidder lige præcis den dobbelthed, denne monolog skal suge næring af: Den skræmmende, kalkulerede skruppelløshed på den ene side, den smadrede selvbevidsthed og hjælpeløshed på den anden. Den frysende udsathed og det skarpe vid. Og med sin ualmindeligt melodiske stemme og tekniske brillans gør hun undertiden ordstrømmen til et virkelig gennemarbejdet, orkestreret stykke musik, når hun giver ordene deres egne klange og farver. Det er en meget modig præstation, uforfængeligt selvforglemmende, samtidig med at Danica Curcic bevarer den fulde kontrol over sin præstation, fornemt hjulpet på vej af instruktøren Simon K. Boberg. Hun er en toptunet skuespiller, og det er først og fremmest hendes tilstedeværelse, der gør »Lort« til den oplevelse, den er. Den italienske dramatiker Cristian Ceresolis modstandsmonolog lider måske en smule af redundans, men er ellers nu i tilgift en kraftfuld poetisk tekst med stor dramatisk kvalitet. En tekst på omdrejningshøjde med tiden, en uhyggelig abstraktion over ny menneskelig bevidsthed, den type undertrykte, langsomt fortærede mennesker, der må blive resultatet af de værdier, der hersker i Berlusconis Italien præget af et kulturelt kollaps – eller i hvilket som helst samfund, der insisterer på at lade dumhed og konsumerisme regere. Det er os lige om lidt. Eller er det det allerede? Det er næsten for uhyggeligt at tænke på" Jakob Steen Olsen, Berlingske

 

333333

"Danica Curcic er her, der og alle vegne. Men intet - selv ikke hendes glimrende Julie på Det Kongelige Teater - forbereder os på det chok, der venter os på Husets Teater. Her møder vi den i enhver forstand nøgne Danica i rollen som en ung håbefuld pige, der drømmer om berømmelse. (...) Danica Curcic er fuldkommen sublim som denne dumdristige desperado, der vil gøre hvad som helst med hvem som helst for et øjebliks berømmelse. Ligeså rørende hun fremstår med sin barnlige uskyld ligeså uhyggelig er hun, når aggressionerne over de nedværdigende sexoplever og en mislykket casting tager overhånd. Nøgenheden bliver aldrig en effekt, men bruges kun til at fortælle en historie om selvhad, kropsfiksering, kønsroller og blændværk. (...) Cristian Ceresolis kradse tekst er ikke for småbørn, men rammer hovedet på sømmet i sin skildring af den forvrængede virkelighedsopfattelse som generation Paradise Hotel ofte lider fatalt under. Instruktøren Simon K. Boberg har klogeligt skraldet alt overflødigt væk inkl. tøj, så teksten står fuldstændig klar" Michael Søbye, cphculture.dk

 

