

"Thomas Hwan og Tilde Maja Fredriksen spiller så stærkt i 'Ilt', at man både griner og får åndenød"

Politiken

★★★★★

"Publikum suger kropssproget og stemmerne hos de to på scenegulvet til sig og får en sjælden oplevelse af tilværelsens inderste virkelighed"

Frederiksborg Amts Avis

★★★★★

"Med ILT beviser Husets Teater, at der ikke skal andet til en fremragende teateroplevelse end en god tekst og to gode skuespillere"

Anmelderiet

★★★★★

"Christoffer Berdals ’Ilt’ er skraldet helt ind til benet, og i den enkle iscenesættelse kan man både finde en sårbarhed og en varme"

Magasinet KBH

★★★★★

"Husets Teater beviser endnu engang at de er det teater i København, som viser noget af det bedste nye dramatik"

Kulturshot

"Skynd jer ind og se ILT på Husets Teater. Fremragende skuespilpræstationer og gode ord. Ingen tvivl, man skal gå ind og se ILT"

Smagsdommerne

"Et gennemført begavet kammerspil"

Weekendavisen

★★★★

"Dramatik til tiden med den både vittige og følsomme, intimt-nærgående dialog kvikt oversat af Lars Mikkelsen og Simon K. Boberg"

Berlingske

★★★★

"’Ilt’ på Husets Teater er et underholdende, tankevækkende slagsmål mellem to i et ubeslutsomt parforhold"

GregersDH

★★★★

"ILT er en tour de force for 2 spillere, her Tilde Maja Fredriksen og Thomas Hwan"

Teater1

★★★★

"To skuespillere, som giver os en morsom og tankevækkende aften i teatret"

XQ28

Ilt

13 sep. — 10 okt. 2014

Ny engelsk dramatik om planetens fremtid, artens overlevelse og vores allesammens åndenød.

Fuck genbrug, fuck el-biler, fuck energibesparende fucking el-pærer! Medmindre uddannede, omsorgsfulde mennesker som os holder op med at lave børn, så er verden totalt fucking fucked

Et yngre par diskuterer, om de skal have et barn eller ej. Det er ikke let! Hvis de tænker for meget, kommer det aldrig til at ske, og hvis de ikke tænker sig godt om, kunne det ende katastrofalt. I hæsblæsende tempo veksler gnistrende dialog og afvæbnende humor med en rørende indsigt i livets allervigtigste spørgsmål. Men hvad går først i stykker – planeten eller parforholdet?

Medvirkende

Tilde Maja Fredriksen & Thomas Hwan

Tekst

Duncan Macmillan

Instruktion

Christoffer Berdal

Oversættelse

Lars Mikkelsen & Simon K. Boberg

Varighed

Ca. 1 time og 45 min., uden pause.

Billetpriser

130-190 kr./60-120 kr. for unge u. 25 år. Ved min. 6 unge u. 25 år kun 40 kr. pr. billet.

Biografier

TILDE MAJA FREDRIKSEN – skuespiller

Født 1979 og udannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater 2005. Debuterede på Mungo Park, hvor hun som medlem af ensemblet 2005-07 medvirkede i forestillingerne W – de unge år, Sandholm, Pornotopia og Den allersidste dans. Siden har man bl.a. kunnet opleve hende i Normal (2007) og Foragt (2009) på Camp X, Ordet på Det Kgl. Teater (2008), Macbeth på Østre Gasværk Teater og på Teater Nordkraft (2010), Den gyldne drage på Husets Teater (2011), Tribadernes nat på Betty Nansen Teatret (2012), Aeneaderne på Københavns Musikteater (2013) og senest den anmelderroste Alting mødes på Det Flydende Teater (2014). På film fik hun sin debut i Lad isbjørnene danse(1990), og året efter var hun med i Drengene fra Sankt Petri. I de senere år har hun medvirket i film som Til døden os skiller (2007), Velsignelsen og Superbror (2009) samt Kvinden i buret (2013), mens hun på tv har spillet med i Karrusel(1998), Forbrydelsen (2007), Sommer (2008) og Livvagterne (2009). Tilde Maja Fredriksen er desuden en del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der har markeret sig med sin originale fortolkning af Anne Linnets musik i den Reumertbelønnede teaterkoncert Hvid magi på Betty Nansen Teatret (2011 og 2012).

THOMAS HWAN – skuespiller

Født 1982 og uddannet fra Statens Teaterskole 2007. Samme år medvirkede han i Kirsebærhaven på Det Kgl. Teater, hvor han 2011-2014 desuden var en del af ensemblet i Det Røde Rum og medvirkede i forestillingerne Det gode menneske fra Sezuan, Sonetter, Revolvertrilogien, Macbeth, Madame Bovary, Kagefabrikken og senest den Reumertbelønnede Metamorfoser. Af andre forestillinger kan nævnes Jesus Christ Superstar på Folketeatret (2007-08), Hr. Møller på Camp X (2008), A Clockwork Orange, Spring Awakening og Pornografi på Aalborg Teater (2009), Macbeth på Østre Gasværk Teater og Don Juan på Grønnegårds Teatret (2010), Pinocchio på Aarhus Teater (2010-11) samt Poul, Poul, Poul, Poul og Poul! af Holland House (2011). Efter ILT skal han spille Romeo på Det Kgl. Teater, og i øjeblikket medvirker han desuden i optagelserne til DR’s nye dramaserie Bedraget (premiere januar 2016). På tv har han tidligere medvirket i bl.a. Forbrydelsen (2009), Borgen (2010), Rita (2013) og Arvingerne (2014), og på film har man kunnet opleve ham i Superbror (2008), En familie (2009), Antboy (2013) og En du elsker (2014). Thomas Hwan modtog Reumerts Talentpris 2010.

