DET BLÅ, BLÅ HAV
DET BLÅ, BLÅ HAV
Om forestillingen

Husets Teater og Teater Nordkraft præsenterede:

DET BLÅ, BLÅ HAV

Et rock'n'roll-drømmespil

 

 

Med: Morten Brovn, Mikkel Løvenholt Reenberg og Christine Gjerulff
Manuskript: Nis-Momme Stockmann
Instruktion: Therese Willstedt
Scenografi: Nathalie Mellbye
Musik: Martin Dahl
Lyddesign: Ditlev Brinth Christiansen og Niels Valentin
Lysdesign: Mads Vegas
Oversættelse: Jacob Jonia og Jakob Højgård Jørgensen
Forlag: Nordiska ApS

 

 

Overlevelse var en kamp, og virkeligheden var noget, man flygtede fra, da Husets Teater og Teater Nordkraft præsenterede danmarkspremieren på DET BLÅ, BLÅ HAV. Et rock’n’roll-drømmespil, der råt og poetisk skildrer tre unge mennesker på samfundets bund, hvor aggression og alkohol tilsyneladende er den eneste udvej.

En sort grav fuld af konfetti dannede rammen om opsætningen af DET BLÅ, BLÅ HAV, der foregår i en trøstesløs betonghetto et sted i udkanten af byen. Her sidder Darko og hans stenede ven, Elle, og drikker så meget at hjernen vender vrangen ud. Dagene flyder sammen til én lang, tåget fest, men når festen er på sit højeste, er smerten størst. Under et ubehjælpsomt selvmordsforsøg med en neglesaks og en tøjsnor møder Darko imidlertid den lokale narkoluder, Motte, og pludselig begynder han at føle noget. Midt i forliste drømme, moralsk forfald og dødelig stilstand, opstår der på én gang et håb og en længsel efter noget helt andet. Noget, der ligger på den anden side af bolighelvedets grå betongrænse: DET BLÅ, BLÅ HAV.

DET BLÅ, BLÅ HAV, er skrevet af den unge tyske dramatiker, Nis-Momme Stockmann, hvis prisbelønnede stykker spilles overalt i Tyskland og er oversat til flere sprog. På scenen stod de tre talentfulde unge skuespillere, Morten Brovn, Mikkel Løvenholt Reenberg og Christine Gjerulff, mens iscenesættelsen og det visuelle univers var skabt af to lovende debutanter, begge nyuddannede fra Statens Teaterskole: instruktør Therese Willstedt og scenograf Nathalie Mellbye. I opsætningens drømmespil-univers var lydsiden et vigtigt element, og derfor havde vi inviteret sanger og musiker Martin Dahl (også kendt som Prins Nitram) til at skabe ny musik direkte til forestillingen. Der ud over kunne publikum opleve en helt ny måde at integrere lyden i forestillingen på, idet der er placeret en højttaler ved hver eneste publikumsplads i salen.

 

DET BLÅ, BLÅ HAV var en co-produktion med Teater Nordkraft, som efter spilleperioden i København opførte forestillingen i Aalborg. 

Pressen skrev

 

33333

"Lyden af glasperler der rammer noget hårdt. Overalt i rummet. Mellem publikum et dyb af papirkonfetti i blege farver. Jeg synker sammen i min stol og funderer over hvilke forestillinger jeg kan aflyse, jeg er mættet af indtryk, udmattet af at tænke, føle, vurdere. En ung mand rejser sig og taler om stjernerne. Han vil betragte himlen der lyser særligt en dag i efteråret, han desværre har glemt hvornår er. Manden hedder Darko og hans bedste ven hedder Elle. I en forstadsghetto hvor dyb fortvivlelse, druk, vold og død fylder tiden ud, glemmer Darko alt i en sky af dalende konfetti. Hans sind er kun brudstykker af tanker, mens han fumler med tørresnoren for at gøre en ende på elendigheden og - heldigvis - pludseligt får øjnene op for pigen, Motte. Motte drømmer om blåt hav, Darko om klare stjernenætter. Den smukkeste, skrøbelige, meningsfulde kærlighed opstår og overlevelsen midt i alt det grå fortsætter. Jeg har for længst sluppet alle tanker, min krop og mit hoved er hos Darko, Elle og Motte. Midt i flagrende konfetti der, sammen med hundredevis af liter alkohol, omslutter dem i en masse af ingenting. Det Blå, Blå Hav er en utrolig vigtig forestilling om fattige, fortabte mennesker i Danmark og resten af Europa. Efterladt i ghettoer er de overladt til deres alkoholmisbrug, aborter, selvmord og voldtægter uden mulighed for at trænge ud til os andre. Dramatikeren, Nis-Momme Stockmann, kaster sig modigt ud i de uuddannede, lavestståendes dialog uden frygt for de sentimentale klicheer. Replikker som "hold om mig" og "jeg elsker dig" er rørende fordi de kommer fra mennesker der ikke formår et andet sprog. Det at omfavne hinanden er sværere end at slå hinanden ihjel. Lyden af glasperler rammer noget hårdt, mens menneskeskæbner visner bort i en sky af konfetti. Og mens Darko betragter bjørnen i zoologisk have tænker han på hvis skyld det er at han skal leve et lorteliv i en lorteghetto. Er det dyrepasserens skyld at bjørnen er i bur? Er det bjørnens egen skyld? Publikums? Isolerede fra os andre kan de skrige deres lunger ømme, os andre kan alligevel ikke høre dem. Men i aften kan vi. Om Motte når det blå hav og Darko ser sine stjerner vil jeg ikke komme nærmere ind på. Holdet bag forestillingen fortjener stjerner af guld. Dette er hvad teater skal og kan. Vise os andre mennesker. Give os indblik i liv vi ikke møder og følelser vi ikke forstår. Bagefter i baren bliver der skålet for medmenneskeligheden. Jeg er taknemmelig for at være der og ved at hvis Det Blå, Blå Hav spillede hver aften, ville jeg ikke aflyse en eneste forestilling"
Alexandra Olesen, magasinet KBH

