INGEN MØDER NOGEN
INGEN MØDER NOGEN
Om forestillingen

INGEN MØDER NOGEN

Urpremiere af Peter Asmussen

 

DOBBELT REUMERTVINDER 2010! Årets Dramatiker: Peter Asmussen. Årets Scenograf: Edward Lloyd Pierce


Med: Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer
Manuskript: Peter Asmussen
Iscenesættelse: Simon K. Boberg
Scenografi: Edward Lloyd Pierce
Musik: Søren Siegumfeldt

 

HØR MUSIK 1 HØR MUSIK 2

 

Knap et år efter succesen med musikforestillingen Bums! (2009), præsenterede Husets Teater i 2010 endnu et nyt stykke af dansk teaters måske barskeste dramatiker, Peter Asmussen.

INGEN MØDER NOGEN er et intenst kammerspil, der kommer helt ind under huden på to lidenskabelige og længselsfulde mennesker; fanget i parforholdets mønstre og vildveje. Tilsyneladende er der tale om to helt normale mennesker. En kvinde og en mand – pæne, civiliserede, ordentlige borgere, der konfronteres med fem grundsituationer i ethvert forhold; møde, venten, svigt, ensomhed og ophør. Men hvordan reagerer såkaldt normale mennesker under pres? Kan normaliteten rumme alt det, som livet også består af; begæret, hadet, kærligheden, sorgen…?


Peter Asmussens kompromisløse dialog folder sig ud og ind som melodien i et stykke musik, og menneskeskæbner opstår og udvikles gennem forskellige variationer for to stemmer og kroppe i et rum i konstant forvandling. Blandt mange andre møder vi den gravide kvinde, der forlades af sin mand; vi møder den forrådte mand, der accepterer sin elskedes svigt; vi møder manden, der nægter at godtage kvindens død, og vi oplever de to elskende, der mødes i en dans. Måske møder vi os selv?

 

Som kvinden og manden fik vi et helt nyt stjernepar i dansk teater; Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer i Simon K. Bobergs iscenesættelse. Scenograf og lysdesigner Edward Lloyd Pierce stod bag det visuelle koncept, mens musiker og komponist Søren Siegumfeldt havde skabt ny musik specielt til forestillingen.
 

Pressen skrev
333333

"Holder man bare lidt af teater, vil man blive forført, super underholdt og på alle måder få sine teaterønsker opfyldt, hvis man ser forestillingen "Ingen møder nogen" på Husets Teater i København. Det er kort og godt noget af det bedste dramatik, jeg har set i årevis, og oven i hatten kommer, at forestillingen er sublimt spillet. (...) "Ingen møder nogen" er et intenst kammerspil, der kommer helt ind under huden på to lidenskabelige og længselsfulde mennesker, fanget i parforholdets mønstre og vildveje. En tematik, der har en hel del lighedspunkter med det univers, som Strindberg også beskæftiger sig med i sine ægteskabsdramaer. En af forskellene er bare, at vægtningen af, hvem der mentalt æder hvem, hele tiden skifter karakter i denne fortælling. Dertil kommer, at stykkets dramatiker, Peter Asmussen, reelt koncentrerer stykkets menneskelige opgør, således at det udelukkende kommer til at handle om selve konfrontationen, mens sidehistorierne er skåret væk. Tilbage står den rå, nøgne, men uhyre genkendelige skildring af et parforhold, der har fået det beskyttende hud- og muskellag flået af, så der kun står den morbide og tragikomiske benrad tilbage. Kors hvor er det råt, og kors hvor er det godt. (...) En af stykkets store forcer er, at det fungerer som et spejl, der reflekterer publikums egne fejl og mangler, men også kærligt leder os et andet sted hen. Benedikte Hansen spiller kvinden, og gør det fuldstændig fantastisk. Der kan ikke sættes så meget som spidsen af en nål på denne totalt raffinerede fortolkning af rollen. Samme beundringsværdige præstation leverer Steen Stig Lommer i rollen som stykkets navnløse mand, en skildring af en moderne mand, der i lige så høj grad æder, som han ædes, hader, som han hades, elsker, som han elskes. Samspillet mellem de to er så intenst, at det nærmest gør luften elektrisk, og vil man opleve toppen af poppen på en scene, er denne forestilling med netop disse skuespillere det ubetinget bedste på landsplan netop nu. Simon K. Boberg står for den begavede og velfungerende iscenesættelse, understreget af Edward Lloyd Pierces enkle, nærmest simple, men super effektive scenografi. Læg dertil Søren Siegumfeldts nykomponerede og inciterende musik, der lige giver det sidste pift. Det her er teater, når det er bedst. En forestilling og en opsætning, der virkelig har international klasse. Alligevel vil jeg for en gangs skyld ikke foreslå, at De ser netop denne forestilling. I stedet vil jeg forlange, at De gør det! Følger de ikke dette vink med en vognstang, er De godt tosset - og hvem har dog lyst til at være det?"
Lars Wredstrøm, Børsen

