FEED ME

FEED ME

 

FEED ME er Husets Teaters nye initiativ, der giver et kig ind til processen i tilblivelsen af en teaterforestilling.

 

FEED ME er der, hvor vi samler al den inspiration, der er gået forud for forestillingen. Fordyb dig i spændende artikler, ukendte digte, vilde YouTube-videoer, smukke kunstværker, Husets Teaters egne interviews med tænkere og, og, og... Kort sagt alt dét, der er med til at forme og fodre en teaterforestilling.

 

FEED ME kommer for fremtiden til at være tilknyttet alle forestillinger på Husets Teater og bliver opdateret løbende i perioderne op til premiererne. Hvis du vil se hvad FEED ME til SKABELSEN byder på, så klik her, scroll lidt ned på siden og gå på opdagelse i de ting instruktør og manuskriptforfatter Jens Albinus og dramaturg Pernille Kragh har udvalgt til SKABELSENs foderbræt.

 

FEED ME giver dig noget at tygge på både før og efter forestillingen.

Velbekomme!

FEED ME - STATUS (2017)

 

STATUS er baseret på en roman af den norske forfatter Erlend Loe, der har en betydelig dansk læserskare. I 1996 tog Erlend Loe første gang læserne med storm med romanen NAIV. SUPER. Dens forunderlige blanding af eksistentiel angst, filosofiske og kosmologiske overvejelser, og den barnlige, naivistiske forundring og legende omgang med hverdagens små tildragelser udtrykte en original stemme i nyere norsk litteratur.

 

Den nye tone, som Erlend Loe slog an allerede med sin debut i 1993, har han siden fulgt. I alle Loes romaner blandes – som regel med stor humor – leden ved og angsten for livets meningsløshed med en art hverdagsabsurdisme og lavkomik. Resultatet er en underholdende og vildt fabulerende stil, hvor kritikken af samfundets selvtilstrækkelighed og materialistiske besættelse ligger som en konstant undertone.

 

Hvis du har lyst til at læse lidt om forestillingens inspirationskilder, så læs med herunder:

 

 

KAUFMAN:

 

STATUS er en forestilling om at være forkert i en verden der prioriterer salgbarhed, og som måler og vejer ting ud fra markedets vilkår.

 

På norsk har Erlend Loe givet sit værk titlen Vareopptelling. Historien om Nina Faber er - udover at være historien om et individs gøren status over eget virke - også historien om kunstens guerilla-krig mod en allestedsnærværende varegørelse.

 

Charlie Kaufman, den amerikanske manuskriptforfatter bag f.eks. Being John Malkovich og Eternal Sunshine of the Spotless Mind, formulerer sig her om, hvad han kalder marketing-kulturen:

 

"Vores kultur er en marketingkultur - Det er hvad vi gør. Og hvad er marketing?
At prøve at få folk til at gøre, hvad du vil have dem til at gøre.

 

Det er, hvad der driver sproget i vores konsumkultur, det er hvad, der driver vores politik, vores kunst, vores musik, vores film, vores bøger, vores finkultur.
Det er en del af en enhver forskningsstipendiats-ansøgning.

 

Vi prøver at sælge folk noget. Med bullying, angststyring, manipulation, kontrol, trussel.

 

Vi må ophøre med at være en del af det.
Vi må ophøre med at sælge. Vi må ophøre med at være besatte af at sælge, eller af hvordan man bliver et hit, eller af hvordan man passer ind i det eksisterende system.
Vi må begynde at fortælle, at vi har et håb om, at der en anden måde at være tilstede i denne verden på. At vi med mod og med ærlighed og med sårbarhed, kan sætte sprog ind i verden, der tjener andre formål.

 

Måden hits fungerer på nu er - og jeg taler om mainstreamkulturens hits - at det eneste formål er at få dig til at købe et produkt.
- Det eneste formål, det eneste formål, det eneste formål, det eneste formål.

Og denne intention skaber sprog som vi lytter til.

 

Og dette sprog skaber os.
I politik er vi reducerede til det samme spil. Gennem svindel, sløring af facts, mobning, frygtmanagement. Det mål at gennem marketing skabe en præsidentkandidat præsident er allerede opnået.

 

Jeg ved ikke en masse ting om en masse ting. Jeg ved ikke så meget som jeg gerne ville om det meste. Men jeg er et menneske og jeg vil ikke deltage i en konkurrence om retten til at blive behandlet derefter. Jeg vil ikke spille det spil, og heller ingen andre burde været nødsaget til det."