 

 

3333

"Stærk ny dramatik på Husets Teater med stykket 'Det blå, blå hav'. Et signal fra det moderne samfunds bund. (...) Der er lyd. Og det er ikke det mindst vigtige. Lyd og stilhed. En knasen og en hvisken, passager af replikløshed, der gør de uheldsvangre lyde ekstra virkningsfulde. Er vi på et skib, der giver sig i træværket – nu, hvor vi, som det antydes i titlen, kunne være på vej mod ’det blå, blå hav’? Eller er vi inde i hjernen på hovedpersonen Darko? Han er på lodret druknedtur og konstaterer selv, at han drikker så konsekvent, at alt er larmende kaos i hans hjerne. Den er på vej til at vende vrangen ud. Han og kammeraten tumler rundt i bygning B’s sandkasse, d.v.s. – sand … kassen er fyldt af konfetti, maleriske efterladenskaber af en fest, måske et sindbillede på hvad voksne drukner sig i dér, hvor børn har deres sand. Morten Brovn spiller denne Darko, bleg af lysmangel, et ansigt og en stemme, der er på vej mod at visne, trods de enorme kvanta af sprut, han indtager. Kammeraten Elle er så tungt og uflytteligt nedsunket i bjergene af konfetti, at han dårligt er til at skubbe rundt med. Eller få et svar fra. Mikkel Løvenholt Reenbergs pupiller står stille af delirium, når han ellers får øjenlågene op. Så dukker Motte op. (...) Hvad stiller den unge tyske dramatiker Nis-Momme Stockmann op med disse tre personer, da han har placeret dem i sandkassen? Han tænder en stråle af opvågnen i Darko, og pigen Motte ser også en snigvej til en slags brugbart liv, da hun får halet Darko ud af den plastictøjsnor i kælderen til Bygning, han vil hænge sig i. Hvor den snigvej fører hen, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig. ’Det blå, blå hav’ med stjernene på den natsorte himmel. Drømmen om det i hvert fald. Det lyder måske en smule banalt. Men det bliver det aldrig. Dels fordi der er et sådant raseri i teksten, at man ikke slipper den. Dels fordi dramatikeren fortæller historien i en hele tiden fascinerende blanding af replikker, kommentarer og indre monologer hos Darko. Hen er den tilstedeværende, men samtidig afhoppede analytiker af sin egen situation. (...) Tempoet og timingen i Therese Willstedts instruktion er gennemført musikalsk. Nathalie Mellbyes scenografi relevant. Og især lydsiden påtrængende god og gennemført med ekstra højtalere rundt i rummet, også blandt publikum. (...) Det er under alle omstændigheder et bud på stærk ny, tysk dramatik, vi – endnu engang – får på Husets Teater. Og igen med hele oversættelsen trykt i programmet"
Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk

 

 

