DET DER ER
DET DER ER
Om forestillingen

DET DER ER

Nyskrevet monolog

om at leve og længes

 

Med: Karen-Lise Mynster
Tekst: Peter Asmussen
Instruktion: Simon Staho

Scenografi og lysdesign: Jenny André

 

333333

Berlingske

 

333333

Jyllands-Posten

 

333333

Frederiksborg Amts Avis

 

333333

cphculture.dk

 

333333

kultunaut.dk

 

333333

out-and-about.dk

 

"Hvis Muren falder, hvis alle muligheder, hele verden står åben, er det så stadig os?"
 

Karen-Lise Mynster spillede rollen som kvinden Renate, der i årene op til Murens fald lever et stille og harmonisk liv med mand og børn i DDR. Men hun har også et andet liv: I det skjulte skriver hun breve til sin hemmelige elsker, danskeren Tom, som hun kun har været sammen med én gang, da de mødtes i København. Renate er splittet mellem lidenskaben og længslen efter Tom og ansvaret for det liv, hun lever i DDR - og elsker man ikke først en anden, når den kærlighed der er, visner eller forsvinder?

 

Med DET DER ER var en af Danmarks helt store dramatikere, Peter Asmussen, endelig tilbage på Husets Teater. For iscenesættelsen stod instruktøren, Simon Staho, som Asmussen gennem mange år har arbejdet intenst sammen med. DET DER ER var deres anden fælles teaterforestilling efter Hjertet Skælver på Aarhus Teater (2014).

 

Med DET DER ER udfordrede Simon Staho teatret på ny med en teaterinstallation, der inddrog publikum aktivt i forestillingen. I samarbejde med den svenske scenograf og lysdesigner, Jenny André, skabte han et sanseligt rum omkring Renates gribende fortælling, som allerede begyndte ude på pladsen foran Husets Teater. Her var Berlinmuren genopstået i form af en 2,5 meter høj pigtrådsindhegnet betonmur, og i kælderen kunne publikum opleve en stemning af DDR-tiden, inden de blev lukket ind i teatersalen for at møde Renate.

PRESSEN SKREV
333333

"Enestående, nærværende præstation af Karen-Lise Mynster i stærk Peter Asmussen-tekst om kærlighed, savn og forræderi. Det der er«. Sig lige titlen på den monolog, Peter Asmussen har skrevet over sin egen brevroman af samme navn højt. Så lyder de tre ord næsten tillige som et land, der engang var, men som ikke længere eksisterer: DDR. Det er da også Den Kolde Krigs tid, vi skal tilbage til på Husets Teater, hvor Karen-Lise Mynster er alene på scenen med ordene. Men samtidig spiller titlen lige så meget på tvivlen om, hvad der overhovedet »er« – hvad der i det hele taget er foregået mellem den gifte østtyske kvinde, Renate, og den danske mand, hun i hemmelighed skriver sine længselsfulde kærlighedsbreve til, men som hun reelt kun har mødt en enkelt gang i Danmark. Og i et endnu større perspektiv peger den fine tekst også på, at det, vi bygger vores tilværelser op af, måske ikke er ret meget andet end forestillingen om noget. Og at intet er noget , uden at man oplever fraværet af det samme: Kærligheden for eksempel. Der er gjort meget for at sætte publikum i en ganske særlig stemning, inden vi når frem til salen, hvor vi skal møde Renate. Scenografen og lysdesigneren Jenny André har nærmest skabt hele det lille teater på Halmtorvet om til en østtysk lejekaserne med krigsminder, murbrokker og flakkende neonlys i kælderen, ringeapparat til lejlighederne ved hoveddøren og en hærget trappeopgang op til salen. Virkningsfuldt. Men på den nøgne, sorte scene er det den sortklædte Karen-Lise Mynster på den sorte stol, der skaber billederne. Med sin smukt modulerede stemme maner hun hele denne kvindes ydre og indre liv frem. Vi hører om hendes i og for sig lykkelige liv og stille eksistens i senfirsernes nøjsomme Østtyskland – gift med en mand, hun ikke elsker, men tilfreds med sit liv med ham og to børn. Men også om det stikkersamfund, der kan bringe alle i uføre, hvis de begår fejltagelser. Det er med livet i hænderne, hun gennemfører sin ulovlige brevveksling med den Tom, hendes længsler og drømme er rettet mod. Karen-Lise Mynster er et under af besværgende nærvær, der suger sin tilskuer ind i den melankolske fortælling. Stramt, afdæmpet og nedtonet iscenesat af Simon Staho, så hver passage, hver association i de mange breve, farves vibrerende præcist af en ny grundfølelse – fra den dæmpede, men inderlige kærlighedslængsel til den voksende uro, der tændes, da svarene fra Tom hører op, og en stigende anelse om forræderi begynder at bemægtige sig Renate. Uendeligt udtryksfulde Karen-Lise Mynster lyser med en intens autoritet dér på stolen. Varm, vittig, vis. Så økonomisk, samtidig så rig i sit udtryk: det brændende blik, den malende stemme, de hænder, der siger så meget, hvad enten de famler over knitrende strømpeknæ eller skærmer en udsat krop. Og Peter Asmussens fascinerende tekst er ikke bare en stor sproglig fornøjelse – tænk at kunne skrive, at en himmel er blå som »en knaldende lussing« eller en sætning som: »Jeg lod det synke til bunds i mig som endnu en hemmelighed«. Den er som en spændingsroman at lytte til, samtidig med at den ejer et smukt og melankolsk resonansrum af smertefuld viden: evigt ejes kun det tabte. Og i Karen-Lise Mynster har den fundet sin fuldendte forløser" Jakob Steen Olsen, Berlingske

 

