Konstellationer
Konstellationer
Om forestillingen

Husets Teater og Aarhus Teater præsenterer

Konstellationer

Ny engelsk dramatik om stjernebilleder, økologisk honning og livets flygtighed

 

Med: Iben Dorner og Thomas Levin
Tekst: Nick Payne 
Instruktion: Ramin Gray

Scenografi: Edward Lloyd Pierce

Oversættelse: Karen-Maria Bille

 

44444

Politiken

 

33333

Berlingske

 

333333

Børsen

 

333333

Magasinetkbh.dk

 

33333

Jyllands-Posten

 

33333

Kristeligt Dagblad

 

Hvis man kunne slikke spidsen af sine albuer ville der være en risiko for, at man ville leve evigt. Så hvis alle kunne det, hvis alle rent faktisk kunne slikke spidsen af deres albuer, ville der opstå kaos. For man kan jo ikke bare blive ved med at leve og leve og leve

 

Det moderne parforholds mønstre og konstellationer bliver endevendt i en række skæbnesvangre møder mellem en biavler og en astrofysiker. De bliver forelskede, de har sex, de skilles og de mødes igen – og igen og igen og igen. Eller også gør de ikke? Med spidende elegance og legende virtuositet krydsklipper dette stykke sig gennem en rørende fortælling om liv, død og kærlighed. 
 

Spilleperiode: 18. oktober – 15. november 2014.

Ma-fr kl. 20.00, lø kl. 17.00

 

Varighed: Ca. 1 time.

 

Billetpriser:

130-190 kr./60-120 kr. for unge u. 25 år.

Ved min. 6 unge u. 25 år kun 40 kr. pr. billet

Abonnements- og rabatordninger via Teaterbilletter.dk

 

KONSTELLATIONER er en co-produktion med

Aarhus Teater, hvor forestillingen spillede

12. september - 11. oktober 2014. Læs mere her

PRESSEN SKREV
44444

"Det raffineret udfordrende ved det prisbelønnede stykke 'Konstellationer', skrevet af den unge britiske dramatiker Nick Payne, er, at dramaet er bygget op over multiversteorien, så parrets møder løbende gennemspilles i flere parallelle versioner med små drejninger i ordvalg og følelsesladning eller med radikalt forskellige udfald. Og med spring i historien på tværs af tid. Det kunne lyde som et ualmindelig tørt studie i kærlighed, men det dramatiske fysikforsøg på Husets Teater er den rene forførelse. Der er en smittende lethed og humor over dialogen, samtidig med at de tos forhindringsløb af en kærlighedshistorie fanger én mere og mere ind. Det er langt fra bare nivellerende relativitetsteori, det er alvor. De to bliver ekstra sårbare, fordi deres kærlighed skal navigere mellem så mange tilfældige udfald og følgevirkninger. Uanset de forskellige variationer over parrets møder og adskillelse er dramaet styret af en underliggende bevægelse: mod døden. Som to legemer i det kosmiske rum er mand og kvinde sat til at kredse om hinanden i et ladet felt af tiltrækning og frastødelse. Scenografen Edward Lloyd Pierce har anbragt dem på et lille ovalt podium, så de, nøgent og udsat, står hævet over jorden. Og oven over dem glimter ... lyspærerne. Hver gang stykket glider fra det ene parallelunivers til det andet, skifter lyset, akkompagneret af et drønende sug fra det kosmiske rum. Det lyder som uendelighedens rumklang bag alle de dagligdags parforholdsting, de to danser rundt om - som når den ene ikke kommer hjem eller bliver smidt ud, eller den anden skal giftes eller ... får kræft. Skarpt, elegant og dynamisk har instruktøren Ramin Gray fra Royal Court Theatre (mekkaet for ny britisk dramatik) orkestreret dramaet. Iben Dorner og Thomas Levin yder et maksimalt samspil (...) Han er med sin utrolige lydhørhed og kropslige forankring en støtte af lydhørhed som Roland, mens hun har en livfuld ligefremhed og kejtethed over sig samt en skær sårbarhed, efterhånden som Mariannes desperation tager til. Det er sigende nok hende med alle ordene, der bliver ramt af kræften, der vokser i hendes hoved, så de vilde tankespring bliver til regulære huller mellem ordene. Indtil de hører op. Med (også) døden som udgang er det påfaldende, så meget 'Konstellationer' ligner det andet stærke pardrama, der netop har spillet på Huset, Duncan Macmillans 'Ilt': renlivet eksistensminimalisme og livsdynamik i et nøgent, sort rum. Mens det handlede om hun, han og klimaet, er det nu hun, han og kvantefysikken. Men 'Konstellationer' har så den fordel at være strammere i formen, skåret ned til den mest intense fysiktime, man kan drømme om" Monna Dithmer, Politiken

 

33333

"Det internationale successtykke »Konstellationer« er intenst kærlighedsteater. Alt er relativt. Ingenting er helt sikkert. Hvordan mødtes man for eksempel? Var det til et bryllup eller en barbecue? Og sov han hjemme hos hende efter den første date, eller blev han sendt hjem? Det er i en have i regnvejr til en grillfest, at Marianne og Roland mødes. Men hvem der siger hvad til hvem, og hvem der tager det endelige skridt, det er der mange fortolkninger og gennemspilninger af i britiske Nick Paynes elegante kærlighedsdrama »Konstellationer« på Husets Teater. For det er kærligheden i netop forskellige konstellationer, han sætter på scenen. En mand og en kvinde, men i uendeligt mange udgaver af de samme scener, der så bare aldrig er præcis den samme scene. Små bitte nuancer, der gør hele forskellen. Der er en lille betoning til forskel, måden at smile på, måden at nærme sig hinanden fysisk på. På den ovale scene er kun Iben Dorner og Thomas Levin, men de står til gengæld på hele kosmos – på det uendelige rum. For hun er videnskabskvinden, der forsker i teoretisk fysik. Tvivleren, men i Iben Dorners spil også smuk og stærk, klog og kaotisk på én og samme tid. Roland er biavler, og Thomas Levin tilfører ham noget af den samme bløde eftergivenhed som hans honning, når han rynker panden for helt at forstå, hvor Mariannes tanker og følelser er på vej hen. (...) Så forstår man pludselig, hvorfor kvindens næsten barnligt skøre scorereplik om ikke at kunne slikke sin albue var så vigtig. Den mærkværdige start på stykket får med slutningen en ekstraordinær styrke og forklarelse. »Konstellationer« går sin sejrsgang over den internationale teaterscene. Nick Payne har skrevet et usædvanligt smukt og stærkt stykke, der midt i de mange ord, alvor og følelsesstorme ikke er bange for at være morsomt som en romantisk komedie. Det er først sødt som honning for så at stikke smertefuldt som bien. Når den komprimerede, intense time er slut, føler man faktisk, man har fået det hele med. Nick Payne har sagt alt. Hverken for meget eller for lidt. Men lige præcis dét der skulle siges" Rikke Rottensten, Berlingske
 