 

- Charlie Kaufman, amerikansk manuskriptforfatter

 

Kaufmans impressionistiske fragmentering af virkeligheden, som er kendetegnende for alle hans film, har inspireret vores scenografiske udtryk.

 

 

PROLOGOS:

 

Nina Faber kaster sig ud i en stor udfoldelse af den skrift hun har nedfældet. Det er samtidig en spørgen efter en udfoldelse af sit eget selv på andre præmisser end markedets.

 

Med sin gode ven og redaktør Cato Vold forsøger hun at udkomme med sin bog, samtidig med at det efterhånden bliver tydeligt at hendes kamp for at udkomme er identisk med den forestilling, der foldes ud omkring hende.

 

Inger Christensen arbejder i sit store opus Det med skabelsen og skabelsesprocessen. Også her foldes et substansløst ”det” ud, på lyriske præmisser. Det kan lede tankerne i mange retninger.

Skabelsen af verden, mennesket eller, simpelthen værket. Efterhånden som det tager form og bliver sit eget, træder ud af sin skaber og bliver til i sin egen ret, tager det afsked med sit ophav og bliver sin egen fortælling.

 

"Det er kommet til sig selv. Er kommet til at stå for sig selv. Har viklet sig ud af en masse og nået det enestående. Har beskrevet en udvikling og nået det selvskrevne udtryk. Har forfulgt sig selv og tilfældigt fundet sig selv. Som en selvfølge. Er kommet til at stå inde for sig selv. Og kan begynde for sig selv. Eksperimentere med rækker af fritstående, fritsvævende udtryk. Undertiden med direkte svømmende udtryk. Drømmende. I en anden verden. Indebære sig selv. Det var det der skulle til. Skal til. Det der omsider får sig selv til at gøre noget andet. Tvinges af sig selv til at spille en rolle som andet end sig selv. Som en selvfølge. Indebære sig selv som en fremmed for alt mulig andet end sig selv. Fremmed og fjendtlig, udenforstående. Og forstående. Har omsider fået øjne i hovedet og ser sig omkring. Forholder sig frit f.eks. til en verden af sten, til en verden af planter, til luft, til vand og til sin egen verden. Som en anden verden. Omsider. Har fundet sine egne ben og kan bevæge sig væk fra sin egen død. Fuldkommen frit. Altid som en del af en dyrebar forvandling. Så ligefrem følsomt som kun et dyr kan spille sin dødelighed igennem. Animeret. Glemme sig selv. I jagten på alt muligt andet end sig selv. Glemme sin død. Ved at dræbe. Alt muligt. Sætte det til livs. Fortære en andens død. Tømme sig for den. Lade som om det bare er noget der ligner. Engang. Og i en anden verden"

 

- fra I. Christensen, Prologos (Det).

 

 

BLOGVERDENEN ER EN ANGSTBOMBE:

 

Her fortæller forfatter Erlend Loe med egne ord om forholdet mellem kunsten og omverdenen, her især med fokus på den grundangst som ofte er en komponent i kunstnerens skaberkraft. Det er velformulerede tanker om hvornår kunsten virkelig rykker, og hvornår den blot forsøger at sælge sig selv, eller købe din opmærksomhed ved at spille på dit indre ængstelige klaver.

 

af ERLEND LOE: BLOGVERDENEN ER EN ANGSTBOMBE (uddrag af foredrag : READ A FUCKING BOOK, 2016)

 

"I dag er der angst overalt, og den meddeles umiddelbart. Den er i vore film og tv-serier og reality-programmer, alle står i kø for at meddele sig om den, og i skrift finder den sit udtryk i bloggeren. (...)

 

Blogverdenen er en angstbombe, som vil give energi til alle landets kommuner, den dag nogen finder på at udvinde elektricitet af angst. 
(...)

 

Man koketterer med en ængstelighed eller man blotter en uro.
En slags nyttig "lege-angst", som kan fodre det kreative, snarere end at stå i vejen for den. 
Men de virkeligt store digtere, digtere som Thomas Bernhard, Virginia Wolf, eller Olav H.Hauge,
m.fl. - alle har en anden omgang med et angst-niveau, eller med en række indre dæmoner, end dem der koketterer med at livet er lidt små-tungt, men egentlig er ude efter at få fleste mulige følgere på et socialt medie.

 

For at omgås eller bearbejde angst eller neuroser for det egentlige liv, det der er udenfor bøgerne. Det er det som jeg - og jeg tror de fleste andre som læser bøgerne, egentlig vil have. Det er ikke angsten i sig selv, hvis angsten bare afføder bablen om sig selv - så har jeg ikke brug for den. 
Hvis den prøver på at sælge mig noget, en positur, som tilmed er lidt klædelig eller sexet, vil jeg heller ikke have den - hvad jeg derimod vil have, er hvis den afføder større tanker og konstruktioner eller historier, som er større og mere indsigtsfulde, dybere og vredere og ømmere og underligere og mere slidte og beskidte, mere grisede, end jeg er i stand til selv at male frem selv - så vil jeg have den. (...)"