333333

"Barsk, rørende og fuldkommen sublimt fortolket monolog om et kvindeliv i DDR umiddelbart inden murens fald. Karen-Lise Mynster nagler os til sæderne i denne stærke tekst af Peter Asmussen. Hun skriver til sin elskede. Tiden er slutningen af 1980'erne. Hun er bag muren i Berlin, han er i København. Eller er han? Findes han overhovedet? På en tom scene sidder Karen-Lise Mynster og fortæller. Om hverdagen i DDR, om manden, børnene, naboerne, stort og småt. Og om kærligheden til denne dansker, hun har mødt. Hemmelige breve, besørget via en "postkasse" i en af Berlins parker. Og vi opsluges af denne kultiverede og lidt slidte kvindes fortælling. Som handler om savn, længsler, drømme, ensomhed. ”Er du der?” spørger hun til allersidst. Og svaret er bare mørke. I Simon Stahos rolige og eminent lyttende iscenesættelse foldes Peter Asmussens stærke, barske og rørende tekst ud. Vi lytter til stemmen og ser øjnene, snart fulde af liv, snart slukket i fuldkommen fortabelse. Vi ser hænderne. Pille lidt ved tøjet, hænge hvileløst ned, spændes en smule. Det er detaljernes, nuancernes og pausernes åndeløse teater; et helt liv foldet ud for øjnene af os – Karen-Lise Mynster er sublim, teksten ikke mindre. Storm ind og se hende! Send forestillingen rundt til alle de små scener i Danmark – for der kræves nærhed og tysthed i rummet – eksporter teksten til resten af verden. Enhver stor skuespillerinde vil gribe den med kyshænder, ethvert publikum vil suge den til sig. Det er livet, kærligheden og smerten, det handler om. Som teater-opsætning kan det ikke blive meget mindre – en skuespiller på en tom scene – som teater-oplevelse kan det ikke blive meget større” Henrik Lyding, Jyllands-Posten

 

333333

”Vendingen »iørefaldende stille« bruges af Peter Asmussen i den brevroman, han udsendte i 2012, og som nu er omformet til teaterbrug. Det er en monolog med og om en kvinde i Østberlin op til Murens fald. Forestillingen udspilles i skelnelys med skuespilleren siddende på en sortmalet wienerstol med den tomme, mørke scene omkring sig. Hun er selv i sort kjole, sorte strømper og sko, og usminket. Kun vielsesringen på venstre hånd falder i øjnene. Og så taler hun, eller rettere fortæller – eller måske allerbedst: tænker højt, medens hænderne understreger det sagte og øjnene lægger det usagte til. For en kvinde i det overvågede Østtyskland gælder det om ikke at røbe for meget. Men under den diskrete fremtoning lever hun et kvindeliv fuldt så modsætningsfyldt, som hvis hun var et hvilket som helst andet sted i verden. Hun drømmer om den mand, hun kortvarigt mødte i Danmark og nu betror sine tanker til. Men hun har jo sin egen virkelighed i Østtyskland med mand og børn, husven og veninder og en mor på plejehjem, og det er det, der er. Kunne det dog bare være noget andet! Kunne kærligheden bare få lov at flyve frit! Hun er glad nok for sin Hermann, børnene og omgangskredsen, men hun har oplevet, at følelser kan blive til drømme. På en fin måde viser monologen, at hverdagsliv næres af den drømmeflugt, som mure ikke kan spærre inde. Det er en meget klog iagttagelse, som Peter Asmussen håndterer mesterligt, og som Karen-Lise Mynster forløser helt ud imponerende. Stemmen, mimikken, pauserne ikke mindst, vidner om en dyb indlevelse i tilværelsen og dens muligheder. Nogle spor er åbne, andre spærrede, men ånden, drømmen, kan ikke låses inde. Der er utrolig mange overordentlig fine nuancer i både teksten og fremførelsen. Publikum suger hvert eneste ord til sig, opmærksomheden er total og det stormende bifald bagefter taknemmeligt. (...) Danica Curcic har netop siddet nøgen på en piedestal på 1. sal i Husets Teater, og nu sidder Karen-Lise Mynster påklædt på den store scene i stueetagen, helt fri for manér og en stor oplevelse. For inde under masker og falbelader handler teater om levende mennesker, og mere nøgent, forsvarsløst og stærkt end i disse seneste to eksempler kan det ikke gøres. ”Det der er” får tilskueren til at danne egne billeder over de talte ord. Og teatret har i stedet for teksten skabt en programbog, hvor replikker fra stykket står på venstresiderne overfor amatørbilleder fra familiealbummet på højresiderne, det hele på sort baggrund. Denne fortælling gentager centrale udsagn fra teksten og viser det dagligdags i kvindens tilværelse. ”Det der er” bliver en af sæsonens store og sjældne oplevelser. Iørefaldende smukt" Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis

 