333333

"Er man til et blændende flot, hot og godt teaterstykke, er "Konstellationer" et must-do. (...) "Konstellationer" handler om de mønstre, det moderne parforhold udspiller sig under, ikke mindst med henvisning til forestillingen om "den frie vilje". Alt i parforholdet handler nemlig om til- eller fravalg, eller muligheden for i det hele taget at træffe et valg. Selv hvis man ikke benytter sig af den. Konkret tager handlingen udgangspunkt i kvantefysikeren Mariannes og biavleren Rolands kærlighed, hvor vi møder dem igen og igen i de samme gentagende mønstre, hvor det, der siges, konstant vægtes anderledes. Her ligger noget af det geniale i, at de scener, man så i starten af dette romantiske, men også tragiske drama, pludselig kommer til at betyde noget helt andet, når de hen imod slutningen sættes ind i en anden sammenhæng. Mere skal ikke afsløres her. Det her er ordteater, så det basker, men for pokker hvor er det djævelsk godt skruet sammen. Læg dertil, at stykkets to eneste spillere i den grad nærmest suger publikumsopmærksomheden til sig. Iben Dorner er betagende som den lidt kejtede Marianne, der langsomt ændrer karakter – hvad der har sine uhyggelige årsager, mens Thomas Levin er hot og intens. Samspillet er naturligvis også fremragende. Både Iben Dorner og Thomas Levin får facetteret det bedste, mest nuancerede og brillante ud af de mange udlægninger af de gentagende scener, her i Ramin Grays overskudsmættede iscenesættelse. Der er absolut intet at udsætte på denne herreflotte og betagende oplevelse. Kort og godt: Du vil snyde dig selv for en udfordrende og helt unik oplevelse, hvis du ikke køber billet til denne superforestilling" Lars Wallenberg, Børsen 

 

333333

"Øjeblikke afløser hinanden, og der veksles mellem tid og rum i Nick Paynes prisbelønnede stykke ’Konstellationer’ fra 2012. På overfladen er det ordinært og prosaisk, men i enkeltheden gemmer sig en dybde. Scenariet er aldrig det samme, for hvad nu hvis der eksisterer alle mulige fremtider? Sådan lyder spørgsmålet Marianne stiller sig selv og Roland, da de for tredje gang ender i hendes seng, og det er netop dette spørgsmål ’Konstellationer’ leger med. For hvad nu hvis vi kunne gøre det hele om? Hvis vi kunne være en bedre udgave af os selv? Hvis der fandtes flere parallelle dimensioner? Vi kender det alle, øjeblikket er aldrig det rette, vi gør det aldrig på den rette måde. Vi tumler alle med noget, vi ombestemmer os, fortryder og ønsker at det hele kunne gøres om. ’Konstellationer’ viser os scene efter scene en fremtid blandt fremtider. Marianne og Roland famler sig sammen frem i parforholdets og livets konstellationer, alt imens Marianne symbolsk famler med ordene. Og hvor alvoren går først sent op for parret selv – og publikum. Vi bydes indenfor i parforholdets intimsfære, der hvor det gør ondt, men også der hvor genkendeligheden ligger. Det er nært, det er intimt, det er blottet. Fra de første spæde og kejtede skridt på vejen til at mødes til det sønderrivende øjeblik hvor tiden rinder ud, og vi opdager at vi ikke længere har en fremtid sammen. I dette univers stråler Iben Dorner og Thomas Levin, som henholdsvis Marianne og Roland, om kap med den stjernehimmel de er omgivet af. De trækker hinanden rundt i kærlighedshimlen, og de trækker publikum med. Det er komisk, rørende og fængende. Til slut da dansen danses af, ønsker man sig blot at blive budt op endnu en gang – om det så måtte blive den endegyldigt sidste" Stine Pedersen, Magasinetkbh.dk

 

33333

"Rørende og velspillet komedie om et kærestepar til døden. Mand møder kvinde. Adskillige gange. Det samme møde, men med forskelligt udfald. Om og om igen. Som den kvantemekanik, kvinden forsker i, hvor forskellige sandheder muligvis kan eksistere side om side. Det er en ganske raffineret leg med virkeligheden, den engelske dramatiker Nick Payne har begået. Historien er banal, hvis man da kan tillade sig at sige det om to menneskers samliv, der begynder med et møde til en fest og ender med den enes mulige selvmordsdød. Men længe er det en fest – med op- og nedture. Pludselig har de været flyttet sammen et stykke tid, pludselig har de været skilt i flere år. Præsenteret i adskillige versioner. Kun lyset skifter – koldt, varmt, dunkelt, klart – på den store ovale platform midt i salen, der udgør spillepladsen for de to. Pludselig har hun en elsker, pludselig har han en elskerinde! Men en ting står fast. Hun har svært ved at formulere sig, og det skyldes en svulst i hjernen. Snart godartet, snart dødelig. Det er her, selvmordet kommer ind i billedet. Hun vil rejse til udlandet for at tage livet af sig. Om og om igen gennemspiller de samtalen, hvor hun fortæller om lægens dom. Hans reaktioner, hendes reaktioner – nye drejninger, ny udvikling. Sat på scenen med fuldkommen naturalisme i spillet. Knips, lyset skifter, og det gør scenen også. I tid, synsvinkel og personernes reaktioner. Eminent gestaltet af Thomas Levin som den godmodige biavler og Iben Dorner som den utålmodige, rapkæftede kvanteforsker. Helt tæt på scenen er vi, så vi mærker, når facaderne krakelerer og smertens afmagt eller kærlighedens sødme kigger frem. Hele herligheden tager kun en time. Men hvilken time. Opslugte af historien og alle de genkendelige følelser, og samtidig intellektuelt stimulerede over den rappe elegance, det hele serveres med. Begavet og livsnært teater" Henrik Lyding, Jyllands-Posten