CHRISTOFFER BERDAL – instruktør

Født 1967 og uddannet fra Statens Teaterskole 1998. Som en af dansk teaters mest succesrige og alsidige instruktører har han en lang række forestillinger bag sig på teatre over hele landet, bl.a. En smule stilhed før stormen (2008 og 2010) og George Kaplan (2013) på Husets Teater. Senest har han iscenesat De lystige koner i Windsor (2014) på Grønnegårds Teatret, hvor han også har instrueret Absolut Holberg (2000), Stor ståhej for ingenting (2003), Erasmus Montanus (2007), Privatliv (2008), Den stundesløse (2009) og La Bête (2011). For Mammutteatret har han instrueret Natsværmer (1999), Guddommeliggørelsen af den laveste fællesnævner (2001), Stolthed er kolossal (2005) og Slutstrand (2009) – alle skrevet af Nicolas Bro – samt Kapitalen (2004) og Fars stuer (2014). På Aarhus Teater har han været rundt om Det kolde hjerte (2002), Cabaret (2005), Gregersen Sagaen (2005-08), Petra von Kants bitre tårer (2009) og Mesteren og Margarita (2010). Desuden har han bl.a. instrueret Kalldewey Farce på FÅR302 (1998), Siska på CaféTeatret (2000), Til Fædra på Det Danske Teater (2001), Richard III (2001), Mågen (2005) og Tjener for to herrer (2014) på Odense Teater, Ordet på Trøndelags Teater i Norge (2002), Laser og pjalter (2003) og Baal(2004) på Aalborg Teater, I Toscana på PLAN-B (2007), The Playboy of the Western World (2008), Bygmester Solness (2009) og Jeppe på bjerget (2010) på Det Kgl. Teater, Jazz, Love & Henderson på Østre Gasværk Teater og Bang og Betty på Folketeatret (2012) samt Propaganda (2007), Engle i Amerika (2013) og Jeg ringer mine brødre (2014) på Edison. Har desuden undervist på bl.a. Statens Teaterskole, Skuespillerskolen og Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater, Den Danske Filmskole og filminstruktøruddannelsen ved Super 16. Christoffer Berdal blev i 2008 nomineret til Årets Reumert som bedste instruktør for Erasmus Montanus, I Toscana og Gregersen Sagaen, og samme år modtog han de danske teaterjournalisters største hæder, Teaterkatten, bl.a. for sin iscenesættelse af En smule stilhed før stormen.

DUNCAN MACMILLAN – dramatiker

Født 1980 i Storbritannien og en af sin generations mest anerkendte dramatikere. Blandt hans værker er The Most Humane Way to Kill a Lobster (Theatre 503, 2005), Monster (Royal Exchange Theatre/Manchester International Festival, 2007), Platform (Old Vic, 2010), Don Juan Comes Back from the War (Finborough Theatre, 2011), Lungs (Studio Theatre i Washington og Paines Plough/Sheffield Theatres i Londen, 2011-12), Reise durch die Nacht (med instruktør Katie Mitchell på Schauspielhaus Köln, Theatertreffen i Berlin og Festival d’Avignon, 2012-13), Every Brilliant Thing (Paines Plough/Pentabus Theatre, 2013-14), 1984 (Headlong and Nottingham Playhouse, 2013-14) og The Forbidden Zone (Salzburg Festival, 2014) samt radiospillene I Wish to Apologise for My Part in the Apocalypse (2008), So Say All of Us og Family Tree (2010), Forbidden og Eugene Onegin (2013), alle produceret af BBC Radio. Med priser som Best New Play of the Off West End Awards (2013) og CBS Outstanding Drama Award samt nomineringer til Outstanding Play ved Helen Hayes Awards i Washington og Best New Play Theatre Awards UK, hører Lungs til Duncan Macmillans mest prisbelønnede stykker og er desuden blevet spillet på Schaubühne i Berlin. Med danmarkspremieren på Husets Teater under titlen ILT, opføres Lungs nu for første gang i Danmark, hvor også hans bearbejdelse af George Orwells roman 1984 får premiere på Betty Nansen Teatret dette efterår. Af andre priser kan nævnes the Big Ambition Award (Old Vic, 2009), Pearson Prize (2008), andenpladsen i JMK Directing Award (2010) samt to priser i den første Bruntwood Playwriting Competition (2006). Tidligere har Duncan Macmillan været husdramatiker på Paines Plough og Royal Exchange Theatre, han har været tilknyttet Soho Theatre, og i øjeblikket skriver han på nye stykker til National Theatre, Paines Plough og BBC Radio. Arbejder desuden som instruktør.