"Danica Curcic er fremragende i selvhadsmonologen ’LORT’ på Husets Teater. Her er virkelig en kvinde, der vil gøre hvad som helst for at blive berømt. Danica Curcics mund fortæller det hele. Hun sidder godt nok splitternøgen på et lille podie og indvier os i sin historie – med fritsvævende bryster og det hele. Men det er hendes overmalede lipglosslæber, der afslører desperationen. For de kan når som helst vrænge og gøre sig selv vrede eller tiggende.
Monologen LORT på Husets Teater handler nemlig om en ung pige, der er desperat. Hun vil frem i samfundet. Hun vil blive berømt og beundret. Hun vil blive til sådan en, man ser i tv. Og hun vil føre sig frem som en del af den hemmelige modstandsbevægelse, som samfundet har brug for. Den modstand, der skal vælte magten og urimeligheden – med fædrelandssang og det hele. Men hun hader sin krop, fordi hun har ’det med sine lår’. Hendes krop er ikke perfekt. Ikke endnu … Den italienske dramatiker Cristian Ceresoli fik et internationalt gennembrud i Edinburgh med denne oprørske kvindetekst i 2012. (...) Den har den italienske vrede over systemets korrumpering. Og den har den uimodståelige italienske galskab, som til sidst får teksten til at flyde ud over sine egne bredder – lige så vanvittigt, som Dario Fo gør det. (...)nøgenheden viser også konkret, hvor langt denne kvinde er parat til at gå for at protestere mod sin nuværende usynlighed. Og hvor sårbar man er, når man sidder dér, og ingen får øje på en. Eller når de netop får øje på en – og griner. Denne tekst er fyldt med kvindehån og kvindeklicheer og kønskamp. Replikkerne dyrker en nøgtern pikforherligelse, som får et ord som ’sexchikane’ til at virke som en underdrivelse. Alt med pik accepteres. Denne kvinde lader sig i hvert fald gerne misbruge, for hun ser sig selv som et frit menneske – som det gode menneske, der bider tænderne sammen. (...) Ordene er friske og enkle, for Simon K. Boberg og Rie Boberg har oversat stykket uden omsvøb. Teksten har næsten ingen punktummer, og i iscenesættelsen har Simon K. Boberg sørget for at skabe samme ustandselighed. Så Danica Curcic speedsnakker manisk, som om hun både æder ordene og brækker dem op igen på samme tid. (...) Danica Curcic er en vidunderlig skuespiller. Hun er 29 år og spænder vidt allerede – hun har lige spillet Julie på Skuespilhuset, og hun har samtidig været den følsomme datter i filmen Stille hjerte. På scenen er hun forunderligt sårbar og samtidig fandenivoldsk. Og så har hun komikerens musikalitet. I LORT spiller hun så besk på realitystjernens ublu selvoptagethed og kejtethed, at det gør ondt. For LORT er råt teater, der gennemskuer magtesløshedens logik og x-faktorens illusion. Her er ingen terrorvrede, og her er ingen klynk. Her er kun tapperhed. Men når kvinden tager læbestiften i egen hånd og gør oprør, har hun antagelig lige så ringe chancer for at blive beundret som faderen, der kun havde mod til at krydse den gule streg på togperronen og kaste sig ud … Det er monologernes tid lige nu. Monologer om mennesker, der kæmper for at finde en mening med eksistensen og en plads i samfundet – både Helga Johansens Hinsides for en insisterende Mira Noltenius på Verdens Mindste Teater og Samuel Becketts Krapps sidste bånd for en længselstragisk og brutalkomisk Henning Jensen på Skuespilhuset. Men i modsætning til disse to ensomme og selvreflekterende eksistenser aner kvinden i LORT ikke, hvor langt ude hun er. Tværtimod truer hendes påduttede kvindeideal og hendes selvhad med at slå hende ihjel. Hun ved faktisk bare, at hun er parat til at æde sine egne lår" Anne Middelboe Christensen, Information

 

"Regibemærkning: "Fem stærke spotlights koncentrerer sig om et punkt midt på scenen, stramt, iskoldt, så vi får et klart billede af kvinden, fuldkommen som i en reklamespot. Skuespilleren sidder der allerede i det skarpe, kolde lys på en piedestal, nøgen, når menneskeheden (eller publikum) kommer ind i salen." Sådan indleder den italienske dramatiker Cristian Ceresoli sine regibemærkninger til Lort (La Merda), som Husets Teater nu introducerer med Danica Curcic i rollen som en skadet kvinde, der fysisk og mentalt nøgen udspyr ord som glødende lava fra den rødmalede munds dybe, vrængende krater. Det er interessant at læse dramatikerens egne angivelser om scenerummet (hele monologen er trykt i programmet, tak for det), men naturligvis først og fremmest bemærkelsesværdigt, at han lader "menneskeheden" komme ind i salen. Som publikum repræsenterer vi altså noget, der er større end os selv, på samme måde som kvinden på scenen er et symbol, der rækker langt ud over hendes egen nøgne krop. Der er lagt op til en ordentlig omgang civilisations- og kulturkritik, skrevet af en mand i aggressiv solidairtet med kvindens stilling som objekt i et samfund, hvor hendes krop er en vare. (...) I sommer kunne vi se den originale italienske opsætning i en engelsk version med Silvia Gallerano, også på Husets Teater, under CPH STAGE-festivalen. (...) Simon K. Boberg har som instruktør ændret lidt på den italienske opsætning. Dengang var scenerummet helt sort, nu er det helt hvidt. Interessant nok har dette diametralt modsatte valg samme effekt, ja, måske er den bedre end originalen. Mens det sorte passede til tankernes dunkelhed, understreger hvidheden den desperate angst og rystende psyke. Det er godt set. (...) Monologen er som helhed en bevidsthedsunderstrøm, en misbrugsfortælling og en rapport om kvindeliv i moderniteten. Berømmelse! En perfekt krop! Selvskade og underkastelse om nødvendigt. Og så til sidst: det store kropslige og sproglige opgør (...) Der er ikke det, som Danica Curcic ikke kan, når hun sidder der på sin piedestal som et såret rovdyr i et menageri. Stemmen, mimikken og kroppen er perfekt kontrolleret. Hun udstiller at kvinden er udstillet. Det er noget værre lort” Klaus Rothstein, Weekendavisen

 

