FAR SKAL DØ
FAR SKAL DØ
Om forestillingen

FAR SKAL DØ

En livsfarlig komedie om familie, fodbold og finanskrise


Med: Ellen Hillingsø, Signe Kærup Hjort, Troels II Munk, Jesper Hyldegaard, Ernesto Piga Carbone
Manuskript: Sergi Belbel
Iscenesættelse: Simon K. Boberg
Scenografi: Palle Steen Christensen

 

 

Hvad gør man, hvis ens gamle far er ved at drive én til vanvid? Og hvad gør man, hvis hans blotte eksistens truer med at sætte en stopper for resten af familiens drømme?

 

Det er dilemmaet i den catalanske succesdramatiker Sergi Belbels nyeste stykke, som afsluttede sæson 2011-11 på Husets Teater. En livsfarlig komedie om familie, fodbold og finanskrise, som Belbel skrev specielt til Festival For Ny Europæisk Dramatik 2009 på Husets Teater, hvor det blev uropført som iscenesat reading. Efter spansk premiere i Barcelona i 2010, vendte stykket tilbage til Husets Teater, hvor det fik danmarkspremiere lørdag d. 2. april 2011.

 

Scenen er sat i en moderne europæisk storby, hvor fodboldfeber og finanskrise raser. I dette næsten alt for velkendte univers møder vi en tilsyneladende almindelig familie fra den øvre middelklasse. Far er en 82 år gammel tyran, der bliver passet i sit eget hjem af en mandlig sydamerikansk immigrant. Fars datter, Anna, og hendes mand lever under et massivt pres i et nedslidt ægteskab præget af økonomiske problemer, stress, neuroser og mangel på kærlighed. Deres datter, Lisa, er nybagt student, og hendes drøm om at læse videre i USA er truet af finanskrisen; både den globale og den familiære. For at løse familiens problemer og gøre Lisas glorværdige fremtid til virkelighed, ser Anna snart ingen anden udvej end at skille sig af med sin senile og ondskabsfulde far. Men det viser sig, at far ikke lige er sådan at komme til livs, og mens desperationen og temperaturen stiger, vælter familieskeletterne ud af alle skabe …

 

Det var tredje gang, at Husets Teaters ledelse, Mads Wille og Simon K. Boberg, kunne præsentere et nyt stykke af Sergi Belbel. Som i de tidligere stykker Mobil (2006) og I Toscana (2007) var Ellen Hillingsø på rollelisten – en skuespiller, som Belbel har et helt særligt forhold til og skriver roller direkte til. I FAR SKAL DØ spillede hun den frustrerede Anna, der gerne vil af med sin far, i skikkelse af en vranten Troels II Munk. Jesper Hyldegaard var Annas mand, og debutanten Signe Kærup Hjort deres datter, mens Ernesto Piga Carbone spillede den fodboldglade sydamerikanske immigrant. Scenografien var skabt af Palle Steen Christensen, inden han overgik til ensemblet bag Det Røde Rum på Skuespilhusets Portscene.  

Pressen skrev
33333

"Jeg er vild med Ellen Hillingsø i denne rolle, hun dominerer ikke kun ægteskabet på scenen, men får de øvrige skuespiller til at fremstå som planeter der kredser om hende. Ernesto Piga Carbanoe formår med stor dygtighed at fremvise faderkærlighed uden det bliver svulstigt eller utroværdigt i rollen Ricky. Jesper Hyldegaard er den bløde ægtemand der gør sit bedste velvidende det aldrig vil være nok, men det er i de tragiskkomisk scener han stråler. Troels II Munk har ikke blot de rigtige ansigtsfolder og fysik til rollen som vrissen gammel mand, han spiller ham også perfekt. Signe Kærup Hjort (...) får vist hvad hun kan. Vi skifter løbende mellem hovedpersonerne gennem stykket, og får derved indblik i hver karakters hemmeligheder. Titlen på forestillingen fastbinder fra første øjeblik publikums forventninger, vi har allerede accepteret at den krævende gamle mand i rullestolen skal dø. Vi er der for at se hvordan og måske også hvorfor. Men da Sergi Belbel har skrevet en komedie bliver det aldrig ubehageligt, blodigt eller forrykt, men til gengæld er det underholdene"
Thor Kristjan Kidmose, Urbanblog

 

 