 

 

33333 

"Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer folder sig skægt og krast ud i Peter Asmussens beske scener fra et parforhold på Husets Teater. (...) Titlen er jo genial: »Ingen møder nogen«. Og sådan er Peter Asmussens skuespil hele vejen igennem. Vi får noget at vide, men langtfra - slet ikke - det hele. Er der overhovedet tale om reelle møder mellem manden og kvinden, som hele tiden skiftes til at ville den anden noget i den ene, ultrakorte scene efter den anden? Eller er al reel samhørighed de facto grundstødt i forvejen? Er vi dømt til ensomhed til trods for vores store længsel om at smelte sammen med - nogen? Noget kunne tyde på det, for der er ikke meget håb at hente i de seksten tableauer, som Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer virtuost spiller sig igennem på Husets Teater. Et utal af små træfninger, afslutninger, svigt, ophør. Kulsorte, temmelig misantropiske og ofte krast vittige skæbnefortællinger, ordknapt serveret af Asmussen og passende asketisk placeret i et nøgent, begsort rum, overbroderet med livsfarlige elpærer af scenografen Edward Lloyd Pierce. De omhyggeligt nedkogte ord er serveret med kirurgisk økonomisering og præcis svidende træfsikkerhed. Der skæres lige til benet med Asmussens skalpel: »Var det dig, jeg mødte,« spørger hun. »Det var mig, du forlod,« svarer han, som gerne vil hende noget: »Hvad siger du så?« »Farvel,« lyder hendes slagkraftige svar, der falder som et øksehug. I scene på scene - hele tiden skarpt eksekveret, hele tiden pirrende for fantasien - får vi demonstreret et regnestykke, som aldrig vil gå op: Hele tiden er nogen i underskud. Hele tiden har en anden overhånden. Hele tiden er der nogen, der længes, mens utilfredsheden sætter ind, når man får det, man vil have. Der er rigelig med plads for to fremragende skuespillere og den musikalske instruktør Simon K. Boberg til at lægge spændinger og fylde ind. Benedikte Hansen folder sig pragtfuldt ud. Snart varmt æggende, snart drastisk tryglende, snart iskoldt afvisende. Sikke et register. Og Steen Stig Lommer mobiliserer hele sin virkningsfulde, nedadvendte melankoli. (...) Usandsynlig underholdende. (...) Skrapt og skægt"

Jakob Steen Olsen, Berlingske Tidende

 

 

33333

"Ætsende morsom og kulsort parforholdskomedie på Husets Teater. (...) Vi begynder med slutningen. Som ender galt. Frygtelig galt. Mand og kvinde skifter pære i loftet, mand pære i loftet, mand stikker hånd i sikringsskab – elektrisk stød af de helt store. Mand kaput. Det er sjovt, fordi det er grotesk. Sådan ender vi. Tror vi da. For der er en slutning mere. Til sidst. Inden da har mand mødt kvinde i stort, nøgent rum, spækket med pærer på væg og loft. Tre gange møder manden kvinden. Det går ikke godt for ham. Men vi griner og gisper på samme tid. Fordi dramatikeren Peter Asmussen skriver små, kulsorte situationer, den ene efter den anden. Efter møderne kommer tre gange venten. Her er det kvinden, der får følelseslivet i klemme. Siden kommer tre gange svigt, tre ensomheder og to ophør. Ja, sådan betitles de små sekvenser, forestillingen består af. (...) Mesterlig iscenesættelse. (...) Ætsende ondskabsfuldt er det, lige så lakonisk skrevet som var det Harold Pinter, lige så mættet med forfærdende vished om, hvordan mennesker handler med og mod hinanden, men samtidig mere giftigt og grusomt end hos Pinter. Steen Stig Lommer og Benedikte Hansen spiller de to roller – manden og kvinden – om og om igen. Ingen kan se så sørgmodig ud som Steen Stig Lommer, ingen kan forene kvindelig sensualitet med piget kælenhed som Benedikte Hansen. Det er mesterligt gjort i Simon K. Bobergs intelligente og gennemlyste iscenesættelse, der giver de sparsomme ord al den krop, plads og tyngde, de har godt af. Og scenografen Edvard Lloyd Pierce leger begavet med lys og mørke i sit rungende, installationsagtige scenebillede med uendelige rækker af pærer. Det er parforholdet dissekeret med præcisionskirurgi, på samme tid forfærdeligt og morsomt. Hvor bliver man glad, når teater kan være så fortættet, så essentielt, så tæt på livet"
Henrik Lyding, Jyllands-Posten