"Peter Asmussens monolog ’Det Der eR’ er den mest kyniske og dog allersmukkeste hilsen til den umulige kærlighed. Spillet af Karen-Lise Mynster, der måske aldrig har været bedre end bag ’Berlinmuren’ på Halmtorvet. Sorgen ligger som en støvsky over denne forestilling. Alligevel er Det Der eR en af de mest livsbekræftende og smukke forestillinger, jeg kan mindes. Det er en af de reneste og mest fortvivlede, men det er også en af de vigtigste. Med fremragende, ordpræcis tekst af Peter Asmussen. Med nøgen ansigtsinstruktion af filminstruktøren Simon Staho. Og med blikintenst skuespil af Karen-Lise Mynster. Jo. Som anmelder befinder jeg mig i en sort lykkerus, når jeg skriver denne tekst. Jeg har følelsen af, at dette teater ser min verden – og forstår den. Samhørighedsfølelsen forstærkes sikkert af, at jeg ligesom forfatteren har oplevet rusen over Berlinmurens fald i 1989, men også den forstemmende følelse af uovervindelig ulighed i årene derefter. Og dog kunne denne eksistentielle forestilling egentlig foregå til alle tider og alle steder, hvor mennesker bliver splittet af politik og krig. Fordi den er den mest renfærdige historie om kærlighed. At denne teaterforestilling er sublimt teater, er derimod højt hævet over generationssynsvinkler. Dette teater er så rent og overrumplende som den sorteste diamant. Skuespilleren Karen-Lise Mynster har måske aldrig været stærkere end her. Hun sidder på en stol i sort rullekravebluse og sort nederdel – og der bliver hun siddende. Efter 75 minutter har vi været gennem hele hendes liv som barn og kvinde i Østtyskland. Vi har fulgt hendes ægteskab og hendes barokke liv i Østberlin på alt for få kvadratmeter og med helt tilfældige nedbrud af både strøm og vand. Og vi har frem for alt læst med i hendes breve til den dansker, som hun har mødt på en arbejdsrejse til København – og som hun har forelsket sig i. Karen-Lise Mynster skuer bare ud på os og fortæller. Den ene charmerende og underlige historie efter den anden. Karen-Lise Mynsters timing er fænomenal. Ikke én pointe misser hun. Ikke én latter fra publikum. Det er helt overnaturligt. Peter Asmussen har dramatiseret sin roman med sin særlige sans for fremdrift. På intet tidspunkt standser ulykkeshistorien. Videre, videre går det – over brosten og sporvognsskinner, nu bare uden romanens rammehistorie. Derfor møder vi kun kvinden gennem de breve, hun skriver til sin hemmelige elskede. Som ’medlæsere’ kan vi i høj grad føle os ramt, ikke bare af kærlighedskræfterne. For kvinden undrer sig højlydt over Danmark. »Hvordan kan I finde jer i, at noget så fundamentalt som bøger er så dyre?« spørger hun, så vi bliver flove. Men vi ler også sammen med hende. Og vi mærker smerten. Længslen i teksten er dog ikke til at tage fejl af. Den er altid til stede i Peter Asmussens tekster, men i Det Der eR har selve længslen hovedrollen, fordi længslen er kvindens livsdrift. Hun lever videre, fordi hun længes efter denne anden kærlighed. Og efter dette andet blik på det liv, hun er bundet til bag Muren. Det er stærkt. Samtidig er teksten ordknap, som Asmussens tekster altid er det. Det eneste sproglige billede, der lyser op, er selvfølgelig lige så overraskende som dets udsagn: »Himlen var vidunderlig,« siger hun. Og så tilføjer hun. »Blå som en knaldende lussing.« Blå! Sådan som Simon Staho har instrueret Karen-Lise Mynster, bliver alle kvindens breve til betroelser. Mynster sidder helt stille – og sidder endda ofte på stolen med hænderne under lårene. Men hendes ansigt fortæller i bittesmå nuancer, som om publikum i virkeligheden var et filmkamera, der kan zoome ind på den mindste øjenblinken. Her viser filminstruktørens sans for detaljen sig virkelig. Endda med de mest musikalske overgange mellem brevfortællingerne. Det er inderligt bevægende. Med Det Der eR viser Husets Teater igen, at det er Københavns førende teater for dramatik med international gennemslagskraft. Og igen bliver vi tilskuere skubbet ’ud af komfortzonen’. I denne forestilling er det endda svært at komme ind i teatret. For den kongeniale, svenske scenograf Jenny André har sat et stykke mur op foran Husets Teater – med trådhegn og pigtråd yderst, et barberet stykke land inde bagved og så den massive, forhadte betonmur inderst. Akkurat som i Berlin. Og selve bygningen er barrikaderet med træplader for vinduerne. Indenfor er der murbrokker overalt. Luften er tæt og våd af støv og neddryppende vand. Ildevarslende lyde følger et lys, der bølger og forsvinder. Her er ubehageligt, klaustrofobisk og alt for tæt. Folk søger mod døren. Som et fysisk symbol på livet bag Berlinmuren. Netop derfor oplever vi også intetheden så stærkt, når vi møder kvinden alene på den mørke scene. Og bagefter forlader vi pigtråden med den mest påtrængende følelse af jubel og sorg. Eller som kvinden siger det undervejs: »Måske er det bare mig, der vil skrige?«" Anne Middelboe Christensen, Information

 

333333

"Monologen "Det Der eR", som lige nu spiller på Husets Teater, er blottet for alt - undtagen genialt skuespil, intensitet og en vanvittigt forførende historie. Og lige præcis det gør monologen til et must see, der for alvor sætter sine spor. Intenst, simpelt - og vanvittigt forførende. Den beskrivelse er, hvad der bedst rammer monologen Det der er, som er skrevet af Peter Asmussen, instrueret af Simon Staho, og som lige nu spiller på Husets Teater.

Karen-Lise Mynster får for alvor lov til at shine i rollen som kvinden Renate, der lever et harmonisk familieliv i DDR i årene op til murens fald - lige indtil hun på en tur til København forelsker sig i danskeren Tom. Mødet sætter gang i lidenskaben og placerer Renate i en splittelse mellem det trygge og harmoniske familieliv og længslen efter Tom. En længsel, der holdes ved lige gennem en hemmelig brevudveksling. Det Der eR er blottet for rekvisitter. Lige bortset fra den stol, Renate er placeret på gennem de 80 minutter, stykker varer. Men selvom Karen-Lise Mynster hverken har effekter eller medspillere at støtte sig til, udfører hun monologen så overbevisende, dragende og intenst, at man på intet tidspunkt hverken keder sig eller fristes til at fjerne blikket fra scenen. Med stor overbevisning indleder hun monologen med replikken "Jeg vil invitere jer hjem til mig ...", hvorefter hun fører sit publikum gennem små finurlige hverdagsøjeblikke, længselsfulde breve til Tom og følelsesladede begivenheder, imens Renates liv paradoksalt nok udspiller sig klart og tydeligt på den helt tomme scene. Med Renates liv og historie i centrum beskriver monologen en anden tid. En tid, hvor krigens alvor havde fået taget på alle, og tvivlen på medmennesker lurerede lige om hjørnet. Denne utryghed og fornemmelse af at blive ført tilbage bliver iscenesat allerede inden stykkets start i Husets Teaters foyer. Her venter publikum blandt murbrokker, gamle billeder og til lyden af en tysk speak og kraftig rungen, før de bliver fulgt ind i salen. Der er ganske enkelt fra start skabt en helhedsoplevelse af et menneskes skæbne og et historisk øjeblik. Det kan siges ligeså enkelt, som monologen er sat op; Det Der eR et must see, der sætter sine spor længe efter, man er trådt uden for teatrets mure" Louise Mai Rasmussen, kultunaut.dk