33333

"Danica Curcic har frygtløst og overvældende godt fat i den italienske monolog ’Lort’ om kvindeundertrykkelse og nationalisme. DÉR sidder hun så igen, denne kvinde, denne donna italiana. Nu Danica Curcic, for et halvt år siden Silvia Gallerano. Nu på en hvid plint i et kridende hvidt rum – dengang på en høj stol i et rum så kulsort. Igen som Gud har skabt hende. Igen: Fortællingen, monologen, om en kvinde i et moderne Italien, fanget, ofret eller ’opofret’, som hun selv siger på et tidspunkt – ”opofret, for det betaler sig!”. Sagt i hendes rasende udlevering af det cirkus, hun allerede som teenager, har kastet sig ind i. Et cirkus af vanvittig selvpromovering, hvor hun lader sig suge op i drømmen om at blive kendt, berømt, komme i mediernes søgelys, om det så bare er for ti strålende sekunder i en reklamefilm. Kroppen er i spotlyset på scenen, det er kroppen, der er offeret, og Danica kan som Silvia Gallerano og som den kvinde, de spiller, stille kroppen til skue som det produkt, der ofres på mediernes, på reklamens, på konsumenternes alter. Kvinden på scenen river og flår som en anden slagteriarbejder i de lår og deller, der er brugsvaren, i ekstatisk jagt på at gøre varen salgbar. Og hendes beretning rummer alle de tilløb, der er taget siden i den 13-årige piges teenage-liv (...) Danica Curcic jonglerer med alle til rådighed stående midler. Replikker naglet til fortællingen med ironisk udkrængning af genoplevelse, publikum revet ind i historierne med intense blikke og henkastede cæsurer i fortællerytmen, latteren vredet ud af detaljer. De obskøne såvel som de rørende. I monologen bliver det – i hvert for denne anmelder – endnu tydeligere end ved førsteopførelsen, hvor meget der er tale om en indædt kritik af det italienske samfunds mandsdyrkelse og nationalisme. Silvia Gallerano sluttede stykket med at indhylle sig i det italienske flag, Dania med at synge den italienske nationalsang efter slutreplikken ’Det mandlige køn er vores banner’. Italiens historie lurer gennem den timelange monolog med henvisninger til de fascistiske strenge, pigens far spillede med på, fascismens undertrykkelse af svage og krøblinger, og kvinders placering i systemet. Men de nutidige paralleller til reality-mentalitet og hjernetom visualisering gror som lort ud af historien, fortalt med besk voldsomhed og skarpeste replikker" Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk

 

33333 

"Kvinden (fabelagtige Danica Curcic) ønsker succes, men hun har lårene imod sig. Livet som TV-kendis er kriteriet for en fed fremtid, så lårene må lide, og penetreres med elektroniske nåle og glinsende fedt. Men lige meget hjælper det. Far trådte over den gule streg og blev smadret til ukendelighed af et forbipasserende tog. Fortiden med faren trænger sig konstant på. (...) Man aner en kvalm relation imellem datter og den døde far. Men det forbliver usagt. Derimod hører vi højlydt om de mange overgreb fra magtliderlige mænd (...) ”Tænk bare hvad de kendte kvinder har måtte gennemgå for, at nå dertil” lyder hendes selvopfundne forsvar. Og ordene rammer hårdt i Curcics sublimt orkestreret stemmeføring. Det er stor skuespilkunst i små omgivelser, som den fremadstormende Curcic lader os nyde. Ikke nok med det nuancerede og skarpe portræt af kvinden, så lader Curcic også, med et minimalt mimisk raffinement og stor underholdningsværdi, en hel nation af gnomer, gamle damer, liderlige spassere, psykotiske tilstande og successtræbende kvinder træde frem foran os, uden dog at slippe kvinden af syne. Det er hendes kamp vi følger og mod slut sætter kroppen ud. (...) Det kan lyde sort – og det er det sådan set også. Ikke mindst på kvindekønnet vegne. Men i Danica Curcics afklædte udspil, får hun klædt kvinden på til, at kaste lys over en uudtalt virkelighed af forskruet berømthedshunger og sexistisk fornedrelse. Monologen har høstet priser over hele Europa og er skrevet af den italienske dramatiker Christian Ceresoli. (...) stykket stikker også langt dybere i sin problematik af krop, køn, kendiskultur og kvindeundertrykkelse. Et forfriskende politisk kampråb, fra et teater der tør give scenekunsten lidt kant" Rie Hammer, Teater 1 

 

