FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK
FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK
Om forestillingen

Husets Teater, EUNIC, Kunstrådets Scenekunstudvalg og Københavns Scenekunstudvalg præsenterede:

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK

Otte readings blev serveret på fire dage, da Husets Teater præsenterede nye tekster skrevet af otte af samtidens bedste, yngre europæiske dramatikere:

 

Sergi Belbel (Spanien)
Dejan Dukovski (Makedonien)
Juha Jokela (Finland)
Chloe Moss (Storbritannien)
Aleksa Okanovic (Danmark)
Fausto Paravidino (Italien)
Lionel Spycher (Frankrig)
Theresia Walser (Tyskland)

 

Et udsøgt hold af danske instruktører og skuespillere præsenterede deres bud på en iscenesættelse af de otte dramatikeres tekster skabt ud fra et kort workshopforløb. Alle tekster blev opført på dansk, men blev introduceret på engelsk af dramatikerne selv. Festivalen bød endvidere på en række tilknyttede arrangementer – bl.a. debat om europæisk dramatik lige nu med chefen for Schaubühne i Berlin, Thomas Ostermaier; instruktør, Royal Court, London, Ramin Gray; dramatiker Peter Asmussen; instruktør Jacob Schokking og festivalleder Simon K. Boberg, intimkoncert i OverHuset med The Liberty Balance samt clubbing i UnderHuset med dj’s fra Berlin.
 

SE BILLEDER FRA FESTIVALEN

 

Med FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2009 fik det danske teaterpublikum og den danske teaterbranche en unik chance for at opleve den allerbedste nye europæiske dramatik. Samtidig var festivalen tænkt som en international platform, hvor danske såvel som europæiske dramatikere og teaterfolk kunne hente ny inspiration og få deres kunst afprøvet og eksponeret, og hvor møder på tværs af landegrænser kunne opstå. Dette lykkedes over al forventning, og målet er at vende tilbage næste år med FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2010.

 

TEKSTERNE VAR ISCENESAT AF:
Alexa Ther, Kamilla Bach Mortensen, Egill Palsson, Moqi Simon Trolin og Simon K. Boberg

 

TEKSTERNE BLEV OPFØRT AF EN RÆKKE AF DANMARKS BEDSTE SKUESPILLERE:
Ellen Hillingsø, Mads Wille, Benjamin Boe Rasmussen, Jesper Hyldegaard, Claes Bang, Sarah Boberg, Benedikte Hansen, Signe Egholm Olsen, Thomas Bang, Claus Flygare, Andrea Vagn Jensen, Kristian Halken, Karen-Lise Mynster, Charlotte Fich, Marie Louise Wille, Troels II Munk, Christine Exner, Jacob Lohmann, Lise Lauenblad, Signe Kærup Hjort og Thomas Jacob Clausen.

 

Dramatikerne var udvalgt i et samarbejde mellem Husets Teater, EUNIC-gruppen (Goethe Instituttet, Institute Francais, Istituto di Cultura Italiana, British Council, Finlands-Instituttet og Det Danske Kulturinstitut) og en konsulentgruppe bestående af bl.a. Philippe Le Moine (leder af internationalt samarbejde på Festival d’Avignon), Maja Zade (dramaturg på Schaubühne i Berlin)og Egill Palsson (islandsk instruktør og underviser på bl.a. Statens Teaterskole).

 

Festivalen var støttet af: Danske Dramatikere, Det Danske Kulturinstitut, EUNIC, Kunstrådets Scenekunstudvalg, Københavns Scenekunstudvalg og Wilhelm Hansen Fonden

 

Alle readings og arrangementer var åbne for publikum med gratis adgang. 

Pressen skrev
33333

"HUSETS TEATER BLÆSER DØRENE OP FOR FESTIVAL MED NYE STYKKER I RÅ READINGS
’Anbring os fem, der sidder her, sammen på en øde ø i et års tid. Og se så, hvad der sker…’ Thomas Ostermeier er ikke i tvivl. Konflikter opstår, slør falder, helvede bryder løs. De fem er panelet i den debat, der afsluttede onsdagen i ’Festival of Contemporary European Playwrights’ på Husets Teater. De fem vil ikke hinanden noget ondt, ser det ud til. Tværtimod. De er skulder ved skulder for at for at få lavet godt teater. Jacob Shokking, Peter Asmussen, Thomas Ostermeier, Ramin Grey. Og så Simon Boberg, der står for festivalen. Ambitiøse instruktører og forfattere i et fælles projekt. Men anbring dem på en øde ø… Latteren runger i den fyldte sal i Husets Teater. En abstrakt debat bliver konkret. Ostermeier, Berliner Schaubühnes chef, taler om drama. Hvad der skaber den spænding, som er værd at tænde på en scene. Værd at skrive dramatik på. Uhøfligt teater. Hvor noget sættes på spil. På spidsen.