 

333333

"Huset Teater er for en tid omdannet til østeuropæisk ghetto omgivet af pigtrådshegn og Berlinmur, mens blinkende lys og grå vægge møder os i kælderen. (...) instruktør Simon Staho har allieret sig med lysdesigneren og scenografen Jenny André, og de har virkelig lagt sig selen for at etablere en glædesløs ramme om livet i DDR.(...) Karen-Lise Mynster formår at have mindelserne om livet i DDR med på scenen i et fuldkomment portræt af kvinden Renate. (...)Peter Asmussen har formået at overføre sin romansucces til scenen med en sproglig poesi, som kun de allerstørste skuespillere formår at formidle. Men heldigvis har han i Karen-Lise Mynster en kunstnerinde, der efterhånden synes at overgå sig selv hver gang. Siddende på en stol i et øde teaterrum agerer hun helt afdæmpet og med en eminent rytmik i sproget, som alle kommende skuespillere vil kunne lære af. Det er hendes bedrift, at Renates hjertegribende kærlighedshistorie trods det tilsyneladende trøstesløst perspektiv alligevel bliver en kolosal givende teateroplevelse.Her er tale om diskret teater af den krævende slags men så indiskutabelt i mesterklassen. Hvilken luksus at Husets Teater i samme sæson kan byde på to så forskellige og så forskelligt spillede monologer som LORT og DET DER ER, der kun har det sublime kunstneriske niveau til fælles" Michael Søby, cphculture.dk

 

333333 

"Karen-Lise Mynster leverer her en pragtpræstation, som bør være obligatorisk for alle kvindelige skuespilaspiranter at se. (...) Denne forestilling på Husets Teater fascinerer fra start af pga. et meget autentisk scenografisk arbejde af Jenny André. Jeg havde svært ved at finde indgangen til teateret. Det viste sig at være fordi, der var placeret en Berlinmur med pigtrådshegn foran ved indgangen (heldigvis var der dog en dør i hegnet, og man kunne gå udenom muren). Indenfor kommer du ind i et rum, der ligner noget fra den kolde krigs tid. Der er hærget, stemningsfuldt og inspirerende. Det giver en stærk kontrast, når du kommer ind og ser selve forestillingen (akkompagneret af et dystert lydbillede). Her sidder Karen-Lise Mynster i mørkt tøj alene på en mørk stol på scene, der samtidigt også er mørk. Og ja, her bliver hun sådan set siddende under hele forestillingen. Det er utroligt at se, at det kan lade sig gøre at levere så stærk en forestilling med det set up. Karen-Lise Mynsters karakter lever i Østtyskland under den kolde krig. Hun fortæller om sit liv igennem nogle breve, hun sender til Tom fra Danmark. Det viser sig, at de to har en hemmelig affære. Kendetegnende for den tyske kvinde er, at hun drages af mænd, der er ensomme. Hun fortæller, at da hun var en lille pige, opsøgte hun en ensom mand, der havde fået lov til at bo i kælderen i hendes families bokompleks. Hun tager tøjet af og lægger sig ind til ham. Men han sender hende væk igen. Hun fortæller, hun bliver gift med sin mand pga., at hun mærker en ensomhed i ham, som skyldes hans tanker om hans eksistens. Samtidigt er hendes bedste veninde også et ensomt menneske. Aner man et mønster? Dette kan være ledetråde til at forstå, hvorfor denne kvinde har en hemmelig affære med en dansk mand. Hun udtrykker mange gange sin store kærlighed til denne mand. Men hvad sker der så, når Berlinmuren endelig fjernes, og de har alle muligheder for at finde sammen? Ingenting. Det er måske hendes eget ensomme væsen, der drages af en tilværelse i dyb ensomhed på trods af, at hun har et ægteskab. Måske drives hun endda med det på sin egen mærkværdige måde? Det virker som om, at hun har mødtes meget få gange med den danske mand. Dette flammende møde med ham kan have tændt vanvittigt meget op i hende – måske pga. hun ellers har levet ensomt. Jeg ved det endnu ikke selv. Men tag ind og se forestillingen og se, hvordan I vurderer hendes forhold til ensomheden. Der er mange nuancer at forholde sig til. Den tyske kvinde kommer med en af de mest interessante replikker, jeg endnu har hørt: ”Hun var ensom, men hun var aldrig ked af det”. Det fortalte hun om sin veninde, der levede af at være skuespiller. Lad mig slutte af med den allerfineste replik fra forestillingen, som samtidigt siger meget om hendes person: ”Jeg lever i erindringerne, men jeg levede ikke i dem”" Jonas Gudmand, ungtteaterblod.blogspot.dk

 