 

- Erlend Loe

 

For fuldt interview - se her:

 


 

 

PATTI SMITH SYNGER BOB DYLANS "A HARD RAIN IS GONNA FALL"

 

Patti Smith optrådte ved Nobelpris-ceremonien i 2016 da Bob Dylan modtog Nobelprisen i litteratur. Men midt i sin optræden må Patti Smith gøre holdt. Hun er nervøs, siger hun. Midt i den stort anlagte hyldest til en af tidens helt store helte indenfor musik og lyrik, røber sangerinden sin skrøbelige menneskelighed, der skjuler sig under kunstens store vinge:

 

 

FEED ME - LAMPEDUSA (2017)

 

Lampedusa blev skabt af AKUT360, bestående bl.a. af instruktør Andreas Dawe, der fra han fik nys om forestillingen første gang fik et brændende ønske om en dansk opsætning. Af inspirationskilder til forestillingen gjorde Andreas Dawe et omfattende stykke forarbejde.

 

Andreas Dawe: "I mit forberedende arbejde med forestillingen har jeg lavet et omfattende research- og inspirationsarbejde, ikke mindst for at blive klogere på hele flygtninge- og migrationstematikken og for at forsøge at forstå, hvad det er – politisk, socialt, moralsk, økonomisk m.m. – der foregår i Europa i disse år. Jeg har læst en lang række artikler, teaterstykker og bøger, besøgt et hav af hjemmesider, set fotos, film og tv-udsendelser, hørt radio og været i teatret, i biografen og på museum. Jeg kan ikke her redegøre for alt det materiale, jeg har været i berøring med, men vil her nævne en række af de vigtigste kilder, jeg har benyttet mig af.

 

 

 

BILLEDKUNST OG FOTO

Af billedkunst (under havets overflade!) kan jeg anbefale, at man går på opdagelse i Jason deCaires Taylor: ”The Raft of Lampedusa”. Man skal blot søge denne titel på nettet, så dukker det frem. Se google-resultatet her.

 

   

Jeg kan også henvise til denne fremragende fotoserie fra MoMAs (Museum of Modern Art) hjemmeside.   

 

Jeg har også været inspireret af dette voldsomme billede af en kæntret båd. Billedet er taget af Reuters:

 

          

 

For fotos i øvrigt er det bare med at gå i gang med at søge på nettet. Der er et nærmest uendeligt fotomateriale tilgængeligt, som skildrer alle facetter af livet (og døden) som flygtning. Mange af billederne er ubærlige at se på.

 

Derudover kan jeg henvise til udstillingen ”Migrationspolitik: Tre CAMP-udstillinger”, der tidligere har været vist både i Trampolinhuset og på Statens Museum for Kunst. Udstillingen vises ikke længere, men der findes et fremragende katalog til udstillingen, som givetvis kan rekvireres ved henvendelse til de to udstillingssteder. Kataloget giver et grundigt indblik i hele flugt- og migrationstematikken, ikke mindst ved at inddrage kunstværker, der tager udgangspunkt i personlige erfaringer og oplevelser af, hvad det vil sige at være fordrevet og på flugt.

 

 

 

ARTIKLER

Af de utallige artikler, jeg har læst i et mangfoldigt udbud af forskellige aviser og magasiner (print og på nettet), har jeg særlig trang til at gøre opmærksom på denne flugt-beretning af Depp Mattock, som stod til at læse i Information d. 15. juli 2016.

 

Af mere politisk betonede artikler kan jeg henvise til disse tre skrevet af hhv. David Trads (Altinget 30. maj 2016), Uffe Elbæk (Politiken 2. juni 2016) og Leila Stockmarr (Politiken 7. juni 2016).

 

Følgende debatindlæg af Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær for Red Barnet (Politiken 7. oktober 2016) er også værd at læse.

 

Derudover kan jeg henvise til kronikken ”40 millioner fordrevne lever i glemsel” af generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl (Politiken 19. september 2016).

 

Kronikken ”Der var et yndigt land” af professor emerita Eva Smith (Politiken 9. oktober 2016) er også et stærkt indspark i den hjemlige debat (desværre kun tilgængelig for abonnenter).