 

SEXET TEATER
Sådan nåede vi frem til midnat denne første aften i fire dages teaterfestival på Husets Teater. Det konkrete illustreret med en anden af Ostermeiers pointer: Gør teatret mere sexet! D.v.s. få blodet til at pumpe i teatret. Omkring teatret, i det, på det, med det. Gør det livsvigtigt. F.eks. med sådan nogle ’readings’, som dem, der er kernen i denne festival: Otte nye, halv-, hel- eller trekvart færdige stykker, opført af professionelle skuespillere med et halvt øje i manuskriptet og med halvt indarbejdet scenegang og kvart udtænkt sceneri. Sexet? Absolut. I den forstand, at vi som publikum stiller med en jomfruelig indstilling til et jomfrueligt produkt, parat til hvad som helst, fulde af den syndigste blanding af krav og tilgivelse. Krav til at de vil os noget på scenen. Tilgivelse for misligheder af let forklarlig art. Et udgangspunkt, der i sig selv gør seancen overordentlig underholdende og nærværende. Hvad sker der, når Charlotte Fich må appellere til lydteknikeren om at få en mikrofon, der virker, mens handlingen ruller videre? Hvad sker der, når Claus Flygare eksperimenterer med at lægge stemmestyrken helt der ned, hvor vi lytter som indianere med øret til jorden for at opfange hans ord? Hvad sætter det i gang i vores forestillingsevne, når sceneskift på sceneskift forløber for åbent tæppe, som i Aleksa Okanovics ’The Child in Barcelona’?

 

READINGS
Der var to readings denne aften. Netop OcanovicS stykke, der - som det eneste danske – pirrer vores nysgerrighed ekstra, fordi det er det sidste i et trekløver af stykker, han har skrevet til CaféTeatret. Det kommer til rigtig opførelse i næste sæson på CaféTeatret som follow up til ’Diamond/Dust/Shoes’ og ’Modern Life’. Med ’The Child in Barcelona’ borer han sig videre ind i de grumsede hjernevindinger på nogle typer i en halv-intellektuel, vel aflagt mellemklasse, som med tungen spillende slubrer tilværelsen i sig og med let hånd tager for sig af retterne, d.v.s. hinanden. Endnu engang Claus Flygare i rollen som dekadent, aldrende charmør. Og endnu engang en teenage-datter som jagtbytte i det kriminelle grænseområde, her spillet underfundigt af Lise Lauenblad. Andrea Vagn Jensen og Claes Bang på en urovækkende oplever.

 

LØS VÆGT
Hvis Ocanovic-readingen var som en flyvende, men lovende skizze til et færdigt stykke, var den anden reading et herligt kaotisk uvejr, som en lufttur i Tivolis nyeste delirium Vertigo. Det var den finske forfatter Juha Jokelas ’Performance Economy’, som dramatisk flagrede i mange retninger, men hele tiden omkring en kerne, der hedder: Drejer den moderne tilværelse om andet end at – performe. Sælge sig selv. Lære andre at sælge sig selv. Sælge et eller andet under et eller andet smart påskud. Mads Wille som tom, velsmurt kursusballon, Charlotte Fich som promotor af et eller andet budskab, som hun selv konstant taber tråden i, Benjamin Boe Rasmussen som politiker med sandblæst lillehjerne og Jesper Hyldegaard som byggespekulant med træskoene plantet i en sump af vrøvl. Fed, heavy satire i løs vægt.

 

FANTASTISK
Festivalen fortsætter torsdag, fredag og lørdag med nye readings af stykker af Lionel Spycher fra Frankrig, Fausto Paravidino, Chloe Moss fra England, Dejan Dukovski fra Makedonien og Sergi Belbel fra Spanien. Den sidste en gammel kending for de fleste danske teatergængere, senest med stykker spillet på PLAN-B, hvor de nye teaterchefer på Husets Teater, Mads Wille og Simon Boberg, regerede indtil for nylig. Wille er den blide sceneflab, Boberg entusiasten med skjorten uden på bukserne og et lager af ordet ’fantastisk’, der rækker herfra til Gibraltar. Det kan han selv være.
Fem i panelet. Fem stjerner til festivalprojektet"
Gregers Dirckinck-Holmfeld, www.gregersdh.dk

"Festival for fremtiden. Husets Teater præsenterede otte unge europæiske dramatikere.