333333

"Kan kærlighed overleve når der kommer for mange løgne og fortielser imellem to mennesker? Tja, for de fleste. For vi mennesker har så let ved at gemme, glemme og kapere længsler, drømme og fraværet af den. Det samme gør sig gældende for kvinden Renate i Peter Asmussens monolog, der er skabt på baggrund af hans egen brevroman af samme navn. En monolog der ikke kun beriger, men helt og aldeles fejer tæppet væk under dig. Allerede ved indgangen til Husets Teater sættes scenen. Her er opført en 2,5 m høj mur med pigtråd, og i kælderen er hele rummet omdannet til et sønderbombet og trist stemningsbillede af et DDR, der var en gang. Karen-Lise Mynster er kvinden Renate, der lever et stille og harmonisk liv sammen med sin mand og to børn i den østtyske del af Berlin før Murens fald. På en tidligere rejse til København, har hun indledt et forhold til den danske mand Tom. Hendes længsler efter ham rulles ud i en brevveksling, der også rummer beskrivelser af hendes hverdag i DDR. Her går det langsomt op for Renate, hvad hun egentlig har, og hvad der er på spil, og da Muren falder, kommer sandheden frem. Karen-Lise Mynster er djævelsk god i filminstruktøren Simon Stahos enkle og gribende instruktion. Få skuespillerinder kan lægge så mange ord i én ansigtsrynke. Hun formår at vægte og tilpasse den nerve, der skal til, for at Renates splittelse og nederlag for alvor går op for os. Peter Asmussen har skrevet en monolog, der lige så vel kunne fungere som et godt og spændende hørespil. Man suges med stor foruroligelse ind i Renates historie, som var det en god krimi. Og i Karen-Lise Mynsters og Simon Stahos hænder får Renate og hendes stille liv og historie sjæl og nerve. Så snyd ikke dig selv for denne oplevelse. For det er stor scenekunst" Simon Verheij, out-and-about.dk

 

33333

"En 2,5 meter høj betonmur dækker i øjeblikket Husets Teater. Og når man får kantet sig forbi den ind i teatret, sætter en trygget, ubehagelig kold krigs-stemning sig i kroppen på en. Lamperne i loftet går ind i mellem ud, og et uhyggeligt lydtapet lister sig ind i ens øregange. En DDR-atmosfære præger installationen, som er indgangen til Simon Stahos iscenesættelse af dramatiker Peter Asmussens monolog Det der er – som oprindeligt er en brevroman. I teatersalen sidder vi publikummer i mørket længe. Så tændes lyset brat, og et fuldstændigt nøgent scenerum afsløres. Midt på scenen sidder en aldrende kvinde, Karen-Lise Mynster, klædt i sort sweater og nederdel. Hun piller lidt ved nederdelens kant. Nervøst. Som i Simon Stahos minimalistiske iscenesættelse af uddrag af Peter Asmussens tekster på Aarhus Teater i Hjertet skælver, er det ordene, teksten, der står i centrum i Det der er. Helt bogstavligt er det, det, der er. Udover selvfølgelig de små detaljer i Karen-Lise Mynsters nøgne og nuancerede spil – hendes detaljerede og sparsomme mimik, langsomme drej med hovedet, tragiske øjne og knugede ben, der sjældent skifter stilling. Kvinden, Renate, fortæller om sit hverdagsliv med mand, børn og venner i årene op til Murens fald. Men hun lever også et andet liv – et liv på skrift i breve til sin elsker, Tom, i Danmark. Hun har kun mødt ham en gang, men hun lever alligevel sin passion ud i de fortrolige breve til ham. Hun er splittet mellem sine to liv, ligesom hun er splittet mellem sin erindring og sit levede liv. Det berømte skel mellem fakta og fiktion. En splittelse som bliver bogstavelig og metaforisk med muren, der skiller hende og hendes elsker ad. Men en mur, som måske også paradoksalt gør forholdet til elskeren muligt, gør forholdet åndende. Forhindringen, muren giver næring og ild til lidenskaben. På samme måde som kunsten opstår i det skjulte i DDR og næres af modstand, lever Renate også sit liv ud i skriften, æstetikken, brevene, i erindringen. Det der er på Husets Teater er rigtig godt litterært og sanseligt teater, eminent skrevet og instrueret af makkerparret Asmussen og Staho" Mette Garfield, teater1.dk
 

33333

"Et smukt, fortvivlende liv i DDR’s Østberlin – mageløst fortalt af Karen-Lise Mynster i en monolog af Peter Asmussen. Hvilken lammende kontrast! For bare en måned siden så vi Danica Curcic alene på scenen i Husets Teater med det øresønderrivende ’La merda’-portræt af en italiensk ung kvinde, nøgen på sjæl og legeme, bristefærdig i Berlusconi-Italiens fælde. Og nu sidder Karen Lise Mynster (...), ensom på sin stol, en moden og smuk kvinde, der stilfærdigt og enkelt fortæller sin historie om livet bag muren i DDR’s Østberlin for 30 år siden. Peter Asmussen har skrevet stykket ’Det, der er’ – ’Det, Der eR’ for nu at udlægge titlen. Simon Staho har instrueret og iscenesat. Ja netop iscenesat, for som han gjorde i Asmussen-stykket ’Hjertet skælver’ på Aarhus Teater for et par år siden, hvor han guidede os ad sære veje mod scenen – ad krogede gange, indtil vi mødte skuespillerne i et totalt mørklagt teater, sådan har han på Halmtorvet på Vesterbro henlagt teatrets ydre i dystert mørke, sat hegn om det og ladet en vældig betonmur skjule indgangen, så du tror, teatret er lukket. Foyeren er arrangeret som et udbombet kælderlokale. Spiller de overhovedet i aften? Ja, de gør. Og vi er ikke i tvivl, når Karen-Lise Mynster sidder på sin stol i det grå, nøgne scenerum og fortæller (...) Hvor brevene i øvrigt er hjertevarme og hjerteskærende fortællinger om naboer, forældre, barndom og et hverdagsliv, hvor pladsen er så snær, at spisebordet hænger under loftet og bliver hejst ned, når der skal spises. Og hvor der kan gå tre dage uden vand i hanerne. Stille skriverier om løst og fast, båret af lun humor og determinisme. Om et forhold, der – som hun skriver: ”Lever af umuligheder”. Og som den sorgfulde slutreplik lyder: ”Er du der?”… Karen-Lise Mynster fortæller med små smil, tænksomme pauser, øjeblikke af undertrykt håbløshed, men alligevel latent optimisme. Det er uovertruffen fortællekunst. I et Asmussen-stykke af glasklare formuleringer" Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk

 

33333

"Husets Teater er i ruiner. I ordets bogstaveligste forstand. Her kan du netop nu opleve den meget stærke forestilling ’Det Der Er’, en monolog af en formidabel Karen-Lise Mynster. Scenografien er flyttet fra scenen ud i foyéren og helt ud på gaden, hvor publikum mødes af truende pigtrådshegn og en grå betonmur – jerntæppet er kommet til byen og stemningen er sat. I en sådan grad at vi som publikum nærmest har lyst til at flugten tilbage over muren til friheden igen inden forestillingen overhovedet er kommet i gang. Karen-Lise Mynster leverer en stærk og velartikuleret præstation som den indebrændt længselsfulde østtysker Renate, der har indledt en flygtig affære med en dansk mand under et af DDR-regimet orkestreret besøg i Danmark. Monologen er baseret på Renates brevveksling med den danske mand og centrerer sig omkring livets store polariseringer som liv og død, virkelighed og fantasi, godt og ondt – og ultimativt – om kærlighed versus bedrag. (...) ’Det Der Er’ er en spændende og dybt original opsætning af et yderst velskrevet manuskript. Skynd jer at tage et smut tilbage bag jerntæppet, før det er for sent…"

Tonny Olausen, kulturtid.dk

 

4444

"Det er kvindernes tid på Husets Teater. I sidste uge sad unge Danica Curcic alene og nøgen i spotlyset og revsede en hel nation i den stærke italienske monolog 'Lort'. I drenne uge er det hendes ældre kollega Karen-Lise Mynster, der har overtaget scenen i et anderledes tyst og mørklagt stykke om kærlighed på distancen. Bogstavelig talt mørkelagt. (...) For at komme ind i bygningen skal man først igennem et pigtrådshegn og forbi en 2,5 meter høj betonmur. Kælderen, hvor der normalt ligger en bar, er sømmet til med træplader og fyldt op med murbrokker og en ildevarslende, murrende lyd. Instruktør Simon Staho, dramatiker Peter Asmussen og scenograf Jenny André har omdannet Husets Teater til en toal installation over Østberlin lige før Murens fald. Radikalt som i trekløverets 'Hjertet skælver' på Aarhus Teater sidste år. Dengang sad seks skikkelser i en mørk kælder under det aarhusianske teater og reciterede tekster om dystre emner som dødelig sygdom, svigt og incest. Tonen er lysere i 'Det der er', som bygger på en brevroman af Asmussen fra 2012. Mørket arbejder på andre niveauer, mere diskret. Karen-Lise Mynster spiller den midaldrende kvinde Renate, som skriver breve til en dansk mand, hun har mødt under en rejse til København. Hendes elskede. Hun er gift med en østtysk mand og har to børn. ikke noget stort drama; bare "det der er". Det særlige lys over byen en bestemt eftermiddag, farven på en mur, et besøg hos hendes gamle mor. De små ting. Breve fra et liv, der er lukket inde bag en mur. Både i det ydre og det indre: den politiske adskillelse mellem Øst og Vest spejler sig i Renates følelese af at være lukket inde i et liv som ikke er hendes; og længslen ud. Det er mørklægning på mange niveauer: Renate skjuler sandheden for sin mand, ligesom folk generelt må skjule ting for det østtyske styres overvågning - og husvennen Felix viser sig at være en anden, end han gav sig ud for. Mynsters spil ligger tilsvarende i detaljen. En gradvis drejning på stolen fra venstre mod højre, en rytme i vejrtrækningen, der skanderer ordene som små pakkeposter. Her er en skuespiller med styr på sine virkemidler. Hun bliver næsten gennemsigtig foran sin fortælling, og her får mørklægningen en anden betydning. 'Det der er' handler nemlig også om ordets kraft og teatrets evne til at skabe forestillinger i publikums fantasi. "Jeg slog vasen i stykker, som jeg havde fået af dig, så nu lever den kun i erindringen". Ja, og i vores indre biograf. Det er styrken ved Staho, Asmussen og Andrés mørketeater. Når den ydre verden - og de ydre virkemidler - reduceres til mørke, oplyses vores indre verden tilsvarende. En  barndomserindring om en soldat nede i en mørk kælder spejler sig i fortællingen om naboen, som er graver og synger for de døde. Og vi spejler os i Renates ord, der antager universel karakter. (...) Et smukt og skrøbeligt værk, som kræver lydhørhed over for ordenes musik. Og blik for verdens usynlige vævninger" Kristian Husted, Politiken

 

"Sort scene. Sort stol. Sorte klæder fra top til tå. Det der er bærer Peter Asmussen og Simon Stahos signatur, mulmet, og kredser om menneskets ødelagte forsøg på at finde mening i meningsløsheden. Den på én gang afdæmpede og inciterende monolog, der sammen med betonmuren ude på Halmtorvet og DDR-stemningen nede i teatrets kælder udgør en samlet installation, er baseret på Asmussens saftspændte ord fra brevromanen Det Der eR (2012). Vi er, som titlen indikerer, i Østtyskland i den sidste del af 1980'erne. Renate (Karen-Lise Mynster) skriver til sin hemmelige danske elsker, Tom. Små og store breve om stort og småt. Børnene, manden, en ven, der dør, en veninde, der forsvinder. Muren står for fald, og det samme gøre Renates forestillingsverden. For findes denne Tom? Det der er er en nådesløs krakelering af et menneske, og Mynster er sublim som den ensomme kvinde, der hitter på for at kunne holde ud" Asker Hedegaard Boye, Weekendavisen

 