 

33333

"Det er ikke så tit jeg græder i teatret. Faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde har gjort det. Altså før i lørdags, hvor jeg så Konstellationer på Husets Teater. Jeg har virkelig tænkt meget over, hvorfor jeg blev så rørt af netop denne forestilling. For ja, jeg er en sucker for ulykkelige kærlighedshistorier, men jeg har set masser af trist kærlighed på scenen, men kun blevet trist oppe i hovedet. Konstellationer fik mig fysisk. Det var faktisk rigtigt rart, for nu kan jeg sige, jeg har grædt til teater og at jeg græd så meget, at min sidemand så oprigtigt bekymret ud. (...) Dramatiker Nick Paynes tekst er helt utroligt skarp. Med enkle greb får han os ført ind i en kærlighedshistorie, som er en komprimeret maki-terning af store følelser, befriende humor og brutal alvor. Thomas Levin og Iben Dorner spiller Roland og Marianne med en elektricitet og et nærvær, som fra start af står knivskarpt i det ellers ret røgfyldte og slørede lokale. Vi tror på hver gentagelse, hvert nye udfald, hver nye konstellation. I det ene øjeblik spilles der med en kejtethed og charme. Det kan mærkes helt nede i maven, når de bygger den indbyrdes kærlighed op med små og generte skridt. I andre øjeblikke er der overlegenhed, vild vrede og kynisk afvisning. Det er netop det, som er så fascinerende ved forestillingen. Det vrimler med øjeblikke og ud fra hvert øjeblik er nye øjeblikke mulige. På en gang er Konstellationer både en uhyre enkel og uhyre kompleks kærlighedshistorie, som måske fortæller noget, som er fortalt 1000 gange før, men gør det med en intensitet og en legesyge, som er imponerende og meget smittende. Det bliver aldrig fortænkt, og da alvoren kommer i sidste halvdel, virker det alt andet end konstrueret. Det er sjældent jeg løber tør for ord, men jeg kunne kun udstøde et underligt hult “Ååårh”, da lyset slukkede og siden har jeg ikke rigtigt kunne sætte ord på hvorfor, jeg blev så rørt. Det er nok også underordnet. Jeg græd. Og jeg var ikke den eneste. Jeg glæder mig til at græde igen. Har sjældent set kærlighed så kompleks og så rigtigt, som i Konstellationer. Tak for det" Rasmus Elvers, Anmelderiet.dk
 

33333

"De magiske øjeblikke i vores liv mister sikkert noget af deres stråleglans hvis vi iagttog dem gennem multiversprismen, men på Husets Teaters ovale scene gnistrer de uendelige valgmuligheder alligevel mellem astrofysikeren Marianne (Iben Dorner) og biavleren Roland (Thomas Levin). (...) Det muligt de altid har klædt hinanden på et scenegulv, men det er altså første gang jeg oplever dem sammen. Thomas Levins flotte ydre, drengede smil og hundehvalps charme (...) Manden i fuld vigør med hjertet på rette sted, smilende så afslappet og naturlig som kun skuespillere kan og så helt igennem ubegribelig charmerende at du allerede har valgt side før historien er udfoldet. Det viser sig dog hurtigt at Iben Dorner magter mere end at smile kejtet og flirte så ubehjælpsomt at dit hjerte smelter. Hun formår nemlig at formidle skift af sindelag ved et kast med håret og ændrer scenens udtryk ved blot at skifte ståposition. Det kan lyde uhyggelig banalt men kræver altså nærvær, indlevelse og evner ud over det sædvanlige. Konstellationer har et meget stramt scenografisk udtryk, men opsætningen rummer ikke desto mindre en imponerende og revolutionerende udnyttelse af rummet. Takket være den centrale placering af en ellers lille oval scene tvinges publikums stolerækker ud i fastlåste kredsløb omkring scenen. Hvilket både giver stykket og afviklingen af skuespillet en ekstra fysisk dimension. Havde man blot afviklet de talrige variationer over fragmenterne i kærlighedshistorien på en klassisk firkantet scene med publikum fastlåst i én vinkel, ville både udtrykket og historien havde frosset sig fast på kedsomhedens alter. Men ved at tvinge skuespillerne rundt på denne lille ovale scene bibringes disse fragmentvariationer en fysisk dynamik, der både understreger hele pointen i stykket og samtidig fastholder publikums fokus. Det synes jeg er både er imponerende håndværk og respektindgydende tankevirksomhed af Edward Lloyd Pierce. De frem kloakdæksler kastes derfor med god samvittighed efter denne omgang kærlighedsteater, dels rummer samspillet en masse kvalitet og dels er udtrykket originalt, men det er alligevel Nick Paynes ordskabte univers der hiver tæppet væk under mig. Det muligt den kommende spillefilmsversion af historien ikke bliver et hit, men det er den danske teaterversion heldigvis. Så har du ondt i hjertet eller valg du fortryder, bør du unde dig selv lidt honningmarineret smertelindring med den evige historie om ægte kærlighed" Thor Kristjan Kidmose, forbrugermania.com

 