3333

"Stykket spilles meget godt, især af Morten Brovn, som efter to år i ensemblet hos Mungo Park Kolding nu brillerer i rollen som denne unge, forsumpede drømmer, der ser død og ulykke omkring sig, men bliver ved med at drømme. (...) Det er en stor og ordrig rolle, som Morten Brovn spiller med imponerende overskud. Hver betoning er rigtig, hver pause har betydning, og hvert blik er et direkte spørgsmål til tilskuerne, der sidder på to sider omiring "legepladsen", en stor sandkasse, hvor menneskenes børn rigtigt kan boltre sig indenfor rammen. Her stener Mikkel Løvenholt Reenberg som kammeraten - han har også vælret i Mungo Park Kolding, hvor de to bl.a. medvirkede i "Grenzen". Christine Gjerulff, som sammen med Mikkel Løvenholt Reenberg var med i "Hjardemål" om Thy-lejren, er pigen, som endnu kan drømme. De tre skaber en vigtig forestilling, der bag ved alt det deprimerende har et velkomment islæt af humor. Yderligere giver to helt nyuddannede 26-årige hver sit bud på teatrets fremtid. Therese Willstedt som instruktør har tydelige evner for at gøre det talte teater fysisk, og Nathalie Mellbye går nye, vedkommende veje som scenograf. (...) Der er altså masser af talent i "Det blå, blå hav", som er værd at interessere sig for. Europa er ikke helt fortabt, så længe der er kunstneriske kræfter på spil som her"
Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis

 

 

"Nis-Momme Stockmann er som dramatiker stormet frem på den europæiske teaterscene siden hans debut i 2009 med DER MANN DER DIE WELT ASS (Manden der åd hele verden), som jeg havde fornøjelsen af at se reading af på netop Husets Teater sidste sommer. Jeg forelskede mig med det samme i Stockmanns ord. MANDEN DER ÅD HELE VERDEN var en fantastisk skildring af en mand og hans demente far, og jeg går sådan og glæder mig til jeg skal se den forestilling igen på et tidspunkt. Derfor var mine forventninger naturligvis også høje til DET BLÅ, BLÅ HAV. Og endnu engang må jeg overgive mig. Dette er utrolig velskrevet dramatik. Det er alt det, god dramatik skal være. Det er poetisk, det er gribende og med en fantastisk sans for at skabe interessante karakterer"

Niels Erling, anmelderiet.dk

 

 

"Veleksekveret (...) Opløftet må man blive af det unge talent Morten Brovn, der på Husets Teaters lille scene spiller sin dominerende figur, den unge alkoholiker Darko, på en flot, nøgternt registrerende tone med åbent, blåt blik og sprukken stemme. Godt suppleret af en næsten for sund Christine Gjerulff som pigen og Mikkel Løvenholt Reenberg som den på alle måder kuldsejlede ven.Og håbet må man finde i det nyuddannede instruktørtalent Therese Willstedt, der klogt har iscenesat med en køligt registrerende fornemmelse langt fra forsøget på at gå til opgaven med socialrealisme. Godt hjulpet af scenograf Nathalie Melbyes konfettipool, der er forestillingens ironiske scenografi"

Jakob Steen Olsen, Berlingske

 

 

"Kærlighed og ubønhørlig ghettorealisme på Husets Teater med absurd, poetisk vrid og masser af konfetti. Timingen er god. Samtidig med at årets ghettoliste er blevet offentliggjort med udpegning af hele 33 områder med overvægt af arbejdsløse, indvandrere og kriminelle, kan Husets Teater invitere på tur indenfor i en rendyrket tabersilo. (...) Dér står Darko - som talentet Morten Brovn får til at lyse med en egen indædt glød. (...) Det er rørende. (...) For nu at gøre det ekstra underholdende har scenografen Nathalie Mellbye med et godt antigreb fyldt graven med konfetti. (...) Det er imponerende, at den debuterende instruktør Therese Willstedt får skabt så meget dramatisk action på scenen ud af en tekst, som i store træk er en lang monolog. Det er her, Darko på dramaets metaplan paradoksalt nok bliver almægtig overhund, for det er ham, der suverænt kan fortælle historien og springe frem og tilbgae i tiden og kommentere det hele, så han indimellem synes at glide i et med dramatikerens egen stemme, når han taler om "perversionsbiotop" og håbet som intet andet end "en forlængelse af smerten" (...) Morten Brovns taber forstår at snakke fanden et øre af, så vi hænger på til det yderste. Godt at Husets Teater er gået sammen med Teater Nordkraft i Aalborg om denne danmarkspremiere - begge byer er da også med på ghettolisten. Om ikke andet er der i hvert fald langt mere perspektiv i at smække de udsatte på scenen end i bare at udstille dem på en liste"

Monna Dithmer, Politiken

 

 