 

 

333333

"Titlen lyder næsten abstrakt, og indholdet er fjerlet og svævende,men hver eneste scene vil sin tilskuer noget. "Ingen møder nogen" er teaterpoesi. (...) Smag lige på titlen! Ingen er det dæknavn, som Odysseus brugte overfor kæmpen Polyfem, og Nogen er al digtnings anonymiserende karakteristik. Inde i hovederner hver eneste kvinde og mand nogen - alle står for noget, alle vil noget - men at få dette "noget" ud med tilpas anstændige ord er svært. Der mangler ord, for inde i partneres hoved rumsterer de samme ønsker og håb, men hvordan få dem udtrykt tydeligt? Udgangen kan ofte blive kynisk eller voldsom eller ufølsom som dække for den sårbarhed, der pines inde i hovedet. Men Peter Asmussen er en knivskarp iagttager, og han digter alle omsvøb væk, når han lader en kvinde og en mand gennemspille 15 små scener af parforholdet i "Ingen møder nogen". Det er fremragende digtning, og det bliver hudløst i Simon K. Bobergs instruktion i Husets Teater, hvor allerede scenen er skrabet ganske ren. En sort kasse uden kuk, men med klar og ubarmhjertig ræsonans og kun med to stole, en cigaret, et sjal, et glas som rekvisitter mellem døren i den ene side og vinduet i den anden. Parret er i et moderne lukket rum. Hvid skrift på bagvæggen lader ane, at det er en film i en biograf, den hårde, blanke afgrænsning at det er et sartresk rum. Og det skulle jo være en kærlighedsrede, for kvinden og manden vil hinanden, men de evner det ikke. Når de er sammen, tænker de på andre, for de ser ikke hinanden. Fantasierne og længslerne i deres hoveder næres ikke af samværet. De kender hinanden til mindste detalje, men de har ikke sat aftryk hos hinanden. (...) Dramaturgisk blander Peter Asmussen død og liv med stor effekt, medens Edward Lloyd Pierces lysbad fra vel 250 pærer blænder og understøtter situationerne og Søren Siegumfeldts elegante musikside trækker den sensuelle argentinske rytme ud på scenegulvet. Det er så raffineret altsammen, at det ligner det perfekte liv. Sådan spiller Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer det tilsyneladende også - hvid skjorte, jakke, sort undertøj, højhælede sko, præcise trin, afmægtige manøvrer for at fastholde den anden. Stort og gennemført. Dialogen er skarp og knap og bidende skarp. De længere replikker er udredninger af drømmelivet og en meget fiffig diskussion af videnskabens seneste forbløffende fremskridt: Grøntsager der vokser uden jord. Det er netop det, de to skikkelser gør, men de ved det ikke. De strækker sig og rækker ud efter den anden, men de savner grobunden, for de er svævende og vægtløse ligesom rumplanterne. Det er en meget fin forestilling, som det rette publikum vil have stor glæde af. Der lyttes intenst i teatersalen, medens parret træder den vægtløse dans, der er så altfor genkendelig, men inderligt smuk - som inde i hovedet"

Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis

 

 