33333

"Selvfølgelig skal der mod til! At sidde der helt nøgen og krænge sjælen ud. Rasende, rørende, radikalt. Men selvfølgelig kaster hun sig ud i det – og er en splitterravende ypperlighed af ord og krop sammensmeltet. Danica Curcic er igen i særklasse med et kvindeportræt, der rykker og stripper grænser som sjældent før. Helt alene på scenen, fuldstændigt nøgen og ovenud fantastisk. Hun er den unge kvinde anno 2010'erne, oprindeligt italiensk i Cristian Ceresolis prisbelønnede monolog ’La merda’, men aldeles universel i både tale- og kropssprog. Som titlen afspejler, er der ikke plads til sentimentalitet. Det er lige på og råt. En time af intenst, intimt nærvær, der blotter en ung kvindesjæl gennem en talestrøm af associerende hændelser. Om problemet med de tykke lår, om de utallige pikke hun har vænnet sig til, og om berømmelsen der vil gøre hende til en ny kvinde. Med en audition inkluderende den italienske nationalsang som ramme, hægtes magt, medier og berømmelse sammen, imens kvindens rolle i det mandsdominerede samfund afdækkes. En celebrity-kultur hvis idealer er så forvredne, at kvinden siden barndommen har nedværdiget sig selv og nu ender i et grotesk lortescenarie. Fordi man som kvinde skal tilvænne sig og opofre sig for succes. Historierne om hendes afdøde far spiller en stor rolle – som personlig og samfundsmæssig figur – for hendes mod og beslutninger. Og Danica nailer både lillepigen og donnaen med effektive toneskift og udtryksfulde grimasser. Øjnene lyner af vrede og desperation, og den nøgne krop understreger hele essensen af selvværd og selvhad i et ulideligt liv.”Det miiiiiig!” skingrer hun flere gange. Uden navn, mål eller (selv)erkendelse. Som en del af det succesomkvæd, hun chanter uophørligt – om den kvinde hun er, ønsker at være og vil blive som berømt. Et nødråb om at blive set og elsket som den hun er, men i stedet laver hun om på sig selv, for at blive som folk vil have hende. Som i reality-shows, hvor man spiller sin rolle for at opnå momentum. Reality-referencen holder intensiteten hele vejen til den vilde slutning, hvor det hele eksploderer i... lort! Alt det hun er blevet til – qua alt det andre har gjort mod hende, alt det hun har måttet æde, drømme og virkelighed, glæde og smerte og alt det andet lort – bliver hun konfronteret med igen og igen i den frygteligt klamme løsning, hun udtænker. Men intet er ulækkert mere. Man vænner sig til det. Man må opofre sig, for at vinde, for at blive succesfuld. Bare kaste sig ud i det. Helt alene, helt af sig selv. Blotte sjæl og krop for folkets og landets idealer. Ofre sig, som hun synger med den italienske nationalsang ’Fratelli d’Italia’" Bettina Nielsen, magasinetkbh.dk

 

33333

"Intenst. Dynamisk. Energisk. Vredt. (...) Danica Curcic tryllebinder publikum. Hun modulerer sine sætninger, så alle de stemmer, hun har inden i sig, bliver levende for os. Snart er hun lille og svag, snart eksplosiv, snart nervøst befippet, snart nøgtern. Hendes krop bliver et sitrende instrument for det pres, der kommer inde fra hende selv, men i høj grad også ude fra samfundet. De to ting hænger uadskilleligt sammen i et Italien a la Berlusconi. (...) Hun siger virkelig meget. En banal iagttagelse, for det er jo det, der udgør monologen. Alligevel bliver det en vigtig pointe. For opstillingen med en nøgen kvinde som en figur på toppen af noget, der ligner en flødeskumskage, lige i spotlightet, udsat for publikums beskuelse, udtrykker netop den udsathed, hun taler om. Og i det perspektiv bliver ordene, der strømmer ud ad hendes mund, et slags værn mod verden. Publikum kigger på hende, men hun styrer showet. Dobbeltheden ligger i, at selv om hun tager magten med sine ord, i den tid stykket varer, selv om hun får lettet trykket og kommer af med sin vrede, sit lort, ja så er hun ikke desto mindre et offer. Hun siger ikke nej, men forbliver et offer for en far, der først passede på hende, som en pingvinfar på sin lille pingvinunge, og siden lod hende i stikken. En far der fortalte hende, at blandt de tusinde, der skabte Italien, var der én kvinde. Offer for en forestilling om, at vejen til at blive netop den kvinde går gennem at sælge ud af sig selv, deltage i fjernsynets lort og tilfredsstille mænd i jakkesæt. Curcic gør det eminent godt. Rie og Simon Bobergs oversættelse af Christian Ceresolis italienske forlæg, La Merda (2012), er også virkelig fin" Simon Hartling, kultunaut.dk
 