33333

"Nyskabende (...) Appellerer til både tanker og følelser. Det er elegant og lækkert teater. Det hører til sjældenhederne, at man får lov at opleve en forestilling, som ikke ligner noget, man har set før. På en universformet scene under en stjernegalakse af blottede elpærer mødes biavleren Roland og atomfysikeren Marianne igen og igen på samme måde men med forskellige udfald. Vi sidder lige ved siden af, det er lyst, vi kan se skuespillernes mindste ansigtsbevægelser, og vi kan se hinanden. I et så intimt teaterrum har spillerne ikke noget at gemme sig bag, og her er der brug for to, der i den grad kan deres kram. Iben Dorner og Thomas Levin er en ideel konstellation, for med deres nærvær og autentiske spil formår de at formidle fortællingen og følelserne som ægte, trods forestillingens særegne formsprog. De to er en del af et multivers, hvor flere universer og livsforløb sameksisterer. Tankevækkende" Lise Majgaard, Kristeligt Dagblad

 

33333

"Lyder dette som en kærlighedshistorie? Det er det så afgjort! "Konstellationer" er en dejlig runddans for to mennesker, der mødes og vil hinanden uanset forskelle, fag og boligforhold. Også tidligere forhold er ligegyldige, når den rette konstellation dukker op. Stykket er virtuost, både i tekstforløb og i udførelse. Replikkerne veksler lynhurtigt mellem de to, som bevæger sig på en glitrende scene midt i teaterrummet, fornemt belyst af Edward Lloyd Pierce og med lysskift og en kort mellemrumstone de mange gange, en situation er slut og den næste begynder (...) Det er en elegant tekst, overbevisende udført af Iben Dorner og Thomas Levin, som er i uafbrudt øjenkontakt, kredser om hinanden, søger og fastholder, hvor usikre de end måtte være indimellem. (...) Forestillingen har hentet sin instruktør i England, Ramin Gray, der har stprt ry som iscenesætter af nutidig dramatik, og der er næppe en mislyd i hele opvisningen på den ovale spilleplads. De to skuespillere har hinanden og intet andet. Følelserne sidder på huden, medens fornuften og længslen arbejder på højtryk inde i hjernen. De er lige fremragende i rollerne. (...) Forestillingen er en nydelse" Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis
 

33333

"Knaldgodt ’partiel-teater’. »Konstellationer« oser af elegance, brillans og substans. Alt går op i en højere enhed, og de to skuespillere, Iben Dorner og Thomas Levin, er knaldhamrende gode. (...) Mennesket er som en partikel i kvantemekanikken underlagt foranderlighedens og uvishedens grundvilkår – ligesom teaterforestillingssituationerne i øvrigt. Ingen aftener er ens. Konstellationerne er alle steder evindeligt uens. Aldrig de samme. Nick Paynes tekst »Konstellationer« ilter og ægger ens tanker. Ikke så sært og yderst velfortjent, at den engelske dramatiker Nick Payne i 2012 for »Constellations« modtog den prestigefyldte Evening Standard-pris for Best Play of the Year. Stykket er veldrejet, replikkerne sidder i skabet, og dramaturgien er dejlig snurrig uden at være kryptisk. At zappe så konstant og kvikt rundt i tiden og byde på gentagelser med små variationer ’i ét væk’ falder bestemt ikke altid heldigt ud. Men her i Aarhus Teaters opsætning – dygtigt oversat af Karen Marie Bille og Simon Boberg – wharw - sidder vi med rabarberbladstore ører, og vores lytning tager til og transformerer sig fra replikbeundring til virkelighedsgenkendelige klumper i halsen – vel at mærke uden at det bliver bare antydningsvist patetisk eller sensationssvulstigt. De samme replikker bliver elegant gentaget som perler, der bliver kastet ind i et kalejdoskop for at falde på plads i stadigt nye mønstre, nye konstellationer. Hvad stykket mere præcist handler om, fortæller jeg ikke – blot at det angår to personer, som har en tæt relation, den unge biavler, Roland og den unge universitetsforsker i teoretisk fysik, Marianne. Når stykket på Aarhus Teater er så vellykket, skyldes det også, at tekst, skuespil, iscenesættelse, lyssætning og scenografi går op i så høj en enhed. Der er masser af akademisk gods i teksten. Nok til mange universitetsopgaver grundet de dramaturgiske finesser. Og heldigvis for det er teksten også ladet med så god en portion humor, så mange amoriner og så meget almenmenneskeligt koks i parforholdsrelationen, at det uomtvisteligt også med sin substans vil ægge den ’mere almindelige’ teatergænger. Den amerikanske scenograf, lysdesigner og kostumedesigner Edward Lloyd Pierces rum er tillige elegant. Et ellipseformet forhøjet podium beklædt med sort glitrende stof – uden spor af møblement er den scene, som stykkets eneste to medvirkende, Thomas Levin og Iben Dorner, agerer på, mens publikum sidder rundt om – fordelt på kun to publikumsrækker. Intimteater, kunne man måske kalde det. Vi kan fra uanset hvilket publikumssæde uden besvær følge de to skuespillere og tillige se vores medpublikummer. Vi sidder tæt på og overfor, med det nærvær, den samhørighed og det link til virkeligheden, som det giver. Og endelig er de to skuespillere knaldhamrende gode. I den grad virtuose. At ansætte dem fuldtid på teatret her i Aarhus ville være noget af en gevinst for byen. Her er timing, orkestrering af replikker, kontrol og præcision i kropssproget og udstråling, så det forslår. Hverken for lidt eller for meget. Men akkurat i de doser som optimerer rollerne. Så se at få set »Konstellationer« inden den medio oktober tager til storstaden for at spille på det samproducerende teater, Husets Teaters scene" Kirsten Dahl, Aarhus Stiftstidende

 