 

Følgende interview med den bosniske flygtning og forfatter Alen Mescovic (Politiken 22. maj 2016) giver et stærkt indblik i, hvad det vil sige at være flygtning og fremmed i et nyt land.

 

Man kan også med fordel læse Carsten Jensens passionerede debatindlæg, ”Flygtninge, der når vores land, bliver forhånet og foragtet” (Politiken 26. december 2015).

 

Også Kirsten Thorups og Kristina Stolzt’ omfattende reportage, ”Afviste asylansøgere deponeres
som menneskeligt vraggods – en rejse ind i mørket”
(Politiken 15. oktober 2016) er absolut værd at læse! Det er en rystende og hjerteskærende beretning om, hvordan afviste asylansøgere her til lands behandles og dehumaniseres, når de af den ene eller anden grund ikke kan udvises/tilbagesendes.

 

Følgende interview med den norske kriminolog og professor Katja Franko kommer ligeledes grundigt ind på det stærkt problematiske i, at afviste asylansøgere behandles som kriminelle (Politiken 5. november 2016).

 

Dette er bare et lille udpluk af de talrige artikler, jeg har læst undervejs i forløbet. Afslutningsvis kan jeg tilføje, at jeg også har haft stor nytte af en lang række grundige artikler fra Weekendavisen, som ikke mindst indgående har beskæftiget sig med afrikanske flygtninges virkelighed og skæbner – disse artikler er dog desværre ikke umiddelbart tilgængelige på nettet.

 

Derudover kan jeg – hvis man ønsker indsigt i krigen i Syrien, som jo er en alt for væsentlig del af hele denne tematik – anbefale Informations særavis fra 14. oktober 2016, som udelukkende beskæftiger sig med netop denne krig og dens konsekvenser. Avisen kan givetvis skaffes ved henvendelse til Information.

 

 

 

TEATERSTYKKER OG BØGER

Af teaterstykker kan jeg (hvis man ikke så forestillingen) anbefale at læse Christian Lollikes ”Living Dead”, som spillede på Århus Teater og Sort/Hvid i efteråret, hvis man på nogen måde kan få fat i det på print. Kontakt evt. Sort/Hvid.

 

Af bøger vil jeg især fremhæve to: ”Flugten til Europa” (Tiderne Skifter 2015) af Klaus Rothstein og ”Europas ambassade” (Gyldendal 2016) af Jens Christian Grøndahl.” Begge forfattere har besøgt Lampedusa og begge bøger giver et rigtig godt indblik i hele flygtningetematikken + i hvordan de mange flygtninge og drukneulykker påvirker livet og dagligdagen på Lampedusa. Begge bøger tager også grundigt fat i de dilemmaer, der opstår, når et Europa (selv i krise), møder og skal håndtere 100.000-vis af flygtninge og nødstedte mennesker, som mange på den ene side mener, vi ikke har plads til, men som vi på den anden side er moralsk forpligtet til at hjælpe. Hvordan passer vi på os selv, samtidig med at vi ikke kan vende det blinde øje til, at mennesker drukner i Middelhavet? Det er nogle af de spørgsmål, de to bøger på fornem vis belyser.

 

Hvis man ønsker en bredere indsigt i ikke kun flygtningeproblematikken, men i politiske, sikkerhedspolitiske, militære, økonomiske og sociologiske forhold i det hele taget på både nationalt, internationalt og globalt plan, kan jeg anbefale artikelsamlingen ”Verden på flugt”, Ræsons Forlag 2016. Den kan være lidt tung at komme igennem, men man bliver klogere!

 

Derudover kan jeg på det varmeste anbefale at læse essayet ”Frygten for de fremmede”, som indgår i essaysamlingen ”Kvælstof” af Suzanne Brøgger, Gyldendal 1990 (kan købes på nettet eller lånes på biblioteket). Essayet er skrevet i 1987 og beskriver, som titlen antyder, danskernes forhold til de fremmede. Teksten fremstår, her næsten 30 år efter sin fremkomst, skræmmende aktuel og kunne, ord for ord, lige så godt (eller måske endda endnu bedre?!) være skrevet i dag. Brøgger er nådesløs i sin skildring af de fremmedangste danskere, som i den mellemliggende tid blot er blevet endnu mere angste.

 

 

 

VIDEO OG TV

Af tv-udsendelser vil jeg især fremhæve BBC-serien ”Exodus: Our Journey to Europe”, som i tre afsnit af en times varighed følger en række flygtninge hele vejen, fra de bryder op fra deres hjem, til de lander i deres nye hjemland et sted i Europa. Det er en rystende og stærkt gribende serie, som giver et unikt indblik i, hvad det er, disse mennesker går igennem på deres flugt. Serien har været vist på DR under titlen ”Flugten”. Den har ligget på DR’s hjemmeside, men jeg mener ikke, den ligger der mere – men man må forsøge at lede i deres arkiv, på BBC’s hjemmeside eller andre steder (Youtube er jo altid et forsøg værd). Jeg kan ikke stærkt nok anbefale serien!