33333

"Danica Curcic er en vaskeægte kameleon. Hun kan gå fra stor og naiv forelskelse i Romeo og Julie, til stærke kvinderoller som i “Frankenstein genskabt“. I forestillingen “Lort” på Husets Teater viser hun begge sider. (...) Alt er skrællet af og tilbage står kun to ting; teksten og skuespilleren – og så skal begge komponenter kraftedme være gode…. og det er de heldigvis også. Teksten af den italienske dramatiker Cristian Ceresolis handler om en ung kvinde som er desperat efter at få succes på TV, på film, i livet. I hendes jagt på de eftertragtede “15 minutes of fame” må vores stakkels hovedperson spise dig igennem æblekure, pikke, fingerspidser og hendes store lår, som hun alt sammen skider ud i en stor forløsende og skamfuld lort. Vores hovedperson er en tapper kvinde. Hun kæmper for sin drøm og giver sig selv 100 % i alt hvad hun gør, også selvom det bare er for en ligegyldig reklamefilm. Det kunne man selvfølgelig anse som en positiv ting; en stærk kvinde som ikke lader sig kue, men der er noget helt galt med vores hovedpersons selvbillede. Vejen til succes går igennem manden og derfor også igennem et utal af blowjobs, krokodilletårer og evige slankekure. (...) Curcic giver sig (ligesom hovedperson) 100 % i denne forestilling og leverer en meget kraftfuld og uforfængelig præstation. Det er en stor mundfuld at stå, eller sidde, med sådan en monolog helt alene, men hun tager overbevisende teksten ved hornene. Hun balancerer mellem det vanvittige og det normale, det sympatiske og det ækle i hendes spil. Imens hopper hendes stemme frem og tilbage mellem stille følsomhed, øredøvende vrede og melodiske temposkift så monologen næsten bliver et stykke musik, fornemt orkestreret af instruktøren Simon Boberg. Kulturshot giver “Lort” 5 kanyler" Ida Fredericia, kulturshot.dk

 

33333

"Der er sikkert mange kvinder der genkender sig selv i monologen LORT, jeg selv genkendte ubesværet det italienske samfund og overså derved behændigt det ulige samfund jeg selv er en del af. Teaterstykket er (...) en personlig beretning fra bunden af et fascistisk kvindeundertrykkende samfund. Hvor kvinders værdi alene baseres på overfladen og selvværdet er bundet op på samme. Hvor rollefordelingen aldrig er lige og undertrykkelsen derved bliver systematisk. Centreret på den hvide scene sidder Danica Curcic let hævet op på en sokkel, badet i spotlys og intet andet. De tre akter adskilles visuelt blot med et moment mørke. (...) Intensiteten stiger løbende alt imens sindssygen vælter ud over scenen i bølger. Her er et menneske hvis værdier, selvbillede og verdensopfattelse i bedste fald er forkrøblet. Skabt via opdragelse, medier, eksterne værdidomme og manglende modsigelser. Her er en kvinde hvis inderste ønske er at blive” set” for derved at blive anerkendt som ”noget”. En målsætning der både er skadelig for hende selv og et sygdomstegn på et råddent samfund. (...)Der er ingen tvivl om at mængden af overgreb, undertrykkelsen og selvhadet udgør massen der kvaser enhver forhåbning kvinden i stykket måtte have haft, kunne have haft og burde have haft. Det smukke men ødelagte menneske hun er i dag er derved et både et produkt af samfundet og en visualisering af problemet. Monologens beretning bliver derfor til også til en anklage som kraftfuldt drukner os alle i det LORT hun (og andre kvinder) har levet med. De fem dæksler kastes efter stykkets monolog, scenografi og i særdeles for Danicas præstation. Hun giver liv til alle stemmerne i stykket og skifter ubesværet mellem de forskellige sindelag. Det er hende der bærer hele stykket og det gør hun eminent. Uanset om det er rollen som offeret eller overgrebsmanden så leveres præstationen med indlevelse og nærvær" Thor Kristjan Kidmose, forbrugermania.com 

 