"Fra nu af vil jeg slikke honning af min albue, når jeg græder. For jeg har set Iben Dorner og Thomas Levin i Konstellationer, som er sæsonens stærkeste kærlighedsteater. (...) En time senere er det hele slut. Så er Konstellationer forbi. Også selvom man sidder og græder lige så stille, mens man ønsker, at forestillingen slet ikke ville holde op. For denne spartanske teaterforestilling viser en kærlighedshistorie, der er forunderlig enkel og samtidig uoverskueligt kompleks. (...) I dette tomme rum udvikler der sig en overrumplende smuk kærlighedshistorie, lige fra det første øjeblik, hvor de to unge kejtet forsøger at tale sammen uden at blive pinlige. Om honningbiers korte liv, for eksempel. Konstellationer er simpelthen sæsonens stærkeste kærlighedsteater. Teksten er skrevet af den kun 30-årige engelske dramatiker Nick Payne, og stykket er allerede opsat i adskillige lande nu bare to år efter urpremieren i London. Aarhus Teater præsenterer stykket som en co-produktion med Husets Teater, så Danmark fører flot foran Broadway, hvor stykket først sættes op til januar. Den internationale succes klistrer altså vitterlig til stykket som honning. (...) Konstellationer formår at overrumple og fængsle tilskueren, fordi stykkets form er så eminent. (...) Ordene er ultrapræcise, og oversættelsen af Karen-Maria Bille og Simon Boberg er uden nåde: Som om sprogets skarphed hele tiden snitter den foregående sætning væk. Alligevel rammer ordene lige ind i tilskuerens følelser, uventede som bistik ... Den lydhøre iscenesættelse af den engelske instruktør Ramin Gray er desuden så nøgtern, som tænkes kan - og imponerende uhindret af den sprogbarriere, der må have været mellem ham og de danske spillere. Ingen sentimentalitet og ingen dvælen. Her sker tingene bare med den uigenkaldelighed, som de nu engang gør. Mens honningen knap når at stivne. (...) Iben Dorner taler så oprigtigt, som om vi andre slet ikke var der. Som om hun kun er der for ham. (...) Thomas Levin spiller alle nuancer af genert tilbeder og inderlig elsker. Hans biavlerryg siger mindst ligeså meget som hans ansigt. Det er meget bevægende. (...) Edward Lloyd Pierce har skabt et gyldent fortidslys og et stjerneblåt nutidslys, som de to elskende klynger sig mellem. Lyssætningen minder om Edward Lloyd Pierces eget geniale glødepæredesign til Peter Asmussens uforglemmelige forestillingen Ingen møder Nogen på Husets Teater i 2010. En forestilling, der kan opfattes som en nær slægtning til Konstellationer (...) Konstellationer er i hvert fald kærlighedsteater, som giver hævede øjne" Anne Middelboe Christensen, Information

 

"Og hvad nu, hvis jeg havde undladt at gøre sådan? Om disse eksistentielle grundspørgsmål kredser den lille, men virkningsfulde forestilling Konstellationer, et samarbejde mellem Aarhus Teater og Husets Teater og samtidig en danmarkspremiere på den engelske dramatiker Nick Paynes populære og prisbelønnede forestilling fra 2012. (...) Konstellationer er i sjældent sikre hænder. Dorner og Levin står særdeles stærkt i engelske Ramin Grays tætte instruktion og Pierces stille rum og præcise lysdesign. Gray har en fortid på Royal Court Theatre og er i dag kunstnerisk leder på ATC Theatre i London, mens Pierce har været tilknyttet Husets Teater de seneste fem år. Forestillingens videnskabelige underbygning er den kvantemekaniske erkendelse, at en partikel altid er alle steder på en og samme tid,og vi kan kun beregne, hvor der er størst sandsynlighed for at finde den. Først når vi måler på den, får den en bestemt position. Dette oversætter Payne til en eksistentiel udfordring: Alle de valg, vi foretager os, eksisterer på lige fod med alle de valg, vi ikke foretager os. (...) Men Konstellationer er ikke først og fremmest intellektuelt teater. Dertil er Levin og Dorner heldigvis for sanselige. Dorner (...) er intelligent, umiddelbar, lidt skæv, snart ironisk og kæk, snart fyrig og rasende, mens Levin er strålende som den underspillede Roland, en lettere betuttet, forstående moderne mand. Det er ingen rar fornemmelse at være vidne til brudstykkerne fra Roland og Mariannes fælles liv. Man føler sig flået rundt i den ovale manege, men interessant nok uden at forestillingen virker beregnende. Det hele kommer bare pokkers tæt på. Man kan se deres tårer og deres sved. Man er dem. Det er umuligt at forestille sig Konstellationer i bogform eller på et filmlærred. Det er i teatrets både anmassende nærvær og fjerlette flygtighed, at Paynes mange ord finder deres form" Asker Hedegaard Boye, Weekendavisen

 

”En vedkommende,  original, morsom og hjerteskærende historie om to menneskers forsøg på at finde hinanden, om det moderne parforhold, og om tilværelsens omskiftelighed. (...) Vi følger de to karakterer Roland (Thomas Levin) og Marianne (Iben Dorner) gennem et længere forløb af det forhold, der i en af de mange mulige udfald, påbegyndes ved det første møde. For det er netop det, der er det på en gang geniale og pudsige ved forestillingen: Marianne forsker og underviser i teoretisk fysik, og fortæller under igen skiftende omstændigheder Roland om multiversteorien – at alle valg, vi træffer, og undlader at træffe, eksisterer side om side i et uendeligt antal parallelle universer. Det er denne ubegribelige tanke, der er udgangspunktet for forestillingens opbygning. Roland og Marianne mødes igen og igen, slår op, finder sammen, er hinanden utro, bliver forlovede, alt sammen afhængigt af hvilke valg og fravalg, de sammen, og hver for sig, træffer. Den timing, energi og koncentration, de konstante skift, samt de repetitive repliksekvenser de to skuespillere leverer, er i sandhed imponerende. På intet tidspunkt tabte de kemien eller kontakten, og deres portrætteringer af de to karakterers uendelige forsøg på at finde hinanden, er overbevisende og rørende. Scenen er opsat som en oval forhøjning midt i salen, som publikum sidder hele vejen rundt om, hvilket fungerer upåklageligt, og giver en fornemmelse af spontanitet og variation i skuespillernes fysiske arrangement. Når stykket slutter lades man tilbage med tanker om alle de valg, man selv bestandigt træffer og undlader at træffe, og jeg følte mig umanerligt heldig over at mine havde ført mig ind på Husets Teater den aften. ”KONSTELLATIONER” har spilleperiode fra 18. oktober til 15. november, og gives herfra de allervarmeste anbefalinger" Mads Haahr Andersen, Copenhagen-culture.dk
 