"Hvad skal Peter Asmussen skrive efter dette slutstykke? Sådan tænker man bekymret efter at have ladet sig fortrylle og forfærde af forestillingen Ingen møder nogen på Husets Teater. For er der overhovedet mere at sige? Kan Asmussen finde på yderligere dekonstruktion af kærligheden efter denne ultimative skildring af en mand og en kvinde? Den nu 52-årige Peter Asmussen er en brutal ordkunstner. Igen og igen har han slået kærligheden ihjel. Men aldrig så definitivt som i Ingen møder nogen. Glem opofrelsen fra Breaking the Waves. Fortræng antydningen af ømheden. Drøm ikke mere om inderligheden. Og tillad ikke selvbedraget at tage sig en sidste tur gennem elskovsmøllen, for her er selv liderlighedens lille, uoverlagte smil tørret ind. Tilbage er kun nuets vilkårlige underfundighed. »Jeg har altid elsket dine tæer,« som manden pludselig siger til kvinden. På Husets Teater er det Steen Stig Lommer, der beundrer Benedikte Hansens tæer. De to skuespillere viser sig at være et fænomenalt par: Ingen og alle - nogen og hvem som helst. Aldeles umage i både krop og sind: Mørk og lys, lille og høj. Hans runde, mutte tavshed matcher perfekt hendes slanke, analyserende veltalenhed. Og hendes sorte humor tager pippet fra hans melankolske blik. Det er komedie i højeste gear og tragedie i dybeste helvede. Som velspillet Strindberg, bare uden ridestøvler og hårnåle. Lommer og Hansen skiftes til at suge tilskuernes opmærksomhed til sig i ublu, bølgende portioner, mens de raffineret vælter rundt i Edward Lloyd Pierces elegante intethedsscenografi. (...) Instruktøren Simon K. Boberg sprudler med indfald undervejs i den komprimerede tekst. Jo mindre konkret, der sker mellem denne mand og kvinde, jo mere fantasifuld er tilsyneladende Bobergs instruktion. Ikke én scene gentager placeringen af de to mennesker og deres to stole og deres velvalgte, sorte sko. Desuden har Boberg digtet en dans oven i ordene, takket være Søren Siegumfeldts legende tangomusik, der glider helt tæt på den fatale kærlighedshistorie. En saxofon virker som lydlig glødepære for parrets temperamenter. Og her viser det sig, at Steen Stig Lommer og Benedikte Hansen begge har en iboende kejtethed som dansere, når tangoen kræver deres forstenede ben ud i æggende cirkler langs jorden. Her skaber tangoen forrygende billeder på den kærlighed, som de ikke kan slippe ud af, og som de heller ikke mestrer. Insisterende og intimt. For Steen Stig Lommer er 2009/2010 åbenbart blevet den sæson, hvor han lykkeligst punkterer klichéidealet om den mandlige skuespillers førsteelsker-udseende. Og for Benedikte Hansen bliver denne tilbagevenden fra Det Kgl. Teaters gigarum til Husets Teaters lillescene en overlegen demonstration af hendes totalskala-nærvær. Sammen virker de som magneter, både på hinanden og på tilskuerne. Asmussens værker er en bomberække af uhyrligheder. Med årene er handlingerne blevet mindre og mindre. Alt udenoms er skrællet væk. Montageformen er blevet mere nonchalant - og dog endnu mere beregnende. Den dramatiske essens ligger altid i mødet mellem en mand og en kvinde, der ikke kan elske hinanden. Ikke andet. Måske er det en ganske særlig mand og en ganske særlig kvinde, men højst sandsynligt er det en hvilken som helst mand og en hvilken som helst kvinde. Persontrækkene er visket ud. Tilbage er blot to træge væsner, der ikke vil erkende, at kærligheden ikke kan lade sig gøre. I hvert fald ikke før til allersidst. (...) Asmussen-hemmeligheden ligger i replikkernes uhyrlige enkelhed - og i ord-rækkefølgens afvæbnede jordnærhed. Du har altid hørt Asmussens sætninger før. Og dog har ingen sagt dem nøjagtigt sådan. (...) I Ingen møder nogen er der vitterlig ingen, der kan redde de to mennesker fra at dø af hinandens kærlighed. Selv ansatsen til en lillebitte pige inde bag et udspilet maveskind forpurres af en regibemærkning. Her kan kærligheden kun dræbe"
Anne Middelboe Christensen, Information

 

 