33333

"Danica Curcic æder publikum med hud og hår i stærk monolog, der viser, hvorfor hun er ét af de mest interessante navne i øjeblikket. Hun sidder der. Nøgen på sin piedestal og venter. Venter på at krænge sin sjæl ud for dernæst at æde dig med sine sylespidse tænder og til sidst skide dig ud. For hun er klar og har modet til at tage springet fuldt ud i jagten på berømmelse. Hendes våben er mange og kroppen hendes valuta. Dancia Curcic er her og der og alle vegne. Og det forstår man til fulde. Hun er uden tøven ét af de mest interessante skuespilnavne herhjemme i øjeblikket. Med denne monolog understreger hun for alvor sit store og indlysende talent. Ligesom hendes karakter er hendes performance modig, vital og rørende. Mens hun sidder nøgen foran os kun iført højrød læbestift, der forstår vi hendes sårbarhed, angst og mindreværd for ikke at slå til ... og igennem. For ikke at være nok. Det ene øjeblik vrænger hun ad os. Det næste vælter hendes falske tåre ned over os. Det er saftsusme noget af en solopræstation. 'Lort’ er en besk kommentar til det moderne Italien og tiden med Berlusconi, hvor tynde stænger, mangel på visioner eller ideologi hærger og fordærver. Vi ejer så at sige ikke længere vores egen krop. Vi har givet op og følger trop. Siden verdenspremieren på Christian Ceresolis monolog (på italiensk ’La Merda’) i 2012, har stykket gået sin sejrsgang over det meste af Europa. Nu får vi danskere endelig mulighed for at se det – endda med en Dancia Curcic i storform. Tak for det" Simon Verheij, out-and-about.dk 

 

"I går besøgte vi Husets Teater, der havde premiere på stykket LORT. Opsætningen er simpel: Danica Curcic leverer i afklædt tilstand en monolog på omkring en times varighed, der kredser om emner som kropsligt mindreværd, overgreb, afsavn og først og fremmest: Drømmen om accept og anerkendelse. En titel som LORT råber på at kommenteret i en tekst som denne, fordi man næsten begår hybris ved at kalde et stykke sådan, og lægger op til ondsindede vittigheder, hvis stykket ikke skulle falde i publikum smag. Heldigvis var LORT præcist det modsatte (og så blev den alligevel kommenteret), det er et levende, intenst, morsomt og makabert, og bliver afviklet af en rystende dygtig skuespiller. Som nævnt i indledningen er den unavngivne kvinde, spillet af Danica Curcic, nøgen hele stykket, hvilket godt kunne være gået hen og blevet langsommeligt og akavet, hvis hun enten ikke havde kunne holde energien, eller at teksten ikke var interessant nok. Ingen af delene er tilfældet, og nøgenheden tilføjer et lag af på samme tid skrøbelighed og ydmygelse til emner som overvægt og kropsforagt. Scenen og bagvæggen er hvid, og kvinden sidder på en anordning, der i lyset af monologens karakter, samt brugen af scenelys, henleder tankerne til et udstillet reklameprodukt. Og netop denne produkt-tematik spøger i kulissen gennem hele teksten: Hun ønsker så brændende at blive nogen, og det vil hun opnå gennem folks beundring og anerkendelse af hende. Den til tider nærmest maniske ordstrøm er fortolket på en måde, hvor man flere steder bliver i tvivl om, hvem det egentlig er, der taler, om hun gengiver andre, eller hører stemmer, som vi som publikum får lov til at høre med på. Hun fortæller om modet til at springe ud i det, om sine lår, om bizarre seksuelle oplevelser, om modet til at springe ud foran et tog, som hendes far havde gjort, og om at blive rigtig fri. Monologens karakter antager i løbet af stykket et mere og mere absurd forløb, og ender i et totalt sammenbrud af både kvinden og realismen. Stykket er oprindeligt italiensk, og opført første gang i 2012, men selvom det tydeligvis er skrevet ind i en situation og et lands kultur og historie, er tematikken om det kerneløse menneske, der forsøger at blive rigtigt til gennem diæter og autografsignering, ikke begrænset til et enkelt lands geografi. Danica Curcics er morsom, spiller ubesværet på publikums reaktioner, og har en variation og bredde i sit spil og stemmebrug, der er sjælden. Samme stykke og tekst opført af en middelmådig skuespiller ville være blevet både langt og akavet, men hun formår at fastholde ens opmærksomhed og interesse, trods den fraværende variationer i arrangement og scenografi. Herfra gives stykket de varmeste anbefalinger, og hvis man har lyst til en anderledes, morsom og lidt grænseoverskridende teateroplevelse, bør man helt sikkert besøge Husets Teater i disse dage" Mads Haahr Andersen, copenhagen-culture.dk
 