 

Jeg kan også anbefale den tyske dokumentarudsendelse ”Tod im Mittelmeer” (Døden i Middelhavet), som omhandler den drukneulykke, der skete ud for Lampedusas kyst d. 3. oktober 2013, og som kostede flere hundrede menneskeliv – det var netop den ulykke, som satte Anders Lustgarten i gang med at skrive sit teaterstykke ”Lampedusa”.

 

         

         

 


Særligt kraftigt vil jeg anbefale Jakob Brossmanns dokumentarfilm, ”Lampedusa Im Winter”, som til en absolut rimelig penge kan erhverves på DVD via dette link. Filmen giver et fantastisk fint, nænsomt, følsomt men også total usminket indblik i livet på ”Lampedusa” – både som det leves i sin ”normalitet”, men selvfølgelig også som det leves i konsekvenserne af at være opsamlingssted for tusindvis og atter tusindvis af bådflygtninge. Muligvis ligger filmen også tilgængelig på nettet et sted; jeg har dog i skrivende stund ikke kunnet finde den, så umiddelbart er køb på DVD nok det nemmeste.

 

Også Gianfrancos Rosis prisbelønnede dokumentarfilm ”Havet brænder – vejen til Lampedusa”, som gik i de danske biografer i efteråret, er absolut værd at se. Her følger vi en række af de indfødte beboere på Lampedusa sideløbende med, at vi får et voldsomt og dramatisk indblik i det redningsarbejde, der foregår på Middelhavet i forhold til at bjærge nødstedte og døde flygtninge fra de mere eller mindre faldefærdige både, de begiver sig ud på Middelhavet i. Filmen kan måske findes på nettet et sted eller købes på dvd.

 

Jeg kan også stærkt anbefale den danske dokumentarfilm ”Håbet bag hegnet”, hvor man følger en gruppe unge, afrikanske mænd, der (igen og igen) forsøger at krydse det gigantiske hegn, der omkranser den spanske enklave Melilla i det nordlige Marokko. Filmen er optaget af en af de unge mænd selv (med et udleveret kamera), og dette bidrager stærkt til autenticiteten. Denne styrkes også af, at der også indgår sekvenser i filmen, som er originale optagelser fra de overvågningskameraer, som hegnet er spækket med. Optagelser, hvor man ser massevis af de unge afrikaneres forsøg på at komme over hegnet i evig og nådesløs kamp med politiet. Filmen blev vist på DR2 d. 13. oktober 2016, men ligger ikke længere på DR’s hjemmeside, desværre – men måske kan den alligevel findes på nettet et sted. Prøv evt. Youtube eller henvendelse til DR. Der er (også i denne film) ubærlige scener.

 

 

 

MUSIK OG LYD

Under arbejdet med ”Lampedusa” har jeg også lyttet meget til musik. Dels, selvfølgelig, for at finde den musik, der skulle bruges til forestillingen, men også for at finde ind i en stemning og følelsesmæssigt tilstand, som var brugbar i forhold til at åbne op for sindet og dermed materialet, så at sige. Jeg (som så mange andre) bruger ofte musik på den måde. Det værk, jeg har brugt allermest, og som jeg i forbindelse med projektet har lyttet til igen og igen og igen (og som også indgår i forestillingen) er: Giovanni Battista Pergolesi: ”Stabat Mater” med Andreas Scholl, Barbara Bonney og Les Talents Lyrique under ledelse af Christophe Rousset, Decca 1999.

 

I forestillingen indgår desuden musik af Toumani og Sidiki Diabaté. I prøvearbejdet har vi også brugt musik af Kate Tempest og Rammstein, som dog ikke indgår i forestillingen. Som udgangsmusik høres “These are the Days” af og med Sir Van Morrison fra albummet “Avalon Sunset”, Mercury Records 1989.

 

Derudover kan jeg nævne, at man på Soho Theaters hjemmeside kan høre hele Anders Lustgartens stykke i en audio-udgave med de to skuespillere, der spillede forestillingen, da den havde urpremiere i England i 2015. Søg på ”Soho Theatre Lampedusa”, så dukker den (+ en del andet fint materiale) frem. Og hvis man søger på ”Stadsteatern Stockholm Lampedusa” kan man finde materiale (+ et lille interview med Lustgarten) om den svenske udgave af stykket, som spillede i foråret 2016."