33333 

"Livsnært forståeligt, rundt og følsomt teater fra hverdagen. ”Konstellationer” er et stykke dejligt levende dialogteater, som Aarhus Teater i samarbejde med Husets Teater nu stolt kan give danmarkspremiere. Det havde premiere i London i 2012 og blev straks modtaget som noget særligt. Stykket blev i England nomineret til den fornemme Olivier Award. Baggrunden skal med, for også den er noget særligt: Den engelske dramatiker Nick Payne har fortalt til The Guardian, at han blev inspireret til sit teaterstykke, da han havde set en tv-dokumentar om fysikeren Brian Greens ide, at vores univers blot er et af mange. Payne fandt tanken om et multiunivers både skræmmende og romantisk. Men uanset hvor mange mulige versioner vi eksisterer i, fandt han det sikkert, at historien altid ender på samme måde – med døden. Man kan lade al videnskabelig teori om multi(uni)vers fare, når man sidder rundt om den nøgne, både lille og nære scene, som er formet som et miniunivers i Aarhus Teaters Stiklingen.  Her mødes to mennesker, naturligvis en kvinde og en mand, igen og igen. Møderne gentager sig, men de udvikler sig forskelligt hver gang. Men udgangspunktet er det samme. Vi vil måske langt mere jordnært kalde det tilfældigheder, som præger møderne og giver dem forskellig betydning for de to. Men det er for overfladisk en tolkning. Opbygningen med gentagelser af de samme scener med hver sine forskelligartede udviklinger er naturligvis ikke ny i teatrets historie, men den er her anderledes. Personerne er heller ikke altid de samme, selvom de to skuespillere er det. Det er netop parallelle situationer i et fælles univers, som man oplever. Det er blevet én stor favnende historie, som man oplever som ét stort nu. Overgangene mellem de enkelte scener fastlåses i lysdesign (Edward Lloyd Pierce) og lyddesign (Caspar Ravn) og i det bevægelige spil styret af instruktøren Ramin Gray. (...) Nick Payne har skrevet en meget tæt og vedkommende tekst fra en hverdag, hvori vi alle finder et eller andet, som vi kender. Det er meget spændende, som ord og sentenser gentages i en ny sammenhæng. Det er en leg med ord, som man får lyst til at spille med på, men vigtigere er det, at man trænger dybere og dybere ind i de to personers eller rettere utroligt mange parallelle menneskers liv. Man kommer til at kende dem på en følsom og nær måde, også fordi de mange Marianne’r og Roland’er  af  Iben Dorner og Thomas Levin spilles så levende og følsomt, så forstående, så naturligt og dejligt åbent. Det er de mange små nuancer, som tæller. En nøgen scene. Ingen rekvisitter. Så lidt skal der til. Så fint kan det gøres" John Christiansen, Jcklassisk.dk

 

33333

"Intenst og gribende samspil (...) Den britiske dramatiker Nick Payne har med sit stykke ’Konstellationer’ (2012) begået en ganske original bedrift hvor fortid, nutid og fremtid smelter elegant sammen. Ved at lade hver enkelt scene gentage sig med små nuanceforskelle, leger forestillingen med vores virkelighedsopfattelse og udstiller drilagtigt vores hungren efter mening og sammenhæng. Det er lidt forvirrende til at begynde med. Men efterhånden forstår vi, at den dramatiske form på komisk vis underbygger og iscenesætter Mariannes forskning om kvantefysikken (uden at hun selv er klar over, at hun rent faktisk har ret i sin teori): Marianne og Rolands liv udspiller sig i en form for simultane paralleluniverser, hvor udfaldet af en given scene er i konstant forandring. Som publikum har vi kun nuet at holde fast i. Vi må selv konstruere Marianne og Rolands historie ud fra de uendeligt mange potentielle udfald. Rollerne som Marianne og Roland spilles af Iben Dorner og Thomas Levin. Og det er i høj grad deres fortjeneste, at ’Konstellationer’ er en seværdig oplevelse. Paynes tekst kræver både psykologisk dyb troværdighed og komisk lethed for at engagere os, ligesom den kræver en eminent timing i forhold til at kunne skifte sindstilstand. Disse kvaliteter besidder begge skuespillere. Iben Dorner er på én gang sødmefuld og dejlig kejtet som Marianne. Hun er sjov, når hun forsøger at forklare den uforstående Roland om partikler og universets teorier. Og hun er rørende i sin illusionsløse accept og håndtering af uhelbredelig sygdom.  Med- og især modspil får Dorner til fulde i form af Thomas Levins nuancerede fremstilling af Roland. Med sin skarpe replikføring og enorme indlevelse forvandler Levin de på overfladen banale hverdagssamtaler til små betydningsfulde øjeblikke. Ofte leveret med en tvetydighed, der gør os nysgerrige. (...) Ramin Grays modigt minimalistiske iscenesættelse – der fint sætter spot på de små nuanceforskelle i det kropslige udtryk (...) Som helhed er forestillingen præget af en imponerende kompromisløshed og intensitet. Stærkt (...) at kaste sig ud i ny britisk dramatik af den mere krævende art" Tom Rahbek, Teateranmeldelse.dk

 

33333

"Ny engelsk dramatik om parforholdets mønstre betager på Husets Teater. Iben Dorner og Thomas Levin øser generøst ud af godt skuespil. Der er mange måder, hvorpå vi kan anskue det moderne parforhold. På Husets Teater bliver der i øjeblikket gået friskt og anderledes til sagen i den unge, engelske dramatiker Nick Paynes stykke ’Konstellationer’. (...) Det er ganske enkelt raffineret, og understøtter det moderne parforholds kompleksitet. Scenerne bliver krydsklippet igen og igen, og hver gang tilføjes et nyt kapitel til Roland og Mariannes historie. Det er substans, der både er rørende og foruroligende. Ikke mindst til sidst da det går op for os, at skæbnen træder ind på scenen. (...) Det er Thomas Levin og Iben Dorner, der lægger krop og sjæl i de to hovedroller. Begge gør det med så stor generøsitet, at det er svært ikke at blive fuldstændig grebet af historien efter ganske få minutter. Begge øser de ud af nærvær, eminent kropssprog og mimik. Så der er altmulig grund til at slå vejen forbi Husets Teater på Halmtorvet og få en times lektion i parforholdet konstellationer. Fra januar 2015 kan stykket i øvrigt ses på Broadway med Jake Gyllenhall i den mandlige hovedrolle" Simon Verheij, Out & About