3333

"Danica Curcic er alene på scenen, ærbart bar, med rød mund og tvetydig mikrofon, og hun fortæller en sårbar historie om at blive kvinde på samfundets præmisser. Monologen er italiensk, skrevet i 2012 og hastigt på vej ud i verden. Den kræver en bar kvinde i et nøgent scenerum. Hun sidder med ryggen til publikum, da dørene åbnes, og når alle er på plads, vender hun sig og begynder sin fortælling om at have beundret sin far, der tog livet af sig, da hun var 13 år. Siden har hun vist imødekommenhed overfor tilværelsens andre mænd af forskellig kaliber og gjort sig umage for at blive smuk nok til at komme i medierne. Den italienske dramatiker Cristian Ceresoli har en ironisk opfattelse af, hvad det drejer sig om: Lydighed, villighed, drøm. Fra fødslen er små piger forskellige fra små drenge, og efterhånden vokser de op til en forståelse af, at »det mandlige køn er vort banner«, som udråbet formuleres til slut. Er kvinder da ikke noget i sig selv? Jo, bestemt, men offentlighedens billede af dem har hidtil været tvivlsomt. Kvinder er til for mænds skyld - i hvert fald mener mænd, at de kan tillade sig at udnytte dem, som de lyster, og kvinder har forstået, at sådan må det være. Stykket med den ironisk frigørende titel »Lort« er altså civilisationskritik, men også et indtagende kvindeportræt, som den unge stjerne Danica Curcic videregiver med mod og selvfølgelig styrke. Hun viger ikke fra sin piedestal, drejer sig lidt, spiller med bare bryster, taler om sine lår, men viser ikke sit skød. Det er en ærbar kvinde, der åbner for sin virkelighedsfornemmelse. Sødt melankolsk gennemspiller Danica Curcic monologen, som bedst kan kaldes tankevæld. Hun tager ved lære af, hvad der er blevet vist og fortalt hende, og prøver kønt at forstå hensigten med sit liv. Men når hun er kommet forbi tilværelsens præg af mandsdominans, udvikler hun også sine drømmesyner, og de kan være groteske og vildfarne, for ”Hvordan vil I ha’ mig?”, som det hed i en af det tidlige Fiolteaters mindeværdige revyer. Monologen er ren og smuk og alt andet end lummer. På scenen sidder en skinbarlig skønhed og er sig selv som på skabelsens morgen. Men ude i den store verden lurer farerne på hende, og dem skal hun som kvinde finde ud af at manøvrere imellem. Når alle har set hende, er hendes lykke måske gjort - tror hun. Og lykkes det ikke for hende, kan hun gøre som sin far. Hvis det er konkurrence og mediesamfundets facit, er det en trist historie. Men meget smukt fremført af Danica Curcic" Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis

 

3333

"Ætsende monolog. (...) Aldeles som Gud har skabt hende, sidder hun på en piedestal, mens hun taler om, hvor tæt hun er på sin livsdrøm om at blive kendt og berømt. Det er ganske vist kun en prøveoptagelse til en reklamefilm i fjernsynet, røber hun, men måske er det bare sådan, at eventyret begynder. (...) satire er denne monolog, der retter skytset begge veje. Mod dem, der hungrer efter berømmelse, selv om de intet kan, og det medieliderlige og altædende samfund, der efterspørger mennesker uden andet talent end selvpromovering. Og så handler det samtidig om kroppen som vare - det er derfor, at hun sidder splitternøgen på scenen. Som offer, javist, men sandelig også som egen bøddel, mens hun vipper med brysterne og klasker sig på de lår, der er lidt for dellede. Men måske kan det også bruges? (...) Den allestedsnærværende Danica Curcic kan det hele. (...) hun evner i Simon Bobergs musikalske iscenesættelse med stemme og krop at skabe de mange ord om til en medrivende betroelse (...) En harsk og munter time i selskab med en pige, der vil frem for enhver pris" Henrik Lyding, Jyllands-Posten

MEDVIRKENDE

DANICA CURCIC – skuespiller
Født 1985 i Beograd, men kom til København som etårig. Uddannet BA i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet 2006, og skuespiller fra Dell’Arte International School of Physical Theatre i Californien 2007 samt Statens Teaterskole i København 2012. Efter elevforestillinger som Melampe på Grønnegårds Teatret (2010), Anna Sophie Hedvig på Aalborg Teater (2010) og Jeanne D'Arc på Thalia Theater i Hamburg, fik hun i 2012 sin professionelle debut i Lulu på Det Kgl. Teater, hvor hun blev nomineret til en Reumert for titelrollen. Siden har hun medvirket i Frankenstein (2012-13), Tigerhjerte Svøbt i Kvindehud (2014) og senest Romeo og Julie (2014) på Det Kgl. Teater samt Spørg de voksne på Republique (2013) og Pigen med paraplyerne på Betty Nansen Teatret (2014). På tv har man kunnet opleve hende i Den som dræber på (2010), Wallander og Broen (2013), og på film har hun gjort sig bemærket i bl.a. Lev stærkt, Fasandræberne, Stille hjerte og All Inclusive (2014) samt de kommende Guldkysten og Lang Historie Kort (2015). Danica Curcic blev i 2014 udvalgt til Shooting Star under filmfestivalen i Berlin, og hun er netop blevet nomineret til to Robert- og to Bodil-priser 2015 for sine præstationer i Fasandræberne og Stille hjerte. Har endvidere modtaget Lauritzen-Fondens ”Believe in You”-pris (2013), et legat fra H.K.H. Prinsgemalens Fond (2014) og Ove Sprogøe Prisen (2014), samt skrevet monologen Doreen Watson, som indbragte hende publikumsprisen ved Festival of Student Theatre i Beograd (2010).