"Danish Dynamite (...) Peter Asmussen har dedikeret Ingen møder nogen til komponisten Bent Sørensen med ordene Til Bent Sørensen på et hvilket som helst tidspunkt, og det passer ganske strålende til denne døgnbrænder af kærlighedsknuder. Husets Teater uropfører Ingen møder nogen i scenografen og lysdesigneren Edward Lloyd Pierces vision af et pæreknitrende rum med kun et enkelt smalt halvmatteret vindue at ty til, og musikeren og komponisten Søren Siegumfeldt har mættet sceneriet med betagende længselsklange. Her langtidssteges så et par, kvinden, der vil bort, manden, der vil fastholde, i uhyre veldrejede taletableauer, betroet så facetterede og eminente skuespillere som Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer. I Simon K. Bobergs iscenesættelse gennemspiller de med rædselsvækkende tryghed den ene kærlighedsparlør efter den anden. Først med En Begyndelse,hvor startchokket er hans insisteren på at skaffe lys, mens hun opgivende skruer pærer i og ud. Målerkassen med alle sikringerne dræber ham midt i fumleriet med en kæmpegnist. (...) Da dramaet til slut kommer full circle med et fornyet forsøg på at betvinge målerkassen, kan publikum faktisk ikke holde spændingen ud, for nu at sige det sådan. (...) Teatret har den pragtfulde skik at aftrykke den fulde tekst i programmet, så man kan opleve, hvor Asmussen lægger an og Boberg fyrer løs. (...) Flammende står de kvindemonologer, som Benedikte Hansen mestrer til fuldkommenhed. (...) Det er nøjagtighedstortur af højeste karat med to så skridsikre skuespillere"

Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen

 

 

4444

"Gnistrende godt samspil på Husets Teater. (...) Om vi kommer i stødet? Kan man næsten andet, når det er Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer, der står på scenen! Hun slår de mest forførende gnister, varme såvel som kolde, hvad enten hun nu vil forlade ham på skrømt eller for alvor. Man ved jo aldrig helt med de kvinder! Han står snarere og imploderer - indsuger al lyset - mens han formelig forsvinder i blikket. Tavs og sørgmodig for ikke at sige død; sjæleligt set. Det kunne godt være os selv på scenen: I selskab med hende eller ham, som man tror, man kender og har boet sammen med i mange år, og dog står stadig mere fremmed over for:"Kan du ikke kende mig?" Selve scenen er nedsænket i mørke, men samtidig oplyst af elpærer i loftet og på væggene. De kan både lyse og blinke, festligt og faretruende, alt afhængig af spillet. (...) Alt andet end et lystspil, men dog som et lysshow - trøstesløst, men med en vis komisk energi. Det er dramatikeren Peter Asmussen, der har begået teksten til Husets Teater. Seksten scener, hvor to mennesker ikke bestiller andet end at møde hinanden respektive gå fra hinanden. Hvis de da ikke på skift går ud - som et lys. Der bliver som sagt ikke sparet på elregningen her. Så meget mere har Peter Asmussen - tro mod sin egen stil - økonomiseret med scener og ord. Alt der, der ikke siges, er det, der fylder mest. (...) Mørkets dramatiker: Det er sådan, vi kender Peter Asmussen. Tilværelsen som en Pintersk sjæle-thriller: "Der er totalt mørke omkring mig. Jeg kan føle mig i live, og jeg kan være tændt af den største lykke og lyst, men nogen mening med det hele kan jeg ikke finde", sagde han engang i 1990'erne. Mens den svenske dramatiker Lars Norén med tiden er gået i sort, synes Peter Asmussen i det mindste at se en smule om ikke mere lyst, så dog lystigere på tingene. Det viste han i 'Bums!' i sidste sæson på Husets Teater, og det understreger han igen her. Lidt mere afslappet, lidt mere legende. (...) Nogen vil synes, at Peter Asmussen viser sig fra sin grusomste side. Jeg synes han viser sig fra sin morsomste. Jo, gu' kommer vi i stødet på Husets Teater! Takket være Simon K. Bobergs iscenesættelse og den scenografi - samt tangomusik - der giver denne grundstemning af noget på én gang absurd-tragisk og dybt urkomisk. Og med det samspil mellem Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer, der udmærker sig lige så meget ved det, de gør, som det, de ikke gør: ikke føle, ikke se, ikke røre, ikke høre. Snart gådefuldt, snart omsorgsfuldt, snart med hele den usigelige længsel efter den anden, der jo er. Er af de bedste scener er den, hvor han sidder lam i stolen med nakkekrave på - og forsøger at sige noget. Hun forstår ham ikke, men kræver så meget mere, at han må forstå hendes situation. Det viser sig, at han skal tisse. Afmagten ligger som en lille pøl på gulvet... (...) Peter Asmussen har inddæmmet sin dramatiske form til noget nær legende perfektion"