 

Vi håber, at DU vil finde noget at dette baggrundsmateriale interessant.
 

FEED ME - REN (2016)

 

"REN" er baseret på Inger Christensens version af Euripides græske tragedie om Medea, men hvilke inspirationskilder er der ellers at finde til forestillingen?

 


Samtale med Marcel Lysgaard Lech:
Den 13. oktober mødtes det kunstneriske hold med phD og lektor i oldgræsk, Marcel Lysgaard Lech, som har beskæftiget sig med det græske drama i almindelighed og Medea i særdeleshed gennem 16 år, hvilket kulminerende i oversættelsen af Euripides' Medea for Betty Nansen Teatret sidste sæson. Det kom der en lang og spændende snak ud af, her får I en ganske lille smagsprøve. Om Medeas rejse fra menneske til det guddommelige. Klik her for at lytte
 

 


Video med Kate Tempest:
Kate Tempest er en engelsk lyriker, spoken word kunstner, forfatter, dramatiker m.m.. Kate Tempest fremfører her en tekst om individets følelse af magtesløshed stillet overfor et samfund, et system, en kultur bygget op omkring at forbruge for at fylde et tomrum ud, for at glemme, for at forsøge at finde mening og for at fornægte tingenes egentlige (s)tilstand, resulterende i den ulmende aggression i folkedybet, som siver ud under indflydelse af alkohol på en fredag nat i byen. Hendes energi og "raseri mod en udefra dikteret livsbetingelse - eller skæbne som Euripides kalder det - har været en stor inspiration i arbejdet med REN. Hvem bestemmer hvordan dit liv ser ud? Et desperat forsøg på at slå fra sig, er en historie, vi ser spejlet andre steder både i kunsten og samfundet.

 

 

 

 

Rote armee fraktion:
Jens Albinus fortæller om nedenstående klip med Ulrike Meinhof fra RAF (Rote Armee Fraktion):

I 1960'ernes Vesttyskland så en hel generation af velsituerede unge tyskere sig omgivet af et samfund opbygget af præcis de samme samfundsspidser som 15 år forinden havde gennemført Holocaust. Siden krigen, var meget bygget op på rekordtid, men på et grundlag som mange opfattede som gennemført løgnagtigt. Der rejste sig et stærkt behov for at korrigere historien og selvforståelsen. Iblandt dem var den kritisk akademiske journalist Ulrike Meinhof, som befandt sig i et felt af flere uløslige dilemmaer:

 

I forhold til opdragelsen af sine børn: "Man kan ikke stræbe efter at ophæve konkurrenceforholdene indenfor familien uden også at måtte kæmpe for at ophæve konkurrenceforholdene udenfor familien - i samfundet", udtaler bl.a. hun i dette interview, som er optaget kort før hendes spring ind i illegaliteten.

 

Og i forhold til verden: Tyskland havde rejst sig ved hjælp fra det USA, som lige nu voldeligt satte sig igennem over for det lille Vietnam, bl.a. fra store amerikanske luftbaser på tysk jord.

 

Ulrike Meinhof bliver som bekendt en del af en væbnet modstandskamp, og det korrektiv, som RAF forsøger at udleve, ender både katastrofalt og dødeligt. Ulrike og hendes kampfæller fængsles og dør i fængslet Stammheim. Men dilemmaet som kastede dem ud i den væbnede kamp, er lige så uløst i dag, som det var dengang:


"Frygteligt er det at dræbe. Men ikke blot andre, også os selv dræber vi om nødvendigt, for kun gennem vold lader denne morderiske verden sig ændre, som enhver levende ved"
 

Med dette citat fra Brechts lærestykke: "Forholdsreglen" ved sin side begik fangerne i Stammheim selvmord. For Ulrike Meinhof var situationen med kompromis over kompromis til sidst så ubærlig, at hun tog springet ud i illegaliteten. Og da modsætningsforholdene, også i den tilstand var for uovervindelige, valgte hun en anden radikal udvej.

(Du kan trykke i bunden til højre i klippet for at få engelske undertekster på)

 

 

FEED ME - SKABELSEN (2016)

 

"SKABELSEN" er frit baseret på den Skabelsesberetning, som står at læse i Gamle Testamentes 1. Mosebog. I arbejdet er Det Danske Bibelselskabs nye oversættelse fra 2014 blevet anvendt. Derudover er teksten blevet til som en fri fabuleren efter samtaler med Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, tidligere overrabbiner Bent Melchior, digter Søren Ulrik Thomsen, fillosof Anders Fogh Jensen, samt professor Mogens Müller fra Københavns Universitet.