3333

"Det er Husets Teater, der har givet stykket danmarkspremiere, og det er blevet en smart, kvik, nutidig fortælling om en gammel far, hans datter og svigersøn, hans barnebarn og den unge sydamerikaner, der passer ham. De vrisser ad hinanden, irriteres, griner hysterisk, drømmer og regner den ud. (...) Det er hurtigt og direkte fortalt og særdeles velspillet. Sergi Belbel, som har skrevet "Far skal dø" arbejder med en filmisk fortælleform med mange små scener, der elegant flettes ind i hinanden - ikke mindst ved instruktøren, Simon K. Bobergs, opfindsomhed - og generationerne karateriseres ved let genkendelige meninger og opførselsmønstre, så de føles vedkommende. Alle spiller kvalificeret komedie, og premierens publikum kvitterede med stort og vedholdende bifald. Troels II Munk er glimrende som faderen i kørestolen, Ellen Hillingsø uberegneligt opfarende som datteren, Jesper Hyldegaard fortrinlig som den tunge, opgivende svigersøn og Signe Kærup Hjort indtagende som parrets stille datter med et vigtigt tankedyb. Hun er måske den af de fem, der har de sværeste livsbetingelser, fordi hun gerne skulle have noget ud af fremtiden, hvor de andre mere skal have repareret de skrammer, det levede liv har medført. Og Ernesto Piga Carbone er meget troværdig som den fodboldglade plejer med familien i det fjerne. Det er hans boldbegejstring, der får de andre til at forstå, at fodbold er en efterligning af krig - de interesserer sig nemlig ikke for fodbold, men er godt kendt med krigen om positionerne i familien. (...) Palle Steen Christensensens sparsomme scenografi med et langbord og hvide vægge gør, at de fem rollehavende træder tydeligt frem i scene efter scene, og det giver god sammenhæng, at de alle bliver på scenen, også når de ikke spiller med i det aktuelle optrin. "Far skal dø" er en meget veltilberedt lille forestilling, som underholder med perspektiv"
Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis

 

 

"Far skal dø, og far Josep spilles af den ubestridte mester i tyrannisk finmekanik, Troels II Munk. (...) Vor opmærksomhed er bestanding rettet mod Munks kørestolsplacerede kværulantiske, ondskabsfulde og klartskuende patriark. I den catalanske dramatiker Sergi Belbels 29 skarptskårne scener giver instruktøren Simon K. Boberg sin uhyre velafstemte iscenesættelse et pusterum som cliffhanger efter scene 17. Da har Ellen Hillingsø som tyrannens datter Anna midt i al den familiære deroute og ruin endelig det rede svar på, hvad der i dobbelt forstand vil give ro på kistebunden. Ud med den gamle! Der udvikler sig så efter pausen en række fantasiforslag til likvideringen af Josep, men Sergi Belbel har allerede forinden i scenerne mellem Ricky og Annas datter Lisa ordineret komplicerede drømmesekvenser, som for den æteriske Signe Kærup Hjort netop synes at ramme hendes rette element. Et svalt vidunderbarn, der skal på legat til USA, hvis der ellers er retfærdighed til. Men skæbnens hjul snurrer skævt og knuser også benene på Rickys forgudede søn i hjemlandet, så drømmen om en fodboldkarriere for knægten slukkes eftertrykkeligt. Stykkets sværeste sjælestunt er nok, da Ricky skal fremmane sin forladte hustru Melinda med sin egen krop for at skræmme Lisa fra at gøre flere tilnærmelser, men Ernesto Piga Carbone mestrer det naturstridige kropsspil. Lisa får til gengæld stykkets kosmiske epilog, hvor fjerne kloder bliver hendes venner, men ud af det ukendte lands trædemølle, som Belbel har hensat alle i, kommer hun ikke. På Jordens svedne overflade er Ellen Hillingsøs raseribårne Anna det fejreste dyr i skoven. Det er næsten en etude Belbel skriver, når denne kvinde finder ud af, at hendes mand har givet hele deres opsparing til en suicidal sjuft af en ven. (...) Husets Teater trykker altid stykkernes fulde tekst i programmet, og sommetider kan man bilde sig ind at være blevet coachet nok til at gå hjem og underholde familien med skuespillet i hånden. Det sker i hvert fald denne gang, hvor det knarvorne hos Josep, det fantaserende hos Lisa og Ricky, det usselryggede hos Pol alt sammen synes lokkende skåret for tungebåndet, foruden selvfølgelig den vulkanske Annas eruptioner. Man lad nu hellere de virtuose spillere vende de pandekager for Dem. For to år siden oplevede vi Far skal dø som reading på Husets Teater. Efter premieren i Barcelona sidste år er det nu tredje led i den trilogi, som Husets Teater har brilleret med, hvor Mobil i 2006 og I Toscana i 2007 var de foregående led. Et stærkt bekendtskab"
Peter Johannes-Erichsen, Weekendavisen

 

 