 

EN SVIR.
Det renoverede Halmtorv har som forsvindingspunkt Øksnehallens resolutte langside med midterportal i Arbeit macht frei-stil. Det er ikke for lystigt at se på, men til venstre ved indkørslen danner Husets Teater bastion på en ganske anderledes gemytlig måde. Sidste uge var bygningen så ganske omsværmet. I pauserne mellem de otte readings af unge dramatikeres værker i Festival of Contemporary European Playwrights hyggede et godt nok heldigt publikum sig i det fri og ville vel for størsteparten senere passere Hovedbanegården og med anderledes øjne opleve dens evigt pulserende audition af målrettede omflakkende menneskeskæbner.
På teaterscenen var livgiverne Aleksa Okanovic fra Danmark, Dejan Dukovski fra Makedonien, Fausto Paravidino fra Italien, Sergi Belbel fra Spanien, Lionel Spycher fra Frankrig, Chloe Moss fra England og Theresia Walser fra Tyskland. Det var hendes skuespil En smule stilhed før stormen, der var den drevne og drilske åbningsforestilling i 2008 på Husets Teater under Simon K. Bobergs og Mads Willes nye ledelse.
Som skuespiller var Mads Wille nu med i halvdelen af de 8 readings, hvor stykkerne blev illumineret af i alt 21 skuespillere. Dynamoer som Sarah Boberg og Signe Egholm Olsen var med 3 gange hver, andre løfteraketter var Thomas Bang og Benjamin Boe Rasmussen, også på 3 gange. Andrea Vagn Jensen, Claes Bang, Claus Flygare, Kristian Halken og Jesper Hyldegaard var i ilden 2 gange hver, Charlotte Fich, Benedikte Hansen, Ellen Hillingsø, Karen-Lise Mynster, Marie Louise Wille og Troels II Munk fik hver sin fixstjernestund. Det bliver genuin sjælegrafik, når så drevne kræfter efter kun et par prøver læser de vidtspændende og vidt forskellige manuskripter op i hovedet på hianden. Iscenesætterne Alexa Ther (2 spil), Moqi Simon Trolin (2 spil), Kamilla Bach Mortensen (2 spil), Egill Palsson og Simon K. Boberg (hver 1 spil) stod for indpiskningen, og hvad blev der så vasket ud af guld i denne rivende canyon af talenter?
Slutforestillingen var Theresia Walsers Tomorrow in Qatar. Modsat de andre deltagere var hun ikke kommet med sit allernyeste, som stadig er i støbeskeen, men stillede til gengæld dette rejse-spex for 12 personer til rådighed for festivalen. Et afklædende togstop kort efter Karlsruhe, hvor et selvmord på skinnelegemet sætter tiden i stå for en blomstrende buket hastværkere, som Kierkegaard kaldte de stundesløse, og som vi kalder de stressede.
Sergi Belbel, der har leveret spil til urpremierer på Bobergs og Willes tidligere teater PLAN-B, de syrede farcer Mobil og I Toscana, præsenterede Death of a Father, hvor en dysfunktionel familie efterhånden ser det som den nemmeste løsning at aflive den utålelige patriark.
Aleksa Okanovic, hvis fuldtræffer-farce Diamond/Dust/Shoes væltede huset på CaféTeatret i 2006, sørgede med The Child in Barcelona - et ætsende præcist forførelsesdrama - for, at man stadig sætter de fleste af sine hjemlige teaterjetoner på ham. Dejan Dukovksi gav os med In Uterus en kvindes 9-måneders tur i begærkarusellen, som efterlader hende højgravid. Stykket selv var endnu på fødestadiet, men åbner Husets Teater-sæson 10. oktober. For Fausto Paravidino er det evident med stykket Exit at fortsætte sin landsmand Alberto Moravias både koldsindige og hjerteskærende kærlighedsfilosofi, det evige slagsmål mellem Den der elsker vinder og Den der flygter vinder. /
Alle de otte forfattere var til stede under disse readings. Godt nok på alle måder et enestående initiativ, som forhåbentlig gentages og gør det eksemplarisk klart, hvori forskellen mellem teater og film består. I biografen er det først for alvor godt, når du æder illusionen råt. I teatret er det først for alvor godt, når du er helt på det rene med, at det er - teater!
Festivalens første aften havde samlet et panel, der bestod af instruktørerne Thomas Ostermeier fra Schaubühne i Berlin, Ramin Gray fra Royal Court Theatre i London, Jacob F. Schokking fra Holland House i København samt dramatikeren Peter Asmussen. Det var Ostermeier der slog hovedet på sømmet ved at opstille den simple naturlov, at drama opstår der først, når personernes ydre beskyttelseslag falder af - og den idræt kan man i sagens natur kun betro skuespillere og ikke privatpersoner, som vi ellers er ved at blive dynget godt til med i reality shows. Såkaldt almindelige mennesker har ikke mentale biceps til at bære iboende uhyrligheder. Og det er uhyrligheder, så langt øjet rækker, der er dramaets liv og sjæl"
Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen 

Tidligere forestillinger

MESSIAS I NAT (2018)

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)