 

Men hvad har ellers fodret forestillingen?

 

 


2 x Peter i samtale om parallelverdener:

Filosoffen Peter Sloterdijk og kunstner og kurator Peter Weibel mødes i Kunsthalle Wien i samtale om parallelverdener. Her diskuterer de bl.a. verdensbilleder, erkendelseshistorie, den Kopernikanske krænkelse og ikke mindst The Flammarion Engraving, et træsnit der afbilder menneskets konfrontation med det store kosmos. Se samtalen (der foregår på tysk) ved at klikke her

 

 


The National:

Tom Berninger er 30 år, aspirerende horrorfilm-instruktør, single, hjemmeboende og så er han lillebror til Matt Berninger, forsanger i The National, et indierock-band med verdensomspændende succes. I et forsøg på at hjælpe sin lidt retningsløse, dovne men elskelige lillebror ud i livet, inviterer Matt sin 9 år yngre bror med på en verdensomspændene turné som roadie. Tom medbringer et videokamera og en ambition om at lave en dokumentarfilm om bandet. "Mistaken for Strangers - the movie" er en film om at forsøge at blive noget, blive nogen, at tingene ikke blev som man troede, om at fejle, om at samle sig selv op igen bagefter og starte forfra.

 

 

 

 

Musikvideoen til The Nationals nummer "Sea of Love" viser bandet i et tømt rum giver følelsen af et sted, som kun bruges til opbevaring ikke beboelse. Med sit skrabede, ubehjælpsomme udtryk har videoen været med til at inspirere SKABELSENs univers.

 

 

 

 

 

The Flammarion Engraving:

The Flammarion Engraving er et træsnit udført af en ukendt kunstner. Værket optræder første gang i L’átmosphère: météorologie populaire af den franske astronom Camille Flammarion (deraf navnet Flammarion Engraving) i 1888. Der er dog delte meninger om snittets oprindelse, da stilen og det der afbildes svarer til 15. århundredes Tyskland. Den tyske filosof Peter Sloterdijk døber den afbildede mand i træsnittet ”Renæssancens Adam” og argumenterer for at der her afbildes en videnskabsmand’s møde med det heliocentriske verdensbillede – tidligere havde man ment, at jorden måtte være centrum for universet, og således omgivet af såkaldte ”kugleskaller” hvorpå sol, måne og stjerner befandt sig. Men Kopernikus satte solen som centrum og jorden i kredsløb omkring den. Her ser vi så mennesket bryde igennem den gamle kugleskal og skue ud i kosmos. The Flammarion Engraving viser altså menneskets tab af sin identitet som universets centrum. Se værket ved at klikke her.

 

 


Adams Skabelse, Michelangelo:

Henover 20 måneder mellem 1508-1512 skabte billedkunstneren, skulptøren og arkitekten Michelangelo de mange motiver som pryder loftet i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet i Rom, deriblandt værket Adams Skabelse, som er blandt hans mest kendte og elskede. Se værket ved at klikke her.

 

 


Filosoffen og Teatermanden:
Husets Teaters kunstneriske leder Jens Albinus har haft samtaler med filosof Anders Fogh Jensen om skabelse. Vi har klippet nogle uddrag ud som du kan høre på soundcloud:

 

- Om sproget som redskab til at erkende verden, men også som endegyldig adskillelse af menneske og omverden.
Lyt til uddraget her

 

- Om logos/ordet, kroppen og ånden, tungetalen og den gentagne spaltning.
Lyt til uddraget her

 

- Om mytens natur, "alt det, der aldrig har været, men som hele tiden hænder", "keep comind back to where everything slipped", gentagelsestvang og at rense tavlen ren.
Lyt til uddraget her

 

 


Søren Ulrik Thomsen, om kunstnerisk skabelse:

”At være digter er at erkende, at kun det ubeskrivelige er værd at skrive og samtidig præcis det eneste, der umuligt kan beskrives og derfor må skrives – dvs.: digtes.” (Mit lys brænder, s.127)

 

Digter Søren Ulrik Thomsen har udgivet en bog, En dans på gloser, som er et bud på skabelsesprocessens metafysik, som indeholder mange tanker om det at skabe og blive skabt. Du kan læse et gavmildt uddrag af værket her.