"Scenografisk er forestillingen en lille gennemtænkt perle. Her er samspillet mellem detaljerne og historien eminent god. Jeg er vild med de indbygget små højtalere. Det farverige hav der ikke bare er kontrast til drømmen og titlen ”Det Blå, Blå Hav” men også bruges som styrkemarkør på flere relevante steder. F.eks. bliver konfettihavet den farverige sump vores karakterer drukner deres utilstrækkelige greb om livet i men også her deres indre kaos symboliseres via “flodbølger” af konfetti. Der viser at her bliver ideer aldrig til andet end halve sætninger og usammenhængende argumenter. Det er her på bunden af knuste drømme, den tabte fremtid og ungdom at de har hinanden og intet andet. Darko er en charmerende størrelse, der hutler sig gennem livet velvidende der engang var andre muligheder. (...) Denne fortælling fra samfundets bund har momenter af dyster morskab og inderlig smerte, (...) Morten Brovns hjertevarme udgave af en alkoholiseret taber og Mikkel Løvenholt Reenberg der som så ofte før rammer det infantile til perfektion (og det er altså venligt ment) samt Nathalie Mellbyes arbejde med scenografien og lyssætningen"

Thor Kristjan Kidmose, forbrugermania.dk

Tidligere forestillinger

MESSIAS I NAT (2018)

FELT (2018)

MULEUM (2018)

MARTIN SEXTON (2018)

RICHARD III (2018)

VERDEN UDEN OS (2018)

ROCKY! (2018)

ER TÅGEN HER OGSÅ I MORGEN (2018)

BINGO BAR (2018)

EXODUS (2018)

DEN GRØNLANDSKE MAND (2018)

WIR WOLLEN PLANKTON SEIN (2018)

KOM DU? (2018)

LITTERATURSMAGNINGER (2018)

TÆNDT (2018)

#STOPSTILHEDEN (2018)

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018)

SCHWANZEN SÄNGER KNABEN (2017/16)

MIN MOR SIGER (2017)

LAMPEDUSA (2017)

ANKOMST. AFSKED (2017/18)

LITTERATURSMAGNINGER (2017)

UPROAR (2017)

ROCKY! (2017)

THE OTHER BODY - CPH STAGE 2017 (2017)

MAND - KVINDE - HUND - CPH STAGE 2017 (2017)

ODYSSEUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS - CPH STAGE 2017 (2017)

STATUS (2017)

OVERGANG (2017)

MAND - KVINDE - HUND (2016)

REN (2016)

WHITEOUT (2016)

SKABELSEN (2016)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2016 (2016)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN - CPH STAGE (2016)

NO PLANET B - CPH STAGE (2016)

Historien Om Øjet (2016)

RØD NAT (2016)

LORT (LA MERDA AF CRISTIAN CERESOLI) (2016)

OG NU: VERDEN! (2016)

IMPOSSIBLE (2016)

NO PLANET B (2015)

FOR ENDEN AF KÆRLIGHEDEN (2015)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2015)

ILLUSIONER (2015)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2015 (2015)

THE EINSTEIN OF SEX - CPH STAGE (2015)

LORT (LA MERDA) - CPH STAGE (2015)

THE EINSTEIN OF SEX (2015)

DET DER ER (2015)

LORT (LA MERDA) (2015)

IMPOSSIBLE (2014)

Konstellationer (2014)

ilt (2014)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK 2014 (2014)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2014)

Gud taler ud (2014)

HUN HAN HØN (2014)

Sne (2014)

Varmestuen (2013)

Rød nat i den brune kødby (2013)

Udsøgt smerte (2013)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2013)

GOODBYE EUROPA! (2013)

GEORGE KAPLAN (2013)

PEGGY PICKIT SER GUDS ANSIGT (2013)

SIDSTE SKRIG (2012)

DET BLÅ, BLÅ HAV (2012)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2012)

Gud taler ud (2012)

SORT PÅ HVIDT (2012)

SEX OG VOLD (2012)

KONVOLUTTEN (2011)

DEN GYLDNE DRAGE (2011)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2011)

FAR SKAL DØ (2011)

GREENBOY (2011)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2010)

PÅLÆG (2010)

I MORGEN I QATAR (2010)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2010)

SANDSYNLIGVIS (2010)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2010)

INGEN MØDER NOGEN (2010)

RØD NAT I DEN BRUNE KØDBY (2009)

UTERUS (2009)

FESTIVAL FOR NY EUROPÆISK DRAMATIK (2009)

VESPER (2009)

BUMS! (2009)

BLEKINGEGADE (2009)

CREATURE (2008)

EN SMULE STILHED FØR STORMEN (2008)

NON-STOP (2008)