 

33333

"Højt tempo og nærværende teater. (...) Iben Dorner og Thomas Levin danser begyndertrin i wienervalsen, mens de i forskellige konstellationer forsøger at finde tilbage til hinanden i et univers af valg. For kvantefysikken mener, at fremtiden allerede findes. I et uendeligt antal konstellationer. Og alt hvad vi vælger, har betydning for, hvilke uendelige nye konstellationer, vi kan vælge imellem. Det er i hvert fald præmissen for “Konstellationer” (...) Sådan springer vi rundt i scenarier og replikudvekslinger, som i sine kombinationer både bliver spændingsopbyggende og underholdende. (..) I et konstant højt tempo flyver de små situationer omkring ørerne på os. Stilistisk markeret af scenelysets skift. Og de to skuespillere springer fra det ene følelsesmæssige momentum til et andet. Lige så hjerteskærende det er, når Thomas Levin synker sammen i afmagt foran Iben Dorner, da hans verden kollapser, lige så hjerteskærende er det, når han atter kigger op og siger: ”Gud, hej Marianne!” Denne iscenesættelse af engelske Ramin Gray er derfor usædvanligt intens (...) Vi får fuldt udbytte af Thomas Levins særegne evne til at føre realismen over i den stilistiske teaterkarakter. Hans blik kan både flakke rundt i lokalet og fæstne sig til Iben Dorner, og det sker med splitsekunders præcision, så vi føler hver eneste blik og hver bevægelse i ansigtsmuskulaturen. Nærmest maskinelt spiller han Roland. Iben Dorner har anderledes fat helt inde ved roden af sin Marianne. Hun bygger op og bygger ovenpå. Når Marianne rammes af sygdom, som gradvist besværer hendes tale, så slår vi knuder på hjertet. Og når hun forsøger at navigere i livet, så vækker Dorner vores teatergængerempati. Vi vil se det lykkes for hende" Morten Hede, Mortenhede.dk

 

33333

"Scenografen Edward Lloyd Pierce og instruktør Ramin Grey tryller magien frem under de talløse former et moderne parforhold kan udvikle sig under. (...) "Konstellationer" er moderne teater, båret af original dramatik, to fremragende skuespillere og en overraskende scenografi. Det er kropsleg og tankespind viklet ind i ord, der skaber tilsyneladende genkendelige situationer, men som altid indeholder et lille twist. "Hvis jeg nu havde sagt, at..." og "hun havde svaret, at...", hvor mange børn havde vi så haft i dag? Det er en meget britisk forestilling – en stilren opvisning i liv, død og kærlighed" Gert Poder, Arbejderen
 

PUBLIKUM MENER

"Du kan lige nå det: 'Konstellationer' spiller på @husetsteater ugen ud. Og det kommer til at sidde endnu længere i kroppen på mig!" Jeppe Haugaard
 

"Er lige kommet ud fra @husetsteater. Og må bøje mig i respekt. Konstellationer er virkelig stort forløsende teater" Uffe Elbæk 

 

"DEN må jeg se, har fået den anbefalet af en kær ven Hanne M" Helene Thygesen

 

"Har været på Husets Teater og se den smukke kærlighedshistorie Konstallationer med skønt spil af Iben Dorner og Thomas Levin - tak! Kan varmt anbefales og interessant program at sætter to duetter om kærlighed sammen på den måde (Ilt var også så fin)" Susanne Danig
 

"Kan kun anbefale "Konstellationer"!" Fie Engelbrecht

 

"Tusind tak for en super god forestilling i lørdags. Sikken et teaterrum at komme ind i - kunne næsten ikke kende det igen! Smukt og virkningsfuldt. Medrivende skuespilpræstationer - vi overgav os betingelsesløst. Endnu et stærkt stykke på Husets Teater - you guys rock!" Annette Fahnøe
 

"Så er der endnu engang et stykke forrygende dramatik på Husets Teater! Skynd jer ind og se Konstellationer!" Jacob Weble

 

"Tusinde tak for en fantastisk forestilling !!!" Susanne Storm

 

"Tak for en velspillet smuk og rørende forestilling" Kasper Leisner

 

"Tak for en fantastisk forestilling, kære stjernekastere!" Christina Wendelboe

 

"Tak for en meget særlig oplevelse" Rikke Lund Heinsen 

 

"Fantastisk oplevelse. Det kan anbefales at gå ind og se forestillingen" Inger Margrethe Olander

MEDVIRKENDE

IBEN DORNER - skuespiller

Født 1978 og uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 2007. Var 2007-08 en del af ensemblet på Teater Momentum vol. 1.0 og har siden stået på scenen i bl.a. Orestien (2008) og Den skaldede sangerinde (2009) på Odense Teater, Seest (2008-09) og Grenzen (2009-10) på Mungo Park Kolding, Misantropen Det Kgl. Teater (2010), Når katten er ude … på Comedieteatret (2012) samt den aktuelle Konstellationer på Aarhus Teater og Husets Teater (2014). På film har hun medvirket i Kandidaten (2008), Sorte Kugler (2009), Sandheden om mænd (2010), Bora Bora (2011), Fortidens skygge – Den som dræber (2010), Tarok (2013) og Familien Jul (2014), og på tv har man set hende i 2900 Happiness og Mikkel og Guldkortet (2008), Forsvar og Pagten (2009), Borgen (2010) og Den som dræber (2011). Modtog i 2010 en Zulu Award for bedste kvindelige birolle i Sorte kugler og blev i 2011 tildelt et hæderslegat fra Skuespillerforeningen af 1879.