 

 


Francis Fukuyama: "Historiens afslutning og det sidste menneske":

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama stillede omkring murens fald i 1989, det spørgsmål om den historie-fremdrift, som havde kendetegnet en hel periode (Vesten siden 2. Verdenskrig), nu kunne siges at være tilendebragt? Efter den sidste af de store ideologier i det 20. århundrede med Berlinmuren var bragt til fald, var det så rimeligt at antage, at det vestlige menneske havde fundet en form for konsensus og i en vis forstand var "nået frem"? Han fremsatte overvejelserne i et essay, som vakte stærk opsigt. I 1992 udarbejdede han sit standpunkt langt mere nuanceret i bogen "Historiens afslutning og det sidste menneske". Uddrag:

 

"Ifølge Hegel har mennesket ligesom dyr naturlige behov og begær rettet imod objekter uden for dem selv som f.eks. mad, drikke, husly og frem for alt beskyttelse af deres egne kroppe. Mennesket adskiller sig imidlertid grundlæggende fra dyrene, idet det ydermere begærer andre menneskers begær, det vil sige ønsker at blive "anerkendt". I særdeleshed vil mennesket gerne anerkendes som værende menneske, det vil sige som et væsen med et særligt værd eller en særlig værdighed. Denne værdighed er fundamentalt forbundet med menneskets villighed til at risikere sit liv udelukkende for anerkendelsens skyld. Kun mennesket er i stand til at overvinde sine mest grundlæggende dyriske instinkter - først og fremmest selvopretholdelsesdriften - for højere, abstrakte principper og mål. Ifølge Hegel driver anerkendelsestrangen i begyndelsen to primitive kombattanter til at søge at tvinge modparten til at "anerkende" deres menneskelighed i en kamp på liv og død.(...) Hvad der står på spil i denne blodige kamp ved historiens begyndelse, er hverken mad, husly eller sikkerhed, men ren og skær anseelse. Og netop fordi kampens genstand ikke er noget biologisk determineret, ser Hegel heri det første glimt af menneskets frihed(...)

 

Tilbøjeligheden til at tillægge sit jeg en bestemt værdi og til at forlange denne værdi anerkendt af andre, svarer til hvad man med et nutidigt ord ville kalde at føle "selvværd". Trangen til selvværd opstår i den del af sjælen der kaldes thymos. Det er en slags medfødt menneskelig retfærdighedssans. Folk mener, at de har en vis værdi, og når andre mennesker behandler dem, som om de var mindre værd, afføder det en følelse af vrede. Omvendt føler de skam, når de ikke lever op til deres egen oplevede værdi, og når de vurderes korrekt i forhold til denne, føler de stolthed. Behovet for anerkendelse og de ledsagende følelser af vrede, skam og stolthed er alle dele af den menneskelige personlighed, der er afgørende for det politiske liv. Ifølge Hegel er det behovet for anerkendelse der driver hele den historiskeudvikling."

 

Læs Historie-Onlines beskrivelse af bogen her

 

 


Jonathan Swift - Dommedag:

Den engelsk-irske forfatter Jonathan Swift (1667-1745), er mest kendt som forfatter til Gullivers rejser. Men han har også efterladt dette lille digt, som Sven Clausen har gendigtet på dansk i 1931.
Digtet er en digterisk behandling af den spænding og konstante vekselvirkning mellem Skaber og Skabningsværk, som gennemsyrer hele det Gamle testamente, og som også forestillingen Skabelsen i høj grad tager afsæt i.

 

Dommedag:
”Sky, skælvende ved Tronens Fod
for Dommen ræd Alverden stod.
Bleg saa hver Synder stift mod Jord –
da skælved Himlen ved Guds Ord:
”Vanart af Skabning, Kvinde, Mand,
vildført af Syn som af Forstand. –
Du, som af Svaghed Synd bedrev,
du, som af Hovmod ren forblev.
I Sekter, som i Dag hidkom
at se hinandens Straffedom,
som loved var af Folk, der ved
saa lidt som I om Gud Besked:
Nu Jordens Mareridt er endt,
saa er min Vrede og afvendt,
Jeg spilde Tid paa Taaber – Jeg
fordømme Fæ!! – – gaa – gaa jer Vej!””

Jonathan Swift (oversættelse: Sven Clausen 1931)

 

 


Andre genfortællinger af Skabelsesberetningen:

Vi er ikke de første og heller ikke de sidste, som angriber denne fortællingernes fortælling. Inger Christensen skrev f.eks. en digtsamling, Det, i 1969, en genskrivning af Skabelsesberetningen. Læs litteratursiden.dk’s analyse af værket her.


Italo Calvino’s De Kosmokomiske Historier fra 1968 er også værd at læse, hvis man holder af den fantasifulde og usædvanlige fortælling. Se litteratursiden.dk’s anmeldelse her.