Per Theil, Politiken

 

 

3333

"'Ingen møder nogen' på Husets Teater er et almengyldigt stykke om kvindens og mandens kærligheds- og dødedans. Det er en fangeleg, en endeløs tango eller boksekamp, hvor Han og Hun står i hvert sit ringhjørne og skiftevist svinger en uppercut mod den andens kæbeparti som siden kærtegnes. 'Ingen møder nogen' er en række situationer om at mødes og skilles, om at såre, svigte, hævne og elske. Kort sagt om livet m/k med alle dets finurligheder, tilbøjeligheder og ondskabsfuldheder. BENEDIKTE HANSEN er lige overbevisende uanset om hun er smuk, sårbar, stærk, skvattet, slamfisset eller smatsoagtig. Hun rummer det hele. Og STEEN STIG LOMMER viser igen, at han har det bedst i sin tilbagetrukne, indadvendte, underspillede manderolle. Et fint og (...) stærkt underholdende (...) musikalsk stykke af Peter Asmussen"

Pernille Bøg, Urban

 

 

3333 

"På Husets Teater skærer Peter Asmussen igen parforholdet i skiver og lunser. (...) Peter Asmussen bruger ikke mange ord i sit nye skuespil med den afkølede og nedslående titel ’Ingen møder nogen’. Men de sidder, ordene. Lige i masken. Replikkerne er sjældent længere end de vil kunne rummes i en taleboble i en tegneserie. Og som det fremgår, er der ikke tale om en forsinket julekomedie med et glad budskab. Asmussen er, hvor vi kender ham: På egen banehalvdel, skarp som en ragekniv, øjne og øren stift rettet mod menneskers katastrofale forhold til hinanden. Især i parforholdet. Og som det fremgår af titlen: Ethvert parforhold. Der er ikke brug for at kalde kvinden og manden i stykket ved navne. De er genkendt under alle omstændigheder. På Husets Teater har instruktør og scenograf derfor heller ikke brug for at skabe et dukkehjem omkring Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer, der spiller kvinden og manden. Vi er i et nøgent sort rum med to løse stole, så staklerne ind imellem kan have noget at sidde på. Ud over vindueskarmen. Edward L. Pierce anbringer dem som fisk i et akvarium. Til gengæld er der et bombardement af kolde pærer i loft og vægge, som kan bruges til lidt af hvert: Danse som ildfluer i takt til Søren Siegumfeldts skæve tangorytmer. Eller blive anledning til parrets mentale sammenbrud. (...) Vores latter og forbløffelse syder over de spartanske reaktioner og konklusioner, scene for scene, i alt seksten. Kulde, afstand og nedrighed mellem manden og kvinden er konstant, men hele tiden i nye vinkler. Benedikte Hansens sensuelle slagkraft styres med en ufravendt blanding af charme, ironi, sarkasme og indolence, pludselige verbale håndkantslag eller indsmigrende lokketoner. Over for en Steen Stig Lommer med den farlige ro, der er et af hans stærke våben, sammen med en mimisk kontrol, som i glimt forløser den komiker, der også er i ham. I en af scenerne sidder han totalt stum med nedtrukne mundvige, mens kvinden opfører en accelererende krigsdans omkring ham for at lokke ham ud af den selvretfærdige mandeattitude. Ikke et øje er tørt. Det er en fornøjelse, at se to så glimrende skuespillere udnytte de mindste muligheder i teksten for detaljerede, beherskede reaktioner og udspil. Simon K. Boberg har instrueret, og han er fortrolig med Asmussen-tonen – det var også ham, der sidste forår iscenesatte ’Bums’, som var en tilsvarende tur gennem håbløshedens vridemaskine. Hård kost. Men også morsom. Asmussen går ikke af vejen for de groveste pointer. I en af scenerne dør manden. Panik. Kvinden griber mobiltelefonen. Til hospitalet? Næh. Til elskeren: ’Kan vi ses i eftermiddag?’ Som i Asmussen-stykket ’Ekstrem’ på Betty Nansen for et par år siden, hvor Lars Lunøe længe holder os hen med snak om, hvordan han har taget livet af sin kone – tror vi. Indtil han siger… ’Min irriterende mor’"

Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk 

Tidligere forestillinger

MESSIAS I NAT (2018)

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)