 

THOMAS LEVIN – skuespiller
Født 1978 og uddannet fra David Gideon og The William Esper Studio i New York. Begyndte sin karriere som skuespiller på Teater Grob, hvor han siden 2000 har medvirket i forestillingerne Helenes Himmelfærd, Kunsten at vedligeholde en far, Sød Tøs, Pelsjægerne, Vejen til himlen, Hvis, Jeg, mig og mit, Håndbog i overlevelse, Hjem kære hjem, Cruise, En plads i mit hjerte, Lykke Bjørn og Middag for 1. På Husets Teater har han tidligere medvirket i Åsted (2006), og på Aarhus Teater i Gengangere (2012). Af andre roller kan nævnes I skikkelse af … på CaféTeatret og Faust på Teater la Balance (2002), Vårbrud på Mungo Park (2003), Kongsemnerne og Flugt på det Kgl. Teater (2004) og Lige for lige på Grønnegårds Teatret (2005). På tv har han optrådt i bl.a. Rejseholdet (2001), Hotellet (2002), Krøniken (2004), Absalons hemmelighed (2006), Sommer (2008), Lulu & Leon (2009), Lærkevej (2010), Borgen (2010-13), Lykke og Den som dræber (2011), mens han på film har spillet hovedrollen som Bo i Familien Gregersen (2004) samt medvirket i bl.a. Regel nr. 1 og Til højre ved den gule hund (2003). Tiltrådte i 2005 som kunstnerisk leder af Teater Grob sammen med Per Scheel-Krüger, og debuterede i 2006 som dramatiker med stykket Jeg, mig, mit. Har siden skrevet Labyrinten (2011) samt Peter og Elgen, der indbragte ham Årets Reumert 2012 som Bedste Dramatiker. Modtog desuden en Reumert Talentpris i 2003 og var nomineret til Bedste Mandlige Hovedrolle i 2007.

 

RAMIN GRAY – instruktør
Født 1963 i Storbritannien og opvokset i Oxford, Teheran, New York og Paris. Tog 1987 en BA i orientalske studier i Oxford, og året efter debuterede han som instruktør med en opsætning af John Marstons The Malcontent på Latchmere Theatre i London. Siden har han etableret sig som et velrenommeret instruktørnavn over hele Europa, og har især gjort sig bemærket for sit arbejde på Royal Court Theatre, hvor han i årene 2000-2009 var med til at opbygge Royal Court Theatres internationale ry som writers theatre. Her instruerede han mere end 15 premierer på ny dramatik, bl.a. Push Up af Roland Schimmelpfennig, Kvinde og fugleskræmsel af Marina Carr, Motortown af Simon Stephens, Advice to Iraqi Women af Martin Crimp, The Ugly One, The Stone og Over There af Mark Ravenhill samt to stykker af Marius von Mayenburg. Af andre væsentlige opgaver kan nævnes to forestillinger for Royal Shakespeare Company, The American Pilot af David Grieg, King of Hearts af Alistair Beaton og senest operaen The Importance of Being Ernest på Royal Opera House i hjemlandet, samt forestillinger i bl.a. Rusland, Østrig, Tyskland, Norge og nu i Danmark.  I dag er Ramin Gray kunstnerisk leder af Actors Touring Company i London, hvor han siden 2011 bl.a. har instrueret Den gyldne drage af Roland Schimmelpfennig, Crave af Sarah Kane og The Events af David Grieg. Læs mere her: www.atctheatre.com/about

 

EDWARD LLOYD PIERCE – scenograf
Født 1972 i USA og uddannet scenograf, lysdesigner og kostumedesigner fra Yale University School of Drama 2001. Har siden været bosat i Danmark, hvor han har en lang række forestillinger bag sig, bl.a. Blekingegade (2009), Ingen møder nogen og I morgen i Qatar (2010), Greenboy, Konvolutten (2011), Peggy Picket ser Guds ansigt (2013) og Gud taler ud (2012-2014) på Husets Teater samt History Boys (2007) og Før/Efter (2009) på Aarhus Teater. På Det Kgl. Teater har han været scenograf på De nygifte & Nei og Maria de Buenos Aires (2004), Arbejddigfri.com og Vintereventyret (2005) samt lysdesigner på bl.a. Udvidelse af kampzonen (2002), Sabina S. (2004), Pinnochios aske (2005), Den kaukasiske kridtcirkel og Faust (begge 2006), Kirsebærhaven (2007) og Jeanne (2008). På Teater Grob har han skabt scenografi til Pelsjægerne (2001), Den førstefødte (2004) og den prisbelønnede Hjem kære hjem (2007-11), og på PLAN-B stod han bag Mobil (2006), Som Brødre (2007), Brudstykker af min marionetdukkes bekendelser (2006-07) og Non-Stop (2008). Af andre opgaver kan nævnes Vårbrud på Mungo Park (2003), Medea på Gladsaxe Teater og Casino Moonlight på Østre Gasværk Teater (2004), Plasticin og Kapitalen (2004) og Ikke om nattergale (2006) på Mammutteatret, Hjorten (2009) og De helvedes Blomster (2010) på Teatret ved Sorte Hest, Rytteriet Live (2010) og Rytteriet Live 2 (2014) på Bellevue Teatret, Abekongen på Mungo Park Kolding (2012), den Reumertbelønnede Blam! på Republique og turne (2012-14), teaterkoncerten 27 på Malmö Stadsteater (2013) samt Ronja Røverdatter på Folketeatret (2014). Var i 2010 medstifter af performancegruppen Krash Kompagni, hvor han har stået bag ide, iscenesættelse og scenografi til bl.a. Greenboy på Husets Teater (2011), The Expedition på Kunsthal Charlottenborg (2011) samt Truth or Dare (2011) og Desperado (2012) på CaféTeatret. Vandt i 2010 en Reumert som Årets Scenograf for Ingen møder nogen, og var i 2011 nomineret i samme kategori for Greenboy.

Tidligere forestillinger

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)