"Når man nærmer sig Husets Teater til Det der er, går man ind i en 2,5 meter høj indhegnet betonmur, et remake af et stykke Berlinmur, der rejser sig foran det barrikaderede hus i et grimt grågult lys. For den der har været ved den rigtige grænse dengang, er det uhyggelig nemt at aktivere den rædselsfulde udsathed og kolde overmagt, man følte der. Man bliver derpå losset ind i huset, porten lukker, og en snæver trappe fører ned i en bombet kælder, fuld af murbrokker, støvede løsrevne ting fra 40-50’er-fortiden, underlige sager i sprit og røntgenfotos af ansigtsfragmenter. Et gråt og umenneskeligt univers med lyd af silende vand og et rytmisk fejende neonlys. Installationen er et performativt element i teaterbegivenheden, hvor publikum sættes ind i en postuleret DDR tid for at mærke stemningen. Et abstrakt billede på, ikke af DDR. Efterhånden som rummet fyldes op af mennesker, vokser følelsen af ubehag til klaustrofobi, og det er en lettelse at komme op i teatersalen til Karen-Lise Mynster, der beskriver den østtyske kvinde Renates liv. Asmussens tekst er en remediering til scenen af hans roman Det DeR eR. I begge værker har Renate ordet som et Asmussentypisk ’talende menneske’ i en art indre monolog om alt det, der presser på indefra. Det DeR eR er formet som en brevroman, hvor læseren kun møder brevene den ene vej, fra Renate til manden Tom. Hun elsker ham og har gjort det siden en ultrakort affære med ham på en rejse til København. I brevene og deres mundtlige version på scenen udtrykker Renate sine følelser for ham og fortæller sin tilværelse i Øst frem for ham (og os): Et tilsyneladende trygt og godt familieliv med manden Herman og to børn, et arbejde og en række relationer. Alligevel er hun dybest set ensom og sorgfuld. Med ironisk reference til Herman Bang skildrer Peter Asmussen en ’stille eksistens’, driftsbestemt og fuld af længsel. Efter noget ’andet’, frihed, ’den anden’, troskab, at tingene er ’det det er’. Men Renate selv er ikke uskyldig. Med sin fænomenologiske, minimalistiske teknik lader Asmussen livet i DDR med alle dets begrænsninger træde frem for læseren/tilskueren i korte scener og situationer, som fokuserer på konkrete og sanselige detaljer, skæve og humoristiske: Familien hejser spisebordet op under loftet, når det ikke er i brug og ’leger’ hvinende badeværelse med koldt vand i vandkanden og hejseværk, fordi de ikke har et. Et kunstigt ben mod en grå betonmur taler sit gådefulde sprog, og brevene fra og til Renate lægges i et træ i parken. Teknikken implicerer flere betydninger: Renate ser lys i mørket. Det der er, kan godt give glimt af liv og lyst, Renate oplever både glæde og sorg – i modsætning til melankolske mørkemænd som Herman og Tom. Men denne ’sukkerknald af håb’ i Asmussens tekst er alligevel kun overflade på den drivende undertekst i hendes tale: følelsen af bundethed af det ydre miljø, splittelse mellem Herman og Tom i sit indre fængsel, samt den drift mod ’overlevelse’, der styrer hele skriveriet. Skuespillet er bygget op af fragmenter, brudstykker af oplevelser og tanker. Mere situation og tilstand end handling. Opførelsen betoner det statiske og cirkulære ved at placere Renate på den samme stive stol fra begyndelse til slut. Det meste af vejen kan man praktisk taget ikke tale om et plot, dramaturgien ligner mere den cirkulære, hvor mennesker taler og taler, men reelt ikke kommer ud af stedet. Men mod slutningen bygges der pludselig op til et erkendelsesmæssigt vendepunkt, hvor elskeren Tom ironisk tager skikkelse af antagonist i en intrige. Det er stærkt. Omkring tidspunktet for murens fald, tynder hans breve ud, og Renate bliver slået af tvivl både om kærligheden og Toms identitet og motiver. Langsomt fatter hun, at hun paradoksalt har været redskab for en danskers udspionering af hendes land. Alt tyder på, at Tom, som hun har hængt sin kærlighed op på, slet ikke ER i rollen som hendes elsker. Den komplekse ophobning af mere eller mindre fragmenterede fortællinger, der hele tiden bliver brudt, modvirkes af nogle elementer i karakterrelationer og konfliktmønstre, der spejler hinanden og indbyder til at blive bundet sammen interaktivt af tilskueren i en dannelse af mening. Som Tom i forhold til Renate, viser Hermans bedste ven Felix sig at være deres angiver og fjende. Ikke kun Renate praktiserer skjult kærlighed, også hendes ægtemand har en affære, og hendes bedste veninde Sylvia viser sig at have et kærlighedsforhold til en vesttysk skuespiller, som hun formentlig flygter til. Osv. osv. Først undervejs samler scenerne sig til en helhed for sin iagttager, der har gode muligheder for at aktivere sine egne livserfaringer. Renate er en lille historie i historien, der synes at åbne for mere universelle aspekter af menneskers relationer og drømmespinderi. Som gåder og hemmeligheder synes at være et vilkår for erkendelsen, vil mennesker skabe mening hen over meningsløshed. Forestillingsevnens betydning for overlevelse, det være sig på et konkret eller et filosofisk eksistentielt niveau, er et andet mønster i tekstens spindelvæv. Man kan jo hævde, at Renate selv opdigter sin kærlighedshistorie, jf. navnet Tom, og opfinder sin lykke. Som faderen vakte døde fugle til live for barnet, og satte døden og smerten på plads i ’det store hjul af liv og død’, hvor intet er forgæves. Og som Renate får relationer til at dukke op, efter at hun begynder at ’se’ ting, fordi hun vil skrive dem til elskeren. Alle leger, digter og spiller roller hen over mørket og tomheden. Nogen vil se et håb i stykkets sanselige poesi og menneskets evige længsel, om så mure står eller falder. Andre vil sidde fast i erkendelsens chok, da Renate føler sig ramt af ’kærlighedens’ opløsning og næsten ikke kan få vejret. Alle dem, hun er knyttet til dør eller forsvinder. Muren falder, alt er muligt. Men ”Hvor er du”? Dialogen er forstummet. Herman dør, og Renate sidder alene med sin smerte ”og alt det der er her, alt det der er, mit liv falder det fra hinanden?” For enden er der kun døden og forholdet til dit eget hjerte i Asmussens eksistentielle kompromisløshed. Den ildevarslende murrende lyd fra kælderen fortsætter inde i teatersalens mørke stilhed. Rummet virker større end det plejer, helt sort og helt tomt – bortset fra en umagelig sort træstol fremme midt på gulvet. På den sidder Karen-Lise Mynster som Renate. Klædt i sort bluse og nederdel, der konnoterer død, sorg og aldring, mens de tynde sorte nylonstrømper og sko med hæle gør hende feminin. Ansigtssminken er lysgullig som en dødsmaske, der kan lyse, men lægger en dæmper på mimikken. Kvindens tale er tilsvarende lavmælt, som om grundstemningen i hende er resignation. Selv historien om ’festen’ i ’badeværelset’ med børnenes glædeshyl, bliver sagt så stille, at man spørger sig selv, om hun er trykket ned udefra. Kropssproget er lukket og disciplineret. Hænderne samlet i skødet, omfavner hendes egen krop, flagrer selvbeskyttende til ansigtet eller placerer sig under lårene. Ud fra iscenesættelsen og dens patosgreb fornemmer man, at fortællepositionen er bagud, selv om fremstillingen er tidsligt fremadrettet. At Renate kommer lige fra begravelsen til den totale ensomhed, illustreret af scenografien. Politisk giver situationen signaler om det udsatte menneske i systemet, tvunget i en art forhør? Eksistentielt oplever vi det lille menneske i det store (absurd) tomme rum. Kvinden er bundet, sidder fast. Hun rejser sig ikke på noget tidspunkt fra stolen, hvor hun kun har få muligheder for at ændre position. Vi ser et menneske lukket inde i sig selv, med et blik, der liver op ved erindring sammen med et smil. Men skuespilleren inddrager også publikum med sit blik. Kropspositionen er udadrettet, og vi spiller 3. part som fortrolige, der modtager Renates betroelser i en intim stemning. Især i begyndelsen af en ny sekvens lader karakteren blikket glide rundt på tilskuerne, hvad der låser hendes egen position fast på pinebænken, samtidig med at tilskuerne nu indfanges i en art dommerrolle. Nærvær og distance. Den stiliserede minimalisme i Peter Asmussens beskæring af teksten og i Simon Stahos scenebillede og regi brydes af en indre ’vildskab’ i de beskrevne tableauer. Samt af greb i iscenesættelsen, der arbejder på at gøre historien mere fortløbende og sammenhængende ’realistisk’, fx Stahos håndtering af mellemrummene mellem sekvenserne. Pauserne er relativt korte, de markeres ikke med mørke og koreograferes kropsligt musikalsk som sammenbindende overgang for Renate (diegetisk), ikke for skuespilleren på et metaplan. Og med sine mange psykologisk begrundede affektskift udtrykt i tale og mimik er skuespillets kerne naturalistisk. Stemmen ændrer klang, når Renate levendegør andre personer. Styrken stiger med vreden og falder til en hvisken, når hun sender elskeren hemmelige kys. I sandhedens øjeblik sætter Mynster tempoet op på vejrtrækningen, mens stemmen bliver skarp og hele kroppen stivner, før den bukker sammen. Tilskueren genkender og identificerer sig.