 

SIMON K. BOBERG – instruktør
Født 1969. Autodidakt instruktør, dramatiker, dramaturg, oversætter og teaterleder, og har gennem de sidste 20 år arbejdet på en lang række teatre i både Danmark og udlandet. I 2002 stiftede han sammen med Jens August Wille og Mads Wille teatret PLAN-B, som han og Mads Wille stod i spidsen for indtil 2008, hvor de i fællesskab overtog ledelsen af Husets Teater. Her har han i de seneste år iscenesat Blekingegade og Bums! (2009), den Reumertbelønnede Ingen møder nogen (2010), Far skal dø og Konvolutten (2011), Gud taler ud (2012-14) og Peggy Pickit Ser Guds Ansigt (2013), skrevet manuskript til Greenboy (2011) og Gud taler ud (2012-14) samt skabt dramaturgien til Impossible (2014). På Husets Teater har Boberg desuden grundlagt Festival For Ny Europæisk Dramatik, som siden 2009 har været en årligt tilbagevendende begivenhed. Debuterede som instruktør i 2002 med Dejan Dukovskis Episode på Mammutteatret, og samme år fik han sin dramatikerdebut med Transport på PLAN-B, hvortil han også skrev Penge (2005) og Ongobongoland (2007), instruerede Mobil (2006) og både skrev og instruerede Brudstykker af min marionetdukkes bekendelser (2006-07) og Non-Stop (2008). Stykket Galskab (2004) skrev han til Det Kgl. Teater, hvor han også har instrueret Græshopper (2007). I 2009 fik han opført stykket Postbox DDR på Teater Grob, i 2010 iscenesatte han De helvedes blomster på Teatret ved Sorte Hest, og i 2012 instruerede han endvidere den Reumertbelønnede Blam! på Republique sammen med Kristján Ingimarsson (har siden turneret i både ind- og udland). I 2010 instruerede han desuden en italiensk version af Ingen møder nogen på Festival Intercity i Firenze, og i foråret 2012 iscenesatte han en fransk udgave af Christian Lollikes Det virkelige liv som reading på Théâtre Les Ateliers Lyon. Som dramaturg har Boberg bl.a. været ansat på Østre Gasværk Teater, Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater, DR Radio Drama samt Det Kgl. Teater, og desuden har han oversat mere end 40 teaterstykker til dansk, primært fra engelsk og spansk. Modtog i 2005 det treårige arbejdslegat samt i 2013 et rejselegat fra Statens Kunstfond, og sammen med Mads Wille har han modtaget Teater 1-prisen (2007) og Årets Østers (2012).

 

CRISTIAN CERESOLI – dramatiker
Født 1975 i Italien og fik sit store gennembrud med monologen La Merda, som havde italiensk premiere i marts 2012 med den anmelderroste Silvia Gallerano i hovedrollen. I august 2012 havde den engelske version af La Merda (The Shit) premiere på Edinburgh Fringe Festival, hvor den straks blev totalt udsolgt og fik en overvældende modtagelse i den internationale presse. Cristian Ceresoli modtog Fringe First Award for Writing Excellence som den første italiener nogensinde samt Arches Award 2012 for Emerging Art, og blev desuden nomineret til Total Theatre Award for Innovation og Premio della Critica for bedste forestilling. Siden har La Merda spillet for fulde huse på teatre og festivaler over hele Europa, bl.a. i London, Glasgow, Berlin og på Husets Teater i København under CPH STAGE 2014. Monologen er oversat til engelsk, dansk, portugisisk og tjekkisk, mens franske, spanske og tyske oversættelser er på vej, og udover den aktuelle danske udgave, LORT, på Husets Teater får La Merda også brasiliansk premiere i 2015. Cristian Ceresoli har endvidere skrevet opera-librettoen Othellosexmachine (2013) til Arena di Verona, og siden november 2013 har han i samarbejde med Teatro Valle i Rom været primus motor på skriveprojektet Rabbia, som er en blanding af uddannelse og dramatisk produktion.

Tidligere forestillinger

MESSIAS I NAT (2018)

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)