"Med »Far skal dø« leverer Husets Teater et af årets morsomste og mest ondskabsfulde teaterstykker. Det er mageløst. (...) Den catalanske dramatiker Sergi Belbel, som tidligere har skrevet stykkerne Mobil og I Toscana til Husets Teater, er igen på banen med den ondskabsfulde komedie Far skal dø. Det er et vanvittigt morsomt, men samtidig dybt tragisk indblik i en europæisk famili­es nedtur, angiveligt på grund af finanskrisen. (...) Far skal dø er den slags morbide humor, der får latteren til at komme i klumper. Sergi Belbel kan sine surrealistiske forbilleder, Fo, Barbra, Ionescu, Arabal, Beckett. Familiens surreelle liv understreges af at samtlige fem medvirkende er på scenen under hele stykke. Det gøres muligt af den minimale men raffinerede scenografi (Palle Steen Christensen) og lyssætning (Mads Vegas), som fornemt understøtter stykkets vekslen mellem menneskers blodige fantasier og verdens deprimerende virkelighed. Lag efter lag, som afklædte løg, forsvinder personernes panser af selvfedhed. Tilbage står en afklædt, desillusioneret familie, nøgne som nyfødte, isoleret i pengemagtens isvinter. Det er mageløst teater, på en gang grumt og storladent. Med Far skal dø har Husets Teaters makkerpar Simon K. Boberg, der har instrueret og oversat, og hans kreative medspiller Mads Wille, endnu en gang vist, hvor legende let det tilsyneladende er at skabe stor scenekunst"
Gert Poder, Arbejderen

 

 

3333

"Der er dækket op til den sidste nadver i forestillingen "Far skal dø" på Husets Teater. Men hvem eller hvad er det, der skal dø? Er det faderen, som titlen angiver? Eller er det familiens drømme? (...) Stykket bliver et Tjekhovsk drama, hvor drømmen om det gode/bedre liv spiller hovedrollen. Og som følge heraf diskussionen om, hvad det gode liv egentlig er. Samspillet mellem Ellen Hillingsø og Jesper Hyldegaard fungerer fantastisk godt, og de klæder virkelig hinanden godt som desperat øvre middelklasse ægtepar, der har lagt deres lykke på skuldrene af datteren: "Din fremtid. Vores alle sammens lykke." Troels II Munk er genial som den perfide (mor)far, som man dels forstår og dels forstår, hvorfor familien hader. Han er installeret i en lejlighed med en privat plejer, og det er datteren og svigersønnen, der betaler hele gildet. Og han er bare utaknemmelig og kynisk. (...) Ernesto Piga Carbone spiller den sydamerikanske immigrant, der arbejder som plejer for (mor)faderen. Han glimrer i dén scene, hvor han på djævelsk vis tager form som sin kone derhjemmefra og forfører Lisa med sine ord og sin fysik. Den catalanske dramatiker Sergi Belbel kan noget helt særligt med at skabe absurde situationer, hvor alle bringes i tvivl om, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed. Han er mester i underspillet humor, og han formår at spidde sine personer, når han vender stemningen 180 grader"

Susanne Lea Bech, Kultunaut

 

 

"Munter gennemboring af familieidyllen i et nyt stykke af Husets Teaters verdensberømte husdramatiker Sergi Belbel. Det er ikke småting, man får kastet på bordet og i hovedet af dramatikeren Sergi Belbel. Nu er han der igen med et nyt stykke. (...) Gennemboring af ægteskabet, familien, økonomien, drømmene, almindelig anstændighed, den såkaldte kærlighed og meget andet. Alt sammen i Belbels stil, hvor den sarkastiske latter snurrer gennemboret og vi alligevel undervejs får nogle små pift af skumfødt uskyld. (...) Drøm og virkelighed rutcher frem og tilbage, og flere forløb hæftes sammen. (...) Instruktøren Simon K. Boberg har den indforståede facon med Belbel, at han med sikker hånd kan ramme tonen af bitter og hårdhændet sarkasme og uforløste følelser. Både i sin oversættelse, som på Husets Teaters brillante maner er trykt i programmet, og i sin evne til at få spillerne med"
Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk

 

 

"Husets Teater har en lige linje til den catalanske dramatiker Sergi Belbel, der spilles på scener over hele verden. Hans stykker er fyldt med neurotiske, »uforudsigelige« figurer, der i en moderne og temmelig uoverskuelig verden kæmper med deres fastlåste roller, længes efter andet og mere og mere, nærer hemmelige lyster. Tonen er bidende – skinger latter afløser gråd og hysteri. Således også i tredje ombæring af Belbel på det lille teater på Vesterbro. (...) Uopfyldte drømme og nagende virkelighed, samtidssatire, familietrakasserier og fortrængninger smelter sammen. (...) Ellen Hillingsø mestrer (...) den slags roller – hendes hampre, maniske donna er fnysende furiøs og langt ude. Jesper Hyldegaard er rigtig god som den pjokkede mand, utilpas, trætheden sidder i kroppen. Hans store fantasimonolog om at sige fra er flot afleveret. Her er (...) noget på spil"
Jakob Steen Olsen, Berlingske 

Tidligere forestillinger

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)