I modsætning til talens nuancer er gestikken så sparsom, at enhver bevægelse, en drejning eller bøjning af hovedet eller et ryk til siden med kroppen bliver fremhævet og mejslet ud i en hyperrealistisk stilisering på kanten af noget fremmedgørende. På de føromtalte sceneskift fungerer det præcist iscenesatte gestiske udtryk som en slags tegnsætning. Det indre liv er under stærkt pres, og kroppen er skrøbelig. Kombination af skuespillerens indlevelse med noget stiliseret, fremmed giver en meget stor oplevelse af kunst og nærvær. Det der er lykkes i høj grad med at angribe publikum på mange – forskellige – måder. Genren er en postmoderne hybrid mellem installation, der påvirker affektivt direkte gennem sanser og minder, og en ’klassisk’ teatermonolog, der åbner for tilskuerens identifikation med en fiktiv karakters indre drama, en gribende skæbne med katarsiseffekt. Set uppet citerer en historisk absurdistisk stil med filosofisk-eksistentielle overtoner af meningsløshed. Montageformen udfordrer tilskueren intellektuelt til at samle delene til en helhed ud fra sine erfaringer, ordenes præcise og ofte heftige valører og de tråde, teksten lægger ud. Endelig udfordres tilskueren etisk-eksistentielt gennem den performative ’rettergang’ i iscenesættelsen. Resultatet er en rig og mangefacetteret oplevelse. Peter Asmussen og Simon Staho synes kongeniale i deres radikale modernistiske menneske- og tilværelsesopfattelse. Det konkrete i Asmussens skrivemåde, der ligger i forlængelse af impressionismen, matcher Stahos performative virkemidler. Begge renser udtrykket på scenen ned for at komme dybt ind i mennesket. Det betyder dog ikke, at man ikke kunne forestille sig andre realisationsmåder, der gik helt andre veje. Men hvorfor egentlig spille stykket her og nu? Husets Teater synes at være i gang med en interessant udforskning af monologens væsen og muligheder i dag. Vi har lige fejret 25 årsdagen for murens fald. Men jeg tror især, grunden skal findes i det almenmenneskelige i figuren, det eksistentielle. Det at føle sig spærret inde – på mange måder. Jeg følte mig ramt" Birgitte Dam, peripeti.dk

STØTTET AF

KONSUL GEORGE JORCK OG HUSTRU EMMA JORCK'S FOND

 

 

                 

MEDIESPONSOR:

DET DER ER ER EN DEL AF:

Tidligere forestillinger

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)